Pressemøde i Statsministeriet

Tirsdagspressemøde den 17. februar 2009

Pressemøde i Statsministeriet 17. februar 2009. Udskrift kan læses herunder

Det talte ord gælder.

Pressemødet kan ses og høres i videoen herover.

 

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet.

På ministermødet i dag har vi behandlet enkelte lovforslag.

Miljøministeren har fået tilslutning til at fremsætte forslag om ændring af reglerne vedr. ekspropriation. Det er et forslag, der går ud på at begrænse adgangen til ekspropriation. Det, vi gør, det er at skærpe kravene til, hvornår kommunerne kan ekspropriere private arealer. Det bliver fremover en betingelse, at før man kan gøre det, så skal der foreligge en detaljeret lokalplan. Kommunerne vil selvfølgelig stadigvæk have mulighed for at bruge ekspropriationer, hvor det er fornuftigt, og hvor det er nødvendigt for at udvikle byområder, men det vi gør, det er at sikre en bedre beskyttelse af den private ejendomsret.

Regeringen følger fortsat den økonomiske situation meget tæt. Vi tager løbende initiativer for at modvirke en for kraftig stigning i arbejdsløsheden og for at holde dansk økonomi på sporet. Vi har lempet finanspolitikken for at stimulere økonomien her i 2009. Vi har gennemført en kreditpakke for at sikre, at bankerne fortsat kan låne penge ud til fornuftige projekter. I den sammenhæng har vi også forbedret mulighederne for at finansiere eksport til udlandet.


Vi har for nylig besluttet at fremrykke en række trafikinvesteringer – alt sammen for at holde gang i den økonomiske aktivitet.


Og vi er parate til at tage yderligere initiativer. Det vil vi gøre på en ansvarlig måde, sådan at vi er sikre på, at det giver en positiv virkning på økonomien og beskæftigelsen. Og for at sikre en ansvarlig og gennemarbejdet plan, så inddrager vi forslag fra fagforeninger og virksomheder rundt omkring i landet. I den forbindelse havde vi før vinterferien et økonomisk arbejdsmøde på Vestas i Århus, som dækkede Jylland og Fyn. Og på fredag har vi et nyt økonomisk arbejdsmøde. Denne gang på virksomheden Coloplast ved Humlebæk, og der dækker vi Sjælland og Bornholm.


Vi havde et rigtigt udbytterigt møde på Vestas i Århus, og jeg er helt sikker på, at det samme vil gøre sig gældende for mødet på fredag på Coloplast. Og de forslag, vi modtager, og de råd, der bliver givet til os under disse møder, de vil indgå i regeringens overvejelser om, hvordan vi løbende kan tage initiativer, der bedst sikrer beskæftigelsen og holder økonomien på sporet.


Der er jo især to områder, der er ramt af den internationale økonomiske krise. Det er byggeriet, og så er det industrien, især eksporterhvervene. Og samtidig, så er der faktisk områder, som fortsat går frem – felter, hvor der oven i købet stadig er mangel på arbejdskraft, så det er altså også et nuanceret billede. Så de to udfordringer – de to vigtigste udfordringer, vi har, det er – for det første at sikre en arbejdsmarkedspolitik, hvor vi hurtigst muligt får omskolet og opkvalificeret dem, der bliver arbejdsløse et sted – til så at kunne gå ind i job på områder, hvor der fortsat er beskæftigelse og måske oven i købet en stigende beskæftigelse. Det er den ene udfordring. Og den anden udfordring – det er på det rigtige tidspunkt og i det rigtige omfang at sætte stimulans i gang af økonomien, som øger beskæftigelsen på en sådan måde, at vi samtidig fremmer konkurrenceevne, fremmer de nødvendige strukturændringer i det danske samfund, fremmer grøn vækst fx.


