Pressemøde den 13. januar 2020

Statsminister Mette Frederiksen: ”Velkommen til alle sammen!
I dag har regeringen været samlet her på Marienborg for at lægge nogen af sporene for de kommende års politiske arbejde og selvfølgelig også for at gøre en status på, hvor vi står i dag her efter de første 200 dage.

Vi går ind i et meget aktivt politisk år her i år 2020 med nogen store emner og selvfølgelig med tilhørende afgørende politiske beslutninger.

I dag vil vi komme ind på tre ting. Vi vil komme ind på den udenrigspolitiske situation. Det politiske år, vi står overfor. Og så vil vi rigtig gerne knytte nogen konkrete ord til den indsats for de mest udsatte børn, som også blev anmeldt i forbindelse med nytårstalen.

Når vi ser ud i verden netop nu, så må man sige, vi står i en situation, hvor udfordringerne, de presser sig på, det vil udenrigsministeren uddybe. Bare fra min side gentage et par pointer fra sidste uge. Som I kan huske, så i onsdags blev Al-Asad-basen angrebet af Iran. Heldigvis var der ikke nogen danske soldater, der kom til skade. Vi sagde også allerede i sidste uge, at sikkerheden for vores udsendte er en topprioritet, og derfor mener jeg, det var klogt, at vi foretog den overflytning af personalet – eller en meget stor del af personalet – fra Irak til Kuwait.

Jeg vil også gerne igen minde om, hvorfor vi er i Irak, og hvorfor vi bliver i Irak – det handler om bekæmpelse af ISIL, og den kamp er ingenlunde færdig eller tilvejebragt, og derfor håber vi også på snarligt at kunne vende tilbage og fortsætte.

Så er der en anden udenrigspolitisk sag, der også er vigtig, og det er Brexit. Der er 18 dage til nu. Og man kan sige med 18 dage tilbage, så er det ikke et udtryk for, at vi har overstået arbejdet med Brexit, det er faktisk først dér, vi går i gang, fordi nu skal vi for alvor til bordet mellem EU på den ene side og Storbritannien på den anden side i forhold til, hvordan Brexit så bliver helt konkret. Og vi har cirka et år til at få det hele på plads. Jeg tror ikke, der er nogen, der gør sig forestilling om, at alt kommer på plads, og derfor bliver prioriteterne fra vores side – ikke mindst på handelsområder og selvfølgelig på fiskeriområdet, hvor vi har nogle helt særlige danske interesser.

Herhjemme står vi over for et travlt politisk år, som vi glæder os til.

Udligningsreformen skal vi gerne se, om vi kan få et flertal for i Folketinget. Vi skal have lavet en flerhåndsaftale på politiet. Vi skal i gang med klimahandlingsplanerne. Vi skal sikre pension til dem, der er nedslidte, og vi skal videre ad vores velfærdsspor, og det er nogle ret store brikker, vi gerne skal have til alt lande. Så nogle enkelte ord omkring dét.

Udligningsspørgsmålet er et af de første, vi tager fat på her i det her nye år. Det er så absolut en af de sværeste opgaver, vi overhovedet står overfor. Men det er i vores øjne en bunden opgave at få løst nogle af de problemer, der er, og i øvrigt sikre en mere retfærdig udligning, sådan, at vi sikrer, at alle kommuner i landet har gode betingelser for at give deres borgere den velfærd, som vi synes skal være alle steder. Som vi har sagt i andre sammenhænge, så er Danmark for lille et land til for store forskelle, og det er sådan set dét, udligningen handler om. Det er én af de første opgaver, vi tager hul på.

Det samme gælder politiet, hvor vi skal have lavet en ny politiaftale, som får politiet tættere på danskerne og på borgerne, og som tager hånd om de problemer, der er i både politiet og anklagemyndigheden, også hvad angår sagsbehandlingstider og sagsbunker.

Den finanslovsaftale, vi lavede umiddelbart før jul, dækkede jo det hul i økonomien, der er for politiet, og vi har også finansieret ekstra betjente – styrket anklagemyndigheden. Nu skal vi så sætte os omkring det store bord sammen med Folketingets partier, politiet og anklagemyndigheden for at finde ud af, hvad der er brug for for at styrke politiet. For os handler det først og sidst om tryghed og få skabt et mindre rigspoliti og et stærkere politi derude, hvor danskerne oplever kriminaliteten. Det er dét, der er afgørende for, at vi kan skabe noget mere tryghed på det her område. Når jeg taler om tryghed, så vil jeg sige noget andet, der skaber utryghed, det er fremmedkrigere – det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen, og som vi ikke ønsker at få tilbage, derfor er jeg glad for, at vi så hurtigt fik lovgivningen på plads i efteråret, så vi administrativt kan fratage statsborgerskab dér, hvor det er muligt. Det vil ikke være muligt i forhold til alle, og derfor indkalder vi til et pressemøde på torsdag, hvor vi får mulighed for at præsentere nogle nye stramninger på det her område.

En anden meget, meget stor opgave, der ligger på bordet nu, det er klimaspørgsmålet. Vi var jo igennem den vel første folketingsvalgkamp, der for alvor handlede om klima. Vi har fået gjort en del i efteråret. Vi har fået løftet den grønne forskning. Vi har fået erhvervslivet med på vores klimamål heldigvis. Lige før jul fik vi så den mest ambitiøse klimalov på plads. Det er rigtigt godt, og et udmærket resultat efter det første halve år. Men nu går vi ind i et nyt år, og nu skal vi tage de næste skridt, og det er så konkrete klimahandlingsplaner, der gør, at vi kan vise vejen hen imod de 70 %, og der får vi jo virkelig brug for vores 13 partnerskaber med erhvervslivet. Det er rigtig godt, at vi har dansk erhvervsliv, der tager ejerskab for den her meget, meget store opgave. Nu skal vi til at træffe nogen af de politiske beslutninger, og det bliver her i år 2020, vi gerne skal have det på plads.

