Pressemeddelelser

Europæisk sikkerhed er i fokus i München

Verdens ledere skal genbekræfte og langtidssikre støtten til Ukraine. Der er behov for at levere flere våben og mere ammunition. Det er nogle af hovedbudskaberne fra statsminister Mette Frederiksen, når hun deltager i den årlige internationale sikkerhedskonference i München den 16.-17. februar.

”Det er snart to år siden, Rusland indledte sin brutale invasion af Ukraine. Det er lige så uacceptabelt i dag, som det var dengang. Heldigvis er sammenholdet blandt partnere og allierede stærkt. Men vi må ikke være naive. Det er nu, det gælder. Der skal et stort løft til for at bistå Ukraine igennem krigen. Og for at sikre, at Europa kan forsvare sig selv mod et uforudsigeligt og aggressivt Rusland. Det er afgørende, at vi øger EU’s forsvarsindustrielle produktion. Fastholder et stærkt transatlantisk samarbejde og styrker NATO, som vi har besluttet. Fremtidssikrer fred og sikkerhed i Europa,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Statsministeren skal blandt andet mødes med Ukraines præsident Zelenskyy, NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, Qatars premierminister al-Thani, Iraks premierminister al-Sudani og forhenværende amerikansk udenrigsminister Hillary Clinton samt deltage i paneldebat om sikkerhedstilsagn til Ukraine.

Sikkerhedskonferencen i München er en vigtig platform for at drøfte de mest centrale aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål. Hovedemnerne for årets sikkerhedskonference er europæisk sikkerhed, herunder støtten til Ukraine, klimasikkerhed, økonomi og kunstig intelligens.

Der forventes deltagelse af en lang række stats- og regeringschefer. Herudover deltager andre beslutningstagere og internationale meningsdannere.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.