Pressemøde den 1. marts 2018

Det talte ord gælder

Statsministeren: ” ... i 2030. På pressemødet her, der vil økonomiministeren og jeg præsentere de store linjer. Økonomi- og indenrigsministeren har stået i spidsen for et regeringsudvalg bestående af ham og justitsministeren og integrations- og udlændingeministeren. Så han og jeg, vi præsenterer de store linjer, og vi vil gerne svare på nogle få overordnede spørgsmål. Og så vil vi indrømme alle en lille læsepause. Og så vil vi genoptage pressemødet, hvor alle fagministrene – alle de ministre i regeringen, der har aktier i arbejdet, og det er mange - vil være klar til at svare på jeres mere detaljerede spørgsmål.

Så det er sådan, vi afvikler det!

Det Danmark, vi kender i dag, det hviler på en fælles forståelse af, hvad der binder os sammen. Stærke værdier om frihed, frisind, ligeværd. Et trygt velfærdssamfund. Den enkeltes ansvar. Det er en forståelse eller en slags ikke nedskrevet samfundskontrakt, som er bygget op gennem generationer. Men på bare én generation er der nogle ting, der har ændret sig.

Jeg kan stadig huske den dag efter sommerferien, da jeg gik i 3. klasse og Ibrahim startede på Græsted Skole. Han var den eneste tyrkiske dreng. Og da jeg startede i gymnasiet, der var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. I dag er det tal næsten tidoblet, der er tæt på 1⁄2 million. På en generation er vores land blevet forandret, og det udfordrer vores sammenhængskraft.

Jeg vil gerne understrege, for det ligger mig utroligt meget på sinde ikke at blive misforstået her, at de fleste med udenlandsk baggrund, de bidrager positivt til Danmark. Det gør de, og det skal de blive ved med. Men selv om flertallet gør det godt, så er der mange, som klarer sig skidt. Og det er først og fremmest resultat af en slap udlændingepolitik, hvor der i årevis blev lukket flere ind, end man magtede at integrere. Nok så meget også resultatet af, at der blev stillet for få krav. Og mens mennesker med de samme problemer klumpede sig sammen, så lod man bare stå til. Måske i sådan en lidt naiv forestilling om, at integrationen så ville ske af sig selv, når bare man gav tid. For hvor er det da et fantastisk land det her med alle de muligheder – det skal bare have tid.

Men det gik ikke bare af sig selv. Der er sådan set sket det modsatte. Problemerne er vokset. Det er ikke noget udelukkende dansk fænomen. Det ser vi ud over hele Europa. Jeg vil også gerne sige, at det vi ser rundt omkring i visse europæiske storbyer, hvor man er kommet ud over kanten. Det har vi endnu ikke set herhjemme. Og det må ikke ske herhjemme. Der er steder, hvor det er faretruende tæt på, men vi kan godt nå at vende udviklingen, men så skal vi også tage fat nu!

Der står rigtig meget på spil. Vores velfærd. Når pengene går til kontanthjælp i stedet for til plejehjem og skoler. Vores tryghed. Når kriminelle bander hærger i gaderne. Og helt grundlæggende så bekymrer det mig dybt, hvis ikke vi kan holde sammen på Danmark – på de værdier, der binder os sammen – statuerer som et folk. Vi skal kunne genkende vores land.

Jeg har sagt, at jeg ser huller i danmarkskortet, og jeg vil vedkende mig det billede, fordi der er steder, hvor jeg ikke kan genkende dét, jeg ser. Boligområder, hvor alt for mange forsørges af det offentlige, og hvor alt for få har et reelt job. Boligområder, hvor mange mennesker trods 10, 20, 30 år i Danmark ikke kan tale dansk på hverdagsdansk niveau. Boligområder, hvor færre har en uddannelse, flere er kriminelle end andre steder i landet. Områder, hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd. Hvor børn vokser op i en modkultur. Steder, hvor det er forældrene, der bestemmer, hvem deres børn må elske og ikke-elske. Det er ikke almindeligt i Danmark, men det forekommer i Danmark. Og det hører ikke til i Danmark. Det bør være åbenlyst for enhver, at de forhold, jeg her har nævnt, hverken handler om hudfarve eller religion. Det handler om, at man ikke tager ansvar. Ikke deltager. Ikke bruger de muligheder, vi har her i landet, men har valgt Danmark fra. Det skal vi ikke acceptere. Det vil jeg ikke acceptere.