Det er vigtigt at holde sig for øje, at svaret på, at det går ned i eksporterhvervene, kan ikke være, at vi så permanent til gengæld bygger en større hjemmemarkedssektor op, fordi så forværrer vi bare dansk økonomi på længere sigt, så får vi til syvende og sidst ikke flere job, så får vi færre job. Og det er helt præcis det ansvar, regeringen har at sikre. Så vi vil tage de nødvendige beslutninger på en ansvarlig måde – en måde, der modvirker stigning i arbejdsløsheden, og som holder økonomien på sporet.


Den økonomiske krise er jo i høj grad international, og det er utroligt vigtigt, at vi forstærker samarbejdet mellem landene i håndteringen af den økonomiske krise.


Og i denne uge tager jeg til møder i London, Berlin og Bruxelles netop for bl.a. at diskutere håndteringen af den økonomiske situation. Jeg skal møde premierminister Brown i London, kansler Merkel i Berlin og EU-kommissionens formand Barroso i Bruxelles. Og et af de vigtigste punkter, vi skal diskutere, det er håndteringen af den internationale økonomiske krise. Vi skal drøfte det emne forud for det ekstraordinære EU-topmøde, som bliver afholdt den 1. marts, og det ordinære EU-topmøde, som bliver holdt den 19.-20. marts. Og i øvrigt er det jo sådan, at Brown står som vært for det store G20-topmøde, som skal finde sted i London den 2. april. Og det er utroligt vigtige møder i henseende til en koordinering af håndteringen af den økonomiske krise, og derfor vil de selvfølgelig være et vigtigt punkt under mine møder med de tre.


Et andet vigtigt tema under møderne, det er klimadagsordenen, og det drejer sig selvfølgelig konkret om forberedelserne af det internationale klimatopmøde i København til december i år. Også her er EU-topmødet den 19.-20. marts et vigtigt skridt, fordi vi på det topmøde bl.a. skal drøfte EU’s position i forhandlingerne op til klimakonferencen i København. Og det er derfor vigtigt at have en indgående drøftelse med både Brown og Merkel og Barroso om det tema inden topmødet. Og endelig vil vi selvfølgelig også berøre engagementet i Afghanistan – både det militære engagement og det civile engagement, det er helt afgørende, at indsatsen i Afghanistan bliver succesfuld, og det kræver en stærkere koordinering af den militære og den civile indsats, herunder at EU engagerer sig stærkt netop på det civile område i Afghanistan. Så det vil blive de hovedtemaer, vi drøfter under møderne i London, Berlin og Bruxelles.

Spørger: Jamen, jeg vil jo nok ikke så overraskende spørge til NATO-generalsekretærposten. Der er jo blevet rejst en tvivl om, hvorvidt du er på vej væk fra Statsministeriet, så jeg vil høre dig, om du vil garantere, hvis du går hen og får tilbudt den her post, skal du så garantere, at du har sagt nej til posten.

Statsministeren: Jamen, det er jo et ganske hypotetisk spørgsmål, hvor jeg kan give det samme svar, som jeg nu efterhånden ganske mange gange har givet – nemlig, at jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det er min hensigt at forblive som statsminister i Danmark, så længe vælgerne ønsker det. Jeg har set, at oppositionen har interesseret sig meget for, at jeg har anmeldt at deltage i Folketingets spørgetime den 25. februar. Det kan jeg bekræfte. Og når den besked er givet allerede nu, så er det fordi, Folketinget ønsker, at jeg giver besked i god tid af hensyn til planlægningen. Men altså – jeg må skuffe oppositionen og sige, at jeg agter ikke at benytte den lejlighed til at meddele min afgang. Og jeg må skuffe oppositionen endnu mere ved samtidig at meddele, at jeg tror, de må trækkes med mig i ganske lang tid endnu.

Spørger: Men siden du siger, at du ikke er kandidat, og måske ikke ligefrem har skrevet en ansøgning til denne her post, så er det jo sådan, at vi får meldinger fra alle mulige centrale folk også rundt omkring i Europa om, at du er storfavorit. Det ville være meget nemt for dig at sige, men det kan godt være, jeg er favorit, men jeg er ikke interesseret i posten. Vil du gøre det?

