Pressemøde den 20. oktober 2009
Det talte ord gælder
Se og lyt til pressemødet i klippet herover.
Statsministeren: ”Ja, velkommen til dette første pressemøde efter Folketingets åbning – der foregår her i nyrenoverede omgivelser. Og foran os ligger jo en meget travl politisk sæson, der blev skudt i gang for små 14 dage siden. Et hårdt program for hele efteråret – både indenrigs- og udenrigspolitisk.
Her på ministermødet til formiddag har vi behandlet 7 lovforslag, som nu fremsættes for Folketinget, hvorved vi har fremsat omkring halvdelen af de lovforslag, der fremsættes før jul – og på den måde sikret, at Folketinget for alvor kan komme i arbejdstøjet. Vi befinder os jo også nu på det tidspunkt, hvor vi går ind i intensiverede finanslovsforhandlinger – det er jo forhandlinger, der finder sted i et helt andet økonomisk klima – end det, vi har været begunstiget af i en årrække. Det sker i skyggen af den internationale krise, og derfor vil det selvfølgelig også være en opgave for regeringen – og de partier, vi forhandler med – under forhandlingerne løbende at tage bestik af den økonomiske situation. Vi fører en meget offensiv økonomisk politik i Danmark, hvor vi vækster økonomien med, hvad der svarer til 4 % af bruttonationalproduktet, som modsvarer en jobskabelse i størrelsesordenen 75.000. Og vi vil selvfølgelig i de forhandlinger, vi nu går ind i, løbende have fokus på, om der evt. skal gøres mere for at sikre, at vi rammer det rigtige balancepunkt mellem at gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at ledigheden stiger unødigt og samtidig sikre, at den regning, der ligger tilbage, som skal betales, når vi er fri af krisen, den bliver så lille som mulig.
Samtidig så arbejder vi jo hårdt med den retspolitiske udfordring, vi jo så manifesteret på uhyggelig vis så sent som i går aftes. Jeg tænker på bandeopgør, og hvad vi har set af slige ting rundt omkring i de danske bysamfund. Det er selv sagt forfærdeligt, at menneskers liv og førlighed bringes i fare. Det er uacceptabelt, det kan vi ikke acceptere finder sted i et samfund som vores, og derfor afspejler vores indsats, og de politiske initiativer vi har valgt, at starte den politiske sæson, med jo også et stærkt ønske om at tage et jerngreb på banderne. Det er sket med bandepakken fra foråret, som har haft et markant fokus på at skabe sikkerhed og tryghed i form af et mere synligt politi, der jo også er tilført markant flere ressourcer, skærpede straffe ved bandekriminalitet og våbenlovsovertrædelser samt bedre efterforskningsredskaber og øgede ressourcer til bandeindsatsen. Udspillet fra åbningsugen om en tobenet indsats i forhold til ungdomskriminalitet, hvor vi både sænker den kriminelle lavalder og sætter et skærpet domstolsmæssigt fokus på problemet og så samtidig styrker den forebyggende indsats har jo samme sigte. Og i går fremlagde justitsministeren så en uropakke, som skal sikre, at vi fortsat jo skal leve i et folkestyre, hvor man hjertens gerne må demonstrere, men hvor man selvfølgelig ikke må gidsle alle sammen på en måde, hvor orden bringes i tvivl, og hvor demonstrationer udvikler sig til rene voldsorgier. Så hele den indsats dér har regeringens store opmærksomhed og kommer til at fylde meget i efterårets politiske sæson.
Det samme gør kommunalvalget selvfølgelig. Ikke så meget på Christiansborg, fordi kommunevalgene er jo først og fremmest kommunevalg, men det vil selvfølgelig også betyde meget for efterårets politiske arbejde, idet jeg forudser, at en række af Folketingets medlemmer selvfølgelig også vil kaste sig ind i den kamp, selvom den jo først og fremmest afgøres lokalt.
Og sidst, men ikke mindst, så står vi jo nu meget tæt op mod det, der er den største udenrigspolitiske udfordring for Danmark i en betydelig årrække, nemlig klimatopmødet i København til december, som kommer stadig nærmere, og hvor vi nu går ind i slutfasen, hvor vi derfor også intensiverer vores klimadiplomati. Det nødvendiggør, at en række af regeringens ministre yder en stor ekstraordinær arbejdsindsats på feltet her. Det gælder selvfølgelig først og fremmest klima- og energiministeren, som på forbilledlig vis har arbejdet med denne her sag i en årrække og gødet, kan man sige, den internationale grobund for, at alle nu har øjnene stift rettet mod København. Det gælder også udenrigsministeren. Det gælder finansministeren, og det gælder i sagens natur også mig selv. Dem af jer, der måtte have hørt min tale ved FN ved det særlige klimatopmøde vil jo kunne erindre, at jeg ved den lejlighed lagde overordentlig stor vægt på, at stats- og regeringslederne engagerer sig direkte i den her proces. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at skal vi lykkes med at lande en ambitiøs aftale i København, og det er regeringens ambition og intention, og det vi målrettet arbejder for, så kræver det et direkte engagement fra stats- og regeringslederne, og derfor har jeg også over de sidste uger skaleret op for min egen aktivitet i så henseende. Jeg har ført en række samtaler, der opstod jo en unik mulighed i forbindelse med IOC-kongressen i København, men dertil en række telefonsamtaler. Og vi vil i de kommende uger intensivere indsatsen her. Det vil kalde på behovet for en kæmpe arbejdsindsats fra alle, og det er vi naturligvis beredte til at yde, idet vi i regeringen har én og kun én målsætning – nemlig at lande den mest ambitiøse internationale bindende aftale i København som overhovedet muligt.
