Pressemøde i Statsministeriet

Pressemøde den 26. maj 2009

Det talte ord gælder
Der henvises til videoklippet i pressemødearkivet.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet.

Vi har jo her til morgen haft det sidste ordinære ministermøde i dette folketingsår. Regeringen mødes jo senere frem mod sommerferien, blandt andet jo for at færdiggøre vores udspil til finansloven, som offentliggøres i august. Men det sidste ordinære ministermøde har været afviklet her til morgen. Og i morgen har Folketinget så afslutningsdebat, og det betyder så også, at tirsdagspressemødet her i dag er det sidste inden ferien. Og derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til ganske kort – ligesom vi i øvrigt også har gjort det på ministermødet her i dag – at gøre status for regeringens resultater i det forløbne folketingsår.

Det har været et meget anderledes folketingsår, fordi det jo i den grad har været præget af, at hele den økonomiske situation er skiftet, som dagene er skredet frem i løbet af folketingsåret. Med den internationale krise, som har udfordret ikke bare Danmark, men hele verden og lagt en helt ny ramme ned over det politiske arbejde, det har jo i sagens natur også præget det politiske arbejde i regeringen og på Christiansborg.

Og der er jo i særlig grad to ting, som springer i øjnene. Det ene forhold er jo, at vi efter en lang periode at kunne have glædet os over, at arbejdsløshedstallene måned for måned er blevet lavere og lavere – helt ned til et historisk lavt niveau, som folk med fagøkonomisk sagkundskab vil sige slet ikke kan lade sig gøre, men helt derned bragte vi arbejdsløsheden. Så oplever vi nu det modsatte, at ledighedstallene stiger. Det har vi haft et stærkt fokus på igennem hele folketingsåret. Det vil regeringen også sætte stærk fokus på fremadrettet. Det er vores absolutte hovedopgave at styre Danmark fri af krisen på en måde, hvor vi minimerer de menneskelige omkostninger, hvor vi virkelig holder fast i det, der er min egen værdi – nemlig, at vi skal regne med mennesker og ikke med tal, og én arbejdsløs er én for meget.

Men på et andet punkt betyder den økonomiske krise jo også, at rammevilkårene omkring dansk politik er ændret dramatisk. Vi har i flere år nu kunnet aflevere årsregnskaber, statsregnskaber, hvor det ene flotte overskud er blevet afløst af det næste. Den situation ændrer sig nu. Vi går fra at have overskud på statens budgetter til at have underskud på statens budgetter, og det er et helt nyt grundvilkår, fordi det betyder sådan set, at fremadrettede politiske initiativer, der knytter sig til at bruge flere penge, er initiativer, der skal gennemføres for lånte penge. Et helt afgørende anderledes grundvilkår for dansk politik, som jo understreger vigtigheden af, at vi doserer vores vækstfremmende initiativer med stor omtanke, og har fokus på ikke kun, hvad der sker på den korte bane i forhold til at minimere de menneskelige omkostninger, men også har et stærkt fokus på, hvordan Danmark står som nation, når vi kommer ud på den anden side af den internationale lavkonjunktur.

Når det er sagt, så har folketingsåret jo altså som sagt været præget af en række initiativer for at adressere krisen. Jeg kan nævne bankpakken før jul, der blev fulgt op af kreditpakken efter jul med meget bred opbakning fra Folketingets partier. Pakker, der skulle bidrage til at sikre, at vi også fortsat har en sund finansiel sektor i Danmark, og at danske virksomheder ikke bliver ramt af en kreditklemme. Det er klart, at når konjunkturerne går ned, så kan det være projekter, som i et historisk perspektiv havde været rentable, som ikke længere er det. Men dét, der har været sigtet har jo været at sørge for at undgå at få en opbremsning i kreditgivningen, der ligger ud over dét, som konjunkturforløbet i sig selv ville medføre.

Vi har stimuleret investeringer af flere omgange i den aftale, vi indgik omkring infrastruktur – fremrykkede vi infrastrukturinvesteringer. Vi traf en aftale med kommunerne om at fjerne anlægsloftet for kommunerne i indeværende år for at bruge kommunerne til at stimulere bygge- og anlægssektoren. Og vi har givet familierne større forbrugsmuligheder – lige præcis i disse dage, der dumper der jo ind ad postkassen rundt omkring i familierne breve fra SP om frigivelse af SP-midler, som kan være med til at stabilisere familiernes økonomi og forbrugsmuligheder.

Men folketingsåret har jo ikke kun stået i krisens tegn, der er også gennemført en lang række gennemgribende reformer, som peger fremad. Lad mig bare kort nævne den meget, meget ambitiøse skatteaftale, hvor vi gennemfører den største sænkning af indkomstbeskatningen i Danmark nogensinde. Og laver et klogt og fremadrettet drej i vores skattepolitik, hvor vi beskatter hårdere, det vi vil have mindre af – nemlig forurening, og mindre dét, vi vil have mere af – arbejde.