Det er ikke noget nyt problem, der har været ghettoplaner før. Jeg har selv ansvaret for én. Den har også effekt. Nogle af de store forandringer, der om lidt finder sted her i Mjølnerparken, udspringer af den plan. Så det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok. Vi har svigtet kollektivt. Og derfor er det min ambition og mit håb og også min helt stærke overbevisning, at det både skal og vil lykkes denne gang. Og jeg mener, det er en realistisk forhåbning, som vi har noget at bygge på.

For det første, så har regeringen, siden jeg blev statsminister i 2015, brugt mange kræfter på at begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter. Og det har virket. Regeringens stramninger har sammen med en styrket indsats i EU bragt asyltallet ned. Sidste år havde vi det laveste asyltal til Danmark i 9 år. Og for det andet, og nok så centralt, så har vi drejet fundamentalt indsatsen i forhold til dem, der kommer til. Der kommer langt færre. Og i dag bliver de mødt med et krav om arbejde – forventning om at bidrage.

Det startede på et integrationstopmøde på Marienborg. Og oven på dét har vi lavet topartsaftaler og trepartsaftaler. Vi har indført en ny integrationsgrunduddannelse. Og andelen af flygtninge, som er i job efter 3 år i Danmark er steget på kort tid fra hver 3. – undskyld fra hver 5. til hver 3. Og det er, fordi vi har erstattet naivitet med realisme. Vi har erstattet passivitet med krav. Og det er en indsats, som betyder, at problemerne nu ikke længere vokser ukontrollerbart. Der kommer færre. Vi møder dem helt anderledes, end vi har gjort historisk. Og det giver os nu overskud til at løse de historisk opståede problemer. Vi har strammet op fremadrettet. Nu kan vi tage et opgør med fortidens syndere. Og vi begynder dér, hvor problemerne er størst. Og regeringen er klar til at gå nye veje. Og regeringen er klar til at gå langt. Vi er parate til at indføre særlige regler for særlige områder. Og hvis kommunerne eller institutionerne ikke løser opgaven, så er staten klar til at gribe ind. Vi vil følge resultaterne tæt. Derfor udnævner regeringen om kort tid tre særlige repræsentanter, som på regeringens vegne skal følge denne strategi til dørs – fastholde fokus på at nå de mål, vi har sat. Også når medierne skifter fokus og begynder at sætte spotlight på andre ting, eller når vi på Christiansborg begynder at diskutere andre politikområder. Det her skal følges til dørs. Det vil blive fulgt til dørs.

Regeringen vil helt afvikle belastede boligområder. Ghettoerne skal væk. Vi vil tage styringen over, hvem der flytter ind. Kvarterer med mange sociale problemer har ikke brug for flere beboere af samme slags. Og i særligt belastede områder vil vi straffe kriminalitet ekstra hårdt. Og så må vi ikke svigte børnene.

Det er bare sådan – for vi kan lige så godt tale lige ud om det – at hvis man vokser op her, så har man, sådan som tingene ser ud i dag, alt andet lige dårligere chancer her i livet, end hvis man voksede op et andet sted. Små børn er ikke tjent ved at gå hjemme hos forældre, som ikke taler dansk. De skal ud af isolation. De skal ind i et dansk miljø. De skal have hjælp i tide. De skal have en ballast til at klare sig i det danske samfund, udleve deres muligheder, deres fulde potentiale. Og derfor skal det danske sprog være på plads, før børnene går videre i skolen og starter i 1. klasse. Derfor skal børn fra ghetto-områder i daginstitution. Derfor skal børn på skoler, hvor der er mange børn fra de her områder, der sprogtestes. Derfor skal vi stille det krav, at man først rykker fra 0. til 1. klasse, hvis man kan et dansk, der gør, at man også kan tage læring til sig. Det skylder vi børnene, for alle børn skal have en chance for et godt liv. Ingen skal lades i stikken.

Kvinder og mænd skal have lige muligheder. Vi skal vende modløshed til håb.

Danmark er jo på alle måder mulighedernes land. Og nu skal vi som samfund gribe en historisk mulighed for at løse problemerne. Det kræver en ny politik, en ny tilgang. Det kræver et historisk skifte.