Så vil jeg afslutte denne her relative korte indledning, idet jeg har en eller anden mistanke om, at der jo i fraværet af pressemøder igennem flere måneder kan være mange spørgsmål, og derfor skal jeg ikke tale tiden væk her til en start – lige oplyse, at jeg i næste uge mandag og tirsdag deltager i Nordisk Råds session i Stockholm. Jeg ser frem til det nordiske samarbejde, som i 2010 jo ledes under dansk formandskab. Det bliver derfor også en vigtig opgave for regeringen. I Stockholm vil jeg præsentere det danske formandskabsprogram. Danmark ønsker at styrke og effektivisere ikke mindst det nordiske samarbejde, globaliseringen, sætte rammen om vores indsats, og vi vil bl.a. prioritere fjernelse af grænsehindringer, øget samarbejde om topforskning og grøn investeringsstrategi. Den økonomiske krise, bæredygtighed og ligestilling vil ligeledes være et gennemgående tema under vores formandskab. Så jeg glæder mig til at tage til Stockholm i næste uge for at mødes med mine nordiske kollegaer, men også de baltiske statsministre og med lederne af de selvstyrende områder i Norden, ligesom der jo også, som traditionen byder, bliver en mulighed for at deltage i en debat med lederne af de største oppositionspartier i regi af Nordisk Råd, hvor temaet er Nordens rolle i EU-samarbejdet.
Lad det være mine relativt korte bemærkninger til en start, og så er der åbent for spørgsmål – værsgo.
Spørger: Ja tak. Efter 81⁄2 år med en retspolitik, hvor I har sagt, I er ”tough on crime”, hvordan synes du så egentlig, det går med det set i relation til alle de her skyderier, der er – senest det vi så i går?
Statsministeren: Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at der er skyderier i gaderne, og derfor skal der også sættes hårdt ind over for det. Nu tror jeg, man må retfærdigvis sige, at det billede, der kommer frem, når man ser på, hvordan det ser ud med kriminaliteten i det danske samfund. Det er et billede med nuancer. Som far til børn i teenagealderen, der glæder jeg mig fx over det forhold, at danske børn og unge i dag er markant mindre kriminelle, snuser mindre til kriminalitet, end de gjorde for en generation siden. Det er jo meget, meget glædeligt. Samtidig kan vi så se, at der er en lille gruppe, som er præget af en større grad af forråelse, og det er vi nødt til at tage alvorligt. Og det tager vi alvorligt. Det er derfor, vi har taget en række initiativer, det er derfor, vi har styrket politiet. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi samtidig afskærer fødekæderne til banderne. Og det er jo baggrunden for det meget omfangsrige udspil, vi kom med i forrige uge, der på flere fronter understyrker den forebyggende indsats, sætter et skarpt fokus på, at kommunerne mere systematisk skal arbejde med det her, og som i øvrigt samtidig introducerer for en treårig periode et slags fælles samarbejdsprojekt, hvor vi alle sammen via Den Sociale Ankestyrelse får et tættere indblik i, hvordan kommunerne håndterer de her sager, fordi der er bestemt udfordringer tilbage, der endnu ikke er adresseret.
Spørger: Men hvis man ser bort fra den forebyggende indsats, som man jo altså lige har præsenteret en pakke for. Den situation, der er her lige her og nu – især i København – hvad vil I egentlig gøre ved den?
Statsministeren: Det er jo først og fremmest en politimæssig udfordring. Vi introducerede bandepakken i foråret, som jo skal ses i sammenhæng med, at politiet også har fået øgede ressourcer. Ved den lejlighed blev den her Al Capone-metode også introduceret, hvor de forskellige myndigheder arbejder tættere sammen, og hvis man kigger på tallene for, hvor mange våbenbeslaglæggelser, der er lavet, hvor mange tiltaler, der er rejst, så kan man også se, at der har været en intensiveret indsats, og der har været en effekt, men det kan jo ikke skjule, at vi har set eksempler på vold og skyderi i gaderne, og der skal vi selvfølgelig sætte hårdt mod hårdt, og politiet skal prioritere det.
Ja, værsgo.
Spørger: Du siger, at klimatopmødet kræver en ekstraordinær indsats af de involverede ministre. Men kan du så levere den indsats i lyset af den debat, der har været om stridigheder mellem Klima- og Energiministeriet og Statsministeriet. En klimaminister, der satte sin stilling ind på, hvem der skulle deltage i bestemte møder?
Statsministeren: Jamen det kan jeg sagtens levere, fordi jeg kan jo bare konstatere, at mens andre diskuterer nogle historiske forhold, som jeg i øvrigt ikke præcis kan genkende, men lad nu det være, så er vi andre optaget af i nuet at handle. Og vi har en tæt koordination i regeringen. Der blev tilbage i 2005 nedsat et særligt klimaudvalg med statsministeren som formand. Jeg har selv deltaget i det i min tidligere kapacitet af finansminister. Og efter at jeg selv er blevet statsminister, der har vi intensiveret arbejdet i det klimaudvalg. Vi har møde her senere i dag. Og har faktisk i den fase, vi nu er gået ind i mindst ugentlige møder. Så der er en tæt koordinering, og det er også nødvendigt, fordi det her er en sag, der skal håndteres på flere niveauer, kan man sige. Forhandlingerne foregår jo i det formelle FN-spor, hvor klima- og energiministeren deltager på Danmarks vegne. Men det står jo også stadig mere klart, at hvis vi skal lykkes med en aftale i København, så er vi nødt til som en slags overbygning til det her formelle forhandlingsforløb at have intensiverede kontakter på stats- og regeringslederniveau, og det er i sagens natur mig, der har dem. Og det kalder jo så på behovet for, at vi har en tæt koordination og informationsudveksling, og det har vi.