Vi har gennemført en stribe brede grønne aftaler på energiområdet, hvor vedvarende energi har en afgørende placering på transportområdet, hvor vi fremrykker grønne trafikinvesteringer, prioriterer den kollektive trafik og mindre forurenende biler – og i øvrigt jo også lægger sporene ud til en nyindretning af det danske registreringsafgiftssystem, som skal trække i retning af, at det bliver billigere at erhverve sig en fornuftig bil og dyrere at køre i den. Og helt aktuelt drøfter vi jo så grøn vækst med partierne. Jeg håber og forventer, at der kan være en aftale om grøn vækst inden sommerferien. En grøn vækstaftale, der tager afgørende fat om problemerne på miljø- og naturområderne og som samtidig giver dansk landbrug moderne vækstmuligheder.

Folketingsåret har også været præget af, at vi nu for alvor har lagt sporene ud til et fremtidigt sygehusvæsen, der skal præges af moderne sygehusbygninger. Det er den største samlede investeringssatsning på sygehusområdet nogensinde i Danmark. Det tredje skridt i den rejse mod bedre sundhedsvæsen vi indledte i 2001, hvor vi jo startede med at lade bevillingerne følge patienten og give danske patienter unikke rettigheder målt op mod andre europæiske lande. Det andet skridt var nedlæggelsen af amterne – fem stærke regioner til at løfte sygehusopgaven. Og nu følger der altså penge med, som skal sikre, at vi også i mursten får et moderne velfungerende sundhedsvæsen.

Og så drøfter vi jo lige præcis i disse dage på opspil fra forsvarskommissionen et nyt forsvarsforlig, som skal danne den fremtidige ramme omkring Danmarks stærke internationale engagement de næste fem år. Jeg håber meget på, at også dette aftalekompleks kommer i hus, inden vi rammer sommer, at vi får bred opbakning omkring en ramme for dansk forsvar og militærindsats i både ind- og udland. Det skylder vi også de danske soldater, som gør tjeneste rundt omkring i verdens brændpunkter.

Og endelig har vi fået en ny selvstyrelov for Grønland, der etablerer et moderne og tidssvarende grundlag for denne del af rigsfællesskabet.

Så det har været et meget arbejdsomt folketingsarbejdsår, som nu nærmer sig sin afslutning, og der synes jeg, det var rimeligt at benytte lejligheden i dag her til lige at tegne et billede af, hvad der er sket i løbet af folketingsåret.

Fremadrettet er der jo en stribe af udfordringer – lad mig bare trække to frem.

Nemlig for det første og det helt afgørende jo behovet for fortsat at håndtere den danske og internatonale økonomiske krise på en måde, hvor vi både minimerer de menneskelige omkostninger nu og her og samtidig sørger for, at vi står stærkt rustet til at få glæde af et internationalt opsving, når det på ny indfinder sig.

Og det andet, det er jo klimadagsordenen, hvor vi jo i efteråret eller rettere sagt til vinter i december har værtskabet for FN’s klimakonference, som kommer til at præge det politiske arbejde helt afgørende fra nu af og frem til december.

Lige præcis i disse dage afvikles der jo World Business Summit on Climate Change i Bella Centeret – et tydeligt bevis på, at man også i det internatonale erhvervsliv har forstået, at klimaudfordringen er en udfordring til os alle, og hvis vi griber den rigtig an, så er det en udfordring, som i virkeligheden det giver bedre mening at få løftet midt i en international krise, fordi hvis vi griber det rigtigt an, så kan grøn vækst, investeringer i grøn teknologi komme til at gå hånd i hånd med det, vi har brug for for at komme ud af krisen – nemlig tro på fremtiden – investeringer i fremtiden. Og derfor betragter jeg selv det meget flotte arrangement, som Mandag Morgen har stillet sig i spidsen for i Bella Center som et vidnesbyrd om, at der er ved at være en international opbakning i alle kredse – ikke kun i politiske kredse og i NGO-kredse, men også i industrielle kredse til, at det her er en dagsorden, som vi skal lykkes på, og det vil præge det politiske arbejde, også for mig selv, ganske markant i månederne fremover.

Lad det være nok til en start – og så vil jeg åbne op for spørgsmålene, værsgo!

Spørger: Ja tak. Da VK-regeringen kom til for 8 år siden, der slog man sig op på blandt andet på at bekæmpe kriminalitet hårdt og have en hård kurs på retspolitikken. I dag kan man se dagbladsannoncer, hvor Politiforbundet nærmest kaster håndklædet i ringen ... eller håndjernene i ringen, som de selv siger. Hvordan ser du på, at politiet selv mener, at de er så meget i knæ, at de ikke er i stand til i fremtiden at løse de her opgaver, som de skal?

Statsministeren: Jeg har godt set annoncerne, og jeg har også noteret mig, at Politiforbundet holder kongres i denne her uge. Og det tror jeg så også, at hele den danske befolkning nu gennem denne her massive dagbladsannoncering har fået øjnene op for.

