Pressemeddelelse

LLR Møde mellem statsministeren og formand for Naalakkersuisut

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen har den 9. januar 2018 holdt møde i Statsministeriet.

Statsministeren og Formand for Naalakkersuisut udtaler efter mødet:

”Vi har haft et godt møde, hvor vi blandt andet har drøftet den politiske og økonomiske situation i Danmark og i Grønland.

Der er et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland på udenrigsområdet. Vi har på mødet i dag gjort status og drøftet aktuelle og kommende sager, herunder de udfordringer, der vil være i forbindelse med de kommende forhandlinger om EU ́s finansielle rammer i lyset af Brexit. Storbritanniens udtræden af EU har også stor betydning for Grønland.

Vi har også haft lejlighed til at drøfte samarbejdet vedrørende blandt andet miljøspørgsmål og beredskabsindsatsen i Grønland.

Det er vores fælles ønske, at vi fortsætter et tæt og konstruktivt samarbejde mellem regeringen og Naalakkersuisut.”

***

Yderligere oplysninger:
Informationschef Paornanguaq Kleist, telefon 31 70 42 67.
Pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 33 92 22 59.