Statsministeren: Jo, men det er, som jeg sagde før et hypotetisk spørgsmål. Og jeg svarer aldrig på hypotetiske spørgsmål.

Spørger: Men der er skabt tvivl om, hvorvidt du bliver siddende, så ville det ikke være meget smart, at du sådan afviste, at du er interesseret i posten.

Statsministeren: Ved du hvad, den tvivl er sådan set allermest skabt af oppositionen og viderebragt af medierne med al respekt. Det er jo ikke mig selv, der har skabt den tvivl, fordi jeg siger gang på gang, at jeg er faktisk ikke kandidat til nogen international post. Altså helt ærligt, vi kommer det ikke meget nærmere.

Spørger: Den politiske kommentator Hans Engell har jo været ude at sige, han mener, vi har en ny statsminister om 11⁄2 måneds tid. Er han så helt gakgak – eller hvad?

Statsministeren: Nej, altså, jeg tror ikke, jeg kan sige meget mere om det, end jeg allerede har sagt.

Spørger: Her til sidst. Der er rigtig mange, der mener, de har en mening om, at du enten bliver eller ikke bliver. Hvordan har du det med, at alle mulige har en mening om, hvad du foretager dig i nærmeste fremtid?

Statsministeren: Jo, men det er jeg så vant til.

Spørger: Tomas Valasek fra Centre for European Reform, han siger til Politiken, at en ting er, at du siger til pressen, at du ikke er kandidat, men hvis du også sagde det til de stats- og regeringschefer, du taler med, så kunne du stoppe denne her debat, hvis du ville. Hvorfor gør du ikke det?

Statsministeren: Jamen altså, hvem har sagt noget om, hvad jeg siger til mine kolleger. Det er jo mellem dem og mig.

Spørger: Så lad mig spørge på en anden måde. Gør du det, siger du til dine kolleger, at de kan godt glemme de spekulationer, du er ikke kandidat.

Statsministeren: Jo, men altså – hør her! Det jeg siger udadtil, det er jo også det, jeg siger indadtil.

Spørger: Så når du skal til Merkel og Brown i den her uge, så vil du sige til dem, hvis det bliver bragt op, at de skal ikke regne med dig, du er ikke kandidat.

Statsministeren: Jo, altså, de er klar over, hvad jeg går og siger, men i øvrigt tror jeg slet ikke, at det er et tema, der kommer op under møderne.

Spørger: Men ikke at være kandidat. Man kan jo blive opfordret, og så kan man jo blive generalsekretær uden at kandidere på noget tidspunkt – kan man ikke det?

Statsministeren: Vi er igen ovre i noget helt hypotetisk. Og det svarer jeg jo af princip ikke på. Og det ved I også godt. Så altså – jeg forstår godt, at I er meget interesserede og prøver fra alle mulige vinkler, men jeg tror ikke, vi kommer det meget nærmere.

Spørger: Hvilke egenskaber er det, som Lars Løkke har, som vil gøre ham til en god statsminister, synes du.

Statsministeren: Jamen, altså – Lars Løkke har jo gennem mange år i partisammenhæng vist en dygtig indsats som næstformand i Venstre. Han har nu efterhånden i ganske mange år som minister vist gode evner til at få trukket ganske betydelige politiske projekter og forlig igennem. Så derfor er Lars Løkke en særdeles kvalificeret politiker, men hele spørgsmålet om statsministerposten er jo uaktuel, fordi landet har en statsminister, og vi kan kun have én ad gangen, og det er altså mig.

Spørger: Tror du, han kan blive en lige så god statsminister som dig?

Statsministeren: Ja, det er der ingen som helst tvivl om. Men det er altså ikke et aktuelt spørgsmål.

