Pressemøde i Statsministeriet

Pressemøde den 19. januar 2010

Pressemøde 19. januar 2010

Det talte ord gælder
Der henvises til videoklippet i pressemødearkivet.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet i forlængelse af morgenens regeringsmøde.

Jeg vil gerne starte med at adressere en hel aktuel sag, som opstod her i dag, og som selvfølgelig på overfladen måske kan synes som værende lille – men alligevel. Jeg tænker på det forhold, at Lauritz.com ikke ønsker at sælge et kunstnerisk værk begået af Kurt Westergaard. Og hvorfor tager jeg nu det frem. Det tager jeg frem, fordi siden vi oplevede det forfærdelige overfald på Kurt Westergaard den 1. januar, så har vi jo fået understreget på ny, at Danmark er et terrormål. Det er kommet for at blive. Det er vi nødt til at være ærlige om, og det er vi nødt til at indrette os på. Det betyder to ting – det betyder for det første jo, at vi skal skærpe vores efterforskning, skærpe vores forebyggelse, skærpe vores forebyggelse og beskyttelse af terrormål. Regeringen har oprustet PET. Og vi har af to omgange vedtaget terrorpakker, og aktuelt foregår der i Justitsministeriet i øjeblikket en overvejelse – et serviceeftersyn – af den gældende terrorlovgivning for at se, om der er steder, vi skal justere. Det er den ene ting. Vi gør, hvad der er muligt og er parate til at gøre mere for at sikre os mod den trussel, som er reel. Jeg er også nødt til helt ærligt at sige, at det er ikke en trussel, vi kan bevilge os ud af. Det er en trussel, der er kommet for at blive. Og oddsene er jo desværre indrettet på den måde, at hvor vi skal være dygtige og heldige hver gang for at afværge et terrorangreb, så skal de kræfter, vi er op imod, de skal bare have heldet med sig én gang. En trussel, der er kommet for at blive. Vi kan glæde os over, at vi har en efterretningstjeneste, som er dygtig. Et internationalt benchmark foretaget for ikke så længe siden viste, at PET er i den absolutte top i Europa. Vi kan glæde os over, at vi har en efterretningstjeneste som meget målrettet forfølger en strategi om at fremme sagerne til straf, og at vi derfor ser flere straffesager om terrorisme i Danmark end i andre europæiske lande. Men det er den ene ting.

Den anden ting, det er, at vi må passe på med, at vi ikke kommer til at leve vores liv i angstens skygge. Til det at være åben og ærlig, som jeg nu er om, at truslen er kommet for at blive, hører jo også, at vi skal passe på, at vi ikke bliver angste. Og jeg skal jo ikke diktere, hvilke auktionshuse, der sælger hvilke kunstværker. Og jeg skal heller ikke diktere, hvem der klipper hvem. Men jeg vil meget gerne benytte lejligheden til at advare mod den form for selvcensur og stigmatisering, som vi begynder at se tegn på. Hvis vi begynder at isolere dem eller vende ryggen til dem, der i særlig grad har brug for vores opbakning og beskyttelse, så giver vi i virkeligheden ind, og så giver vi op. Jeg ved godt, at jeg har ikke det instrument, der skal til for at få danskerne til ikke at leve i angstens skygge. Der findes ikke et lovgivningsinstrument, der sikrer, at vi alle sammen ranker ryggen og ikke lever vores liv i angst, men ikke desto mindre så synes jeg altså, det er vigtigt at sende det signal.

En anden ting, jeg gerne vil kommentere kort på her, inden jeg åbner op for spørgsmål, det er den frygtelige situation i Haiti oven på jordskælvet den 12. januar, som jo repræsenterer den største naturkatastrofe igennem mange, mange år. Der er grund til at glæde sig over, at alle danskere er fundet med livet i behold, men det ændrer jo ikke ved, at situationen på Haiti er ekstrem alvorlig. Haiti er i forvejen et fattigt og et meget skrøbeligt land. Det fattigste land på den vestlige halvkugle, og det er vigtigt, at det internationale samfund nu kender sin besøgelsestid. Hovedudfordringen er at sikre hurtig, tilstrækkelig og velkoordineret hjælp. FN koordinerer indsatsen, og hjælpen når jo p.t. frem, selvom det går langsomt. Danmark var en af de første donorer, som reagerede på katastrofen. Vi har p.t. nu af flere omgange givet en officiel dansk hjælp i omegnen af 60 mio. kr. Pengene blev stillet til rådighed med det samme. Og Danmark er også blevet bedt om at stille med en del af FN’s felthovedkvarter. Udgangspunktet for den danske støtte er, at vi bygger på FN, vi leverer, når FN beder os om det, og vi leverer hurtigt og behovsorienteret.

For mig er det helt afgørende, at Danmark fortsat løfter sin del af den internationale indsats i Haiti – både i den akutte humanitære krise, mens der er stor international og også offentlig bevågenhed, men også i det mere langsigtede genopbygningsarbejde, som kommer til at pågå gennem den kommende tid. Derfor støtter vi fra dansk side også ideen om at afholde en international donorkonference – måske allerede i februar, når man i det internationale samfund har kunnet danne sig et klarere overblik over, hvad er situationen, hvad er det for et langsigtet hjælpebehov, der er. Derfor vil jeg gerne tilkendegive, at vi følger udviklingen tæt, og vi reagerer på de henvendelser, vi får fra FN og er parate til at yde vores andel. Og jeg glæder mig også utroligt meget over, at den hjælp, der flyder fra Danmark, ikke alene flyder fra det officielle Danmark, men der også bredt i den danske befolkning er en stor vilje til at hjælpe i denne alvorlige situation, som jo ikke kun handler om en humanitær krise, men som jo også handler om hurtigst muligt at få stabiliseret styret i Haiti.

