Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren besøger Vollsmose og Teknologiskolen i Odense

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er torsdag den 19. januar på besøg i Odense.

Her vil han først besøge boligområdet Vollsmose for at høre om de udfordringer, området står overfor. Blandt andet vil kommunen og politiet fortælle om arbejdet med at skabe tryghed for beboerne i området, og senere besøger statsministeren en lokal frisør. Her møder han unge fra området til en snak om fremtiden.

Herefter tager statsministeren videre til Teknologiskolen, hvor børn og unge med interesse for teknologi kan prøve kræfter med eksempelvis robotbygning og softwareundervisning i deres fritid.

Dagen slutter med, at statsministeren holder tale ved Odense Kommunes nytårskur.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”Lige nu er vi vidner til, at hensynsløse kriminelle skaber utryghed i et helt boligområde i Odense. Det skal bremses. Derfor vil regeringen sætte hårdt mod hårdt og give myndighederne de nødvendige redskaber for at sætte maksimalt pres på fx rockere og bandemedlemmer. Vi skal rydde op i gaderne.

Danskerne skal trygt kunne færdes i deres nabolag. Jeg glæder mig til at høre om de erfaringer, som beboere og myndigheder har i Vollsmose, så vi kan blive klogere på, hvordan tryghed også her bliver en selvfølge.”

Besøget skal også give inspiration til, hvordan alle børn og unge får de bedste forudsætninger for at forfølge deres ambitioner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Det er vigtigt for mig, at alle børn og unge får greb om deres fremtid. Uanset om de bor i Vollsmose eller Vordingborg. Alle skal med, og det er jeg sikker på, at jeg får masser af inspiration til – både af de unge i Vollsmose og på Teknologiskolen.”


***


Pressen har mulighed for at følge besøget i Odense:

13.30: Besøg på Bøgetorvet i Vollsmose og herefter gåtur til Vollsmose Torv.
13.50: Besøg hos Q’s Barbershop på Vollsmose Torv.
14.45: Besøg på Teknologiskolen.
16.00: Deltagelse i Odense Kommunes nytårskur.


Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt på telefon 33 92 22 62 eller mail sd@stm.dk.