Jeg vil gerne sige, at vi har, som du rigtig siger, jo siden 2001 ført en konsekvent linje i vores retspolitik. Det har vi gjort ved at stramme lovgivningen ganske markant. Før vi kom til, var det jo alvorligere at begå vold mod penge end vold mod mennesker – det har vi lavet om på, det har vi taget et opgør med. Og vi har også i flere omgange tilført politiet massive ressourcer. Senest jo her i det sidste folketingsår – helt ekstraordinært midt i den flerårige forligsaftaleperiode, der går frem til næste år, der tilfører vi politiet ekstra ressourcer, netop for at adressere, at politiet selvfølgelig er udfordret af en politireform, som har været en udfordring, men som jo i øvrigt også nu begynder at vise sig med en række positive resultater. Altså man kan fx se, at responstiderne falder i øjeblikket. Et andet sted, man kan aflæse det, det er, at partierne jo ret bredt her for ganske nyligt besluttede at bevilge, jeg tror, det er 110 millioner kr. ekstra til det danske domstolsvæsen i indeværende år. Med hvilket argument? Jo det argument, at politiet faktisk for tiden er så effektive, at vi får flere sager ind til retsafgørelse. Så jeg synes, vi skal passe på, at vi ikke kun kommer til at fokusere på de negative elementer. Denne her regering er meget, meget optaget af, at vi har et velfungerende politi. Det er også derfor, vi øger indtaget på politiskolen. Det er derfor, vi nu ansætter flere HK-medarbejdere i politiet for at frigøre uniformeret personale fra kontorarbejde til kriminalpræventivt arbejde og opklaringsarbejde ude i marken. Og det er en linje, vi har tænkt os at fortsætte. Men jeg er også nødt til at sige – jfr. også hvad jeg sagde før om, at vi nu kommer ind i et scenarie, hvor flere offentlige udgifter er udgifter, der afholdes for lånte penge. At vi, når vi vurderer de ressourcer, der skal stilles til rådighed for politiet, er nødt til også at se det op imod sundhedsvæsenet, uddannelsesvæsenet, vores forskningsindsats og alle de andre områder. Og der er det en løbende udfordring til politiet også at bruge ressourcerne optimalt. Og derfor noterer jeg mig også med glæde, at man i Justitsministeriet i samarbejde med Finansministeriet har taget en række initiativer, som sådan set går mere i dybden med, hvordan er arbejdsgangene i politiet, hvordan er rollefordelingen mellem rigspolitiet og distrikterne. Fordi heller ikke på det her område skal løsningen findes kun i flere penge. Men regeringen har haft en parathed til at bevilge flere penge. Og jeg bilder mig heller ikke ind, at når vi har øget optaget på politiskolen midlertidigt i resten af forligsperioden, at der så vil være en situation, hvor vi så, når vi skal forhandle ny politiaftale, reducerer optaget på politiskolen fra det niveau, vi har bygget det op til.

Spørger: Men Politiforbundet har jo formentlig også noteret sig, at der er kommet flere ressourcer til. Men de siger stadigvæk, det er ikke nok, hvis vi skal kunne løse opgaverne i fremtiden. Hvis man så ser bort fra, at det muligvis så er lidt et mediestunt frem til deres kongres, mener du så, at – kan man sige – at politireformen, den er på ret køl nu, som du siger her?

Statsministeren: Jeg er ikke i tvivl om, at politireformen var rigtigt tænkt, men at udfordringen med politireformen, som det gælder med andre store reformer og omlægninger, jo skal implementeres, ting skal falde på plads, og det kan betyde, at man bliver mødt med større eller mindre udfordringer. Og når vi snakker politiet, så har det været åbenlyst, at der har været en række udfordringer, men det er for mig lige så åbenlyst, at tingene nu er ved at bevæge sig det rigtige sted hen. Og man kan blandt andet se det på, at responstiderne falder.

Jeg synes også, den nye rigspolitichef jo meget klart har lagt en linje, hvor han siger, så jeg den anden dag, at det her skal nok komme til at fungere. Og en af metoderne til at få det til at fungere, det er jo netop at bruge den nye reform og den nye struktur til at gå på jagt efter de gode eksempler – altså de politikredse, der har særlige veltilrettelagte arbejdsgange, der har en særlig god arbejdsdeling mellem det administrative personale og det uniformerede personale. Det skal danne skolen for de øvrige politikredse. Det er jo rigspolitichefens tilgang til det. Og det ville jo være lidt underligt, at jeg skulle stille mig op her og være mere negativ på politiets fremtidsudsigter end rigspolitichefen.

Så er der Politiforbundet – og med al respekt for dansk politi, så er Politiforbundet også en fagforening, som holder kongres i denne her uge. Og fuldstændig på linje med, når der holdes kongres i BUPL eller i FOA eller i Danmarks Lærerforening, så er det jo en naturlig anledning til på fagets vegne at markere nogle synspunkter, det finder jeg sådan set ikke unaturligt, men det kan bare ikke stå som – kan man sige – det eneste sandhedsvidne i en vurdering af, om politiet for tiden er inde i en god eller en mindre god udvikling. Ja!

Spørger: Der var en undersøgelse, der i weekenden viste, at danskerne er stærkt utilfredse med kvaliteten i den offentlige sektor. En kommentar fra socialdemokraternes Mette Frederiksen lød på, at regeringen har ført en svinsk politik. Hvad er din kommentar til både Mette Frederiksen, men også til undersøgelsen?

Statsministeren: Jamen jeg har ikke nogen kommentar til Mette Frederiksen, fordi den form for sprogbrug, du referer dér, det synes jeg taler sit eget sprog og står stærkest uimodsagt.

For så vidt angår den offentlige sektor, så er situationen jo den, at siden regeringen kom til i 2001, har vi jo forøget det offentlige forbrug med i størrelsesordenen 52-53 milliarder kr. Og det har også sat sig sit spor i, at vi på en række områder giver en bedre service, end vi gør i dag. Nu skal man altid passe på med at måle ting i penge. Men man kan jo måle det på resultater. Hvis man fx tager den danske folkeskole, så er situationen den i dag, at børn i tredje klasse læser lige så godt, som de gjorde i fjerde klasse, da vi kom til. Situationen er den i dag, at børn er lige så dygtige i naturfag i fjerde klasse, som de var i femte klasse, da vi kom til.