Spørger: Det, du sagde lige før, det var, at du altså har givet udtryk for til dine internationale kolleger, at du ikke kandiderer til dette job. Vil det sige, at du nu har skabt den klarhed, som Pia Kjærsgaard og andre politikere herinde på Christiansborg efterlyser?

Statsministeren: Jeg synes, jeg har skabt betydelig klarhed ved at fastslå, at jeg ikke er kandidat til nogen international post, og det er min hensigt at blive i Danmark som statsminister. Og det er jo den klarhed, jeg kan skabe. Resten, det er jo rent gætværk og spekulation.

Spørger: Jo, men det er jo en slags klarhed, hvis du fortæller, at jeg vil sige nej, hvis jeg får tilbudt jobbet.

Statsministeren: Jo, men det er jo et helt hypotetisk spørgsmål, fordi vi er slet ikke dér, at nogen på nuværende tidspunkt har fået tilbudt noget job – mig bekendt i hvert fald.

Spørger: Men du kan ikke sige ...

Statsministeren: Altså hør lige her. NATO har i øjeblikket en generalsekretær, hvis mandat først udløber 1. august.

Spørger: Der er en viceforsvarsminister i Norge, der nu siger, at hvis man har været indblandet for meget i Irak-krigen eller har været fremme på den bane meget tydeligt, så er man en dårlig kandidat til posten som NATO-generalsekretær. Hvad siger du til det synspunkt?

Statsministeren: Jo, men altså selve det grundsynspunkt deler jeg slet ikke. Men jeg kan ikke føje mere til, hvad jeg allerede har sagt.

Spørger: Kan du så sige lidt om, hvem Danmark arbejder for – skal være den nye kandidat ... eller undskyld den nye generalsekretær.

Statsministeren: Nej, det kan jeg ikke, fordi det er faktisk ikke aktuelt at tage stilling til det spørgsmål.

Spørger: Hvorfor ikke?

Statsministeren: Jamen, fordi NATO har en generalsekretær, hvis mandat først udløber 1. august.

Spørger: Men kan du fortælle lidt om, hvilke kvalifikationer sådan én skal have.

Statsministeren: En generalsekretær for NATO.

Spørger: Ja. Set med dine øjne.

Statsministeren: Ja, det kan jeg godt, altså jeg mener, at NATOs generalsekretær skal være en type, som på en slagkraftig måde kan føre ordet på NATOs vegne. Det gælder selvfølgelig først og fremmest, når det gælder den sikkerhedspolitiske linje, men det gælder jo også for så vidt angår den militære del, når det gælder at sikre opbakning – bred opbakning i befolkningerne – til den vigtige mission, NATO er engageret i i Afghanistan. Så det at være en markant talsmand for NATO, det er en meget vigtig ting for en NATO-generalsekretær. Derudover så skal NATOs generalsekretær være velegnet til at stå i spidsen for den nødvendige fornyelse, omstilling af NATO til en ny tid. Det gælder både de indre organisatoriske reformer, og det gælder at gøre NATO til et forum for en bred sikkerhedspolitisk drøftelse.

Spørger: Nu har der sådan været lidt diskussioner om, om man skulle ... om posten bliver så vigtig, at man skal rykke lidt op i hierarkiet, at det ikke skal være en forsvarsminister eller en udenrigsminister, men at det skulle være en ... ja, måske en regeringschef. Hvordan ser du det?

Statsministeren: Jo, men altså, der tror jeg ikke, jeg kan føje mere til, end hvad jeg allerede har sagt. At det er ikke et aktuelt spørgsmål at tage stilling til her og nu, så vi er slet ikke inde i overvejelser om kandidater til generalsekretærposten.

Spørger: Herhjemme bliver det beskrevet, at Lars Løkke er i gang med et reserveministerhold, der er ved at udvikle politik. Hvordan ser du på det?