Når vi så har været igennem foråret med private overenskomster, så er vi klar til fra regeringens side at præsentere vores konkrete bud på en tidligere pension til dem, der er nedslidte, dvs. vi følger den tidsplan, vi selv har lagt. Vi bliver nødt til at respektere den danske model, og det gør vi med glæde, men derefter påbegynder vi så forhandlingerne om en ny løsning for dem, der er blevet nedslidte.

Så har vi jo sat en dagsorden her i årets første 14 dage omkring udsatte børn. Jeg er glad for den debat. Det har skabt, jeg kan ikke huske jeg har fulgt børneområdet i rigtig mange år, jeg kan ikke huske, at så mange i landet har diskuteret børn og de mest udsatte af slagsen. Det er rigtig godt. For de har ikke nogen stemme selv ret mange af dem. Og det har kastet mange diskussioner af sig. Vi har besluttet os for at forberede en større ændring af det her område, det lægger vi sporene ud til i dag. Vi vil gøre os den umage at tale med alle dem, der har med børneområdet at gøre, så vi er sikre på, vi lander på de rigtige løsninger, men allerede i dag vil vi gerne anmelde nogen af de konkrete initiativer, vi ønsker at sætte i gang. Og jeg vil gerne slå fast, at hver eneste gang, samfundet har rykket på børneområdet – og hver eneste gang, der er nogen, der har sat sig for at give børnene en stærkere stemme og flere rettigheder, så har modstanden været stor. Og derfor kommer det ikke bag på mig, at den også er det i denne her diskussion. Vi bliver på den scene, vi har sat, fordi der er for mange børn i Danmark, der lever udsat, og der er for mange børn, der ikke bliver passet ordentlig på, det bliver vi nødt til at få gjort noget ved.

Først kigger vi lige ud i verden - nu giver jeg ordet til udenrigsministeren, og så slutter vi af på nogle af de konkrete initiativer, og hvordan vi har tænkt os at arbejde med det her felt videre herfra.
Så socialministeren til sidst.

Men vi starter med udenrigsministeren.

Udenrigsminister Jeppe Kofod: Ja tak!
Udenrigs- og sikkerhedspolitikken er selvsagt central for regeringen. Det er vigtigere at knytte er par ord til den aktuelle situation – og nogle af de problemstillinger, vi står foran.

Det er vigtigt at slå fast, hvorfor Danmark er engageret i Mellemøsten. Det er vi, fordi vi skal både tage hånd om vores egen sikkerhed og være med til at bidrage til at stabilisere en meget ustabil region – også adressere international terrorisme ved roden.

Problemerne er yderst alvorlige. Vi skal fortsætte kampen mod ISIL. Kalifatet er nedkæmpet. Men terror og rædselsstyret findes fortsat. ISIL må ikke få mulighed for at blusse op igen. Iran må ikke udvikle atomvåben. Konsekvenserne vil være uoverskuelige. Våbenkapløb i Mellemøsten. Trusler mod vores egen sikkerhed. Derfor er det nødvendigt, at Danmark bidrager aktivt og positivt til fred og stabilitet i Mellemøsten. Det er dét, regeringen arbejder for.

Situationen i Irak og Iran er fortsat alvorlig – usikker, omskiftelig. Derfor følger vi udviklingen tæt og er selvsagt meget aktive. Vi har i den seneste tid ført maratondiplomati, og situationen kalder jo på ansvarlighed, rettidig omhu og en sikker hånd. Derfor har vi været meget aktive i det diplomatiske spor og lagt en ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitisk linje. Jeg har selv drøftet situationen med nøgleaktører – Trumps sikkerhedsrådgiver, den irakiske udenrigsminister, NATO-generalsekretær Stoltenberg i fredags, EU's udenrigsrepræsentant, Kuwaits udenrigsminister samt centrale EU-kolleger – både fra Storbritannien, Frankrig, Holland og andre lande. Jeg talte også med den iranske udenrigsminister, og hvor jeg fordømte angrebene på de danske soldater – den base, de var på. Og også talte om, hvordan vi må nå til en helt nødvendig vej mod deeskalation. Vi har taget, som statsministeren var inde på, de nødvendige forholdsregler, omrokeret soldaterne, ændret rejsevejledningen og forberedt os til at handle hurtigt ifald situationen skulle ændre sig.

Vi står også fast på vores bidrag fra dansk side i Irak – det er tilbuddet om at overtage NATOs træningsmission i Irak. Det er det, at være en del af den internationale koalition mod ISIL. Og så er det også vores maritime sikkerhedsoperation i Hormuz-strædet, som vi planlægger her i år.

Samtidig fortsætter vi vores aktive diplomatiske arbejde på alle niveauer, og det bliver der også kvitteret for internationalt.

Fra dansk side lægger vi vægt på at understøtte Irak. Iraks stabilitet er afgørende for regionen, for Danmark, for Europa – både militært i kampen mod ISIL – og i forhold til den vanskelige politiske situation landet også er i.

Vi gør rigtig meget fra dansk side. Vi er bl.a. blandt de største donorer i forhold til stabiliseringsindsatsen, og vi har opfordret andre europæiske lande til at følge trop så sent som i fredags.

I forhold til Libyen – udviklingen i Libyen har en direkte afgørende betydning for os. Det gælder fx migration. Der er over 700.000 irregulære migranter, flygtninge i Libyen. Vi så senest eksempel på i 2015, hvilke nogen udfordringer, vi kan stå over for.

Og det gælder vores usikkerhed. Et ustabilt Libyen kan give terrorgrupper gode betingelser for at konsolidere sig.