De her problemer blev jo ikke skabt over en nat. Og derfor kan de heller ikke løses på en dag. Men de skal løses. Og i dag tager vi fat. Og jeg vil nu give ordet videre til økonomi- og indenrigsministeren – værsgo!

Økonomi- og indenrigsministeren: Tak!

Der skal være plads til forskellige måder at leve sit liv på. Det er selvfølgelig udgangspunktet for en borgerlig, liberal regering. Der skal være plads til forskellige overbevisninger. Der skal være plads til forskellige mennesker.

Men dét, der ikke skal være plads til, det er social kontrol og manglende ligestilling. Det går fx ikke, når næsten halvdelen af ikke-vestlige kvinder føler, at de ikke har den samme frihed som deres jævnaldrende mænd. Med parallelsamfundenes fremmarch står vi over for en udfordring med en stor gruppe mennesker, der er isoleret over for det øvrige samfund. Som ikke accepterer helt grundlæggende værdier – som frihed, ligeværd og demokrati. Og som derudover er en stor belastning for de offentlige kasser. Og det kan selvfølgelig ikke få lov til at fortsætte.

De sidste tre årtiers integrationsindsats har slået fejl. Derfor er vi nødt til at sætte ind med midler, som måske bliver opfattet som skrappe, men som er nødvendige, og som ikke kommer et øjeblik for tidligt.

Vi har gjort os umage med at målrette indsatsen direkte mod de steder, hvor problemerne er størst, så vi ikke generer de mange for at hjælpe de få.

Vi sætter ind på fire indsatsområder – de fire B’er: Boligmassen, beboersammensætningen, beskyttelse af borgerne og børn og unges fremtid.

For det første, så skal vi tage livtag med de fysiske rammer omkring mange af landets boligområder. Vi skal sætte ind massivt for at omdanne de udsatte boligområder til helt almindelige bydele. Alle ghettoer skal være væk i 2030. Og hvis man ikke vil være med til at udvikle, så vil man blive sat til at afvikle.

Regeringen reserverer 12 milliarder kroner til formålet frem til 2026, og der er penge til at fortsætte indsatsen helt frem til 2030.

Hvordan skal det så ske konkret? Man kan tage et andet boligområde end dét, vi er i i dag – nemlig Vollsmose. Der var jeg i november. Man kan gå en tur og se de tillukkede boligblokke. Nedslidte institutioner og generelt uimødekommende omgivelser. Hvis man tog videre til Gellerup, så kan man se på kranerne. Der kan man se, at der bygges nye blandede boliger. Der laves nye arbejdspladser. Der er et projekthus. Der er planer om nye indbydende byrum med bypark, beboerhus, sportsfaciliteter – i det hele taget sørget for, at det bliver et attraktivt område at bo i. Begge disse områder er på listen, som vi kalder de hårde ghetto-områder, dvs. de 16 mest belastede områder, der har været på ghettolisten de seneste 4 år. Men allerede i dag er der en tydelig forskel, og det viser, at det kan lade sig gøre at forandre. Det kan virke, og det er helt nødvendigt.

Af de 60.000 beboere i de 25 ghetto-områder har 2/3 en ikke-vestlig baggrund.

På en tur i butikscentrene – både i Vollsmose eller i Tingbjerg – vil man møde borgere, der efter i årtier i Danmark ikke er i stand til at gennemføre en samtale på et ordentligt dansk. Hvor mange hverken har et arbejde eller er i gang med en uddannelse. Så derfor er det altså, at det første af de ting, vi skal gøre noget ved, det er boligmassen.

Det andet store indsatsområde, det handler om, hvem der skal bo i boligområderne – altså beboerne. Det skal blive sværere og mindre attraktivt for personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet at flytte ind. Det vil vi gøre ved at stramme op på reglerne om anvisning og udlejning af boliger i de udsatte boligområder. Vi vil også bruge økonomiske incitamenter. Det vil blive mindre attraktivt for bl.a. kontanthjælpsmodtagere at flytte ind i en ghetto. De vil blive ramt på pengepungen med op til 6.000 kr. om måneden, hvis de slår sig ned her.

Og så beslutter vi, at ingen på integrationsydelse må flytte ind i en ghetto.

For det tredje, det med beskyttelsen, skal vi bekæmpe kriminaliteten. Vi kan ikke leve med den utryghed, som kriminelle bander skaber for det omkringliggende samfund.

