Pressemeddelelse

LLR Statsministeren mødes med Letlands præsident

Statsministeren mødes tirsdag den 23. maj med Letlands præsident Raimonds Véjonis, som er på officielt besøg i Danmark. Mødet finder sted i Statsministeriet.

På mødet skal statsministeren og præsidenten blandt andet drøfte Rusland og det tætte forsvarssamarbejde mellem Danmark og Letland – både bilateralt og i NATO samt aktuelle europapolitiske emner.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for mødet:

”Letland er en tæt samarbejdspartner for Danmark. Som to naboer i Østersøregionen og medlemmer af EU og NATO deler vi mange interesser. Det gælder ikke mindst arbejdet for at øge vækst og beskæftigelse i Europa.

Vi står over for en kompliceret sikkerhedspolitisk situation, hvor Rusland fortsat agerer utilregneligt. Derfor er vores fælles sikkerhed højt på dagsordenen. Vi må stå tæt sammen i forsvaret af vores frie og trygge samfund. Derfor bidrager Danmark markant med kampfly til Baltic Air Policing i 2018, og vi planlægger at stille med 200 soldater til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum.”

***

I forbindelse med mødet tirsdag den 23. maj vil der være følgende muligheder for pressen. Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, og tilmelding derfor er nødvendig.

Pool 1: Fotomulighed ved ankomst og handshake kl. 11.00. Mødetid for pressen i Prins Jørgens Gård, Dronningeporten kl. 10.30.

Pool 2: Fotomulighed ved tête-à-tête med statements kl. 11.05. Mødetid for pressen i Prins Jørgens Gård, Dronningeporten kl. 10.30. Det er ikke muligt at gå fra pool 2 til pool 1.

Tilmelding med tydelig angivelse af pool, medie og funktion sker til afdelingsleder Hjørdis de Stricker på hn@stm.dk senest mandag den 22. maj kl. 15.00.

***

Gyldigt pressekort skal bæres synligt under hele besøget.

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 33 92 22 62.