Det er positivt, der er blevet indgået en foreløbig våbenhvile i det vestlige Libyen. Men fra regeringens side bakker vi aktivt op om FN og også den tyske regering – deres ønske om at genskabe et politisk spor og afholde en Libyen-konference i Berlin. Og det er også et af de punkter, der var på det centrale, særlige på det centrale punkt på det udenrigsministermøde, vi havde fredag blandt EU's udenrigsministre, og EU skal spille en stor rolle.

Endelig vil jeg knytte et par ord til Brexit, som også statsministeren gjorde. Udtrædelsesaftalen forventes endelig godkendt i det britiske Overhus i denne her uge, og derefter så Europa-Parlamentet. Dermed forlader Storbritannien EU den 31. januar – om kun lidt over 2 uger. Trist, men det er briternes valg, og det respekterer vi selvsagt.

Nu skal vi videre med en ny fase af Brexit. Overgangsperiode indtil 2020, hvor vi kender forholdene. Her skal Storbritannien og EU forhandle aftale om de fremtidige forhold. Der bliver tale om meget intense forhandlinger, hvis aftalen skal på plads her i 2020, og vi skal undgå en no-deal-lignende klippekantsscenarium, som vi har set, vi har været ved at nå andre gange.

Væsentlige danske interesser er på spil – eksport, indre marked, uden- og sikkerhedspolitik, samarbejde, fiskeri. Og vi vil arbejde for en hurtig aftale, der sikrer så tæt et forhold som muligt, men selvfølgelig med balance mellem rettigheder og pligter for briterne, men det er vigtigt for Danmark, at vi har et tæt og godt forhold til Storbritannien – også selvom de forlader EU.

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag: Tak for det!
I dag, der kan man se på forældre og forudse, hvilke børn, der vil klare sig godt og mindre godt i livet.

Vi skal bryde mønstre – ikke bare hylde mønsterbryderne, som statsministeren sagde det i sin nytårstale.

Social udsatte har ofte én ting til fælles – de blev svigtet i deres barndom. Derfor vil vi sætte barnet først. Derfor vil vi hjælpe tidligere, og derfor har regeringen sat udsatte børn øverst på dagsordenen.

I dag kan vi så præsentere de første forslag fra regeringen. Jeg vil først understrege, som statsministeren, at det ikke er en udtømmende liste. Regeringen vil senere på året præsentere et samlet udspil på anbringelsesområdet.

Vi vil gerne invitere alle organisationer, eksperter og ikke mindst nuværende og tidligere anbragte børn indenfor. Vi har brug for deres forslag til, hvordan vi kan hjælpe udsatte børn og anbragte børn og unge bedre. Derfor starter vi nu en inddragende bred proces, hvor vi vil lytte til alle på området.
Og så til en gennemgang af de første initiativer.

Vi skal sikre mere ro og stabilitet for børnene. Derfor skal vi bruge bortadoption, når det er den rigtige løsning. Konkret skal plejebørn lettere kunne blive adopteret af deres plejefamilie, når der er opstået en tæt relation, fordi udsatte børn fortjener en familie, som ikke kun er til låns.

Et andet konkret forslag handler om økonomien. Vi vil anbringe tidligere, og økonomien må ikke stå i vejen for den rigtige indsats. Det må ikke være sådan, at børn, der har behov for det, ikke kan blive anbragt uden for hjemmet, fordi budgettet er brugt op. Vi foreslår en langt mere solidarisk løsning, en mere solidarisk finansiering af området, hvor fællesskabet påtager sig en større del af ansvaret. Konkret vil vi ændre refusionsreglerne, så den enkelte kommune får refunderet en større del af udgifterne for anbringelser og andre omfattende indsatser. Og søskende skal samles på én refusionssag, så alle i familien får den nødvendige støtte.

Et tredje forslag er, at vi vil lave en helt ny lov – Barnets Lov. Vi skal have et nyt fundament for området, så barnet altid sættes først, og hvor barnets rettigheder er det gennemgående princip i alle paragraffer. Det vil medføre en række ændringer. Konkret vil vi i den nye lov udstyre anbragte børn med en vetoret, så de kan sige nej til samvær med biologiske forældre. Vi vil også slå fast, at anbringelse ikke skal være den sidste udvej. Sådan opfattes det mange steder i dag. Men det vigtigste er jo at forebygge omsorgssvigt og skader på børn, og her kan anbringelse være den rette forebyggelse. Én del af Barnets Lov er også at gøre op med stigmatiserende og forkerte begreber i lovgivningen. Jeg har talt med tidligere anbragte, der fortæller, at hvis mødet med systemet har lært dem én ting, så er det, at de er forkerte, og at de er problemet, fordi vores lovgivning er skruet sådan sammen, så den fokuserer på barnets problemer – ikke på omgivelserne – ikke på barnets resurser. Det skæve fokus skal vi gøre op med.

Det er regeringens første konkrete initiativer, men det er som sagt ikke en udtømmende liste.

Regeringen vil arbejde videre med området i tre spor, hvor organisationer og eksperter og ikke mindst børnene selv skal inddrages.

For det første et spor, der handler om flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet. Fordi vi i dag anbringer næsten fem gange så mange 16-årige, som 1-årige eller 2-årige eller 3-årige, selvom vi ved, at de første år er afgørende i et barns liv.
Problemet i dag er også, at der er for lidt stabilitet for børnene. For mange skift af plejefamilier og dermed omgangskreds og skolekammerater. Samtidig skal kvaliteten være høj, når vi anbringer. Støtter vi vores engagerede plejefamilier godt nok? Gør vi tilstrækkeligt for, at for eksempel socialpædagogerne kan levere en høj kvalitet på opholdssteder og døgninstitutioner. Det tror jeg ikke, og derfor skal vi finde flere løsninger på det område.

Spor to handler om barnets stemme. Vi vil sætte børnene først. Og i dag viser flere undersøgelser, at børnene, hverken bliver inddraget nok i deres sag eller lyttet nok til. Derfor skal vi gennemgå, hvordan barnet kan få en stærkere stemme i sit eget liv.