Lad mig nævne et tankevækkende tal. Mere end hver 10. unge mandlige efterkommer med ikke-vestlig baggrund bliver årligt dømt for overtrædelser af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Vi skal sætte ind, hvor der er høj kriminalitet. Vi skal hjælpe de mennesker, der bor der. Derfor lægger vi bl.a. op til en styrket politiindsats og højere straffe i bestemte områder – det vi kalder skærpede strafzoner.

Det fjerde områder handler om, at alt for mange børn og unge med indvandrerbaggrund taler et dårligt dansk og præsterer dårligt i uddannelsessystemet. Det skal vi gøre noget ved og give en bedre start på livet for de børn. Det handler bl.a. om sprogprøver i 0. klasse. Bedre fordeling af børnene i dagtilbud og gymnasier. En klar konsekvens over for folkeskoler, der ikke leverer tilfredsstillende. Det er bare nogle af de midler, som vi bruger. Dertil kommer sanktioner over for forældre, der ikke lever op til deres forældreransvar.

Jeg er selv som økonomi- og indenrigsminister ansvarlig for kommunerne, og kommunerne har selvfølgelig et stort ansvar. Der skal ikke være nogen undskyldning for ikke at gøre det rigtige. Og derfor lægger vi op til at bruge næsten 1 milliard kroner af den kommunale økonomi på at lave nogle kontante tilskud til de kommuner, som leverer resultater i forhold til at bekæmpe parallelsamfund.

I dag er hver 3. ikke-vestlig indvandrer mellem 22 og 59 år været så lang tid væk fra uddannelse eller beskæftigelse, så der er tale om decideret passivitet. De har hverken været i beskæftigelse eller i uddannelse i 4 af de seneste 5 år. Det er alt, alt for mange. Indsatsen har ikke været effektiv nok.

De kommuner, der gør det godt, skal belønnes. De kommuner, der klarer sig mindre godt, skal mærke konsekvensen og lære af de kommuner, der gør det godt.

Regeringen ønsker, at vi hurtigt styrker indsatsen imod parallelsamfundene. Vi vil hurtigst muligt fremlægge et lovforslag på en række områder og tage hul på de politiske forhandlinger. Allerede i morgen vil der blive afholdt et centralt sættemøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet, som så følges op af decentrale forhandlinger med alle de relevante ministerier.

Regeringen vil gøre status på forhandlingerne allerede inden månedens udgang, fordi vores ønske er at følge op og komme i gang med de initiativer og den strategi, som vi har planlagt her i dag.

Statsministeren: Tak for det!

Det er jo et ganske omfattende udspil – 22 initiativer. Noget af det også lidt kompliceret. Der er mange ministre, der har været involveret. De står her. De brænder for at fortælle om de gode initiativer i strategien, og derfor gør vi det nu på den måde, at økonomi- og indenrigsministeren og jeg er klar til at svare på nogle ganske få overordnede spørgsmål. Så holder vi en pause. Så stiller vi alle ministrene til rådighed for de spørgsmål, der går tættere ned i detaljerne.
Værsgo Christine!

Spørger: I vil forhindre mange af de mennesker på de laveste overførselsindkomster i at flytte ind i de her områder. I vil rive en del ned og lave det om til formodentlig noget dyrere ejerboliger. Hvor skal alle de her mennesker så bo henne?

Statsministeren: Der er omkring – det er jo efter hukommelsen nu ikke – men der er omkring 600.000 almene boliger i Danmark. Og der er vel 20.000 af dem, der ligger i dét, man kunne kalde de hårde ghetto-områder. 30.000 af dem, der ligger i de her 25, der er på ghettolisten. Og de områder er præget af en skæv beboersammensætning. Og det løser vi ikke ved at flytte flere ind, som også er på offentlig forsørgelse. Det er jo derfor, vi siger: Det kan man så ikke, hvis man er på integrationsydelse. Hvis man flytter ind på kontanthjælp, så bliver den reduceret. Så er det resten af boligmassen. Altså vi er jo nødt til at snakke åbent om problemerne, og vi kan jo ikke gøre problemerne større, vi skal gøre dem mindre.

Spørger: Men det vil vel fx også betyde, at det for mennesker på overførselsindkomst vil være svært at bo i København, fordi nogle af de mere attraktive almene boliger har jo lange, lange ventelister?