Lad det være mit opspil, og så er jeg åben for spørgsmål – værsgo!

Spørger: Ja, set i lyset af den rapport, der kom i går, den såkaldte burkarapport, der kortlægger hvor mange kvinder, der i Danmark går med niqab og burka, synes du så, der er grund til at lave regler eller lovgivning på området i Danmark?

Statsministeren: Der har været meget diskussion om den rapport. Jeg tror, det er vigtigt lige at få sat på plads, hvad det er for en rapport, der er kommet, og hvad for en rapport, der ikke er kommet. Altså regeringen har jo nedsat et embedsmandsudvalg, som endnu ikke har afsluttet sit arbejde. Den rapport, der er kommet, det er en rapport, der er bestilt på Københavns Universitet, og som Københavns Universitet har udarbejdet så at sige på deres ansvar. Jeg har selv den holdning, og regeringen har den holdning, at det er jo sådan set ikke antallet, der er problemet – altså for nu at skære det helt ud i pap. Hvis der opstod en situation, hvor min søn blev undervist i den danske folkeskole af en lærer, der var i niqab, så er jeg sådan set forsvindende ligeglad med, om det var en skæbne, han delte med 3 eller 300 andre skoleklasser i Danmark. Det ville være én niqab for meget. Og derfor er den debat, der foregår i øjeblikket, det er efter min bedste overbevisning en lidt skæv debat. I øvrigt er det sådan, at hvis man tager tallene for pålydende, og det er så dét, der diskuteres, om man kan, men hvis man tager tallene for pålydende, så vil man også ud af den rapport, Københavns Universitet har leveret, kunne se, at der er 10 gange flere kvinder i Danmark end i Frankrig, der går med niqab. Så jeg synes, vi kører skævt af debatten, hvis vi ligger og tæsker rundt i, hvor mange der går i burka, og hvor mange der går i niqab. Jeg har svært ved i øvrigt at se forskellen. Det helt afgørende er, at det kvindesyn, som den klædedragt repræsenterer, det er vi afgørende imod. Det danske samfund hviler på at være et åbent samfund, hvor vi møder hinanden i øjenhøjde, hvor vi har en dialog, der bygger på, at vi kan se hinanden, at vi gestikulerer over for hinanden. Og det er dét samfund, vi ønsker. Og derfor hører hverken burka eller niqab til i det danske samfund med de værdier, det danske samfund hviler på. Så kan der være en diskussion om, hvordan river vi burkaen og niqaben af kvinderne. Gør vi det ved at indføre lovgivning, gør vi det ved at signalere en holdning, gør vi det ved at give opbakning til vores ledere ude omkring på institutionerne, så de tør tage kampen. Dét kan være til diskussion. Og der pågår en diskussion i regeringen i øjeblikket, fordi det udvalgsarbejde, der er sat i gang i regeringen, det ikke er afsluttet endnu.

Spørger: Men hvad er din egen personlige holdning til det?

Statsministeren: Min egen personlige holdning er præcis den samme som regeringens. Og regeringens stillingtagen, den er ikke afklaret endnu. Men det er ikke det samme som, at regeringens holdning ikke er afklaret – altså lad os nu ikke forveksle holdning med virkemidler. Regeringen har kun én holdning – nemlig at burka og niqab symboliserer et kvinde- og et menneskesyn, som vi afgørende er imod, og som vi ønsker at bekæmpe i det danske samfund. Det danske samfund er et åbent demokrati. Det hviler på, at man kan se, hvem man taler med, hvad enten det er i en undervisningssituation eller i en jobmæssig situation, derfor ønsker vi de klædedragter ud af det danske samfund. Vi erkender også, at lovgivningen har sin grænse. Vi erkender også, at der er et dilemma i forhold til, hvordan og hvor meget man kan regulere, og derfor er der i øjeblikket en diskussion i gang, som jo også er et spørgsmål om en juridisk udredning, for at finde ud af, hvad er det så for nogle virkemidler, man kan sætte i brug for at sætte den holdning igennem. Men lad os nu ikke forvirre tingene, fordi der findes kun én holdning, og det er dén, jeg har givet udtryk for her.

Spørger: Men du har ikke taget stilling til, om der skal lovgives eller laves regler på området?

Statsministeren: Regeringen har nedsat en embedsarbejdsgruppe. Den har ikke afsluttet sit arbejde, og når den embedsmandsarbejdsgruppe har afsluttet sit arbejde, så vil regeringen selvfølgelig også meget klart fortælle, hvordan vi ønsker at sætte den holdning, jeg her har givet udtryk for, igennem.
Ja, Jesper.

Spørger: Dét, du siger omkring Lauritz.com, skal det forstås som en kritik af Lauritz.com – altså er det her et udtryk for en selvcensur, som er farlig?