Det tredje spor handler om at komme godt ind i voksenlivet. Anbragte børn risikerer i dag, at støtten og omsorgspersonerne forsvinder, når de fylder 18. Men andre unge bruger jo stadig deres forældre, når de er blevet 18 år.

Nye tal fra i sommers viser, at hver tredje af de hjemløse unge har været anbragt som barn. Vi vil derfor gå i dybden med, hvordan vi kan støtte op og følge op på, hvordan vi får de anbragte godt videre i voksenlivet med bolig, job og uddannelse. Vi vil blandt andet se på, hvordan frivillige mentorer, frivillige venskabsfamilier kan give de anbragte nogle stærke relationer ind i voksenlivet.

Børn har kun én barndom. Her er regeringens plan for, hvordan vi passer bedre på børnene, så de kan få lov at være børn, mens de er børn.

Mange, også på Christiansborg, har rost statsministerens fokus på de udsatte børn i nytårstalen. Og mange har erklæret sig enige i, at vi skal sætte børnene først, at vi altid skal tage barnets parti – og bedre end i dag. Den modtagelse vil jeg gerne kvittere for.

Jeg håber, at de samme partier på Christiansborg også vil være med til at træffe de valg – også de svære valg, som reelt giver børnene en stærkere stemme, så det ikke bare bliver ved det fine og lidt lette ord.

I regeringen, der vil vi altid være på børnenes side. Rigtig mange sociale problemer – ja, de starter i barndommen. Derfor er vores politik at bryde mønstrene og gøre op med den grundlæggende sociale uretfærdighed.

Vi glæder os utrolig meget til at drøfte hele området og de tre spor med alle aktører og selvfølgelig også partierne på Christiansborg.

Statsministeren: Ja, som I kan høre, så står vi over for både et travlt halvår og et travlt år. Det er også et år, der giver nogle muligheder for – i vores øjne – både at skabe et mere grønt Danmark, men også et mere retfærdigt Danmark, og det er dét, der er ønsket fra regeringens side. Vi håber på et bredt samarbejde i Folketinget. Det er sådan, vi skaber de bedste løsninger og de mest sådan stabile løsninger, så det håber vi på.

Og nu er der så åben for spørgsmål fra jer!

Vi starter med DR herovre!

Spørger - DR: Tak, og det er i første omgang også til børnene.
Nu skal alle mulige parter jo inddrages. Men konklusionen har I jo sådan set taget med, at der skal tvangsfjernes nogle flere. Er I i den fase, der er sket efter nytårstalen, nået frem til en eller anden form for omfang af det her, eller opererer vi stadigvæk bare med ordet flere. Det kunne være rart at vide, hvad det er for nogle flere, vi snakker om. Også, fordi der er jo nogen, der siger: Er det ikke bare mavefornemmelser – dét, der foregår hos regeringen, eller hvad er det, hvad bygger det egentlig på.

Og det samme spørgsmål kan man måske stille i forhold til adoptioner, hvor jeg kan se, der står noget her om plejeforældreadoptioner, men der foregår jo også andre former for adoptioner af helt spædbørn for eksempel. Og hvor mange flere er det egentlig, der skal bortadopteres i det hele taget, når regeringen nu synes, før den begynder på dialogen med parterne, at der skal flere anbringes uden for deres hjem.

Og, når jeg så har ordet, så vil jeg bare lige spørge: At, der er jo en diskussion Mette Frederiksen om dagpengesystemet i øjeblikket, som raser både i dit eget eller den foregår i hvert fald både i dit eget parti og også inden for fagbevægelsen. Og kan du forstå, at man undrer sig over, at en socialdemokratisk mindretalsregering ikke har fokus på at hæve niveauet for dagpengene.

Statsministeren: Hvis vi tager dagpengene først. Det er en fuldstændig legitim og rigtig diskussion at have. Altså vores arbejdsmarked bygger på flexicurity. Og noget af det indebærer jo, at der er et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Og der er ingen tvivl om, at kompensationsgraden på dagpengesystemet er faldet. Det er vi helt opmærksom på. Vi siger så samtidig med helt åbne øjne, at der er andre opgaver, vi også skal varetage. Og når vi taler om arbejdsmarkedet – og de udfordringer, vi står for, så er det vores vurdering – at dem, der er mest nedslidte efter et hårdt langt arbejdsliv, at det er den første opgave, men det ændrer ikke på, at der også er udfordringer på dagpengeområdet.

Man kan ikke gøre det hele på en gang og her er altså dét, vi har valgt at fokusere på som en start, når det handler om arbejdsmarkedspolitikken.

Spørger: men til dét, kan man måske sige – I sidder der i fire år, kan man forvente, at i den periode regeringen kommer til at sidde, hvis den sidder fire år, at der så hen ad vejen kommer til at ske noget med dagpengene?

Statsministeren: Ja, man kan i hvert fald allerede nu sige, at vi har opmærksomhed på det her, og vi har fokus på det her, og det er også noget, vi kommer til at diskutere med arbejdsmarkedets parter. Og så er alt jo en prioriteringssag. Og der er jo ikke nogen som helst tvivl om, at hvis vi gerne vil hjælpe dem, der i dag ikke kan trække sig tilbage på en værdig måde, det koster, og det koster også mange penge, og det gør jo så, at der er nogen andre opgaver, der ikke kan løses samtidigt.

