Pressemeddelelse

LLR Statsministerens kommentar til udfaldet af den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i anledning af den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten følgende:

”Jeg er meget glad for, at et flertal af de irske vælgere har stemt ja til Lissabon-traktaten. De irske vælgeres beslutning bringer Lissabon-traktatens ikrafttrædelse et stort skridt nærmere. Nu mangler kun to lande at afslutte deres ratifikation af traktaten. Det er godt nyt for Danmark og for Europa.

Lissabon-traktaten sikrer et mere demokratisk, åbent og handlekraftigt EU. Det er afgørende i en tid, hvor Europa og resten af Verden skal håndtere store udfordringer som bekæmpelse af klimaforandringer og samtidig skabe fornyet vækst og nye arbejdsplader”.