Statsministeren: Ja, det skal forstås som en kritik af Lauritz.com, men altså jeg skal jo ikke stå her og udstille for så vidt én bestemt virksomhed. Og derfor er det mere – kan man sige – dét, det repræsenterer, jeg gerne vil tage fat i. Jeg synes, vi har set nogle tegn på det seneste. Der var dels en undersøgelse omkring kunstnernes egen oplevelse af, om de udøver selvcensur mod sig selv, og nu har vi altså set eksemplet fra i dag, og det, synes jeg, gør det relevant at advare imod, at vi som samfund begynder at gå og putte os, for hvis vi vælger at putte os, så længe der er en trussel, så kommer vi vedvarende til at putte os. Fordi det er sådan set dét, der er min klare melding her i dag. Danmark er på godt og ondt en del af verden. Og der findes kræfter og værdier i den verden, som vil vores værdier til livs – og som ikke skyr noget middel. Det har vi set en række eksempler på. Vi kan glæde os over, at ingen af disse eksempler er udlevet fuldt ud, fordi vi via dygtigt efterforskningsarbejde og præventive tiltag har afværget katastrofen i at opstå. Men det rokker ikke ved, at den er der latent. Og den bliver ved med at være der. Og der findes ikke noget middel, der findes ikke et budget, der er stort nok, der kan sikre, at den trussel, den forsvinder. Så hvis vi som samfund begynder at leve angstfuldt på denne her potentielle risiko, så giver vi i virkeligheden ind. Og derfor bliver vi nødt til at rette vores rygge – erkende, at livet er farligt, og så udleve det, der er vores værdier. Og det er ikke vores værdi, at vi i angst og desperation begynder at stigmatisere de mennesker som i virkeligheden mest af alle har krav på vores beskyttelse og vores opbakning.

Spørger: Du er også pressens minister, og de danske medier har efter det forsøgte overfald på Kurt Westergaard valgt ikke at trykke Muhammedtegningerne igen, var det forkert af dem?

Statsministeren: Det er fuldstændig deres afgørelse. Og jeg taler jo ikke om – altså jeg taler om stigmatisering. Hvis vi tager tilfældet Kurt Westergaard, så har vi altså en person, der erhverver sig ved at lave kunst. Vi har en person, der er forfulgt, som udgør et terrormål. Det officielle Danmark gør, hvad vi kan for at beskytte ham konkret. Hvis omverdenen omkring ham fulgte i sporet på Lauritz.com - og det er jo dér, hvor den lille sag – den bliver principiel - sagde dig vil vi ikke have noget at gøre med. Altså – det bliver ikke i min boghandel, at vi sælger dine produkter, det bliver ikke i mit auktionshus, vi sælger dine produkter, det bliver ikke i vores avis, vi optrykker dine tegninger. Så tager vi jo altså levebrødet ud af munden på manden, så stigmatiserer vi ham. Og det er jo sådan set den tendens, jeg gerne vil tage et opgør mod. Det handler ikke om Kurt Westergaard. Det handler om det principielle i det.

Spørger: PET synes at mene, at den anden Muhammedsag var farligere end den første. En tredje Muhammedsag, hvor man bragte tegninger igen fx ville jo måske blive tolket som en fremturen fra dansk side. Er det ikke enormt farligt at gå den vej, du taler om?

Statsministeren: Jeg taler ikke om en vej, hvor vi opildner nogen. Mig bekendt er den tegning, der er på tale her, det er jo altså en tegning, som intet har med hverken islam eller andet at gøre. Jeg står ikke her og opfordrer danske aviser til at genoptrykke Muhammedtegningen, det er ikke dét, jeg gør. Jeg står og advarer os mod at leve i angstens skygge. Vi er nødt til åbent at erkende, at de trusler, der er mod Danmark, de er der. Der findes ikke et middel, der kan få dem til at gå væk. Vi gør alt, hvad vi kan – via en oprustning og udbygning af PET, via et stærkt internationalt samarbejde, via en stærk lovgivning, der i øjeblikket får et eftersyn – for at værne os imod den trussel. Jeg er bare nødt til at sige helt ærligt til den danske befolkning, at det er en trussel, der eksisterer potentielt. Og hvis vi i forhold til alle de potentielle terrormål, der måtte være i det danske samfund, pludselig begynder at vende ryggen til, så kommer vi til at leve i et samfund, som vi ikke har lyst til at leve i. Det er det principielle, der er, i denne her sag.

Ja, værsgo!

Spørger: Statsministeren sagde den 15. december, at Eva Kjer Hansen skulle genoptage dialogen omkring bisphenol A i sutteflaskerne med ordføreren, men endnu er det ikke sket. Er der tale om, at Eva Kjer Hansen ikke alene ikke lytter til flertallet i Folketinget, men heller ikke lytter til statsministeren?

Statsministeren: Jamen det er rigtigt, at jeg sagde ved det pågældende pressemøde, jeg gik ud fra, at fødevareministeren selvfølgelig ville tage en dialog med de partier på Christiansborg, der ønsker, at der skal ske noget her, det går jeg fortsat ud fra. Og jeg er ikke bekendt med, at ministeren ikke er dialogsøgende.

Spørger: Hvornår kan vi så forvente, at der sker noget?

Statsministeren: Jamen jeg har en forventning om, at der sker noget, det er en løbende forventning, jeg har. Altså jeg må sige helt ærligt, at ... jo, jo, men jeg er ikke fuldstændig opdateret på den sag i sin detalje. Jeg er bekendt med, at der findes en sag, og der er partier på Christiansborg, det gælder i øvrigt også regeringen, der ønsker at få de her stoffer væk fra hylderne. Som jeg også sagde sidst, vi talte om sagen, så skal det jo altså ske på en måde, som også er i tråd med EU-regelsættet. Det er et dilemma. Det er fødevareministeren, der skal løse det dilemma. Det går jeg ud fra, hun gør.

