Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Tidligere pressemeddelelser

AFR Statsministeren besøger Finland og Estland

Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger mandag den 18. og tirsdag den 19. august Finland og Estland.

I Finland skal statsministeren mødes med den finske statsminister Matti Vanhanen og formanden for Rigsdagen Paavo Lipponen.

I Estland mødes statsministeren med den estiske premierminister Juhan Parts. I Estland vil statsministeren endvidere bl.a. tale om perspektiverne for estisk EU-medlemskab ved et offentligt møde i byen Rakvere.

Statsministeren udtaler i anledning af rejsen:

”Jeg lægger stor vægt på gode og tætte forbindelser til de nordiske og baltiske lande. Jeg ser frem til at drøfte den aktuelle europapolitiske dagsorden med mine kollegaer i Finland og Estland. Jeg forudser, at vores drøftelser først og fremmest vil koncentrere sig om det kommende arbejde i EU-regeringskonferencen.

Besøget i Estland vil selvsagt også have fokus på den forestående folkeafstemning om estisk EU-medlemskab, der finder sted den 14. september. Jeg er glad for på dette tidspunkt at få lejlighed til at fortælle om Danmarks erfaringer som EU-land.”

* * *

Der afholdes fælles pressemøde med statsministeren og den finske statsminister Vanhanen i Smolna (presselokalet), Helsingfors, kl. 13.30 den 18. august 2003.

I forbindelse med statsministerens besøg i Estland afholdes fælles pressemøde med statsministeren og den estiske premierminister Parts i Tallinn Internationale lufthavn kl. 12.50 den 19. august 2003.

Det offentlige møde med statsministeren og den estiske premierminister Parts finder sted kl. 10.30 den 19. august i Rakvere, Estland.

Yderligere oplysninger: Michael Christian Helbo, +45 33 92 22 22, +45 40 80 36 85.