Pressemeddelelse

LLR Danmark forstærker indsatsen mod ISIL

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en folketingsbeslutning om at øge Danmarks militære bidrag til indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien.

I løbet af de kommende måneder vil Danmark derfor udsende F16-kampfly, specialoperationsstyrker og et transportfly til støtte for den internationale koalition mod ISIL. Danmark bidrager i forvejen med et trænings-, radar- og stabsbidrag til koalitionen.

Dermed kommer det samlede danske militære bidrag fra midten af 2016 til at omfatte ca. 400 danske soldater, inklusive piloter og støttepersonel.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i forbindelse med dagens vedtagelse af folketingsbeslutningen:

”Den brutale og hensynsløse terrororganisation ISIL skal møde et kraftfuldt svar fra omverdenen. Mørket skal bekæmpes. Derfor har Danmark fra starten været en del af koalitionen mod ISIL, og vi øger nu vores bidrag betragteligt.

Det er altid en alvorlig beslutning at sende vores dygtige mænd og kvinder på missioner i verden. Soldaterne fortjener vores største respekt. Deres professionelle, ukuelige indsats bidrager til at gøre verden til et tryggere sted og tjener vort land til ære.”

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt telefon 3392 2259.