Spørger: Men er det ikke en alvorlig sag, når en minister ikke vil lytte til et flertal i Folketinget ... noget man burde være måske mere obs. på?

Statsministeren: Jo det er bestemt en alvorlig sag, hvis man ikke vil lytte til et artikuleret fasttømret flertal i Folketinget. Det går jeg også ud fra, man vil.
Ja, værsgo Dorthe!

Spørger: Hvad synes du, man kan bruge den burkarapport til, som regeringen jo i sidste ende har købt og betalt?

Statsministeren: For at sige det helt ærligt, så har jeg endnu ikke læst mig hele vejen igennem den rapport. Jeg vil da håbe, man kan bruge den til at få et indblik i, hvad der er den religiøse bevæggrund for, at nogen finder på at tage en sådan påklædning på, hvor udbredt det er etc. Det er jo sådan set formålet med at bestille den rapport. Men jeg vil gerne igen understrege, at det afgørende for mig er ikke, om der er 100 eller 200 eller 300 niqaber i det danske samfund. Det afgørende er, at det danske samfund skal være et åbent samfund, der hviler på danske demokratiske værdier. Til det hører, at man ikke formummer sig – til det hører, at man alle steder, hvor mennesker interagerer, hvad enten det er på en arbejdsplads eller i en uddannelsessituation, at der er man i øjenkontakt, der kan man se hinanden. Og derfor ønsker vi at bekæmpe det kvindesyn, som de her klædedragter repræsenterer. Vi ønsker at få de klædedragter ud af alle de situationer, jeg her har antydet. Dét, der er den praktiske diskussion, det er, hvordan gør man det bedst. Gør man det ved at ty til lovgivning, det har sin grænse, også fordi at Grundloven jo altså sætter sine skarpe grænser for, hvad man kan, eller gør man det ved at udtrykke den holdning, jeg her har udtrykt. Og til den ende, der har regeringen nedsat en embedsarbejdsgruppe, den har ikke afsluttet sit arbejde endnu. Så det eneste, vi har for nærværende, det er altså den delkomponent, der består i, at Københavns Universitet har lavet denne her rapport.

Spørger: Der er nogen, der mener, at der er behov for en mere præcis optælling af antallet af burkaer og niqaber i Danmark. Er du enig med dem?

Statsministeren: Nej, fordi vores holdning står ikke og falder med antallet. Altså jeg vil gerne sige, at den danske skoleelev, der måtte opleve at blive undervist af en person, man ikke kan se, hvem er. Det vil være en dansk skoleelev for meget – altså så i den praktiske sammenhæng er det jo sådan set ligegyldigt, om det sker parallelt i 17 klasser og i kun 1 klasse for at tage sådant et eksempel frem. Altså det afgørende, det er fænomenet – det er menneskesynet, det er de værdier, det hviler på, det må vi bekæmpe. Så er det selvfølgeligt relevant at vide, hvor udbredt det er, også for at få en viden om, hvor er det så, det opstår. I hvilke grupper er der en tendens til ... er det i særlig etniske grupper, frem for andre etniske grupper. Fordi det kan gøre, at man så kan målrette sin indsats, når man snakker om en mere forebyggende indsats. Men i forhold til en stillingtagen til – vil vi acceptere, at man kan undervise iført sådan nogle klædedragter, eller vil vi acceptere, at man kan lade sig eksaminere i sådanne nogle klædedragter. Der er spørgsmålet om, hvor mange studerende, der går i niqab sådan set ikke relevant.

Ja, første række, midt for.

Spørger: I forhold til den økonomiske politik, så er der en række topchefer, der er bekymret for, at den, hvad skal vi kalde det, opstramning eller iver, som regeringen har for at få afdraget store statsunderskud eller underskud på statens finanser, at det kan kvæle et spirende opsving. Deler du den bekymring, og hvad er i øvrigt budskabet til de her topchefer?

Statsministeren: Jamen, jeg har godt læst Børsen og er sådan set glad for spørgsmålet, fordi det giver anledning til lige at præcisere nogle ting. Det er helt, helt afgørende, at den økonomiske politik, der føres i 2010, og som er en meget, meget ekspansiv politik – altså hvor vi skubber meget til økonomien i samfundet, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den. Regeringen har ingen planer om at bremse op i forhold til dét, vi har lagt ud i både offentlig og privat købekraft i indeværende år. Dét, vi taler om, det er tiden efter. Og der er det sådan, at vi i februar fremlægger et konvergensprogram, som jo vil vise, at vi er på den skæve side af reglerne om, hvor store budgetunderskud, man må have. Det er en skæbne, vi deler med resten af Europas lande, og vi ligger i den absolut gode ende, men det rokker ikke ved, at der vil være en udfordring. Oven på det konvergensprogram, der vil vi i den økonomiske politik, som lægges frem til august, i finanslovsforslaget for 2011 vise, hvilke bevægelser vi laver for at nedbringe underskuddet over en årrække til de maks. 3 %, der følger af EU. Og spørgsmålet om, hvor meget vi så, kan man sige, strammer op i 2011 og i 12 og i 13, det er et, vi tager stilling til på det tidspunkt. Derfor kan jeg heller ikke genkende de ord, jeg ser med hestekur og drastiske besparelser på den korte bane. Det er ikke det, der er tale om. Der er tale om, at vi vedkender os, at oven på den her meget, meget dynamisk, økonomiske politik, vi har fulgt, og som vi har haft råd til, fordi vi systematisk overhørte oppositionens krav om at bruge af overskuddet, men i stedet nedbragte gæld, da vi havde den, at det over tid skal bringes til ophør. Og det præcise design på det – altså om det er lineært i 11, 12, 13 eller om det er mindre i 11 og mere i 12 og 13, det tager vi stilling til, når vi fremlægger finansloven. Og i forbindelse med, at vi tager stilling til det, da vil vi naturligvis også skele til, hvad er så den øjeblikkelige økonomiske situation. Fordi det her, det hviler jo selvfølgelig på, at væksten er på vej igen – altså at der ved at komme dynamik i samfundet, der så at sige driver sig selv. Det fører sådan set til, at jeg forstår godt dét, de erhvervsledere siger, og det er jeg sådan set også enig i. Det her – det er en balance mellem at stramme til igen og så ikke gøre det i utide eller så voldsomt, at man knækker et spirende opsving.