I forhold til anbringelserne, hvad enten vi taler anbringelser, eller vi taler adoptionsspørgsmålet, så kommer vi jo selvfølgelig ikke til at opstille et måltal, det vil være usagligt, det ville også være forkert at gøre det. Dét, der er vores mål, det er jo, at de børn, der i dag vokser op ved en familie, der ikke kan tage vare på dem og deres opvækst, som ikke kan passe ordentlig på dem, de skal have mulighed for at få en anden barndom end i dag. Er det mavefornemmelser – nej, det er det jo ikke. Vi ved ganske meget om anbringelsesområdet. Vi ved også rigtig meget om, hvornår de største skader potentielt kan se i et menneskes liv, og det er i starten af livet. Og når vi kan se på tallene, som er meget, meget entydige, at vi stort set ikke anbringer nogen små børn – toårige, treårige, fireårige, femårige, seksårige, men rigtig mange teenagere, så indikerer det jo for os, at der er et ret stort problem her, fordi der ikke er nogen, der kan sandsynliggøre, at problemerne først i de børns liv er startet, når de er teenagere.

Jeg må også sige, og det vil jeg gerne sige med fuldstændig åbne øjne og med rank ryg, at børnenes fortællinger gør et stort indtryk, og det gør de voksnes fortællinger – altså voksne, som er gået igennem en hård barndom. Astrid og jeg havde mulighed for at besøge et børnehjem her i hovedstadsområdet. Og der er så én af pigerne, der siger – det er ikke et direkte citat, men noget i retning af det her: Jeg kan egentlig ikke forstå, at ophold på krisecenter med min mor er ”at blå øjne” – og dét, at jeg fik bank med ledninger ikke var nok til, at jeg kunne blive anbragt – væk fra min familie. Det gør indtryk.

Og selvfølgelig skal vi gøre det her på den ordentlige måde. Og alt, hvad vi kan gøre for at forebygge, det vil vi gerne gøre, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er børn, der burde have været anbragt, som ikke er blevet det, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er børn i dag i Danmark, der lever med vold, massivt omsorgssvigt, og hvor samfundet ikke giver ordentligt ind. Det er dét, vi ønsker at gøre noget ved, men ikke med et konkret måltal, selvfølgelig.

Spørger: Og så bare på opfølgning på det, du var også inde på Det Radikale Nytårsstævne, så er der noget, der hedder, at familier også der er en værdi i, at man kan holde sammen på familier, hvis man kan. Hvordan vægter du de to ting?

Statsministeren: Ja, det har en kæmpe værdi at holde sammen på familier, hvis man kan. Men det skal ikke være på bekostning af børnenes ve og vel. Og det skal ikke være på bekostning af børnenes tryghed og slet ikke deres fremtid, og det er det i dag i nogen tilfælde. Så man kan sige, biologiske forældre er afgørende for os alle sammen, men man har jo kun i vores øjne ret til at være biologiske forældre og udleve sin forælderevne, hvis man har en forælderevne. Og den gruppe af børn, vi taler om, det er jo dér, hvor mor og far ikke kan, der bliver samfundet nødt til at tage over. Og dét, som diskussionen også har vist efterfølgende, så er det jo ikke ligegyldigt, hvilken indsats, der så er omkring de udsatte børn efterfølgende, og der må vi jo med fuldstændig åbne øjne sige, indsatsen i dag er heller ikke god nok, fordi vi kan se, der er for mange skift. Derfor sagde jeg i talen, vi skal sikre mere stabilitet og en del af den stabilitet, det er kun en del af det, det er at sikre, at der er nogen børn, der kan få en helt ny familie, fordi hvis forældreevnen er ikkeeksisterende, så er der faktisk ikke nogen grund til, de børn skal potentielt flakse rundt mellem flere forskellige institutioner og plejefamilier, så giv dem muligheden for at få en ny familie.
Ja – TV2!

Spørger: Lige en opfølgning, hvordan kan du sige, at det vil være helt utidigt at opsætte et måltal, når du samtidig siger, at der skal være flere anbringelser?

Statsministeren: Det er jo, fordi vi ved, at der er børn i dag, der burde blive anbragt uden for hjemmet, der ikke bliver det. Og det er jo dét, børnene selv fortæller. En del af de anbragte børn, som også har stået frem i offentligheden efterfølgende fortæller jo ofte – ikke altid, men ofte den samme historie – nemlig, at der fik lov til at løbe meget vand i åen, inden samfundet greb ind. Og jeg synes, tallene fortæller samme historie, fordi der er intet, der indikerer, at problemer omkring de mest udsatte, socialt udsatte børn først starter i teenageårene. Så vi reagerer sent som samfund, og det er dét, vi gerne vil have gjort noget ved. Men jeg synes, der er forskel på dét at sige, fordi forholdene er, som de er i dag, bliver vi nødt til at anbringe nogle flere børn, og så opstille et måltal. Det har jeg i hvert fald ikke forudsætninger for at kunne gøre.

Spørger: Så siger I, at barnet skal udstyres med en vetoret. Det betyder jo også de facto, at det bliver lagt på barnets skuldre, hvorvidt man skal bo hos far og mor eller ej. Dels har I gjort nogen overvejelser omkring en alder. Og hvis man giver barnet vetoret, hvordan sikrer man sig så, at det barn ikke træffer en beslutning, som er ude af barnets hænder, og som barnet ikke fortryder. Vi kender jo fra mange andre områder, hvor man netop friholder barnet for den type beslutninger.

Indenrigs- og socialministeren: Det er måske vigtigt lige at få præciseret, at der er tale om retten til at sige nej til samvær, altså det er ikke hele anbringelsessagen, vi taler om, det ville jo være et meget, meget stort sagskompleks, men retten til samværet, når vi vil dét, så er det jo, fordi vi har begge to mødt, og senest her på Marienborg, anbragte børn, der har det spørgsmål – når jeg nu faktisk ikke vil se min mor og min far, hvorfor er det så ikke mit ord, der afgør dét. Og jeg tror, det er vigtigt at få sagt her, at det er jo ikke, fordi det er nogen børn, der bor hjemme ved deres forældre, at de er blevet sure over sengetiderne, eller at de ikke må have så meget iPad/skærmtid.

