Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Manglende refusionsansøgning for rejser i forbindelse med EU-topmøder

Det følger af EU-regler, at der kan søges om refusion fra EU til udgifter (hotel og transport) i forbindelse med EU-topmøder.

Grundet en administrativ fejl er der siden 2018 ikke søgt refusion for udgifterne til transport og hotel vedrørende statsministrenes deltagelse i EU-topmøder, og i perioden 2016-2017 er der ikke søgt refusion for hoteludgifter. På den baggrund har Statsministeriet foretaget en gennemgang, der viser, at man kunne have søgt refusion for 4,2 millioner kroner i perioden 2016-2021.

Udenrigsministeriet har den 31. maj 2022 rettet henvendelse til EU for at undersøge, om det er muligt at få refusion med tilbagevirkende kraft. EU har meddelt, at det ikke er muligt, da regnskaberne 2016-2021 er afsluttet.

”Der er tale om en meget beklagelig administrativ fejl, der betyder, at man i en årrække ikke har ansøgt om den refusion, som man har været berettiget til. Der er nu indført en ny administrativ praksis, så det sikres, at der søges refusion for både transport og hotel for alle rejser til EU-topmøder, der er eller vil blive gennemført i 2022 og derefter,” udtaler Helene May Vibholt, afdelingschef for organisation og service i Statsministeriet.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.