Spørger: Det, du kalder historiske forhold, som du ikke helt vil vedkende dig, men ligger der ikke i det, at der var et sammenstød, der var et opgør?
Statsministeren: Nej altså, jeg kender jo denne her sag fra din egen søndags-tv-avis, og jeg må sige, ja, de dokumenter m.v., der er præsenteret, dem kender jeg ikke, ligesom jeg heller ikke kender til det møde, der er redegjort for i den tv-avis. Det er ikke et møde, jeg selv har deltaget i. Jeg kan godt lave lidt folkeoplysning, altså situationen er den, at den amerikanske præsident på et tidspunkt i foråret – før jeg blev statsminister – initierer en proces ved siden af FN-processen på stats- og regeringslederniveau i det, der hedder Major Economies Forum. Det er en proces på stats- og regeringslederniveau, der førte frem til det topmøde, der blev holdt i Italien i juli måned, hvor jeg selv deltog. Og til forberedelse til det møde, da sammensættes så en gruppe. Det, der har været tiltænkt oprindeligt fra amerikansk side, det har været dét, der hedder en sherpa-lignende konstruktion. Den danske statsminister får derfor en invitation til at sende sin personlige repræsentant. Og det er helt normal kutyme, og jeg ville selv have gjort det samme, at når statsministeren bliver bedt om at sende sin personlige repræsentant, så kigger man sig rundt i ministeriet, og så sender man den højtstående medarbejder, der arbejder med området her. Så det er sådan, det er sket. Så sker der det, at en række andre lande vælger at sende ministre, og dermed så ændrer det forum karakter fra, hvad der var den oprindelige amerikanske intention – nemlig et embedsmandsforum, som forberedte et møde på stats- og regeringslederniveau til i stedet at blive et mere egentligt politisk forum. Og i lyset af det, der træffer jeg så den beslutning, at det så selvfølgelig også er den danske klima- og energiminister, der repræsenterer Danmark. Og det er sådan set, hvad der er at sige om den sag.
Spørger: Hvilken karakter vil du give den kunstneriske udførelse med en chefforhandler i Klimaministeriet – der går to måneder før et vigtigt topmøde?
Statsministeren: Altså den sag, som du refererer der til, det er jo en personalesag med en række triste undertoner. Den har jeg ikke noget detaljeret indblik i. Jeg har selv resolveret på en ressortoverførelse på det tidspunkt, hvor sagen spidsede til, men har ellers ikke noget nærmere detaljeret kendskab til den sag, som er en personalesag. Det afgørende er jo, at de her forhandlinger, de ledes af politikere, og jeg roser gerne embedsmænd, og jeg medgiver også gerne, at uden embedsmænd, så ville vi nok ikke kunne klare os i længden, men det står jo ikke og falder med en enkelt embedsmand.
Spørger: Nu kan det godt være, at du ikke mener at kunne erindre det møde der. Vi har fra flere kilder fået bekræftet, at klima- og energiminister Connie Hedegaard var parat til at opsige sin stilling. Har du ansvaret for det dårlige klima, der var mellem Klima- og Energiministeriet og Statsministeriet i den periode?
Statsministeren: Jeg tager det fulde ansvar for hele regeringens virke – vores samarbejdsrelationer, vores resultater, og derfor tager jeg også det fulde ansvar for, at vi har et tæt og tillidsfuldt samarbejde i den her sag, det er dét, jeg tager ansvaret for. Og så ved jeg ikke, jeg kender jo ikke dine kilder, men altså jeg kender mig selv, og jeg ved positivt sikkert, at jeg ikke har deltaget i mødet den 23. april, der var jeg i Stockholm, og så var jeg senere til skolekomedie i min datters klasse.
Spørger: Kan du afvise, at Connie Hedegaard har truet med at gå fra sin stilling i april måned?
Statsministeren: Jamen altså, om Connie Hedegaard har haft nogle tanker om ikke fortsat at være minister, det er et spørgsmål, du må rette til hende.
Spørger: ... over for dig?
Statsministeren: Hvadbehager ...
Spørger: ... har hun ikke truet med at gå fra sin stilling over for dig?
Statsministeren: Jeg kan sige på det bestemteste, at det møde, I refererer til i jeres tv-udsendelse, det har ikke fundet sted. Og så kan jeg sige, hvad der er det afgørende, fordi jeg er sådan set optaget af nu at lande en aftale i København i december, at regeringen har én og kun én strategi. Alt, hvad der har været fremme, som jeg har kunnet læse, mens jeg var på efterårsferie om, at vi skulle forfølge én målsætning i det ene ministerium og en anden målsætning i det andet ministerium, det er ikke noget, jeg kan genkende. Altså, Danmark har kun én regering, og den regering har én målsætning – nemlig at lande den mest mulige ambitiøse aftale i København, der for alvor tager håndgreb om den trussel, det vil være for menneskeheden, hvis ikke vi får reduceret CO2-emissionerne.