Spørger: Lige et supplerende – er du enig med de økonomer, der mener, at der i kommunerne, at der er et milliard stort potentiale – altså penge at hente så at sige hvert eneste år i virkeligheden, når vi kigger på fx bestemte krav til produktivitet, mål for udlicitering og den slags?

Statsministeren: Jeg er enig i, at der i kommune for kommune for kommune er områder, hvor man kan effektivisere. Kommunerne er meget, meget forskellige. Men naturligvis er der rum for forbedring også i kommunerne, ligesom der er det i staten, ligesom der er det i regionerne. Man kan jo bare gå ind og se på, hvad koster det at drive én elevplads i den danske folkeskole, så vil man kunne se, at forskellen mellem den kommune, der gør det billigst, og den kommune, der gør det dyrest, den er 100 % – altså den er 100 %. Og det er bare ét eksempel, jeg trækker frem. Så der er jo en enorm forskellighed i den måde, kommunerne løser opgaverne på. Og bilde sig ind, at man på alle opgaver i alle kommuner lige præcis har ramt balancen mellem kvalitet og effektivitet det rigtige sted, det ville jo være naivt, så selvfølgelig er der rum for forbedring.

Ja.

Spørger: Jeg vil bare lige høre noget mere til dét, du siger om Lauritz.com, fordi du siger, at man tager levebrødet ud af munden på Kurt Westergaard, hvis man fx ikke vil sælge hans tegninger. Men kan du ikke forstå, at ledelsen på Lauritz.com gerne vil beskytte deres medarbejdere fra at blive et terrormål?

Statsministeren: Hvis vi hver især tog det, vil jeg personligt mene, ret egoistiske synspunkt, der hedder, at enhver associering mellem os og en person, der udgør ... der lever i en eller anden form for risikozone i det danske samfund, det ville bringe os selv i risiko, så det holder vi os fra, så ville der altså være en række mennesker i det her samfund, der ville være uden nogen som helst form for social kontakt – uden nogen som helst form for berøring med omverdenen. Det er jo sådan set den ultimative effekt af det synspunkt. Og det er derfor, at jeg så nu gentager mig selv ved at sige, at de trusler, det danske samfund er udsat for, de er reelle. Jeg står ikke og skræmmer den danske befolkning op, men jeg peger på, at de er reelle, det kan man jo se på de straffesager, der har været afdækket, man kan se det på Chicagosagen, man kan se det på overgrebet på Kurt Westergaard. Vi gør alt, hvad vi kan for at dæmme det op, derfor har vi et topmoderne PET, vi har nogle skrappe terrorlove. Vi kigger på, om de skal forbedres og justeres på nogle punkter. Men jeg er også nødt til helt ærligt at sige, at selvom vi gør alt dét, vi kan, så vil der være en risiko tilbage. Og hvis vi lader den risiko sætte sig på vores livsførelse hver især, og det er bare et eksempel på det, så skaber vi et angstfuldt samfund. Så skaber vi et samfund, hvor vi sådan set har givet op, har tabt kampen. Og det er derfor, jeg gerne vil komme med denne her moralske opsang. Nu Lauritz.com – det er så dét, der aktualiserer det, det er ikke et angreb på Lauritz.com, fordi jeg kan sådan set godt jo på et eller andet praktisk niveau forstå den her refleksion, man gør sig. Jeg advarer bare imod, det sætter sig og danner skole, fordi så får vi et samfund ud af det, vi ikke har lyst til at leve i.

Ja, jeg tænkte nu ellers til ... ja, det var dét, jeg tænkte.

Spørger: Lige tilbage til burkaerne. Hvad er det for et menneskesyn, de er udtryk for?

Statsministeren: Hvad det er for et menneskesyn?

Spørger: Ja.

