Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale til H.M. Dronningen ved gallamiddag i anledning af regeringsjubilæet, den 11. september 2022

Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksen taler ved gallataffel ved H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen taler ved gallataffel ved H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Det talte ord gælder.

Deres Majestæt.
Deres Kongelige Højheder.
Deres Excellencer.

Mine damer og herrer her ved gallataflet.

Og alle jer, som ser med hjemmefra.

Tillad mig først på vegne af Danmark at sende mine varmeste tanker til den britiske kongefamilie og det britiske folk.

Dronning Elizabeth var en samlende figur for Storbritannien og hele Commonwealth og vil blive inderligt savnet verden over.

Det danske og det britiske kongehus har tætte bånd. Og Dronning Elizabeth stod Deres Majestæt nær.

Ære være Dronning Elizabeths minde.

* * *

Kære Dronning Margrethe.

Det er med ydmyghed, at jeg i aften vil forsøge at sætte ord på Deres store betydning for os alle sammen.

De har været Danmarks dronning i 50 år – et halvt århundrede.  

Det er imponerende længe.

Deres evne til gennem store forandringer at holde fast i traditionen. Og samtidig være et moderne statsoverhoved for et moderne land – det er en balancekunst, som aftvinger både hengivenhed og respekt.

De får det til at se let ud. Men det er svært.

Hvad er hemmeligheden bag Deres bedrift?

De har sagt: ”Jeg vil huskes for, at hun gjorde sig umage, og det battede.” 

Er det ikke lidt for beskedent?

Deres umage rækker til perfektion.

Men ved at hæfte det lille ord ”umage” på Deres store virke. Så løfter De det op til et forbillede for os alle sammen.

En opfordring til at strenge sig an. Yde sit bedste. Med den stolthed, der kommer af at gøre tingene ordentligt.

Ved Deres eksempel viser De, at vi alle har en forpligtelse over for hinanden. Og for vores land.

Læg dertil, at De bærer pligten med glæde. En glæde, der smitter.

Deres far skal bramfrit have sagt: ”Det er sgu dejligt at være konge”.

Vi fornemmer alle, at De har det på samme måde med at være dronning.

* * *

Kære Dronning Margrethe.

De fleste af os har ikke kendt en anden regent end Dem.

De er vores livsvidne.

De er som en seismograf, der registrerer bevægelserne i samfundet.

Og De forstår med dybde og omtanke at sætte udviklingen i perspektiv.

De er vores hukommelse. Og hvilken hukommelse!

Utrolige ting bliver husket ned i de mindste sanseindtryk og detaljer. Alt det, som giver historien liv.

De fortæller gerne og ofte. Og med en sproglig opfindsomhed, så vi andre spidser ører.

De har fortalt, at natten mellem den 4. og den 5. maj 1945 er Deres første stærke minde. Befrielsesnatten.

Hvor de voksne hentede den lille prinsesse op af sengen. Og hun fik en gul sodavand.

I en verden, der er så omskiftelig og ændrer sig så hurtigt, har det en selvstændig værdi at have en regent, som blev født under krigen. Og kan indgyde os mod og håb i vanskelige tider.

Der er igen krig i Europa. Fred og frihed kan ikke tages for givet.

Kære Dronning Margrethe.

Under besættelsen cyklede Deres forældre – den daværende Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid – gennem Københavns gader. Og viste, at de kendte befolkningens vilkår.

Under pandemien gik De selv forrest. En 80-års fødselsdagsfest blev aflyst.

De havde en klar opfordring til danskerne: Send ikke blomster til Dronningen, men til de ældre, som sidder alene.

Midt i den stille coronatid blev der ringet på døren. Og dér stod et bud med en smuk buket. Hundredvis af ældre fik en glædelig overraskelse på Dronningens fødselsdag.

Regeringsjubilæet bliver først for alvor fejret her i aften.

Men fejres skal det. Naturligvis. De elsker at feste. At opleve. Og at rejse.

I sidste uge kom De hjem fra endnu et togt med Kongeskibet.
 
Ingen plet på Danmarkskortet er for lille til en stor dag.

Vores dronning samler Danmark. Nærværende. Imødekommende. Og dejligt fri for forstillelse.

Om at være den første kvinde i en lang række af mænd har De sagt:

”Det er et biologisk tilfælde. Min far fik ingen sønner, så jeg blev dronning.”

Men alt var nu ikke tilfældigt. Med afstemningen i 1953, hvor danskerne stemte ja til at ændre tronfølgeloven, blev Deres Majestæt på sin vis valgt af folket.

Og selvom det ikke er en rolle, De selv har søgt, så er De et forbillede for andre piger og kvinder.