Spørger: Så du vil ikke kommentere Connie Hedegaard om, hvorvidt hun i april måned over for dig har sagt, at hun ikke ønskede at fortsætte som ...
Statsministeren: ... jamen, jeg kunne da aldrig drømme om at stå og kommentere på løse anbringender omkring samarbejdsrelationer mellem mig og enkelte af regeringens ministre. Altså, det ville jo danne en meget, meget uheldig skole. Så skulle jeg stå her hver tirsdag og svare på den slags spørgsmål, det kunne jeg ikke drømme om.
Ja, værsgo.
Spørger: I august var der en delegation heroppe fra Irak for at afhøre en række afviste irakiske asylansøgere. Og efterfølgende, så er der flere af de her asylansøgere, som har klaget over, at de følte sig truede og intimiderede af den irakiske delegation. Samtidig er det også kommet frem, at Rigspolitiet, sådan set egentlig ikke har gjort meget for egentlig at følge med i, hvad der egentlig foregik under de her afhøringer.
Har du tillid til, at Rigspolitiet har optrådt korrekt under de her afhøringer?
Statsministeren: Jeg har tillid til, at vi lever i et retssamfund, hvor man har en mulighed for at indbringe myndigheders ageren, også for domstolene. Ligesom man i forhold til spørgsmålet omkring tildeling af asyl jo har mulighed for at indbringe sin sag i forhold til Flygtningenævnet, og jeg er også bekendt med, at der i nogle af de konkrete tilfælde, du refererer til, har været genrejst sager ved det uafhængige domstolslignende Flygtningenævn med direkte adresse til, hvordan de her afhøringer fandt sted.
Spørger: Men hvad siger du til de her historier om, hvordan den irakiske delegation, sådan set angiveligt havde truet og intimideret de her asylansøgere ... var de her ikke egentlig bare, for at de skulle konstatere, om det her var ... om de rent faktisk var irakere, der kunne sendes hjem til Irak?
Statsministeren: Jamen, jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring afhøringen af konkrete irakere. Jeg kender derimod det danske system, som er indrettet på den måde, at hvis der er sager, der har betydning – eller hændelser, der har betydning for vurderingen af ens mulighed for at opnå asyl, så kan de sager indbringes. Og jeg er bekendt med, at der i en række tilfælde oven på de afhøringer har været rejst sager ved Flygtningenævnet med adresse til det. Det er dét, jeg har kendskab til.
Ja, værsgo Ulrik.
Spørger: Privatforbruget i Danmark er dét, der er faldet allermest i hele OECD-området i krisens løb, og det trods skattelettelser og udbetaling af SP-penge, så er regeringens krisestrategi med at lade privatforbruget være trækhesten i forhold til vækst og job – egentlig ved at slå fejl nu?
Statsministeren: Men det er ikke regeringens krisestrategi, sådan som du beskriver den dér. Regeringens krisestrategi, den er sådan set en tobenet indsats, hvor vi jo altså dels øger offentlige investeringer markant. De løft, vi ser i de offentlige investeringer i år og næste år – det hop, der er i investeringsniveauet, det er så stort, at man skal tilbage omkring mit fødselsår for sidst at se noget tilsvarende, så det er den ene del af strategien at fremrykke offentlige investeringer og føre en ekspansiv finanspolitik. Og den anden del af strategien er så at understøtte familiernes økonomi. Og det spørgsmål, man kan stille, og som man jo så aldrig kan finde svaret på, det er, hvordan ville det private forbrug have udviklet sig, hvis ikke vi havde stimuleret familiernes økonomi. Hvis vi fx ikke havde givet danskerne lov til at trække på deres egne penge i form af SP-opsparinger, hvad ville det så have været for et forbrugsmønster, vi havde set udvikle sig. Så det er en tobenet strategi. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det i en krisesituation som denne, hvor folk bekymrer sig, og nogle måske i virkeligheden også mere end, hvad egentlig rimeligt er i forhold til jobsituationen på det danske arbejdsmarked – det forhold, at halvdelen er ansat i den offentlige sektor etc. Men hvor folk bekymrer sig omkring deres ansættelsesforhold, hvor man kan se, at der har været en udvikling på boligmarkedet, der gør, at den friværdi, man troede, man havde, og som psykologisk spiller en rolle, når man dimensionerer, om der nu også er plads til en ny carport, at den ikke er der længere. Der har det altså en selvstændig betydning at holde en hånd under familiernes økonomi. Hvis det har afværget nogle tvangsauktioner, der ellers ville have fundet sted, så er det også en god nyhed. Men altså grundlæggende er jeg ikke enig i beskrivelsen af regeringens politik, at vi skulle satse enøjet på at stimulere det private forbrug. Vi gør faktisk to ting.
Spørger: Men altså får danskernes tilbageholdenhed med at bruge penge i øjeblikket dig til at tænke, at så skal der ske noget mere på finansloven?
