Pressemeddelelse

LLR Statsministeren deltager i flagdagen for Danmarks udsendte i Slagelse og København

Statsministeren deltager i år i flagdagen for Danmarks udsendte i både Slagelse og København.

Flagdagen blev indført i 2009 og har siden bredt sig til at blive markeret i mere end 80 kommuner. Flagdagen holdes den 5. september.

Statsministeren deltager i flagdagen på Rådhuspladsen i Slagelse kl. 12.15, hvor der vil være parade med soldater fra Gardehusarregimentet og Hesteskadron.

Statsministeren holder tale for soldater, veteraner, pårørende og kommunens borgere.

Herefter deltager statsministeren kl. 16.00 i paraden på Thorvaldsens Plads, hvor de, der har været udsendt siden sidste års flagdag, deltager.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for flagdagen:

”De udsendte til internationale opgaver forlader deres familier for vores sikkerhed. De går glip af at opleve hele kapitler i deres børns liv for at kæmpe ude i verden for Danmark og for fred og frihed. Som nation skylder vi vores helte i uniform en stor tak.

Flagdagen er en højtidelig måde at hylde vore veteraner på og mindes og ære de, der vendte sårede tilbage eller mistede livet for Danmarks skyld.”

***

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 3392 2259.