Hvis man tager sundhedsområdet, så er situationen den, at på seks ud af syv kræftområder, der er helbredelsesudsigterne større – altså de målbare resultater for kræftpatienterne større, end da vi kom til. Så der er fremgang at spore.

Og det afspejles jo så også i, at når vi så spørger brugerne, så er der stor brugertilfredshed.

Jeg husker jo ikke alle tal i hovedet vel, men altså det er jo i niveau, der hedder 80-90 procent, når man går ud og spørger forældrene, hvor tilfredse er I med jeres børns skole. Hvor tilfredse er i med jeres børns dagpasning. Når man spørger de ældre, hvor tilfredse er I med hjemmehjælpen, så er der sådan set meget stor tilfredshed. Og derfor er det selvfølgelig også et paradoks, et dilemma, en udfordring, at når man så spørger os alle sammen om, hvordan ser I på det – dig, der ikke er patient, hvordan vurderer du sygehusvæsenet. Dig – der ikke har børn i folkeskolen, hvordan vurderer du folkeskolen – at så får vi en meget lavere score. Fordi det viser jo, at vi – hvis man skal sige det positivt – altså har et betydeligt imageproblem i den offentlige sektor. Det skal vi gøre noget ved. Det tager jeg meget, meget alvorligt, fordi hvis ikke vi får taget et opgør med det imageproblem, så får vi heller ikke startet den positive cirkel, der skal udvikle den offentlige sektor. Det må jo være nedslående, det ved jeg da selv også fra min egen fortid, hvis man skal gå på arbejde med det i rygsækken, at alle bedømmer den arbejdsplads man har med sådan en negativ indfaldsvinkel. Dét, der giver rygstødet, det er jo at få fokuseret på de steder, hvor tingene faktisk virker. Og vi har brug for at få startet nogle mere positive cirkler omkring udviklingen af den offentlige sektor.

Spørger: Men aldrig har der været så mange politiske rådgivere ansat i ministerierne. Er det dem, der har fejlet, når de ikke har formået at få jer til at forklare befolkningen, at der faktisk er bedre service i dag, når befolkningen tror, den er dårligere.

Statsministeren: De mennesker, der bruger den offentlige sektor, vurderer ikke den offentlige sektors service negativt. Det er sådan set hele pointen i dét, jeg sagde før. Og dét, der selvfølgelig er vigtigt for mig, det er at bruge det som et afsæt til både reelt at få skabt en positiv udvikling i den offentlige sektor, men altså også imagemæssigt, fordi det betyder noget for virkelysten hos de offentlig ansatte at få startet en mere positiv bevægelse. Jeg tror én af veje til det, det er, at vi, der har et politisk ansvar – nu nævnte du så en oppositionspolitiker før og sprogbrugen – at vi, der har et politisk ansvar, vi også påtager os ansvaret for at trække de positive eksempler frem. Det tror jeg er en af vejene til at få skabt en mere positiv udvikling i den offentlige sektor.

Spørger: Lene Espersen har sagt i radioen, at der ikke er behov for flere penge i den offentlige sektor. Den er allerede større, end det var forudsat i 2015-planen, hun siger, at penge ikke er alt. Hvad er det så, der skal til?

Statsministeren: Jamen uden penge går det jo ikke – altså og det er jo rigtigt, at når man ser på, hvor stor en andel af bruttonationalindkomsten vi bruger på offentlig service, så har vi jo ikke brugt mere end nogensinde før. Og jeg forudser jo, at som årene skrider frem, der vil vi jo også år for år afsætte flere penge til offentlig service – sådan er dét. Men dét, der bare må være en pointe, det er, at det handler ikke kun om penge, det handler også om, hvordan pengene bliver brugt. Og der ved vi jo, når vi kigger ud på landskabet, at der findes fx folkeskoler med større og med mindre forbrug. Og der er ikke den kobling entydigt, at man kan se, at de steder hvor man bruger mindre – end dér hvor man bruger mest, der har man også en dårligere skolegang. Den sammenhæng er der ikke. Og derfor skal vi selvfølgelig vedvarende gå på jagt efter, hvor er det ting fungerer. Hvor er det, man har det forældre/skolesammenspil, der gør, at man har fokus på kvalitet i undervisningen. Hvor er det, at man har den rollefordeling – lærere/undervisningsassistenter imellem, der gør, at man har en god undervisning. Hvor er det, man har den skoleledelse, der gør, at man ikke har nogen stor personalegennemstrømning på skolen, men har et lærerkorps, der er præget af anciennitet, og som har stærk kompetence i det, de underviser i. Det er jo de eksempler, vi skal lede efter og søge at sætte i system. Og til det hører jo også et opgør med, at vi måler alting i kroner og ører, men altså også meget skarpere begynder at måle ting i, hvad kommer der egentlig ud af det, fordi det afgørende er jo, hvad lærer vores børn i skolen. Hvad er det for en trivsel, vores børn har i daginstitutionerne? Hvad er min helbredschance, hvis jeg kommer på sygehuset? Det afgørende er jo ikke, hvad operationen har kostet. Ja – Christian måske!