Statsministeren: Jamen, det kan jeg nu ganske afvise. Det er en ganske udramatisk ting, hvor Venstres Folketingsgruppe for ganske lang tid siden har bedt en række af gruppens medlemmer stå i spidsen for forskellige udvalgsarbejder. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Og det er en ganske naturlig ting, at partiets til enhver tid værende næstformand sætter sig i spidsen for den type arbejde. Det gjorde jeg også selv i sin tid, da jeg var næstformand i Venstre. Så det er der ikke noget som helst usædvanligt i, og det kan man ikke lægge nogen som helst tolkninger ind i.

Spørger: Statsministeren har jo lagt meget vægt på troværdighed gennem årene. Er statsministeren enig i, at det vil være utroværdigt, hvis statsministeren efter de udtalelser, der er kommet i dag om, at han ikke søger nogen post, hvis han så sagde ja til en post i NATO alligevel.

Statsministeren: Jo, men altså, det er jo altså ret hypotetisk, det spørgsmål, ikke også.

Spørger: Ville det være utroværdigt, hvis man gjorde det?

Statsministeren: Jamen altså, hør lige her. Jeg prøver virkelig at være gennemført troværdig i alt, hvad jeg foretager mig, og til det hører altså også, at man ikke besvarer hypotetiske spørgsmål.

Spørger: Statsministeren har tidligere givet udtryk for, at han fandt det acceptabelt, at Tyskland holder sig i bageste linje i Afghanistan og ikke vil deltage i kampene – altså ikke ligesom Danmark vil deltage i de hårdeste kampe. Nu har vi fået at vide, at tyskerne igen vil sende flere soldater til Afghanistan, men man fortsat vil holde på, at man ikke vil deltage i kampe. Synes statsministeren fortsat, det er rimeligt, at danske soldater skal tage skraldet, mens den største NATO-partner i EU ikke vil deltage i kampene?

Statsministeren: Altså jeg værdsætter det tyske engagement i Afghanistan. Det jeg gang på gang har fremhævet, det er, at alle i bedømmelsen af Tysklands indsats også skal tage hensyn til de historisk betingede forhold, som gør, at der fra tysk side i mange år har været en tilbageholdenhed med hensyn til deltagelse i internationale militære aktioner. Og der må man ikke undervurdere, hvilket betydeligt skridt det har været for Tyskland at engagere sig så kraftigt i Afghanistan – og nu måske endda engagere sig endnu mere. Det er blot dét, jeg hele tiden har fremholdt, at man i al fairness over for Tyskland hele tiden skal tænke på den tyske historie for nu at sige det ligeud. Noget helt andet er så, at det er klart, at vi overordnet må sikre, at der er en ordentlig balance mellem dét USA gør, og det vi gør fra europæisk side.

Spørger: Vil det sige, at statsministeren også vil rejse kritik eller vil rejse kritik over for de andre EU-lande, der deltager – men heller ikke vil ... ligesom Tyskland ... vil deltage i de hårde kampe og holder deres soldater tilbage, hvor der er nærmest fred og ingen fare?

Statsministeren: Nej, jeg synes ikke, der er grundlag for at rejse kritik, men der er grundlag for hele tiden at appellere til, at der er solidaritet og balance inden for NATO, men der er i øvrigt også grund til at opfordre EU til at engagere sig stærkest muligt på den civile front i Afghanistan, og det er selvfølgelig noget af det, jeg vil drøfte med Barroso.

Spørger: Jeg vil gerne høre din holdning til det vækstudspil, der er kommet fra socialdemokraterne i dag.

Statsministeren: Ja, altså, jeg vil sige om det, at det ligner jo ... det ligner jo meget noget panikagtigt, hvor Socialdemokraterne sådan demonstrativt bare vil sikre, at de viser noget, før regeringen kommer med sine udspil. Det er ikke særligt seriøst, det er ikke særligt gennemarbejdet. Det indeholder et forslag om en statsbank, som jeg absolut må fraråde. Altså, staten er ikke egnet til at drive bankvirksomhed. Hvis staten skulle til at oprette en bank og foretage udlån, så ved vi jo godt, hvad den bank, den vil så simpelthen blive opsamlingssted for alle dem, der ikke kunne få kredit på normale vilkår i andre pengeinstitutter. Det, tror jeg, ville ende rent galt for staten og for statskassen og dermed for skatteborgerne. Så det er dét, jeg kan sige om det. Altså, regeringen er i gang med sine overvejelser, og vi vil på en ansvarlig måde lægge vores ting frem på de rigtige tidspunkter og i det rigtige omfang.

