Pressemeddelelser

Partilederne bag det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik besøger de tre baltiske lande

Statsministeriet

Statsminister Mette Frederiksen, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, Radikale Venstres formand Sofie Carsten Nielsen og Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen besøger den 30. og 31. marts danske udsendte i Estland, Litauen og Letland.

Partilederne vil onsdag den 30. marts besøge militærbasen Tapa i Estland, hvor Danmark lige nu har soldater udstationeret ved NATO’s fremskudte tilstedeværelse. Senere samme dag rejser delegationen til Šiauliai Air Base i Litauen, hvor danske F-16 fly er deployeret som en del af NATO’s integrerede luftforsvar. Torsdag den 31. marts afsluttes rejsen med et besøg ved danske udsendte ved NATO’s divisionshovedkvarter i Ādaži i Letland.

I Estland vil statsministeren mødes med premierminister Kaja Kallas. I Litauen vil statsministeren mødes med premierminister Ingrida Šimonytė og præsident Gitanas Nausėda. Og i Letland vil statsministen mødes med premierminister Krišjānis Kariņš.

For yderligere oplysninger: Kontakt Statsministeriets pressetelefon på + 45 29 10 88 25.