Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren deltager i FN-konference i Marrakesh

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager i FN-konferencen om migration i Marrakesh den 10. december 2018.

FN’s migrationserklæring ”Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration” vedtages politisk på den mellemstatslige konference i Marrakesh den 10. december 2018 og efterfølgende formelt i FN’s Generalforsamling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”FN-erklæringen er et symbol på, om man vil være en del af det internationale samfund eller ej, og jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med debatten i onsdags signalerede klar opbakning til, at Danmark tilslutter sig erklæringen. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde – ikke isolation. Jeg er som statsminister ikke i tvivl om på hvilken side af stregen, Danmark skal befinde sig.”

”Erklæringen er en vigtig løftestang til at presse på for, at andre lande lever op til deres forpligtelser bl.a. på tilbagetagelsesområdet.
Det er vigtigt at slå fast, at erklæringen ikke er juridisk bindende, ikke skaber ny lov i Danmark og, vigtigst af alt, ikke fratager os suverænitet over udlændingeområdet. Derfor er jeg også initiativtager til at samle ligesindede lande i en stemmeforklaring, der slår fast, at vi fortsat er herre i eget hus, når erklæringen bliver endeligt vedtaget i New York.”


***


Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 33 92 22 62.