Spørger: Ser du nogle elementer i Socialdemokraternes pakke, som du måske selv kunne indgå i forhandlinger om eller invitere dem til forhandlinger om, når du har det fulde overblik over, hvad regeringen gerne vil i forlængelse af jeres møder rundt om i landet.

Statsministeren: Jo, men altså – meget af det er jo sådan set bare tænkt, som alle andre også har snakket om, herunder fremrykning af forskellige offentlige investeringer, og det er jo noget af dét, der indgår i regeringens overvejelser.

Spørger: De beløb, Socialdemokraterne opererer med – det er en samlet pakke til omkring 36 mia. kr. – er det også nogle beløbsrammer, du ser for dig i regeringens udspil?

Statsministeren: Nej, det vil jeg slet ikke komme ind på på nuværende tidspunkt. Vi foretager dagligt faktisk en meget nøje vurdering af den økonomiske situation, og er så parate til at spille ud på det rigtige tidspunkt med de rigtige ting, så jeg vil ikke på nuværende tidspunkt sætte beløbsrammer på.

Spørger: Men du kan godt sige, at der i hvert fald kommer til at indgå fremrykkede investeringer.

Statsministeren: Ja, det er selvsagt et af de redskaber, der er til vores rådighed. Vi har allerede fremrykket trafikinvesteringer, og vi er parate til i nødvendigt omfang også at fremrykke andre investeringer – både velfærdsinvesteringer, når det gælder offentlige institutioner, mulige andre trafikinvesteringer, grønne vækst-investeringer – selvfølgelig skal vi også med kommunerne her i foråret drøfte de kommunale anlægsrammer. Og ved siden af alt det har vi også signaleret, at vi er parate til at bruge skattepolitikken endnu en gang som led i en konjunkturpolitik – altså, at en skattereform, den kan blive løbet i gang, underfinansieret og dermed stimulere økonomien. Så det er altså et bredt register af redskaber, regeringen er indstillet på at betjene sig af.

Spørger: Noget andet – Afghanistan, der er jo meningsmålinger, der de seneste dage har vist, at et flertal af danskerne mener, at vi ikke kan vinde krigen i Afghanistan. Er det et problem for regeringen, at der tilsyneladende mangler en folkelig opbakning, som de meningsmålinger antyder.

Statsministeren: Jeg synes ikke, det er rigtigt at sige, at der mangler folkelig opbakning. For der er jo også en meget stor del af befolkningen, der mener, at vi skal fortsætte indsatsen i Afghanistan. Men hvis jeg bliver spurgt, om jeg troede, at der findes en ren militær løsning på situationen i Afghanistan, så ville jeg da også svare nej. For det er nemlig situationen, at der kræves mere end militærløsningen. Man kan sige, den militære indsats, det er den første forudsætning, for der skal skabes sikkerhed. Men der er en anden forudsætning, der også skal på plads, før vi får løst dét dernede, og det er en forstærket civil genopbygning – altså at vi får det afghanske samfund til at fungere bedre, at vi får givet bedre livsmuligheder for den enkelte afghaner, og det er derfor, vi behøver en stærkere samtænkning mellem den militære indsats og den civile indsats – noget af det, jeg vil tage op på møderne her de næste dage, med Brown og Merkel og Barroso. Så jeg synes ikke, at svaret i meningsmålingen er så overraskende, fordi det er det rigtige svar – nemlig, at der findes ikke alene en militærløsning, der skal mere til – også civil genopbygning.