Statsministeren: Ja, det er jo et kvindesyn, som er så milelangt fra det danske kvindesyn. Altså vi går ind for emancipering, vi går ind for ligestilling mellem kønnene. Det er ikke ligestilling mellem kønnene, at man for at leve op til en eller anden dogmatisk religionsopfattelse ikke tør vise sig i det offentlige rum fx. – for at tage en dimension af det. Men jeg vil hellere formulere det omvendt og positivt. Fordi hvad er det for et samfund, vi ønsker os. Vi ønsker et åbent samfund, som er harmonisk, hvor man i bogstavelig forstand kan se hinanden i øjnene. Det er jo sådan set noget af dét, der har gjort Danmark til et unikt samfund. Det er også dét, der gør, at der ikke er store forskelle i det her samfund. Jeg indrømmer også, for at foregribe andre spørgsmål, at vi har masser af dilemmaer i det her samfund, der er folk, der lever på kanten af det. Der er folk, der – selvom vi lever i det hårdest beskattede samfund i verden med stor social tryghed – alligevel har svært ved at få deres tilværelse på fode. Men dét, der trods alt kendetegner det danske samfund, det er harmoni, det er, at der ikke er store forskelle på lille som stor. Det er nogen af de værdier, der kendetegner vores samfund. Og det er jo sådan set værdier, man krydskører, hvis man pludselig formummer sig. Altså jeg kan jo ikke tage retten til at man formummer sig væk. Hvis man vil gå en tur i Bernstorffsparken i burka eller i fastelavnskostume eller noget andet – altså så har jeg jo ikke fantasi til at forestille mig, at vi skal lovgive imod det. Men jeg ønsker da ikke, at mine børn kom i en situation, hvor de skulle undervises af lærere, de ikke kunne fornemme. Jeg ønsker ikke, at lærere skal eksaminere elever, der ikke står ved, hvem de er, men som formummer sig. Så alle de der steder, hvor vi sådan set lever et forpligtende liv med hinanden, der skal vi da have de der klædedragter væk. Det er slet ikke til diskussion. Dét, der er til diskussion, det er, hvad er det så for et praktisk redskab, vi skal tage i vores hænder. Det er til diskussion.

Spørger: Nu lige for at holde fast i den ... fordi menneskesyn ... det blev lidt kort, og jeg kan forstå, du ikke har læst rapporten, så du bygger det sikkert på noget andet, men den her form for stigmatisering – kunne du ikke være bange for, at nogen af de her niqabklædte kvinder, som jo ikke gør noget ulovligt – indtil videre, at de måske kunne føle en eller anden form for stigmatisering, når der bliver brugt så relativ mange kræfter på at fortælle, hvad for et menneskesyn, det giver udtryk for.

Statsministeren: Ved du hvad, jeg har den grundholdning til det danske samfund, at det hviler på et sæt positive værdier. Og alle der ønsker at tage del i det værdifællesskab er grundlæggende velkomne her. Og i den forstand har vi jo brug for alle. Men det må ikke blive sådan en ligegyldighedens samfund, hvor vi er ligeglade med, om folk agerer på en måde, der i virkeligheden eroderer det værdisæt, vi står sammen om. Og derfor ønsker jeg at udtrykke det positivt, og det er dét, jeg gør ved at sige, at jeg ønsker et samfund, hvor vi kan se hinanden i øjnene i bogstavelig forstand. Jeg ønsker ikke et samfund, hvor vi som udgangspunkt skal lovgive os til det – altså jeg vil meget hellere have, at de her kvinder tager burkaen eller niqaben af, fordi de beslutter sig for at gøre det, end fordi jeg vedtager en lov, der siger, at det skal de. Men det rokker ikke ved, at holdningen, den er dén, jeg her giver udtryk for. Og den er jo ikke til falds for, om der er 3, 17 eller 36 eller om det er 0,15 eller 0,30 % af den muslimske kvindelige befolkning, der går i de klædedragter. Det kan man ikke knytte holdningen op på. De tal, og den rapport, er selvfølgelig relevant i forhold til at finde ud af, hvad er det så for nogle instrumenter, vi skal tage i brug. Hvordan gør vi det her? Er det ved oplysningsarbejde, er det ved administrative forskrifter. Er det en særlig udfordring i uddannelsesinstitutionerne, eller er det også en udfordring på det offentlige arbejdsmarked. Der er denne her rapport selvfølgelig relevant. Men i forhold til holdningen, der har rapporten jo så at sige ingen relevans, fordi det er jo ikke det kvantitative, der afgør det kvalitative.

Ja, Niels.

Spørger: Noget helt andet. Der bliver fyret massivt på de danske sygehuse i de her uger og måneder. Vil du vedkende dig ... og der kommer ... de fleste er enige om, at det også giver serviceforringelser for patienterne. Vil du som tidligere mangeårig sundhedsminister og statsminister i dag, vil du vedkende dig et ansvar for, at det går den forkerte vej på de danske offentlige sygehuse lige for tiden?

Statsministeren: Regeringen har tilført betydelige ekstra ressourcer til sundhedsområdet. Jeg tror, det løber op i noget, der ligner 21 milliarder, siden vi kom til. Det har også ført til, at der i dag er flere ansatte på de offentlige sygehuse end nogensinde før – i omegnen af 5.000 flere læger og sygeplejersker. Det er en udvikling, der er kommet for at blive. Og som sådan set også betyder, at det danske sundhedsvæsen står med rekrutteringsproblemer. Det er også en udvikling, der betyder, at der år for år er stadig større budgetter og behandles flere patienter. Og det, forudser jeg, er kommet for at blive. Jeg forudser den økonomiaftale, vi laver til sommer for 2011, den i forhold til sundhedsområdet vil være mere rummeligt, end den vi har i 2010. Når alt det er sagt, så er det derfra op til den enkelte region at sørge for at få pengene til at række og sørge for at dimensionere de enkelte enheder – altså de enkelte sygehuse – og de enkelte afdelinger. Det er regionens ansvar.

Spørger: Men virkeligheden på sygehusene er, at der bliver fyret lige nu. Er det ikke også dit ansvar, det er dig, der har lavet systemerne.