Der er jo tale om nogle børn, som har oplevet så massivt svigt fra deres forældre, at de er blevet fjernet fra dem, at de så oplever, at de skal have samvær med dem, og det kan jo være, det er overvåget, det kan være på alle mulige kontrollerede af voksne kontrollerede rammer – og godt for det, men at de helt grundlæggende ikke har lov til at sige, det vil jeg ikke. Og det er ikke, fordi vi siger, at man ikke skal kunne omgøre den beslutning – det kan være perioder af et barns liv, hvor man ikke har lyst – og perioder, hvor man har lyst. Men det er paradoksalt, at vi har en lovgivning, hvor det ikke er barnets ønske, der kommer først, og hvor barnet ikke har det sidste ord i sådan noget som det her, så er det klart, vi ville selvfølgelig skulle finde nogle modeller for det her, hvor det ikke er et stort ansvar, man lægger over på meget små børn, og der er noget arbejde at gøre, men dét, synes jeg, er meget sigende for hele det her område, at vi er meget, meget dårlige til at få barnets stemme frem, vi glemmer – eller vi får ikke afholdt de børnesamtaler, der er lovpligtige. Men i det hele taget står barnets egen stemme meget svagt i det her. Det ved vi fra trivselsundersøgelser, hvor det kun er hvert fjerde barn, der oplever, at de faktisk bliver hørt og inddraget i noget så afgørende, som hvor de vil bo. Så det skal vi gøre bedre. Og noget af det er altså ved at bruge en lovgivning og sikre de her børn en bedre retsstilling. For eksempel konkret vil jeg sige, at barnet skal have retten til at sige nej til samvær. Det må være barnets ret, der komme først – ikke forældres ret til at se deres barn.

Spørger: Mette Frederiksen, når du siger, du står på barnets side, betyder det så også, at hvis barnet gerne vil have ret til at gå imod myndighederne, så skal man også lytte til barnet, hvis det handler om samvær, som myndighederne vil afholde barnet fra.

Statsministeren: Nej, det gør det ikke.

Spørger: men hvis barnet har ret, og du står på barnets side.

Statsministeren: ... ja, nej – der er ikke sådan en en til en-udveksling imellem de to. Altså, hvis vi tager det første spørgsmål, så vil det jo være i mine øjne mest rigtigt, at vores lovgivning grundlæggende løfter ansvaret fra børnenes skuldre, dvs. det er de voksne, der har ansvaret for at træffe beslutningerne. Og det skal selvfølgelig gøres på en ordentlig måde. Det gør et meget, meget stort indtryk på os, at når vi møder børn, der er tvunget til samvær. Og jeg tror, man skal huske, at børn som udgangspunkt er ekstrem loyale over for deres mor og far, og de vil gå langt for at se deres biologiske mor og far. Når der så er børn, der siger: Ham der slog mig, jeg vil ikke se ham. Det bliver man nødt til at høre efter. Men man kan ikke gøre det den anden vej rundt, fordi i værste fald vil du jo kunne se eksempler på børn, der har været udsat for incest, grove omsorgssvigt, vold, der vil bede om samvær, men måske for at passe på mindre søskende eller noget andet, og der må de voksne selvfølgelig tage ansvaret. Så det at stå på børnenes side kan også godt være at træffe beslutninger, som barnet ikke er enige i, fordi vi voksne skal tage ansvar.

Spørger: Jeg vil gerne spørge til noget klima. Her i weekenden, der rejste Kristian Jensen fra Venstre et forslag om at indgå en aftale på tværs af Folketinget – en økonomisk 10-års-plan for blandt andet at sikre råd til den grønne omstilling. Og uden du skal tage stilling til de interne ting i Venstre – altså, hvad synes du så om selve ideen om, at lave sådan en aftale på tværs af Folketinget for at sikre, at der er råd til de store udfordringer samfundet står overfor.

Statsministeren: Ja, jeg synes ikke, det er nogen tosset ide. Og jeg håber jo, det er med den ånd, vi påbegynder forhandlinger omkring klimahandlingsplanerne, fordi det er dét, de kommer til at skulle indeholde og afspejle. Og vi kommer til at møde store udfordringer på vores vej. Et oplagt eksempel, det er jo et spørgsmål omkring vores transportsektor. Langt de fleste af os kører rundt i en benzin- og dieselbil. Det skal vi gerne have gjort grønnere. Det har nogle kæmpe store potentielle konsekvenser for hele vores skattesystem også. Der har vi behov for brede aftaler. Så idéen om, at partierne sætter sig ind og også laver brede aftaler, der rækker langt ind i fremtiden er grundlæggende den rigtige.

Spørger: Også, når det så handler om økonomi og økonomiske reformer, sådan som han jo kæder sammen med at have råd til den grønne omstilling.

Statsministeren: Ja, og så er vi jo givet ikke helt enige om, hvordan man skal gøre det. Og hvis jeg kender en god Venstre-mand ret, så er det nok noget med at øge noget arbejdsudbud og måske skære ned nogle steder, hvor vi synes, man i stede skal investere. Og den diskussion må vi jo så tage. Men altså grundtanken om, at vi samarbejder bredt og også får lavet nogle langsigtede løsninger og dermed nogle strukturelle ændringer på for eksempel klimaområdet er jo rigtigt.
Ja!

Spørger: I opremsningen af de ting, der skal foregå her til næste år – pension osv., der hørte jeg ikke noget om infrastruktur. Der er mange steder, man venter på nye veje, herunder en ny vej over Limfjorden i statsministerens eget område. Hvornår kommer den infrastrukturplan?

Statsministeren: Jamen, vi har ikke lagt os endeligt fast på, hvornår vi er klar til at præsentere infrastruktur. Vi er gået i gang med arbejdet selv. Jeg synes, der var mange gode takter i den infrastrukturaftale, som den tidligere regering lavede – den blev lavet for snævert, og vi har jo anmeldt, at også en infrastrukturaftale bliver nødt til at tage nogle hensyn til de klimaudfordringer, vi står over for. Så jeg tør ikke komme med en præcis dato endnu. Men det er ikke én af de første opgaver, vi tager hul på i det her år.

