Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren besøger Tyskland, Portugal og Spanien

Statsminister Lars Løkke Rasmussen rejser 12.-13. april til Berlin, Lissabon og Madrid, hvor han mødes med regeringscheferne i de tre lande.

Torsdag den 12. april er statsministeren først i Berlin, hvor han mødes med Angela Merkel, der netop er blevet genvalgt som forbundskansler i Tyskland. Herefter rejser statsministeren til Lissabon, hvor han mødes med premierminister António Costa.

Fredag den 13. april besøger statsministeren Madrid, hvor han mødes med premierminister Mariano Rajoy.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøgene:

”Venskabet og samarbejdet mellem Danmark og Tyskland er i en klasse for sig. Det er afgørende for Danmark, dansk erhvervsliv og arbejdspladser. Tyskland er også et naturligt omdrejningspunkt i Europa. Derfor skal vi sikre, at danske synspunkter gør sig gældende i den nye tyske regering, og at der er forståelse for vores prioriteter ikke mindst i forhold til EU’s fremtid.

Danmark mister en vigtig alliancepartner, når Storbritannien lader stolen stå tom i EU. Derfor skal vi omstille os, række ud og udvikle det samarbejde, vi har med de EU-lande, vi deler interesser med. For eksempel er både Portugal og Spanien ligesom vi stærke fortalere for frihandel og åbne markeder, og det er en dagsorden, vi især i denne tid skal fremme i EU og globalt.”

***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 3392 2262.