Statsministeren: Det er en del af virkeligheden. Og så er der afdelinger, hvor der ansættes på. Altså regeringen har tilført stadig flere ressourcer. I 2010 er det, efter min bedste hukommelse, 1,8 milliarder mere end året før. Hvis man ser på, hvor stort et træk der er på de private sygehuse, som jeg kan se, at nogen sådan fremhæver som sådan en forklaringsmodel, så er det fuldstændig det samme – altså der er ikke tale om, at der forsvinder flere ressourcer ud til de private sygehuse. Så regionerne har et stadig mere rummeligt budget. Og inden for det stadig mere rummelige budget er der plads til at ansætte flere mennesker og behandle flere patienter. Det rokker ikke ved, at det så er en driftsmæssig udfordring at tage stilling til – skal de mennesker være ansat på den afdeling eller den afdeling eller den afdeling – skal der skrues ned for den afdeling og op for en anden afdeling. Det er et regionalt driftsansvar.

Spørger: Men der bliver fyret måske mellem 200, 300, 400 mennesker på de offentlige sygehuse. Jeg forstår ikke din forklaring. Hvis der bliver givet så mange flere penge, som du siger, hvorfor skal der så fyres så mange mennesker?

Statsministeren: Jeg ved ikke, hvor du har fra, at når du summer antallet af stillinger i det offentlige sundhedsvæsen op, at så ...

Spørger: ... jeg konstaterer bare, at der bliver fyret ca. det antal, jeg siger, er det ikke rigtigt. Hvordan kan det forklares?

Statsministeren: Jo, men det er jo kun halvdelen af regnestykket. Altså vi har ét dansk sundhedsvæsen. Det vokser år for år. Der kommer flere og flere penge. Vi bruger i år 21. milliarder mere, end da vi kom til. Der er ansat 5.000 flere læger og sygeplejersker. Der behandles en tredjedel flere patienter. Altså det er situationen i sygehusvæsenet. Sygehusvæsenet drives af 5 regioner, som hver især har ansvaret for i deres egen region at finde ud af at bruge pengene. Og hvordan skal pengene fordeles mellem hospital 1, 2, 3 og 4. Hvordan skal lønsummen fordeles mellem afdeling 1, 2, 3 og 4? Det er regionernes ansvar.

Spørger: Er regionerne så vanvittig dårlige til at drive sygehuse i Danmark?

Statsministeren: Regionerne har grundlæggende løst deres opgave godt målt på, at vi i dag behandler stadig flere patienter og behandler dem stadigt bedre. Det sundhedsvæsen, vi har i dag, det har en helt anden kvalitet, end da regeringen kom til. Dengang havde vi et A- og B-hold, hvor folk der havde friværdi eller private forsikringer, de kunne komme hurtigt i behandling, andre kunne stille sig i kø. Der var ingen nævneværdige patientrettigheder. I dag har vi en unik rettighed til, at man kan behandles, hvis ventetiden er for lang. Vi har oplevet et kvalitetsløft i den danske kræftbehandling, som er stort. Det rokker ikke ved, at der er masser af udfordringer, men det går bestemt den rigtige vej. Og i den forstand gør sygehusejerne det godt. Men ligesom spørgsmålet før om kommunerne på udvalgte strækninger kan gøre det bedre, så tror jeg bestemt også, man helt ærligt må sige, selvfølgelig er der rum for forbedring også i regionerne og givetvis i nogle regioner mere end i andre.

Spørger: Jeg skal lige høre her til sidst. Du sagde, at der kommer flere penge, var det rigtigt forstået, der kommer flere penge til sygehusene. Altså den nulvækststrategi, som du lancerede forleden dag, den kommer ikke til at gælde sygehusene?

Statsministeren: Jamen, jeg ved ikke, hvad det er for en nulvækststrategi, jeg har lanceret i forhold til regionerne.

Spørger: ... i forhold til kommunerne, hvor du sagde ...

Statsministeren: ... jeg tror ikke, vi snakkede om regionerne overhovedet, da vi var sammen i fredags.

Spørger: Jamen, det er derfor, jeg spørger, kommer der flere penge i ...

Statsministeren: ... jeg tror, det er ... altså vi har jo ikke fjernet ventelisterne den ene dag for at indføre dem den næste dag. Sundhedsområdet, det har vores allerhøjeste prioritet. Et velfærdssamfund måles på, hvordan det behandler sine syge. Vi ønsker ikke at vende tilbage til det system, der var ... vi overtog fra Nyrupregeringen, hvor dem, der havde penge, de kunne behandles, og andre kunne bare stå i kø. Vi ønsker at stå vagt om fri ... lige og gratis adgang i et sygehusvæsen med stærke rettigheder. Det vil med sikkerhed betyde, at vi år for år skal være indstillede på, at sundhedsvæsenet koster stadig flere penge.

Ja. Værsgo!

Spørger: Lige tilbage til burkasagen igen. Forskerne på Københavns Universitet, de har ikke kunnet finde én kvinde, der bærer niqab eller burka, som ikke selv har valgt det. Hvordan stemmer det overens med de liberale frihedsrettigheder, at du som statsminister nu står og siger, at de skal tage dem af alle sammen?

Statsministeren: Det stemmer meget fint i overensstemmelse med dét, jeg siger. Fordi jeg giver udtryk for den positive værdi, at jeg ønsker et samfund, hvor man møder hinanden med fuld øjenkontakt. Hvor man gestikulerer over for hinanden. Hvor man i de situationer, hvor folk agerer med hinanden kan se, hvem hinanden er. Det er sådan set det sæt værdier, jeg går ind for. Og det tror jeg er et sæt værdier, jeg deler med den allerbredeste del af den danske befolkning. Og derfor har vi også en legitim fordring, der hedder, at de steder, hvor vi interagerer med andre, at der må vi kunne sætte den fordring igennem. Og det gælder fx i den situation, hvor man går til undervisning, hvor det er en legitim forventning, at man selvfølgelig bliver undervist af en person, der ligesom vedkender sig fysisk, hvem man er. Det gælder også den lærer, der underviser en elev, at da er det en rimelig fordring. Derfor er jeg 100 % bag det gymnasium i Århus der, var det ikke i sidste uge, afviste en elev i niqab, fordi det er en rimelig fordring som dansk gymnasielærer at have, at de elever, man underviser, det er elever, man har fuld kontakt med.