Statsministeren: Altså, som jeg sagde i min indledning, så har vi jo lagt en finanslov frem, som er meget ekspansiv, som medfører et underskud næste år på anslået 90 mia. kr. Vi er meget bevidste om, at for hver krone man yderligere kunne finde på at bruge eller fremrykke, så står man tilbage med en større regning, der skal betales. Vi er også meget bevidste om, at noget af det, der virkelig betyder noget i forhold til, hvordan vi kommer igennem krisen, det er jo også, hvordan udlandet ser på dansk økonomi. Og derfor kan man ikke bare slå gækken fuldstændig løs. Det risikerer at sætte sig på den danske krone og dermed på den danske rente – og så trække det ud af fremdriften vi ellers gerne ville have. Så det kræver en moden overvejelse omkring hver enkelt yderligere krone. Når det er sagt, så vil det selvfølgelig være sådan, at vi helt frem til det tidspunkt, hvor der indgås en finanslovsaftale løbende vurderer økonomien, fordi nøgletal jo hele tiden justerer sig, og jeg afviser ikke, at et finanslovsforløb – med et stærkt fokus på, at vi skal tage hånd omkring beskæftigelsesudvikling – kan føre til, at vi stimulerer økonomien yderligere. Men jeg står heller ikke og garanterer det.
Ja, hvem skal nu ind her, værsgo!
Spørger: Jeg ved godt, at det måske det mest upopulære, uvelkomne spørgsmål, man kan stille til dig, men hvorfor greb regeringen ikke ind i 2004, i 2005, i 2006, i 2007, da man så – og man fik jo alle tallene ind fra Finanstilsynet – hvor meget bankerne, de øgede deres udlån, det steg med 25-50 % om året for nogle banker, og deres indlånsunderskud, det steg og steg, så det i 2008 var oppe omkring 700 mia. kr., hvorfor greb regeringen ikke ind og stoppede den der fest?
Statsministeren: Jo altså, må jeg ikke sige omkring den økonomiske krise, at min vurdering af den økonomiske krise er, at det ikke er noget entydigt dansk fænomen – altså, det tror jeg ikke, man skal være stor økonomiekspert for at kunne se, at jeg har en vis grad af styrke bag at kunne sige noget sådant. Det er jo åbenlyst, at denne her krise, som har rullet hen over hele verden – startende i USA, hen over Europa – også ramt Danmark – afslører, at vi har haft en finansiel sektor, som ikke har været tilstrækkeligt reguleret. Det står klart nu, og det bliver der også ageret på. Det bliver der ageret på i Danmark, det bliver der ageret på internationalt. Og så kan jeg så se, og du er så den sidste, der tilslutter dig det kor, at alle nu her med fem års forsinkelse kan se, at alt dette her, det var også åbenlyst for fem år siden. Ja, det var ikke åbenlyst for os.
Spørger: Men det skortede jo ikke på advarsler – Nationalbanken opfordrede jer til at stramme finanspolitikken, det gjorde de i 2006. Vismænd har været fremme og sagt – det her, det går galt. Men I lyttede ikke. Altså, vil du ikke erkende, at hvis I havde dæmpet det, den der fest, der var i gang, at så havde Danmark været i en økonomisk langt bedre situation i dag.
Statsministeren: Nu spørger du om noget helt andet, fordi det første, du spurgte om, det var i forhold til bankernes udlånspolitik for 5-6 år siden. Nu spørger du så til regeringens økonomiske politik for 5-6 år siden. Vi har ført en ansvarlig økonomisk politik hele vejen igennem, som har gjort, at Danmark ramte krisen i et absolut mere gunstigt udgangspunkt end sammenlignelige lande. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere international perspektivering – også af den økonomiske politik. Hvis man fx ser på det underskud, vi nu står overfor næste år – 90 mia. modsvarende omkring 5 % af BNP og sammenligner det med, hvad man ser rundt omkring i Europa, så ligger vi selv med det underskud absolut i superligaen. Jeg tillægger det altså også stor menneskelig betydning, at vi ramte den her internationale krise med udgangspunkt i en historisk lav arbejdsløshed – altså, jeg minder bare om, at den arbejdsløshed, vi aktuelt har i Danmark, den er under niveauet for den tidligere regerings beslutning om at lave en pinsepakke, fordi man dengang syntes, at nu gik det hele lidt for muntert til livs. Så jeg er sådan set stolt over, at vi ramte krisen med en historisk lav arbejdsløshed, jeg er stolt over, at vi ramte krisen med sunde offentlige finanser, jeg er stolt over, at vi brugte syv gode år til at afdrage på offentlig gæld. Og så vil jeg da bare for historieskrivningens skyld jo også minde om, at jeg selv straks, da jeg blev finansminister sådan set lagde op til en korrektion af den økonomiske politik, en vis form for tilbageholdenhed – også minde om, at vi i forhold til de offentlige overenskomstforhandlinger, som fandt sted for ikke frygtelig længe siden, da var regeringens budskab også meget klart det, at nu skulle vi passe på. Også her må man konstatere, at koret af kloge mennesker, det er bestemt vokset i takt med, at tiden er gået.
Ja, Jesper.
Spørger: Du siger, at regeringen er enige om at arbejde for en så ambitiøs klimaplan som overhovedet mulig. Kan du ikke fortælle lidt om, hvad det er for en plan, du synes er nødvendig, hvad det er for en aftale, du synes, det er nødvendigt for verden at indgå i København. Skal det fx være en bindende plan, og på hvilke mål?