Statsministeren: Vi er nødt til at tage hånd om problemerne. Og det kan ikke nytte noget, at vi har boligområder, som år efter år fremtræder på en måde, hvor det er undtagelsen og ikke hovedreglen, at man går på arbejde. Hvis det kun er 4 ud af 5 – undskyld 4 ud af 10 mænd, der arbejder, en fjerdedel af kvinderne, så vokser børnene altså op under nogle omstændigheder, vi ikke kan tillade. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Og det er derfor, vi siger – de her konkrete boligområder, boligministeren kan gå tættere ind i det bagefter, de skal udarbejde en udviklingsplan, der viser, at de over en årrække kan forvandle deres område, så andelen af almene familieboliger bringes ned under 40 %. Hvis de kan det og flytter den vej, og det kan jo bl.a. ske ved at man bygger nogle andre nye boliger oven i – det behøver ikke kun at være at rive ned, der kan være forskellige løsninger fra område til område, men det er den udvikling, vi vil have. Og bliver der ikke leveret på det, så vil det være sådan, som økonomi- og indenrigsministeren siger. Så vil vi afvikle i stedet for. Så går staten ind og eksproprierer, og så afvikler vi. Fordi vi kan ikke bare se på, at der år efter år sker ingenting.

Spørger: Lars Løkke, du var selv inde på i dine indledende ord, at det her jo langtfra er den første ghettopakke, der bliver fremlagt fra en regering. Og du har også været medudvikler af flere af de tidligere. Prøv lige grundlæggende at forklare, hvorfor du er så overbevist om, at I nu har fundet de gyldne løsninger, som betyder, at vi i 2030 ikke har en eneste ghetto i Danmark?

Statsministeren: Jamen flere ting. Altså for det første må man sige, at den ghettoplan, vi lavede, det var vel i 2010, den er jo begyndt at virke de steder, hvor man for alvor har taget den til sig. Altså økonomi- og indenrigsministeren gav et udmærket eksempel med Gellerup op mod Vollsmose. Den udvikling, vi ser i Århus, og det vil jeg gerne komplimentere og rose kommunen for og beboerorganisationen derovre og pensionskasser og andre, der er aktive i det her, det er jo, at der er nogen, der bruger de instrumenter, vi gav den gang, til at forvandle Gellerup – i en kombination i at rive noget ned – bygge noget nyt op, så er der en forandring i gang. Dét, vi gør her, det er, at vi træder endnu tættere på. Altså, så her nøjes vi ikke bare med at bruge muligheder, her skaber vi også pligter. Og det er det nye. Det helt nye centrale er, at vi siger: Det skal være sådan her. Altså den bebyggelse, vi står i nu, den skal forvandles, så den om nogle år højst har 40 % almene familieboliger. Det skal ske. Vi stiller værktøjerne til rådighed. Det er mange, og noget af det er kompliceret stof. Noget af det er efterspurgt af Københavns Kommune. Men vi har skabt redskaberne, til det kan ske, og vi stiller krav om det. Og vi har viljen til at gribe ind, hvis ikke det sker. Det er derfor, vi siger: Hvis I ikke laver en udviklingsplan, der er god nok, eller ikke efterlever den, så bliver I lukket. Altså så eksproprierer vi, så tager vi ansvaret. Så det er en hel central ting, at vi nu behandler de forskellige forskelligt – altså, at vi nu går ind og siger: Jamen, man skal gå i daginstitution, når man bor her. Det er jo ikke et krav, vi stiller til familier rundt omkring i hele landet, men i de her boligområder siger vi: Man skal gå i daginstitution. Man skal sprogtestes. Man skal give forældrepålæg. Så de frihedsgrader, der måske var, hvor vi har sådan været beroende på, at kommunerne nok løste opgaven, der skærer vi det hårdere til. Og så det sidste, jeg vil sige, det er, at vi udnævner som sagt tre repræsentanter, ghettorepræsentanter, som på regeringens vegne får ansvaret for at følge det her til dørs over for kommunerne, over for boligorganisationerne. Melde tilbage til regeringen, sådan så vi fastholder fokus, for jeg har været længe nok i politik til at vide, at nu snakker vi om det her – og i næste uge, så snakker nogen om noget andet. Og der skal vi jo sørge for, at hele det her pres, det stadigvæk er der. Og det er sådan set de ting, der gør, at jeg tror, at vi med det her kommer til at gøre noget, der gør en rigtig forskel.

