Pressemeddelelse

LLR Dansk soldat dræbt i Afghanistan (1)

En dansk soldat er i dag blevet dræbt ved en eksplosion i Helmand-provinsen i Afghanistan i forbindelse med en patrulje.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Jeg har her til morgen modtaget den tragiske meddelelse om, at en dansk soldat har mistet livet i Helmand-provinsen i Afghanistan. Det er en sorgens stund for alle, men min medfølelse og mine tanker går først og fremmest til de pårørende på denne ulykkelige dag. De har lidt et uerstatteligt tab. Det berører mig dybt.

En dansk soldat har mistet livet i indsatsen for vores sikkerhed og tryghed og for at bidrage til at give afghanerne et håb. Mine tanker går også til de danske soldater i Afghanistan, som har mistet en kammerat og kollega, og som skal fortsætte deres indsats under svære vilkår. De har min respekt og taknemmelighed."