Statsministeren: Ja, det gør jeg meget gerne. Jamen, det skal være en bindende aftale, som har en umiddelbar effekt på den politik, der føres i alverdens lande. Det skal være en aftale, som tager sit afsæt i den videnskabelige anbefaling om at begrænse den menneskeskabte temperaturstigning til 2 % ... undskyld til 2 grader, og derfra så begynder logikken i virkeligheden at give svarene. For hvis det skal være målsætningen, så kræver det markante, øjeblikkelige CO2-reduktioner i de industrialiserede lande, og det kræver, at de store udviklingsøkonomier som Kina og Indien fører en politik, der signifikant afviger, når vi snakker emissioner fra, hvad der ellers ville have været situationen. Altså, hvor man får koblet CO2-reduktionen væk fra den økonomiske vækst. Det er grundlæggende sådan set dét, det kræver. Det fordrer samtidighed, fordi det her handler jo også om international konkurrenceevne, og derfor så fordrer det, at alle handler synkront, og det kræver også, at der finder både teknologi og økonomisk ressourceoverførsel sted fra den rige del af verden til den fattigere del af verden. Så det er sådan set, kan man sige, grundelementerne i dét, der skal være en aftale i København.
Spørger: ... diskuterer I så også, om den ressourceoverførsel, der skal ske som kompensation til de fattige lande, skal det være nye penge så at sige, eller skal det være inden for rammerne af den ulandsbistand, vi har i verden. Hvad er din holdning? Er det vigtigt, at det bliver nye penge?
Statsministeren: Dét der er ikke bare er min holdning, men regeringens holdning, og dét, vi kæmper for, det er jo, at der kommer additionelle midler. Det vil også være en udfordring at den udviklingsbistand, der allerede gives, også får et klimasigte, fordi de ting kan ikke afkobles fra hinanden. Altså nogle af verdens mest udsatte lande, som er mest præget af klimaforandringerne i form af tørke eller oversvømmelser, da går ting jo sådan set hånd i hånd, fordi hvis man udbygger en infrastruktur, der så at sige kan fungere også med klimaforandringerne, så understøtter man jo både vækst og udvikling samtidig med, at man håndterer klimaudfordringen, så tingene kan jo ikke kobles fra hinanden. Men det er klart, at der er et ekstra behov, altså der er et behov for ekstra nye penge fra den rige del af verden til den fattige del af verden. Så meget desto mere som at det jo aktuelt desværre kun er – efter min bedste hukommelse – fem af verdens lande inkl. Danmark, som aktuelt møder FN’s målsætning om at give 0,7 % af BNI i udviklingsbistand.
Spørger: Jeg vil godt lige springe en gang til det andet punkt, du nævnte i starten, som et af de store vigtige indsatsområder her i efteråret. I Tingbjerg er der en situation, hvor en præst i folkekirken er blevet ... følt sig tvunget ... blevet chikaneret og følt sig tvunget til at flytte. Det har udløst en diskussion om, hvad er det, vi ser for et fænomen der. Dansk Folkeparti mener, at det er en religionskrig på dansk grund, vi ser. Ser du også det?
Statsministeren: Jeg ser i hvert fald et betydeligt sæt udfordringer, fordi det er jo fuldstændigt urimeligt og uacceptabelt, at folk chikaneres ud af deres eget hjem, og det er så ligegyldigt, hvilken religiøs overbevisning, de har. Men jeg betragter det da sådan set som en skærpende omstændighed, at folk ikke kan føle sig personlig sikre ved at bo i deres embedsbolig, som der er tale om her. Det er helt uacceptabelt.
Spørger: Men det tror jeg, de fleste vel er enige om. Ser du også, at det her, det er en religionskrig, der lurer i Danmark?
Statsministeren: Jeg ser, at vi har problemer med ghettorisering, og det er de problemer, vi skal tage hånd om. Så ønsker jeg et samfund, hvor der er respekt for religionsfriheden, og af det flyder jo direkte, at hvis man har en anden religiøs overbevisning end den, der er den gængse her til lands, så må man altså respektere vores gudsdyrkelse, og det er for mig som dansker og i øvrigt også som medlem af folkekirken altså en skærpende omstændighed, at en præst ikke kan føle sig tryg ved at være i sin embedsbolig og dyrke sin gerning fra den position.
Spørger: Der er lige et sidste spørgsmål. Der er en ledende rocker i dag, der på TV2 News har sagt, at han mener også, at de spiller en rolle i værdikampen på det her spørgsmål. Hvad siger du til, at sådan en person melder sig ind på dit hold som allieret i værdikampen, hvis det er dét, han prøver?
Statsministeren: Ja, jeg ved ikke, hvad det er for en rocker, og jeg konsulterer ikke normalt den slags mennesker, når jeg danner mig mit eget sådan politiske verdensbillede. Altså det er da muligt, at de er et element i værdikampen, men så er det da i hvert fald på det modsatte hold, fordi det er jo folk, der står for værdier, som i min optik er så udanske, som de kan blive.
Ja, Dan.
Spørger: I årene 2002 til 2008, mens du var indenrigs- og senere finansminister, der hævede kommunerne byggesagsbehandlingen, gebyrerne for det, med 100 mio. kr. Det er en stigning på 50 %. Byggesagsbehandlingen var omfattet af skattestoppet, de har brudt skattestoppet, hvorfor har du ikke gjort noget ved det?
Statsministeren: Ja, jeg kender ikke de tal, du præsenterer der. Jeg ved derimod, at når vi snakker den slags gebyrer, så skal de afspejle de faktiske omkostninger ...
