Pressemeddelelse

LLR Udtalelse af statsministeren om udviklingen i Syrien

I forbindelse med den fortsat forværrede situation i Syrien udtaler statsministeren:

”Udviklingen i Syrien den seneste tid har været stærkt bekymrende. Assad-regimets voldelige fremfærd og overgreb på civilbefolkningen er uacceptabel.

Vi støtter det syriske folks ønske om demokrati, frihed og respekt for grundlæggende rettigheder. Det er op til befolkningen at skabe fremtidens Syrien. Præsident Assad har haft alle muligheder for at vælge en ny vej for Syrien med politiske reformer. Frem for at lytte til folkets røst, har han imidlertid valgt undertrykkelse og brutal vold.

Jeg bakker helt op om EU’s netop udsendte erklæring, som sender et stærkt signal til Syrien, herunder med en yderligere styrkelse af sanktionerne mod Syrien.

Assad har mistet al legitimitet og må lade andre komme til. Syrien har brug for et lederskab, der forpligter sig til en fredelig udvikling i landet.”