Pressemøde den 20. april 2010
Det talte ord gælder
Se eller hør pressemødet i klippet herover.
Statsministeren: Jeg vil gerne byde velkommen til dette pressemøde i forlængelse af regeringsseminaret, som vi har holdt her i går og i dag på Sørup Herregaard – smukke omgivelser, flot vejr, foråret er kommet, bøgen er sprunget ud. Og vi har brugt det sidste døgn på at drøfte vores nye arbejdsprogram – Danmark 2020, som vi fremlagde for præcis otte uger siden.
Det har været et godt regeringsseminar. Det har været præget af stor energi og stor virkelyst. Og vi kan jo også glæde os over, at en række væsentlige initiativer i arbejdsprogrammet allerede er udmøntet og på plads. Det gælder serviceeftersynet af udlændingeloven, som bringer den faste og fair flygtninge/indvandrerpolitik, som regeringen lagde frem i 2001, et skridt videre. Dybt, dybt beklageligt, at oppositionen efter ugers tænkepause og vel forskellig fokusgruppeinterviews er nået frem til at være imod. Men det rokker jo ikke ved vores glæde over, at vi nu får lanceret et system, hvor det i højere grad understreges, at den enkelte har et ansvar for integration. Og hvis man vil, så kan man hurtigere vinde permanent fodfæste på det danske arbejdsmarked og det danske samfund.
Vi har ”Bankpakke 3” på plads. Vi har en landbrugspakke på plads, som giver en håndsrækning til et erhverv, som i øjeblikket er nødlidende og som sammen med følgeindustrien tegner sig for 150.000 arbejdspladser. Vi har løst det udestående, der har været omkring udligningsskatten, som er et af de ganske få elementer, der har manglet at komme på plads for at få den fuldt finansierede skatte- og afgiftsomlægning, vi aftalte sidste år, på plads. Den ”Forårspakke 2”, som bidrager til at løse langsigtede problemer i det danske samfund ved at beskatte mere det, vi vil have mindre af – forurening og energiforbrug og mindre det, vi vil have mere af – nemlig arbejde og virkelyst. Vi har fået en indbrudspakke på plads, og vi har fremlagt en ny udviklingspolitisk strategi.
Og vores interne drøftelser det sidste døgns tid, som I kommer til at høre mere om, som tingene folder sig ud, vidner også om, at vi har en solid politisk dagsorden foran os – ikke bare frem til Folketingets sommerpause, men i virkeligheden igennem resten af 2010.
April/maj måned vil jo være kendetegnet ved, at der er et stort lovgivningsarbejde i Folketinget, men det vil også være i løbet af den periode, at beskæftigelsesministeren fremlægger en pakke, der skal imødekomme de problemer, der er med langtidsledighed, som jo er et af de mest smertelige menneskelige omkostninger forbundet med krisen. Indenrigs- og sundhedsministeren vil i den samme periode indlede forhandlinger med Dansk Folkeparti om, hvordan vi får udfyldt de hvide pletter på sygehuslandskortet, som opstår i kølvandet på, at vi nu laver den største investering i et nyt moderne sundhedsvæsen i danmarkshistorien. Og vi afvikler også i april/maj måned et møde på Marienborg om folkeskolen.
Juni måned vil være præget af, at vi afslutter 360 graders-eftersynet af den danske folkeskole. Det sker i forbindelse med et møde i regeringens vækstforum. Og det har jo det sigte, at vi skal gøre en god dansk folkeskole endnu bedre. Det vil også være i juni måned, at vi skal færdiggøre forhandlingerne med kommunerne og regionerne omkring den kommunale og regionale økonomi. Det vender jeg tilbage til.
I august måned fremlægger regeringen sit finanslovsforslag. Men august måned vil også være præget af en række udspil, bl.a. en strategi til bekæmpelse af hjemløshed. Vi har jo sat os den målsætning, at vi i 2014 skal komme det problem til livs. Vi fremlægger en strategi for, hvordan vi kan styrke inddragelsen af civilsamfundet og de frivillige organisationer i hele socialpolitikken, og vi kommer med en ny handlingsplan mod stofmisbrug.
September måned vil være præget af en række initiativer, der knytter sig op på regeringens vækstforum. Det er bl.a. den måned, hvor vi vil konkretisere vores tanke om at lave en ny matchfond, som skal sikre, at vi trækker viden og forskning til Danmark.
I september måned vil vi også modtage klimakommissionens betænkning, som jo skal danne grundlag for det, vi skal nå, inden det bliver nytårsaften – nemlig at lægge en strategi for, hvordan vi på sigt gør Danmark helt fri af fossile brændstoffer.
I oktober åbner Folketinget jo på ny. Da skal vi følge op på 360 grader-eftersynet med en række folkeskolepolitiske aftaler. Vi skal på det tidspunkt i gang med reformarbejdet omkring førtidspensionen, hvor vi jo altså ønsker at lave nogle ændringer, der gør, at vi ikke parkerer unge mennesker på livslang førtidspension. Vi fremlægger vores forslag til en ny SU-ordning, som skal sikres, at verdens dyreste studiestøttesystem, det bliver målrettet, sådan at det bidrager til, at de unge hurtigst muligt kommer igennem deres uddannelse. Vi fremlægger en ”Væk med bøvlet-plan”, som vi i øjeblikket bruger energi på på de indre linjer – kort sagt med stor systematik at gå igennem alle de steder, hvor vi har indrettet os på en bøvlet og uhensigtsmæssig måde, der hæmmer folk i deres dagligliv. Vi fremlægger også i oktober måned en ny ghettostrategi, der skal sikre, at vi kommer væk med den stigende ghettoisering, at vi så at sige får ghettoerne tilbage til samfundet.