Spørger: Må jeg også godt stille et spørgsmål til indenrigsministeren, fordi Lars Løkke er jo også inde på, at man indfører en række ret vidtgående beslutninger om tvang, fx at man vil tvinge børn, i sådan nogle udsatte boligområder her, til at gå i daginstitution. Der er også tale om, som Lars Løkke siger, at man kan ekspropriere nogle af de her områder, så staten simpelthen overtager kontrollen. Jeg kan også se af planen, at der er også mulighed for midlertidig statslig overtagelse af ledelsesansvar på enkelte skoler.

Jeg husker, at din partileder, da I fremlagde regeringsgrundlaget snakkede om en historisk liberal regering. Hvor liberalt er det, at man vil tvinge børn i daginstitution, at man lægger op til, at staten kan overtage kontrollen med visse skoler?

Økonomi- og indenrigsminister: Jeg synes, at det, der er det liberale i det her, det er jo, at vi går ind og ser på, at det enkelte menneske skal have muligheder for at klare sig i det samfund, som vi bor i. Det handler jo om at sige: Der er nogle børn, der vokser op med helt grundlæggende andre muligheder end alle andre børn. Det gør de, fordi de ikke er i stand til at få den sproglige stimulation i deres hjem, dvs. at de allerede er bagud på point fra begyndelsen. Man ved, at det er udviklingen i de første år, som betyder rigtig meget for, hvordan børn kommer til at klare sig senere. Dét, vi gør her, det er jo en kombination af at sige – et større ansvar over til forældrene, det handler bl.a. om sprogprøverne i 0. klasse – altså at forældrene også får en større motivation til at kaste sig ind i det her, men samtidig en erkendelse af at sige, at forældrene måske ikke altid har alle forudsætningerne for at gøre det. Og derfor siger vi, man skal ind i en børnehave, vuggestue for at lære sproget. Så har vi 0. klasse, hvor man skal op til nogle test, hvor man finder ud af – er man i stand til at tale dansk på et godt nok niveau. Er man ikke det ved den første test, så får man noget hjælp, sådan så man kan blive bedre til det. Og er man ikke god nok efter hele børnehaveklassen, så får man en chance til – nemlig at gå i børnehaveklasse én gang til og prøve at lære sproget ordentligt nok. Det her, det handler jo om at tage børnenes parti. Det handler om at sige, at vi skal hjælpe de her børn til at begynde med de bedst mulige forudsætninger i forhold til det danske, der giver dem de bedst mulige forudsætninger for en uddannelse og dermed bruge deres egne evner og komme til at klare sig selv – ikke ende på passiv forsørgelse. Og så kommer vi tilbage til udgangspunktet af dit spørgsmål – det liberale er jo at sørge for, at alle, der bor i det her samfund, bidrager i det her samfund – i stedet for at være en udgift for os andre.

Statsministeren: Godt, der er mange markeringer, men nu tager vi lige et enkelt spørgsmål mere, og så holder vi pause på et kvarter – maks. 10 min., og så genoptager vi ...
Radio24syv!

Spørger: Tak!

Du siger, det er et kollektivt ansvar – dét, der er gået forud for i dag, og det siger man jo næsten hver gang, man præsenterer en ghettoplan, som jeg husker det. Altså den borgerlige blok har haft magten siden 2001. Der var en lille periode på 4 år, men ellers så ... magten så ... kollektivt ansvarligt fluffy, det kan hurtigt blive fluffy, så prøv at sætte nogle flere ord på jeres ansvar fra 2001 – frem til i dag, for at vi igen står med en ny ghettoplan, som vi alle sammen skal tro på nu vil virke. Hvorfor har jeres politik ikke virket indtil nu?