Gennem alle årene har De lyst op blandt de mørke jakkesæt.

Ingen skal fortælle Dronningen, hvordan Dronningen sætter sin hat.

De trives med kraftige farver. Derfor tøvede De ikke et sekund, dengang De fik øje på et par knaldblå plastikøreklips i en Matas-butik i Gråsten.

De blå øreklips har nu plads i majestætens smykkeskrin.

De har sagt: ”Jeg kommer i sommerhumør, når jeg tager dem frem.”

Man kan roligt smykke sig med plastik – også når man selv er af højeste karat.

De har humor. De har selvironi.

Tænk bare på Dyrehavsbakken. Cirkusrevyen. Hvor De overraskede alle. Og lykkedes med, hvad ingen andre før har formået. At gøre Ulf Pilgaard mundlam.

De er et rigt og nysgerrigt menneske. Arkæolog. Oversætter. Illustrator. Udøvende kunstner.

For et par år siden opfordrede De i en nytårstale til at gøre noget unyttigt. 

I en hektisk hverdag. Har vi brug for at stoppe op.

Det er vigtigt med oplevelser, som nærer tanken og gør vores verden større. Så vi selv bliver mere robuste og bedre i stand til at håndtere livets glæder og sorger. 

Det er slet ikke så unyttigt endda.

Kære Dronning Margrethe.

Som dronning har De vores dybeste respekt.

Men det er mennesket Margrethe, vi holder af.

* * *

På et halvt århundrede har Danmark haft 24 regeringer, ni statsministre – og én dronning.

Jeg vil citere en af de ni statsministre:

”Vores dronning er uundværlig ligesom det danske monarki. Det er en stor fordel, at vi ved, hvem der er vores monark, og hvem der bliver den næste. Monarkiet, det er sagen for os i Danmark.”  

Det var Poul Schlüter.

Og hvor havde han ret. Ethvert land har brug for et urokkeligt samlingspunkt.

Og det samlingspunkt er Kongehuset for Danmark, Færøerne og Grønland.

Det danske kongehus har en lang historie bag sig. Det har også fremtiden for sig.

Deres Majestæt er både ærkedansk – og ægte kosmopolit. Det er ingen modsætning.

De taler fem sprog flydende. Plus det løse. Utrætteligt har De rejst verden rundt og repræsenteret vores land.

Ofte i selskab med Prins Henrik. Prinsen var Deres livsledsager og en uvurderlig støtte. Han bidrog til at åbne verdens øjne for Danmark. Og danskernes øjne for verden.

Vi savner ham i aften.

* * *

Færøerne og Grønland har en særlig plads i Deres hjerte. Og den anden vej rundt. Den kærlighed er videregivet til Kronprinsen. Som igen giver den videre til sine børn.

Fra nord til syd nyder De på helt enestående vis befolkningernes tillid og beundring.

At et af verdens ældste monarkier er en del af et moderne Danmark – det er kun muligt i kraft af de mennesker, som bærer arven videre.

Der er en kæmpe opbakning til det danske kongehus. Stærkere end i mange år.

Det er der én og kun én forklaring på:

At Deres Majestæt er den, De er.

Hvis der alligevel skulle være en forklaring til – så er det, at Deres Kongelige Højhed Kronprinsen, også er den De er.

Med solid støtte fra Kronprinsessen.

Kære Dronning Margrethe.

Når vi ser begge Deres sønner. Kronprinsen og Prins Joachim. Og hele den kongelige familie. Med svigerdøtrene. Og de otte børnebørn.

Så er det åbenlyst for os alle, at De har gjort det godt. Som mor. Som svigermor. Som farmor.

Og som dronning har De formået en ting, som både er vanskelig og helt afgørende. For kongehusets fremtid. For Danmarks fremtid. For vores samhørighed som land og folk.

De har givet plads til, at næste generation kan finde sin egen vej.

Det vidner om menneskelig storhed og kløgt.

Den blæsende dag i januar for 50 år siden, hvor De blev udråbt til Danmarks dronning. Dér bad De fra Christiansborgs balkon om danskernes tillid og støtte.

Folkets kærlighed. Danmarks styrke.

Den har De opnået til fulde.

På hele Danmarks vegne. Fra alle i Kongeriget. En dybfølt tak og et varmt til lykke.
 
Lad os rejse os alle sammen og råbe et nifoldigt leve for vores dronning.

Og alle I hjemme i stuerne må gerne råbe med.

Hendes Majestæt længe leve!

HURRA HURRA HURRA
HURRA HURRA HURRA
HURRA HURRA HURRA