Pressemeddelelser

Statsministeren tager imod Spaniens premierminister

Statsminister Mette Frederiksen er vært, når den spanske premierminister Pedro Sánchez kommer på officielt besøg torsdag den 2. marts.

Mødet finder sted på Marienborg, hvor de to regeringsledere vil holde en arbejdsmiddag.

Mødet vil have fokus på bl.a. krigen i Ukraine, EU’s globale konkurrenceevne samt energi og grøn omstilling. Derudover vil det kommende spanske EU-formandskab i andet halvår af 2023 være på dagsordenen.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Vi står i en ny geopolitisk virkelighed efter Ruslands invasion af Ukraine. Det er afgørende, at vi i EU styrker vores forsynings- og energisikkerhed og sætter turbo på den grønne omstilling. Det ser jeg frem til at drøfte på mødet i dag, hvor jeg også vil udtrykke støtte til det kommende spanske EU-formandskab.”

***

Det vil være muligt for fotografer at tage billeder ved ankomst og modtagelse kl. 18.00, og der er mulighed for billeder igen kl. 18.50. Fotografer, der ønsker adgang, skal ankomme på Marienborg senest kl. 17.20. Det kræver tilmelding til presse@stm.dk senest torsdag den 2. marts kl. 15. Gyldigt pressekort skal bæres synligt.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.