Spørger: Skal man forstå det sådan, at I i regeringen lige nu overvejer at lave et centralt forbud mod, at lærere i gymnasier og folkeskoler ikke må have burka på eller niqab på?

Statsministeren: Det skal forstås fuldstændig, som jeg har sagt det, nemlig at der pågår overvejelser i regeringen, de er ikke afsluttet endnu. Der er nedsat en embedsarbejdsgruppe. Den har ikke afsluttet sit arbejde. Den holdning jeg har her, den er regeringen selvfølgelig 100 % enig om. Det tror jeg i øvrigt også er en holdning, der har meget, meget bred opbakning i det danske samfund. Det er sådan set ikke til diskussion, og derfor er det også med sådan nogen forundring, at jeg iagttager hele denne her debat, som om der var afgrundsdybe forskelle. Der kan jo ikke sættes papir ind i holdningen. Dét, vi diskuterer, det er midlerne, det er, hvordan sætter man bedst den holdning igennem med respekt for, som du også antyder, at vi så i øvrigt også lever i et samfund med et frisind, hvor vi jo ikke har tradition for, at vi lovgiver fx omkring påklædning. Der er også både grundlovsmæssigt og konventionsmæssigt sine grænser for, hvad for nogle værktøjer, man kan tage i brug. Og derfor er der i øjeblikket et arbejde i gang for at finde ud af, hvad er det så for en værktøjskasse, vi skal gribe ud efter. Men det må bare ikke forveksles med, at der er slør på holdningen – altså holdningen, den er entydig, og den er, som jeg her har givet udtryk for.

Dan.

Spørger: Vicestatsminister Lene Espersen har sagt, at der skal være en nulvækst i kommunerne. Skatteministeren, Venstres næstformand, har sagt, at der skal være dæmpet vækst i kommunerne. Hvad mener statsministeren og Venstres formand?

Statsministeren: Jeg tror, at dét, der er brug for, det er, at vi nu får et meget præcist overblik over, hvad er det for en udfordring, vi står med. Vi ved, vi står med en udfordring, fordi vi jo altså i øjeblikket fører en super aktiv økonomisk politik – nok den mest dynamiske i hele Europa. Det sætter sig i, at vi får et budgetunderskud. Det kan vi ikke i længden have. Men dét, vi har brug for nu, det er – og det er dét, man arbejder med i Finansministeriet i øjeblikket, det er at få præciseret præcist, hvad er det så for en udfordring, vi har – både når vi ser nu, og når vi ser fremefter. Det er jo dét, der giver det kvalitetsmæssige afsæt til at få lagt en ordentlig plan for, hvordan vi så kommer af med underskuddet – eller rettere sagt, hvordan vi får underskuddet bragt ned i størrelse. Det er et arbejde, der er i gang nu. Det falder i tre halvleje eller i tre faser. Første fase er primo/medio februar, hvor vi får konvergensprogrammet frem, så man kan se, hvad er vores udfordring op mod EU-kravene. Anden fase det er, når vi fremlægger den nye økonomiske politik for 11 og fremad. Det er jo faktisk omkring finansloven. Tredje fase det er, når vi fremlægger en 2020-plan. Og derfor så har vi ikke et grundlag, hvor man med stor præcision i dag kan sige – ingen realvækst eller nulvækst eller den slags ting. Vi kan sige, at der er en udfordring. Vi kan sige, at der er brug for, at vi dæmper det offentlige forbrug i 11, 12, 13. Men det præcise design for, hvordan vi gør det, hvordan vi fordeler det mellem 11, 12 og 13, det kan man ikke sige noget sikkert om nu.

Spørger: Men I skal forhandle med kommunerne allerede til maj!

Statsministeren: Det er rigtigt, og den forhandling bliver jo inkorporeret i finansloven. Og når finansloven er vedtaget, så har du så i en kombination af det, der er aftalt med kommunerne, og hvad der ellers måtte være af kommunalt forbrug, aftalt i en finanslovssammenhæng – så har du det kommunale forbrug.

Spørger: Flere ledende ministre har udtalt sig omkring overenskomstforhandlingerne med opfordring til, at man holder igen med lønstigningerne. Er det ikke indblanding i det private arbejdsmarkedsoverenskomstforhandlinger?

Statsministeren: Jeg har fuld respekt for den danske model. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i de overenskomstforhandlinger, der aktuelt er i gang. Jeg har tegnet et klart og ærligt billede af, hvilke udfordringer det danske samfund står i. Jeg tror, at alle kan se, at det er en udfordring, der er til at tage og føle på. Og det må selvfølgelig vække eftertanke hos alle. Og vi kan lovgive om meget, og vi kan designe det offentlige forbrug. Men spørgsmålet om fx det private erhvervslivs konkurrenceevne. Det er ikke i lovgivningsmagtens hænder. Altså det kalder også på, at man mellem parterne træffer fornuftige aftaler. Og det har jeg fuld tiltro til, at man også vil gøre.

Tak skal I have.”