Spørger: ... der er lige et problem dér, for ifølge Kristian Jensen, så er han blevet oplyst – jeg citerer: ”Jeg er blevet oplyst, at det ikke er muligt at opgøre kommunernes omkostninger ved byggesagsbehandlingen i det kommunale budget og regnskabssystem. ” Dvs. man har altså en lovgivning om, at man ikke må opkræve mere end det koster, men det kan ikke lade sig gøre af det kommunale budget og regnskabssystem at opgøre, hvad det koster. Hvordan hænger det sammen, når du har været minister for det her?
Statsministeren: Jeg synes, at det lyder som om, der er en sag, du skal arbejde videre med i forhold til Kristian Jensen. Altså jeg kan oplyse, at i forhold til den form for gebyrer, der fastsættes kommunalt, der er grundreglen sådan, at det maksimalt skal afspejle omkostningen, og det er jo altså dermed et lovgivningsmæssigt ansvar, der påhviler den enkelte kommune ikke at opkræve højere gebyrer, end dét, der er afsæt for, når man ser omkostningsstrukturen, og så kan jeg nok ikke komme det meget nærmere for nærværende.
Spørger: Men det kan altså ikke lade sig gøre at opgøre det ifølge de kommunale budget- og regnskabssystemer. Det mener du er tilfredsstillende?
Statsministeren: Det synes jeg ikke, du kan lægge til grund for dét, jeg har svaret her. Altså, det må jo være en opgave over for den enkelte kommune i forhold til borgerne i den enkelte kommune og herunder også erhvervslivet i den enkelte kommune at kunne godtgøre, at de gebyrer, man opkræver, at de modsvarer det regelsæt, der er. Fuldstændigt parallelt med, at når der er en regel for, hvor mange procent forældrene maksimalt skal betale i børnepasning, så må man også kunne opgøre det og finde ud af at kunne gå ind på konto 06 og udskille de omkostninger på fælleskontiene, der egentlig skulle konteres ude på konto 07 eller 05 til børnepasning. Men altså det må være et spørgsmål, der skal adresseres til den enkelte kommune.
Ja. Nå ja.
Spørger: Set i lyset af at Danmark er i krig, hvor mange mandater synes du, der skal stå bag en dansk forsvarsminister Søren Gade. Han har selv sagt, at 90 mandater ikke er nok for ham. Hvad er din holdning til det her – også i lyset af, at Socialdemokratiet ikke længere har tillid til ham. Hvor mange mandater skal stå bag din forsvarsminister i Folketinget?
Statsministeren: Altså min holdning er den, at ... og det er ikke bare min holdning, det fremgår også af lovgivningen, det er, at forudsætningen for, at man kan bestride et ministerhverv, det er, at man ikke har et flertal imod sig. Forsvarsministeren, han nyder min store tillid, og jeg konstaterer også, at der er et flertal i Folketinget, som positivt bakker op omkring Søren Gade. Og jeg ønsker ikke at introducere et system, hvor danske ministre skal vejes af på forskellige vægte. Vi har parlamentarisme her i landet, og af det følger, at man kan være minister – medmindre at et flertal i Folketinget ikke nyder ens tillid.
Spørger: Så det er ikke et problem for dig, hvis det kun er Dansk Folkeparti, der støtter en dansk forsvarsminister, selvom Danmark sender soldater i krig i Afghanistan?
Statsministeren: Det afgørende for mig er, at der er bred opbakning til den politik, vi fører i forhold til vores afghanistanindsats, og det er der. Men at introducere et system, der skulle give oppositionen særlig hånds- og halsret over bestemte ministre, det kunne jeg ikke drømme om at gøre. Det tror jeg ...
Spørger: ... det var Søren Gade selv, der har sagt ...
Statsministeren: ... nu spørger du, hvad jeg mener, og så svarer jeg dig, og jeg siger, det kunne jeg ikke drømme om at gøre. Altså det tror jeg ville være at introducere en metode, som ville være for stor en fristelse for oppositionen, og det er jo i virkeligheden også dét, man ser konturerne af her, at der er der nogle, der ikke rigtig holder sig for gode til andet end at prøve at drage en eller anden politisk gevinst på en helt urimelig måde.
Spørger: Så er det bare en fejl, at Søren Gade selv sagde, at 90 mandater ikke er nok for ham – efter din mening?
Statsministeren: Det må du spørge Søren Gade om. Altså her kan du rette spørgsmål til mig, og jeg svarer, og jeg har det synspunkt, at dét at være regering – og det at være minister, det fordrer, at der ikke er et flertal imod én. Jeg glæder mig over, at vi har en omvendt situation, at vi har et positivt flertal for os. Det er ikke engang et krav jo, men altså det har vi. Og dét, tror jeg, skal være grundreglen, fordi at hvis man begynder at introducere et andet system, så tror jeg, at man kommer til at friste nogen over evne, det synes jeg også, man kan se tegn på.
Helge.
Spørger: Er du enig med Nationalbankdirektør Nils Bernstein, når han siger, at fordi arbejdsløsheden er kommet så langt ned, som den er, så må vi også finde os i, den kommer lidt højere op, end den ellers ville have kommet.
Statsministeren: Jamen altså den form for banklogik vil jeg slet ikke kaste mig ud i. Det er jeg på ingen måder indsigtsfuld nok til eller uddannet til. Altså jeg har det politiske synspunkt, og det menneskelige synspunkt – at én arbejdsløs er én for mange. Hvis det lod sig gøre at føre en økonomisk politik, der kunne sikre, at arbejdsløsheden ikke steg, så ville jeg med det samme adoptere en sådan politik, den findes ikke. Og derfor fører vi i stedet en politik, som tager sigte på at minimere de menneskelige omkostninger ved stigende arbejdsløshed, målrette indsatsen over for de unge, som er i en særlig risikozone for i virkeligheden at blive kan man sige socialt handicappede, hvis deres første forsøg på fodfæste på arbejdsmarkedet smutter. Samtidig med, at vi så i øvrigt har fokus på, at vi skal komme fornuftigt ud på den anden side af krisen. Det er min tilgang til det.