Spørger: Man et præcist årstal måske – bliver det i år eller bliver det først til næste år?

Statsministeren: Jeg kommer ikke til at sætte en præcis dato på dét, men det er ikke blandt de opgaver, vi tager hul på allerførst.
Ja!

Spørger: Det var Berlingske, der omtalte en analyse fra Tænketanken Kraka omkring, at sådan en lille mindre stigning i antallet af anbringelse, det ville koste milliarder og knap 8 milliarder kroner. Hvad tænker i om det her med, at regningen ikke skal løbe løbsk. Der er også kommuner, der er bange for, at den ender hos dem.

Statsministeren: Ja, altså, jeg må være ærlig og sige, jeg har ikke haft lejlighed til at nærstudere Krakas beregninger, jeg synes, det lyder som et lidt højt beløb. Man kan sige, dér, hvor vi tager fat først, det er på refusionsspørgsmålet, og jeg er faktisk ualmindelig glad for, at der er borgmestre, der også har haft modet til at stille sig frem i den efterfølgende diskussion af nytårstalen og sige – ja, økonomi spiller en rolle.

Børns vilkår er ude og sige det samme. Men der er noget meget stærkt over, at vi har nogle borgmestre, som siger – jamen i en klemt kommuneøkonomi og med mange børnesager, så kan det være de mest udsatte børn, der ikke får den hjælp, de skal have. Og det bekræfter jo, hvorfor vi sætter ind her. Man kan sige, dét, vi kigger på nu, det er i forbindelse med udligningsspørgsmålet, som socialministeren var inde på, og se, om vi ikke kan løfte noget af byrden af nogen af de kommuner, som står med rigtig mange opgaver, så det ikke et økonomihensyn, der afgør, om man anbringer eller ej.

Så er økonomien på det her område en sammensat størrelse, fordi hvis man vil hjælpe nogen af de mest udsatte børn, så koster det nogle penge, og vi har andre opgaver på bordet også, som vi skal balancere i forhold til hinanden. Og så er det jo sådan, at på det her område, og det er jo utroligt kedeligt at sige også – utrolig trist, det er jo, at hvis man altså selv hvis man kun anlægger et nationalt økonomisk syn på det her, så lover jeg – at regningen, den bliver endnu større, hvis man lader være. Og det er ikke dét, der driver os først og fremmest, men vi kan jo bare se, at de mest udsatte børn, mange af dem, går et rigtigt dårligt liv i møde. Og derfor skal vi også tænke som samfund, og der har vi ikke alle svarene, hvordan vi sikrer os, at vi kan forebygge og lave de der brede foranstaltninger fra start – i stedet for at lade være med at gøre det, for så efterfølgende at betale en stor regning, hvad enten det er kriminalitet, eller det er manglende uddannelse, manglende beskæftigelse og et dårligt liv. Men 8 milliarder, det kommer vi ikke til at skrive under på på stående fod.

Spørger: I forhold til det her med udligningsreformen, det lykkedes jo ikke den tidligere regering at komme i mål med det. Hvorfor regner denne her regering med, at det kan lykkes. Og hvad tænker I om det der dilemma med, at der er faktisk ingen kommuner, der er tilfredse – enten synes man, man afgiver for meget – eller også, så får man for lidt.

Statsministeren: Jamen altså, to ting til det. Vi forventer ikke på udligningsreformen og kommer til at gøre alle glade, og det er meget præcist, der nok ikke er nogen borgmestre, der kommer til at takke os for den opgave. Og jeg tør da ikke garantere, at vi her ender med at kunne lave en aftale. Jeg håber, vi kan det. Og det hænger sammen med to ting. Det overordnede, at der er behov for et mere enkelt udligningssystem, og der er i vores øjne også behov for et mere retfærdigt udligningssystem, som sikrer, at nogle af de kommuner, der ligger væk fra de store byer, og som ikke har den vækst, vi ser andre steder, faktisk kan sikre deres borgere et ordentligt velfærdsniveau. Så det håber vi på, og så er der, og det ved hele Folketinget godt, der er simpelthen nogle nedbrud i vores udligningssystem, der gør, at vi ikke bare kan fortsætte. Hvis vi fortsætter som nu, så bliver den kommunale økonomi stadig mere, mere og mere skæv, og dermed bliver den opgave, Folketinget skal løse, stadig større. Så det er med den ånd, at vi går ind til forhandlingerne, og så må vi jo se, om vi kan få et flertal for det, for det vi kommer til at lægge frem eller noget, der er lige så godt.

Spørger: Bare lige til allersidst. Har I sat jer en selv en deadline, for der er jo nogle budgetter i kommunerne, der skal lægges til efteråret. Har I en deadline for, hvornår der skal være en aftale?

Statsministeren: Nej, vi har ikke en særlig datodeadline, men af hensyn til kommunernes budgetter, som du selv er inde på, så bør Folketinget lave en aftale ret hurtigt her i det nye år. Men jeg kommer ikke til at bringe mig selv i en situation, hvor vi sætter en præcis dato på, fordi så er jeg jo nok ret sikker på, den dato i hvert fald ikke bliver overholdt. Så vi skal prøve at tage lidt hensyn til kommunernes budgetlægning, det vil være godt. Og så er der altså nogle problemer, som skal løses, og det må vi så se, om vi kan få flertal for.
Ja!

Spørger: Nu nævner I selv har I spor to omkring barnets stemme, at børnene har lovkrav på selv at blive hørt om det undskyld ja. Vi har en ny undersøgelse, som socialpædagogernes fagorganisation har lavet, der viser, at kun hvert tredje barn, som de har talt med, svarer, at de er blevet hørt til, hvad de havde af ønsker eller spørgsmål i forbindelse med deres anbringelse.
Hvordan vil I sikre, at de her børn i fremtiden bliver hørt i deres sager?