Statsministeren: Fordi den ikke har været sat tilstrækkeligt tungt igennem. Det er jo ikke sådan, at vores politik ikke har gjort en forskel. Altså, fordi vi førte, da vi kom til i 2001, en strammere udlændingepolitik end dén, der blev ført før. Og derfor kunne du jo også opleve op gennem nullerne, at tilstrømningen til Danmark var mindre end dét, man havde set før. Men vi har jo strammet yderligere. Og de stramninger, vi har lavet her i de seneste år, dem kunne vi jo have lavet allerede i nullerne. Og hvis vi havde gjort dét, så var der kommet færre den gang. Altså, vi har da et ansvar. Og vi har da også et ansvar for, at nogen af de holdninger, vi har haft, dem har vi ikke sat ordentligt nok igennem. Altså, man kan vælge at gøre det fluffy. Man kan også vælge at gøre det konkret. Vi har fx jo tidligere sagt. Der skal være en mulighed for kommunerne for at give forældrepålæg, sådan at vi så at sige holder forældrene ansvarlige på, at deres børn skal passe deres skole osv. Det bliver næsten ikke brugt. Det bliver næsten ikke brugt. Vi har da også et ansvar for, at det næsten ikke bliver brugt ude i kommunerne. Vi har stillet nogle formalistiske krav om, hvad der skal til, for at man kan bruge de pålæg. Dem fjerner vi nu. Vi har også ladet det være beroende på kommunernes frie skøn. Det fjerner vi nu. Nu siger vi helt håndfast, at hvis børn ikke møder op i skolen, hvis de pjækker, så ryger børnechecken i næste kvartal. Så vi har da et ansvar for, at vi ikke har sat vores synspunkter hårde nok igennem historisk.

Spørger: ... I har været for slappe, det er modtaget. Hvad hedder det ... der står en masse gode ting i ghettoplanen – altså folk på ... altså man skal styre tilflytningen bedre, der skal stærkere politiindsats. Man skal rive boliger ned, forhindre parallelsamfund, stop for anvisning af ikke-vestlige beboere. Udsættelse af kriminelle, der bor her og tvungne dagtilbud til børn. Det er jo gode punkter, men de stod alle sammen i planen for 2010. Nu står de her igen. Altså, hvorfor skal vi tro på, at det virker denne her gang?

Statsministeren: Jeg tror, det er så lige præcis nu, vi har brug for en læsepause. Sådan så også Radio24syv kan læse det her igennem, og så måske også lige sammenligne med egne notater tilbage fra 2010. Fordi så tror jeg, man hurtig ville nå den konklusion, at det ikke er det samme, der står. Altså jeg vil gerne sige: Det er afgørende nyt, at vi fx siger, hvis man bor i et boligområde som det her, så skal man gå i daginstitution. Man skal gå i daginstitution. Sådant et krav har vi aldrig haft før. Og det rammer jo lige ind i dét, der blev spurgt før omkring også liberalisme – altså, jeg vil da gerne sige, at det er da fyldt med dilemmaer. Jeg har da det grundsynspunkt – vi har da det grundsynspunkt, at børnene er forældrenes ... det er forældrenes ansvar. Det falder da ikke mig nemt at sige, at jeg skal bestemme, om børnene skal gå i børnehave – tværtimod. Vi har historisk kæmpet for, at pengene følger barnet. Og hvis forældrene har lyst til at indrette sig på en måde, hvor de har mulighed for at have et familieliv, hvor børnene måske er derhjemme til de fylder 2 eller 3 år, så er det noget af dét, vi går ind for. Men vi bliver jo bare udfordret af, at alle de her frihedsgrader, det gælder også privatskoler og alt det andet, det hviler jo på, at vi netop har nogle fælles værdier. Vi har en stolt friskoletradition tilbage fra Grundtvig og Kold – ubureaukratisk – en fantastisk dansk model. Men det hviler jo på, at vi har en tillid til, at forældrene vælger at bruge den frihedsgrad til at oplyse deres børn. Og når vi så pludselig oplever, at nogen bruger den frihedsgrad til at formørke deres børn, så bliver vi da udfordret. Og der har vi da slået knuder på os selv ved at sige, at hvor vi normalt ville mene, at forældrene selv bestemmer, om børnene skal i daginstitution, så siger vi: Det nytter ikke noget i de her boligområder. Fordi hvis forældrene ikke taler dansk ordentligt, og hvis ikke der tales ordentligt dansk nede på legepladsen, så svigter man de børn. Og det er jo dét, der er det centralt nye i det her, og det tror jeg også en sammenlignende tekstanalyse, som der nu er 10 min. til at gennemføre, vil vise i praksis.

De fleste af os ses igen om lidt!

Tak skal I have.”