Spørger: Hvornår tror du, du kan sige, krigen i Afghanistan har været en succes. Vi har nået dét, vi ville?

Statsministeren: Jeg tør i hvert tilfælde ikke sætte et årstal på. Fordi vi skal jo være sikre på, at der er skabt den fornødne sikkerhed, og at vi har et stabilt, velfungerende demokrati, før vi kan sige, at opgaven, den er løst. Og hvor lang tid, det vil tage, det tør jeg i hvert fald ikke i dag sætte årstal på.

Spørger: Du har udtrykt tilfredshed med, at præsident Obama vil lukke Guantánamo-basen. Har den danske regering hele tiden været imod Guantánamo-basen?

Statsministeren: Jeg har ved adskillige lejligheder, når jeg mødtes med præsident Bush givet udtryk for, at vi ønskede, at Guantánamo-basen, den skulle lukkes. At vi ikke synes, at den opfyldte de principper, som vi gerne ville have, at den vestlige verden skal stå for.

Spørger: Men har den danske regering hele tiden været imod Guantánamo-basen.

Statsministeren: Ja, altså – jeg kan i hvert fald sige – de gange, hvor jeg har haft lejlighed til at tage emnet op, der har jeg taget afstand fra den base.

Spørger: Så du har hele tiden ment, at Guantánamo var forkert.

Statsministeren: Ja, jeg kan jo ... altså, hvornår jeg blev opmærksom på, at Guantánamo-basen eksisterede som en fangelejr, tør jeg faktisk ikke i dag svare på. Men som det også er fremgået offentligt, og som jeg har sagt på pressemøder – også på fælles pressemøder med Bush – så har jeg sagt, at jeg synes ikke, at Guantánamo-basen var ... altså opfyldte de principper, vi ønskede at basere vores politik på.

Spørger: O.k. ... du, for et par uger ... ja undskyld ... jeg tager lige et mere. Du udtrykte tiltro til, at det amerikanske retssystem ville håndtere eventuelle opgør, der måtte komme i kølvandet på den her krig mod terror på en sådan forsvarlig måde efter retsprincipperne. Føler du på nogen måde, at Danmark har et medansvar for nogle af de ting, der er foregået?

Statsministeren: På Guantánamo?

Spørger: Hm.

Statsministeren: Næh. Det gør jeg ikke.

Spørger: For godt en uges tid siden kom din hustru med en udtalelse om finanskrisen. Hun sagde, hun kunne ikke rigtig få øje på den. Synes du, det var kloge udtalelser, og har I snakket om, at hun måske ikke skal sige noget en anden gang om den slags?

Statsministeren: Nej, altså. Hun har jo ytringsfrihed som alle andre. Jeg tror, jeg i dag har gjort rede for, at jeg tager finanskrisen særdeles alvorligt – og regeringen hele tiden følger situationen.

Spørger: Men var det klogt af hende at sige den slags offentligt og blande sig i politik på den måde?

Statsministeren: Jamen, jeg tror ikke, hendes ønske har været at blande sig i politik. Hendes ønske har været at give udtryk for, at man også skal passe på rent psykologisk ikke at tale økonomien ned i et sort hul. Og i virkeligheden synes jeg, der kan være plads til begge synspunkter – nemlig, at man må virkelig tage alvorligt, at der er stigende ledighed – og sætte ind politisk for at forebygge en stigning i ledigheden. Og så samtidig også opfordre til, at vi nu ikke nærmest kollektivt taler økonomien ned i et sort hul.

Spørger: Hun sagde, hun ikke kunne få øje på finanskrisen. Kan du forstå dem, der bliver ... dem der føler sig jokket på – alle dem, der er blevet arbejdsløse, at statsministerfruen siger den slags – eller kan du ikke forstå det?