Spørger: Om få dage skal du mødes med Dalai Lama, og i den anledning har kineserne udsendt en erklæring, hvor de advarer Danmark og dig mod at udsende forkerte signaler til Dalai Lama. Har kineserne på anden måde forsøgt at overbevise dig om at lade være med at tage det møde med ham?

Statsministeren: Men jeg kan bekræfte, at jeg skal mødes med Dalai Lama, jeg tror, det er på fredag – privat møde, der foregår på Marienborg, hvor jeg møder Dalai Lama i hans kapacitet af religiøs leder og Nobelpristager. Det foregår på Marienborg – sådan som det også gjorde sidst, da Dalai Lama besøgte den danske statsminister, det var efter min hukommelse tilbage i 2003. Det er et privat møde. Og det har ingen sammenhæng med regeringen eller for den sags skyld Danmarks kinapolitik, som er meget, meget klar, og som har ligget fast siden 1950, og som er en ét-kinapolitik – senest bekræftet af et meget bredt flertal i Folketinget ved en forespørgselsdebat sidste år op til de Olympiske Lege. Så vores kinapolitik står ganske klar, og udfordrer os ikke af, at jeg afvikler et privat møde med en personlighed, som spiller en stor rolle i et religiøst samfund. Sådan er det. Og derfor forudser jeg heller ikke, at dette private møde med Dalai Lama vil skade det i øvrigt stadigt bedre forhold, vi udvikler med Kina – jo senest manifesteret ved det strategiske partnerskab vi aftalte med kineserne for et årstid siden, der blandt andet betyder, at der opbygges et universitetscenter med en dansk dimension i Kina. Den første tale jeg holdt med internationalt tilsnit var i øvrigt i dansk-kinesisk businessforum, hvilket også understreger, at vi lægger afgørende vægt på at have et godt samarbejde med Kina. Også fordi at Kina jo kommer til at spille en hovedrolle i bestræbelserne på at lande en international klimaaftale i København til december.

Spørger: I Holland, der har Balkenende besluttet at lade sin udenrigsminister tage et lignende møde. Du har ikke haft lignende overvejelser?

Statsministeren: Jamen det er jo op til hvert enkelt land og hver enkelt statsminister at træffe sin egen beslutning. Jeg forstår så i Holland, der skal Dalai Lama, hvis jeg forstår det rigtigt, mødes med parlamentet – altså jeg forfølger en linje, der har været lagt, der betyder, at jeg afvikler en privat samtale med Dalai Lama på fredag – fuldstændig lige som min forgænger gjorde det tilbage i 2003 med de argumenter, jeg gav før. Og i forhold til Kina, der har vi altså en ganske klar politik, og derfor er der ikke nogen, der behøver at bekymre sig om, at jeg i en privat samtale med Dalai Lama vil sende det, du citerede andre for at sige, ville være forkerte signaler. Jesper!

Spørger: Lige et spørgsmål til det, du siger omkring den offentlige sektor. Venstres næstformand, han har udtalt i et interview, at han ser, at tiden nu er kommet til at bevæge ... finde ... liberale ...bevæge velfærdssamfundet i en liberal udgave. Hvordan ser du på det? Er det også dit mål med de næste par år?

Statsministeren: Det ville jo være meget, meget mærkeligt, hvis jeg nu stillede mig op og sagde, at jeg ikke havde noget mål om at bevæge tingene i liberal retning. Så jeg kan fuldstændig bekræfte, at ambitionen med mit virke, det er at udvikle samfundet i en mere liberal retning. Og til det hører blandt andet jo at åbne den offentlige sektor – forstået på den måde, at vi har brug for at få en offentlig sektor, der er præget af virkelyst, der er præget af en vis grad af forskellighed, som er præget af decentralisering, som ikke er præget af, at nogen – hvad enten det er nogen, der sidder på et rådhus eller nogen, der sidder i en folketingssal eller på et regeringskontor – tror, at de nede i detaljen har patentet på, hvordan man processer helt ned i detaljen – en god offentlig service frem. Den form for forskellighed kendetegner den liberale offentlige sektor. Og en anden ting, der kendetegner den liberale borgerlige offentlige sektor, det er, at borgeren sættes i centrum. At vi hele tiden holder fast i, at der er én grund til, at vi driver offentlig sektor, og det er for at give eleven en god undervisning, barnet en god dagpasning, den ældre god hjemmehjælp, den syge god hospitalsbehandling.

Spørger: Det, der kendetegner Kristian Jensens liberale offentlige sektor, det er, at private firmaer kommer mere ind og udfører opgaverne. Lene Espersen, de konservatives formand, hun siger, at kerneopgaverne i den offentlige sektor skal forblive offentlige. Hvem er du enig med der, hvordan ser du på de to udsagn, hvem er du enig med?