Ja, hvem skal vi tage og gribe i?
Spørger: I forhold til den økonomiske krise, kan du så ligesom din politiske ordfører garantere en plads på livets solside, hvis man bare arbejder hårdt nok?
Statsministeren: Jamen, du kan ikke stille spørgsmålet på den måde, fordi jeg har ikke nogen politisk ordfører, der har udstukket en sådan garanti.
Spørger: Så du stiller ikke nogen garanti for, at man kan ...
Statsministeren: ... for hvad?
Spørger: ... for at man kan få en plads på livets solside, bare man arbejder hårdt nok.
Statsministeren: Jamen, jeg tror, at du bevidst eller ubevidst, det kan jeg jo ikke lige gennemskue, men jeg kunne have en eller anden ide om det, altså fejlrefererer den politiske ordfører fra Venstre, som sagde noget om, hvad er det for et samfund, vi ønsker os, og hvad for nogle værdier skal det være bygget på. Og det skal være bygget på den værdi, at man uanset hvad omstændigheder, man er født under, så skal man have et sæt muligheder, som gør, at hvis man selv kæmper for at få uddannelse, så får man også et godt liv. Men det rokker jo ikke ved, at der så er en krise, og at der aktuelt er en udfordring med fx som ung at finde job på det danske arbejdsmarked. Dét, man kan bebrejde os for, det er, hvis ikke vi agerer på det. Og derfor agerer vi også på det. Meget, meget målrettet med 1 mia. til ekstra praktikpladser. Med en meget, meget målrettet indsats i forhold til de 15-17-årige, som er i risikozonen, hvis ikke de kommer ordentlig videre fra folkeskolen og ind i videre uddannelse. Det er dét, der er samfundets bidrag. Og inden for den ramme, så er det derfor jo ved siden af også en udfordring for den enkelte unge, og sådan skal det også være.
Ja Mette!
Spørger: Bare lige for at konkretisere en af de ting, du taler om – målsætningen for en klimaaftale, hvor du siger, at 2-graders-målsætningen skal nås med store reduktioner, betyder det, at regeringen stadig arbejder for reduktioner på 25-40 % i 2020.
Statsministeren: Ja, det er dét, som gemmer sig i det, man kunne kalde logikken. Altså ... og det er jo derfor, det med 2-graders-målsætningen er så helt afgørende, fordi hvis man kan fastslå, kan man sige, global konsensus om, at det er målsætningen, så ... nu får jeg det til at lyde for enkelt – men så giver det næsten sig selv, hvad der så skal gøres, fordi så skal de industrialiserede lande reducere i omegnen af dét, du der antyder, det er udfordringen.
Spørger: Hvis man ser på de seneste uger, så er det regeringens ministre, der har taget dagsordenen – først Gade og senere Connie Hedegaard – og vel ikke positivt set med dine øjne. Hvordan har du set på de sager i forhold til, at regeringen har siddet så mange år – er det et udtryk for, at man begynder at tage sit ansvar ikke så højtideligt, at man begynder at sløse lidt rundt omkring i ministerierne med sine opgaver?
Statsministeren: Jamen, jeg synes ikke, at jeg kan ligesom finde belæg for, at der i de sager, du der trækker frem, skulle være et element af noget sådant. Altså jeg har ikke selv et billede af en klima- og energiminister, der sløser med sit arbejde, for nu at tage hende – tværtimod. Så har jeg et indtryk af en klima- og energiminister, der har et enormt engagement, en stor faglig indsigt, stor professionalisme i forhold til at gøde jorden for en aftale i København, som hun selvfølgelig ikke alene og selv kan bringe i mål, fordi det var altså beroende på, at hendes kollegaer globalt og også deres chefer – globalt stats- og regeringslederne – engagerer sig i det her, men ligesom at antyde, at hun ikke skulle have en professionel tilgang i forhold til at løfte denne her opgave, det kan jeg simpelthen ikke genkende det billede.
I forhold til forsvarsministeren, da har jeg et billede af en engageret dansk forsvarsminister, som jo fx med stor stolthed må kunne notere sig, at Danmark som et af de lande, der yder de største bidrag i Afghanistan, også er et af de lande, der har den største folkelige opbakning til det bidrag. Det kommer ikke af sig selv, og jeg tror, at en stor del af æren for den brede folkelige opbakning, som jo også har sat sig i, at der er en bred politisk opbakning på Christiansborg med rette kan tilskrives Søren Gade, hans empati, hans indlevelse, hans engagement. Jeg tror, at de danske soldater, der kæmper ved Armadillo eller Camp Bastion eller andre steder i Afghanistan, de føler, at de har en forsvarsminister, som yder dem fuld rygdækning.
Så i forhold til de to ministre, du lige nævner her, og jeg – hvis nogle vil spørge – vil jeg også gerne sætte ord på de øvrige i regeringsholdet, da har jeg altså ikke et billede af folk, der er slidte eller trætte eller uengagerede eller udygtige.
Tak skal I have”.