Statsministeren: Nej, altså, jeg kan i hvert fald sige, at jeg har i høj grad øje på den, og altså jeg føler ikke trang til at kommentere hendes udtalelser nærmere. Hun er jo et selvstændigt menneske, der har lov at have sin egen mening.

Spørger: Så hun må sige præcis, hvad hun har lyst til for dig i pressen også om politik?

Statsministeren: Ja, altså helt ærligt. Jeg synes det er meget et gammeldags kvindesyn, at hun ikke skulle have lov til at sige lige præcis, hvad hun har lyst til.

Spørger: En mand, der har ytringsfrihed, det er den hollandske parlamentariker Geert Wilders. Hvad er din holdning til indrejseforbuddet, som den britiske regering gav ham i sidste uge, da han forsøgte at rejse ind i Storbritannien?

Statsministeren: Jamen personlig er jeg ikke enig i den beslutning, der er truffet fra britisk side. Jeg synes heller ikke, det er nogen klog beslutning at nægte indrejse for en valgt parlamentariker.

Spørger: Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder tilkendegivet, at de synes, at det ville være naturligt at invitere Geert Wilders til den antiradikaliseringskonference, som der er afsat penge til i forbindelse med finansloven. Er du enig i det med dem i det?

Statsministeren: Vi har på nuværende tidspunkt slet ikke drøftet rammerne for den konference. Konferencen er jo aftalt som et led i aftalen om finansloven for 2009, og det bliver i øjeblikket drøftet mellem aftaleparterne, og det er altså regeringen og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – hvornår, hvor og hvordan den konference skal holdes. Så vi er slet ikke på nuværende tidspunkt inde i nogen overvejelser om, hvem – der skal inviteres.

Spørger: Men derfor kunne du jo godt sige, hvad du mente om det er en god ide at invitere Wilders.

Statsministeren: Nej, altså – jeg synes, det er naturligt, at det bliver drøftet mellem dem, der har indgået aftalen. Og det foregår så i øjeblikket mellem integrationsministeren og så repræsentanter fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Spørger: Søren Espersen har opfordret dig til at rejse den her sag over for Gordon Brown, når du nu alligevel skal mødes med ham i morgen. Er det noget, du har planer om?

Statsministeren: Nej, det gør jeg ikke. Jeg betragter det som en bilateral sag mellem Storbritannien og Holland.

Spørger: Hvis jeg må stille et andet spørgsmål – Karen Jespersen har givet en opsang til Københavns Kommune for dets samarbejde med muslimske organisationer, og Københavns kulturborgmester og din partifælle Pia Allerslev og flere andre medlemmer af Venstres gruppe har erklæret sig uenig med Karen Jespersen. Hvor står du henne i den strid, hvis man kan kalde det dét?

Statsministeren: Jamen, det kan jeg da godt sige. Altså selve sagens indhold – nemlig Københavns Kommunes samarbejde med muslimernes fællesråd, det vil jeg ikke kommentere, fordi jeg kender ikke indholdet af selve det konkrete samarbejde og de konkrete projekter. Men jeg vil gerne sige, at jeg deler i allerhøjeste grad Karen Jespersens undren over de udtalelser, som talsmanden for muslimernes fællesråd Abdul Wahid Pedersen er kommet med vedrørende stening af kvinder. Altså – stening betragter jeg som noget af ... altså – den mest modbydelige afstraffelsesform, man overhovedet er i stand til at forestille sig. Og derfor synes jeg, at det burde være særdeles nemt for en person som Abdul Wahib Pedersen bare klart og entydigt at tage afstand fra stening som straffemetode. Men nu har jeg meget opmærksomt læst de udtalelser, som Abdul Wahib Pedersen er kommet med i flere aviser, hvor han bliver gået tæt på af journalister, der kritisk spørger til hans syn på stening. Og det er ikke muligt at få en klar og entydig afstandtagen fra denne modbydelige afstraffelsesform. Der må jeg sige, jeg deler fuldstændig Karen Jespersens undren over det.
Ja – tak for i dag.”