Statsministeren: Jeg er slet ikke i tvivl om, at det aller, aller vigtigste ved det danske velfærdssamfund, det er, at vi tager et solidarisk ansvar for at få løst de opgaver, som betyder noget for den enkelte, som er med til at give os lige muligheder i samfundet. Børnepasning, skolegang, sygdomsbehandling, ældreomsorg – at vi tager et fælles solidarisk ansvar for det. Det betyder, at vi betaler de ting i fællesskab, det betyder, at vi politisk også tager ansvaret for at beslutte serviceniveauet, det er det helt, helt afgørende. Så er der spørgsmålet om, hvem er det så, der skal udføre opgaven. Der er der i mit sind ingen tvivl om, at den absolutte hovedleverandør på de her kerneopgaver, det er den offentlige sektor selv. Men jeg er ikke dogmatisk på det her. Og derfor ser jeg gerne, og det ser regeringen gerne, at man på områder også inviterer andre med om bord. Noget af det, der har gjort Danmark til et stærkt samfund, også i et internationalt perspektiv, det er jo vores evne til at arbejde offentligt og privat sammen.

Nu snakker vi klima, og der må jeg bare sige, at når danske virksomheder har en styrkeposition internationalt, så hænger det jo blandt andet sammen med, at der har været et samspil mellem den private og den offentlige sektor om at opbygge noget viden og noget knowhow på det her område. Danske forskningsinstitutioner op mod danske virksomheder. Politiske beslutninger op imod virksomheder, der reagerer på det. Det er jo det er det samspil, der gør, at vi nu har noget – andre efterspørger. Og derfor skal vi selvfølgelig også have en åbenhed overfor at bruge private leverandører i den offentlige sektor. Og det er jo også derfor, at regeringen har aftalt med kommunerne, at det grundlæggende er en god ide, at man spørger til prisen. Og så skal opgaven jo løses af dem, der løser opgaverne bedst og billigst.

Spørger: Men det vil sige, du har ikke noget problem med, at der kommer flere og flere elever på privatskoler, der kommer flere og flere, der bliver behandlet på privathospitaler. Og du vil måske også gerne have, at der kommer flere private firmaer ind og laver hjemmehjælp og rengøring og så videre?

Statsministeren: Jeg vil have en offentlig sektor, som er velfungerende. Det er først og fremmest en udfordring til den offentlige sektor selv, om at løse opgaverne godt. En del af det kalder også på at have et udogmatisk samarbejde med den private sektor, det er ikke et enten eller. Det er sådan set også det, der har ført til, at regeringen har en aftale med kommunerne om, at man med en vis systematik skal spørge til prisen. Og så har jeg i øvrigt den holdning, at hvis det fører til, at opgaven løses af kommunen selv, så er det helt, helt fint for mig. Det har jeg slet, slet ingen problemer i. Jeg gør mig ikke til fortaler for, at vi skal afvikle den offentlige sektor. Jeg gør mig til fortaler for, at vi skal udvikle den offentlige sektor. Og når du snakker om det, man kan kalde kerneområderne i den offentlige sektor – fx det danske sygehusvæsen – så er der for mig ingen tvivl om, at det er en særlig værdi, at det der er rygraden i det danske sundhedsvæsen, det er det offentligt drevne og offentligt finansierede sundhedsvæsen.

Ved siden af det, så har vi brug for – også for hele tiden at sikre, at det offentlig drevne, offentligt finansierede sundhedsvæsen udvikler sig bedst muligt – har vi brug for et korrektiv – en overløbsventil, hvad ord man nu vil bruge. Det er blandt andet det, vi har skabt ved, at patienterne i Danmark nu igen fra 1. juli, hvilket er unikt i Europa, har den rettighed, at hvis det offentlige ikke kan levere, så har man som patient muligheden for at flytte sig og tage pengene med.

I andre lande, de fleste andre lande, der har man selvfølgelig også den mulighed, hvis man har pengene, hvis man har forsikringspolicen, hvis man har økonomien. Det er jo sådant et A- og B-samfund, jeg ikke ønsker mig. Jeg ønsker mig jo den mulighed for som syg at få behandling, den har man lige adgang til, hvad enten man er rig eller mindre rig, hvad enten man har en forsikringspolice eller ej.

Spørger: Jeg har et enkelt klimaspørgsmål også. Du skal jo stå i spidsen for hele verdens forsøg på at lave en klimaaftale til december. Og din forgænger, han tog jo et opgør i november med Venstres fodslæbende fortid i energispørgsmål. Du har ikke selv gennem dit 21⁄2 årti i politik interesseret dig – eller talt særligt meget om klimapolitik. Har du selv en fortid som klimaskeptiker?

Statsministeren: Nej, jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har nogen fortid som klimaskeptiker. Jeg har både en nutid og en fremtid, og jeg bilder mig også ind, at jeg har en fortid, som sådan set hviler på, at min tilgang til livet er, at vi hele tiden skal gøre bedre i morgen, hvad vi gjorde godt i dag. Og til det hører jo også at tage bestik af de udfordringer, der er. Og lige nu og her, der er vi udfordret af hele denne klimadagsorden, som kommer til at udfordre hele kloden, men som jo også rummer et fantastisk perspektiv. Fordi dét, at vi er presset af temperaturstigninger, der gør, at vandstandene stiger, at gletsjerne smelter, at folk i mindre udviklede lande bliver ramt af, at landområder ikke længere kan opdyrkes, det er selvfølgelig en – kan man kalde det – negativ udfordring, men det rummer jo i sig også, hvis hele menneskeheden tager sig på det, et enormt perspektiv, for at lave et udviklingsspring, og der bilder jeg mig ind, men jeg kan jo ikke huske hele min fortid i detalje, men der bilder jeg mig ind, at den tilgang til verden med at gribe udfordringen – carpe diem – ikke – altså, at den har jeg da haft hele tiden. Og den fører så nu frem til, at dét, der bliver en politisk hovedopgave for Danmark udenrigspolitisk det kommende halve årstid, det er at facilitere en international klimaaftale.

