Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Pressemeddelelser

PNR Statsministeren diskuterer euroen på Fyn

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortsætter debatten om den fælles valuta – euroen – ved en række arrangementer i Odense mandag den 29. november 1999. Hovedtemaet for møderne vil være, hvad den fælles valuta betyder for de danske arbejdspladser og for det danske samfunds fremtidige tryghed og sikkerhed.

Statsministeren starter med et besøg på Albani Bryggerierne på Tværgade 2 kl. 11.15.

Kl. 15 mødes statsministeren med de ansatte på Odense Universitetshospital, Winsløwparken 15, Store Auditorium.

Pressen er velkommen ved begge arrangementer.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtaler i anledning af sit besøg på Fyn:

'Den fælles valuta euroen er virkelighed. En virkelighed som også har konsekvenser for de fynske virksomheder. Vi kan tilslutte os euroen, eller vi kan blive udenfor. Valget er op til os selv, men valget har konsekvenser for Danmark og danskerne.

Inden vi beslutter os, skal vi have en grundig debat, hvor både fordele og ulemper bliver belyst. Det er en lang rejse, jeg nu har begivet mig ud på. En rejse til landets arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Jeg startede min eurodialog for over 14 dage siden ved besøg i hovedstadsområdet. Efterfølgende har jeg været i Nordjylland. Nu er turen kommet til Fyn. Jeg ser frem til en god dialog.'