Udenrigs- og socialministeren: Jeg må sige, det tal bekræfter jo de tal, vi har allerede. Børnesagsparametret der i efteråret viste os, at det er kun over i lidt over hver anden sag, at barnet får den børnesamtale, som man faktisk skal gennemføre. Trivselsundersøgelsen, der viser, at kun hver fjerde føler, de bliver inddraget i forhold til, hvor de skal bo. Det tal bekræfter jo det samme billede. Og det er derfor, vi har brug for at lave en grundlæggende Barnets Lov, hvor vi får vendt det på hovedet, så det her med at høre barnet og forstå barnets præferencer og barnets behov, barnets udgangspunkt, kommer til at stå først og ikke sidst – og ikke noget, man glemmer, men noget man faktisk tager udgangspunkt i, og så det gennemsyrer alle de forskellige paragraffer. Så jeg synes jo bare, denne her undersøgelse bekræfter, hvorfor vi ikke kan blive ved med at lappeløsninger på de forskellige lovgivninger, men vi bliver nødt til at få trukket alt det ud, der har med barnet og de mest udsatte børn at gøre – og få det samlet et sted, så det også bliver noget, der er til at have med at gøre. Fordi sagsbehandlere, der sidder derude og skal sørge for at arbejde med de her børnesager på en skånsom måde over for nogle børn, der jo allerede har været så rigeligt skidt igennem i deres korte liv.

Statsministeren: Og så tror jeg Altinget, ikke

Spørger: Ja

Statsministeren: Ja

Spørger: Jeg har bare et enkelt, jeg har bare et enkelt hurtigt spørgsmål.
I forhold til medie, hvad hedder det, hov det var der, ja, hvornår skal der faldes nu medieaftale. Bliver det i år eller bliver det først i 20/21.

Statsministeren: Vi forventer at gå i gang med medieforhandlingerne i år. Og også her synes vi, at udfordringerne er flere end dét, der bare bliver diskuteret, fordi danskernes medievaner ændrer sig så meget, som de gør. Vi har behov for dansk public service, vi har også behov for at fortsætte den diskussion, som vi anmeldte, da vi sad i opposition – nemlig, hvordan sikrer vi os et større bidrag til dansk udvikling af medierne fra de streamingtjenester, der kommer udefra – alt i alt en del opgaver, der ikke er løst med altså med det medieforlig, som der ikke længere er flertal for. Så vi håber på en bred mediediskussion, og det er i indeværende år.
Ja! Så slutter vi på Altinget!

Spørger – Altinget: Der har jo været en række reformer på anbringelsesområdet de sidste 20 år – blandt andet Barnets Reform i 2011. Hvad skal denne her nye Barnets Lov kunne, som de andre reformer ikke har kunnet?

Statsministeren: Det er helt rigtigt. Der er sket en række ændringer. Og jeg tror, der kan være behov for på det her område som på andre at sige, der er også en del, der fungerer, som det skal. Sådan er det tit, når vi påbegynder en ny diskussion, så kommer det til at lyde som om, at der ikke er noget, der fungerer. Og der er også ting, der fungerer på anbringelsesområdet.

Men vi passer ikke godt nok på de udsatte børn. Og vores vurdering er, at lovgivningen skal have et tydeligere vrid i retning af børnenes rettigheder. Og selvom det er vigtigt at kigge på hele familien og også have det perspektiv med, så kan man ikke i alle tilfælde varetage både biologiske forældre og børnenes tarv, hvis man vil passe rigtig godt på børnene. Det vrid ønsker vi at lave. Så er der noget på økonomien.

Og så må man nok også være ærlig at sige, at ud over det her med den tidlige indsats og nogle tidligere anbringelser, så har det ikke i det arbejde, vi har lavet nu, været nok fokus på overgangen til voksenlivet. Og det er faktisk noget af dét, der også gør et stort indtryk på os, det er, når vi møder børn og unge, der ikke kan være derhjemme, hvor mange af dem, der fortæller det samme – nemlig, den dag, jeg så fylder 18, så har I som samfund en forventning om, at jeg er flyveklar, men det er jeg ikke, og der bliver I nødt til at passe mere på mig. Så jeg gør mig ikke forestillinger om, at vi kan rette op på alle problemer, men det er ikke godt nok, det vi leverer i dag. Og resultaterne, og det er nok i virkeligheden dét, der er det vigtigste – resultaterne af socialpolitikken er for små. Vi bruger rigtig mange penge på socialpolitikken. Men vi kan jo se, at de tunge sociale problemer i høj grad bliver overført fra én generationer til den næste. Det er noget af dét, vi skal ind og bryde, og så håber vi jo på, at vi også kan få flertal for at komme ind og tage fat nogen steder – altså gå fra, at alle er enige om, vi skal gøre noget for børnene til så faktisk at få flertal for at gøre noget.
Et sidste!

Spørger: Da vi talte sammen ude på børnehjemmet ude i Nordvest, der sagde du, at I kiggede på, hvordan man kunne gøre det sværere at ændre eller afbryde en anbringelse. Er I kommet længere med de overvejelser?

Statsministeren: Ja, det er noget af det, vi kigger ind i, og det er også derfor, det er vigtigt for at sige – de forslag, vi lægger frem i dag, er ikke en udtømmende liste. Og det spørgsmål hænger jo meget sammen med, hvordan sikrer vi os, der er mere stabilitet i børnenes liv, herunder at forældre ikke bare lige pludselig kan ophæve en anbringelse uden for hjemmet, som faktisk måske fungerer godt for barnet, så det er noget af dét, vi kigger videre på.

Ja, det var, hvad vi nåede i dag. Tak fordi I kom!”