Spørger: Så lad mig spørge på en anden måde – er du enig i Foghs analyse dengang eller kritik dengang af, at man havde været for fodslæbende, og det var en fejl, at man havde ført en energipolitik, der ikke fremmede vedvarende energi i Venstre i alle de år?

Statsministeren: Men jeg husker ikke min forgængers analyse fuldstændig så unuanceret, som du gør der. Og jeg synes jo i øvrigt, at det er interessant, at du sådan gennemgående på de her pressemøder spørger meget ind til sådan min historieforståelse, og hvad jeg tænker om dette og hint, som er passeret. Altså jeg har selv den tilgang til mit arbejde her, at nu handler det om sådan set at udvikle det her samfund. Og Danmark – sammen med resten af verden – er udfordret af klimaforandringer. Det er i virkeligheden nok måske den største udfordring til vores generation – og vores generation af politikere world wide – vi vil blive bedømt på vores evne til at løfte det ansvar, som så samtidig i sig rummer et væld af muligheder, fordi uanset hvordan man så vurderer fortiden, så er det altså et faktum, at den danske fortid har bragt os derhen, hvor vi er ét af de lande, der er mest udviklet, når det handler om vedvarende energi. Som har nogle forskningsmæssige spidskompetencer på noget af det, resten af verden kommer til at efterspørge, hvis vi får en forpligtende nok aftale i København til december. Det er sådan set min tilgang til det. Ja Politiken.

Spørger: Regeringen fremlægger i dag en økonomisk redegørelse, og vi kender den ikke, men jeg vil gætte på, at statsministeren kendte lidt til den. Samtidig så fører I nogle forhandlinger med kommunerne om at fremrykke nogle investeringer i borgernære områder – skoler og daginstitutioner etc. – byggeri, anlæg, renoveringer. Mit spørgsmål er – med den redegørelse – den vurdering af den økonomiske situation med mulighed og råderum, der er i dag – er mulighederne for at investere i de her områder blevet større eller mindre med den redegørelse, der er kommet i dag ... eller der kommer i dag?

Statsministeren: Jamen jeg kan bekræfte, at finansministeren offentliggør her kl. 13 den økonomiske redegørelse og vil da henvise alle til det pressemøde, der er i Finansministeriet i den anledning. Og det er jo en økonomisk redegørelse, der vil vise nogle af de ting, jeg allerede har været inde på – blandt andet det forhold, at vi nu bevæger os fra en situation med solide overskud på de offentlige saldi til en periode, hvor vi nu får underskud, og hvor altså også Danmark skal ud på de internationale lånemarkeder for at rejse kapital til at virkeliggøre de politiske beslutninger, vi måtte træffe. I den situation, der er det meget, meget afgørende, at man har en tænksom tilgang til tingene. Og hele tiden har fokus på, som jeg også sagde, hvad skal der til på den korte bane, for at vi minimerer de menneskelige omkostninger i form af stigende arbejdsløshed. Men samtidig også har et stærkt øje for, hvad er det så for en situation Danmark står i, når billedet vender, når der kommer gang i konjunkturerne igen, hvor er vores konkurrenceevne henne, hvor er vores omkostningsniveau henne. Fordi det er jo dét, der vil betyde, hvad det er for et ledighedstal, vi har om 2, 3 og 4 år. Og politik må ikke blive så kortsigtet, at vi glemmer perioden efter næste valgdato.

Når det er sagt, så er det sådan at takket være, at regeringen har ført en økonomisk politik siden 2001, hvor vi har afbetalt gæld, hvor vi har holdt os for ørerne, når oppositionen sagde – brug af de store overskud. Så har vi altså en vis robusthed, og den robusthed skal selvfølgelig bruges til også at sætte ind de steder, hvor vi kan kombinere to hensyn – nemlig, hvad vil vi gerne gøre under alle omstændigheder for i et langt perspektiv at gøre Danmark til et bedre land med– hvad har så samtidig en positiv effekt lige nu og her. Og der er det oplagt, at regeringen har en ambition om med kvalitetsfonden – at vi får endnu bedre folkeskoler, endnu bedre daginstitutioner, endnu bedre faciliteter for ældrebefolkningen, endnu bedre faciliteter for dét, man kunne kalde den brede idræt. Og dét, der har begrænset os i den ambition har jo været, hvordan er konjunkturerne, hvad er der plads til. Og der er det jo åbenlyst for enhver, at hvor der for bare et årstid siden var kapacitetsmangel i bygge- og anlægssektoren, så er der jo nu ro – der er plads, og derfor vil det her spørgsmål om, hvad er det for et niveau, vi skal have for kommunale investeringer – det vil selvfølgeligt være et centralt omdrejningspunkt for de økonomiforhandlinger, som er indledt i Finansministeriet.

Spørger: Men hvis lige jeg må følge op, spørgsmålet var lidt – ser det værre ud eller bedre ud, end det gjorde i går, hvis man kan sige det på den måde med den nye redegørelse, hvor I virkelig tager temperaturen på regeringen ... eller på økonomien?

Statsministeren: Nu er det sådan, at den økonomiske redegørelse offentliggøres kl. 13. Og jeg tror, at det rigtigste vil være, at dem, der er interesserede, og det håber jeg da på, at alle nu er, deltager i det pressemøde, hvor også hele baggrunden for den økonomiske redegørelse foldes ud.

Men det jeg helt overordnet kan sige, det er, at vi er udfordret – vi får en negativ vækst i indeværende år. De initiativer, regeringen har taget, har så korrigeret det – altså via den økonomiske politik, regeringen har ført, der har vi sikret, at arbejdsløsheden ikke kommer til at stige nær så meget, som den ellers ville stige. Vi har en vurdering af, at vi får en smule positiv vækst igen til næste år, men det der fortsat er kodeordet her, det er, at alt er præget af stor usikkerhed, og derfor er det kloge i situationen fortsat – også efter at den økonomiske redegørelse er offentliggjort i dag – at følge udviklingen, jeg havde nær sagt dag for dag – og dosere den stimuli, vi giver til økonomien med stor omtanke, sådan at vi både har stærk sigte på, hvad kan vi gøre lige nu og her for at minimere de menneskelige omkostninger, men også hvor bringer det Danmark hen om 1 år, om 2 år, om 3 år. Fordi det er altså min ambition med tilværelsen, det er, at vi skal også have et stærkt Danmark efter den her valgperiode og også efter den næsten valgperiode.

Godt, jeg tror, vi er sådan ret meget ved at være der – Mylenberg!

Spørger: Tak skal du have. Du startede dette pressemøde med at remse op, hvad der sådan er sket gennem det seneste folketingsår, og jeg tænkte bare på, at du ... der var én begivenhed, som jeg synes, du forbigik i tavshed – nemlig det, at vi har fået en ny statsminister. Om du kunne lave sådan en slags ... sætte nogle ord på det som status over, hvad har det betydet, når vi nu har afslutningsdebat i morgen, hvad betyder det, at vi har fået en ny statsminister i Danmark?

Statsministeren: Men det er jo, fordi jeg var meget optaget af at nævne regeringens resultater, og det hører ikke til regeringens resultater, at vi har fået nogen ny statsminister, det er en konsekvens af, at ham, der var der, har fået et nyt job, så det tillægger jeg ikke nogen afgørende stor betydning.

Spørger: Er det helt ubetydeligt?

Statsministeren: Det kan man ikke aflæse af det, jeg lige sagde. Men altså jeg ser ikke noget stort formål med sådan selviscenesat og stå og udlægge min egen betydning for projektet. Altså det er afgørende for mig, at det arbejde, der var startet op, og som jeg jo selv har været en del af – jeg vil endda tillade mig måske at sige en markant del af – altså som finansminister omkring hele krisehåndteringen nu bliver kørt ordentlig i mål i denne her folketingssamling, det har været det vigtigste. Og så mødes parlamentet jo igen den første tirsdag i oktober, og så er der et nyt arbejdsår, der starter, og så er der et sæt nye udfordringer, og det vender vi alt sammen tilbage til.

Sidste spørgsmål, Niels!

Spørger: Det er meget kort. Jeg tænkte på, vi er jo i krise, og vi skal alle sammen stramme balderne, og regeringen vil gerne have, vi skal arbejde noget mere, men der er afslutningsdebat i morgen, hvorfor er det lige, at folketingsmedlemmerne skal have så ekstrem lang sommerferie, og de har også påskeferie og juleferie – var det ikke på tide at gøre noget ved det?

Statsministeren: Altså jeg går egentlig ud fra, og det ved du også godt, fordi det ved alle, der færdes på Christiansborg og beskæftiger sig med politik, at det at være parlamentariker og passe sit arbejde er ikke alene et spørgsmål om, hvor mange dage, man samles nede i folketingssalen og stemmer. Altså det gør man vel i niveauet omkring 100 dage om året. Men de folketingsmedlemmer jeg kender – både fra mit eget og fra andre partier, de har jo altså en arbejdsmængde, der langt sprænger de der 100 dage, ligesom de jo typiske også har en arbejdsuge, der langt sprænger, hvad man almindeligvis har, hvis man kører sådan hårdt efter 11 timers-reglen og 37 timers-normen. Så jeg vil simpelthen ikke acceptere det der billede af, at nu holder Folketinget afslutningsdebat, og så er der bare ferie og fest og farver og sandstrand, indtil vi mødes den første tirsdag i oktober. Jeg synes sådan set, at det er – og tager afsæt i en myte, som er forkert, og som jeg sådan set mener, at folk, der har et indblik i hvad politik er for noget – har et slags fælles ansvar for at få taget et opgør med.

Spørger: Skal vi så ikke fortsætte tirsdagspressemøderne frem til, at almindelige mennesker holder sommerferie?

Statsministeren: Jamen jeg tror, der bliver masser af lejligheder til at mødes med pressen også efter denne dag, og du er meget velkommen til at studere min egen ferieplanlægning og min egen arbejdsindsats, og det er dine læsere også. Og jeg tror, at et sådant studie vil vise, at jeg godt kan være i hvert fald min arbejdsindsats målt i tid bekendt. I kvalitet – det er jo en hel anden sag, det må vælgerne til sin tid tage stilling til.”