I november måned sætter vi fokus på konkurrence og iværksætteri i vækstforum.
Og i december måned inden nytår forhåbentlig, da vil vi fremlægge dels en plan for, hvordan Danmark bliver fri af fossile brændstoffer, men også en ny 2020-plan, der skal sikre, at vi får holdbarhed i den danske økonomi på det her mellemlange sigt.
Jeg har bare trukket nogle få elementer frem, men det vidner jo om, at der er en massiv og tung politisk dagsorden foran os.
Ud over at gennemgå den og altså på de indre linjer få skemalagt, hvornår regeringen kommer med sine politiske udspil, så har vi brugt det sidste døgn på at diskutere den situation, Danmark befinder sig i aktuelt, efter at vi for snart et par år siden blev ramt af en international finanskrise, som slog benene væk under os. Kostede i titusindvis af jobs, skabte et voldsomt fald i vores eksport og kort sagt gjorde Danmark fattigere med et slag. Omkring den situation tror jeg, man kan sige tre ting nu med stor sikkerhed. For det første, så tyder alt nu på, at vi målt på menneskelige omkostninger kommer billigere fri af krisen, end vi havde frygtet. Der er i øjeblikket mange små positive tegn: stigende forbrugertillid, stigende privat konsum, flere jobannoncer, vækst på eksportmarkederne, stabiliserede boligpriser – alt sammen spirende forårstegn, som ikke får krisen til at gå væk, men som understøtter dét, der er vores sikre antagelse nu – nemlig at vi målt på menneskelige omkostninger kommer billigere gennem krisen end frygtet. Eller sagt på en anden måde, at den frygt vi havde for, at arbejdsløsheden eksploderede til et ekstremt højt niveau – formentlig vil blive gjort til skamme, så vi i forbindelse med den konjunkturredegørelse, der fremlægges i maj måned vil kunne nedjustere skønnet for, hvor højt arbejdsløsheden når op, inden kurven knækker.
Vi kommer billigere end frygtet gennem krisen målt på menneskelige omkostninger. Det har til gengæld været dyrt. Fordi det er den anden ting, man med sikkerhed kan sige nu, nemlig at Danmark er blevet fattigere. Vi forventer, at vi i 2009 og 10 vil tabe hen ved 200.000 private jobs, og det gør Danmark fattigere. Fordi der er altså en klar sammenhæng, som synes at være gået tabt i den politiske debat, som grundlæggende altså går ud på, at forudsætningen for, at man kan have et rigt velfærdssamfund med en meget stor offentlig sektor, det er, at man har en stor privat sektor. Det er sådan set de private jobs, det er den produktion, der skabes i det private erhvervsliv, det er den eksport, der genereres i det private erhvervsliv, det er dem der nærer vores velfærdssamfund. Og her er Danmark bleven fattigere. Og det fører så til den tredje ting, man med sikkerhed kan sige, nemlig at når regningen for krisen, som er stor, men som altså også har bidraget til, at vi kommer igennem krisen med færre menneskelige omkostninger end frygtet, fordi vi har fremrykket offentlige investeringer, fordi vi har understøttet familiernes privatøkonomi, når dén skal samles op, så kan den ikke samles op via højere skatter og afgifter. Krisen har vist, at den udfordring, der er Danmarks og hele Europas, og som vi har arbejdet med i en årrække, bl.a. i globaliseringsrådet, det er en udfordring, som nu står større end først antaget. De nye økonomier ikke mindst i Asien, de er rykket meget hurtigere ud af krisen, de udfordrer os. Vi har tabt konkurrencekraft. Vi har tabt styrke på de markeder. Og derfor kan det ikke nytte noget, at vi på den anden side af krisen gør livet endnu mere besværligt for os selv ved at gøre en dyr dansk arbejdskraft endnu dyrere ved at hæve skatterne på arbejde, sådan som oppositionen foreslår det. Og det kan ikke nytte noget, at vi gør livet endnu mere bøvlet for danske virksomheder ved at øge erhvervsskatterne på danske virksomheder, sådan som oppositionen foreslår det. Det vil være at lægge gift for det danske samfund, det vil være den sikre vej til at gøre et dansk samfund, der er blevet fattigere på grund af krisen, endnu fattigere. Og det fører til, at vi i arbejdet med at samle regningen op, hvor ubehageligt det end må synes at være, og hvor lidt opportunt, det end kan forekomme velvidende, at der kun er halvandet år til næste folketingsvalg, at så er der ingen anden vej frem end at udvise sparsommelighed i den offentlige sektor. For som sagt forudsætningen for, at vi kan have en stor offentlig sektor, det er, at vi har en stor privat sektor.
Regeringen har sagt, at vi i 11, 12 og 13 stiler efter at have fuldstændig ro på det offentlige forbrug, det er et nyt vilkår i dansk politik, det er ikke let, men det er nødvendigt.
Det er samtidig sådan, at vi jo ikke ønsker stilstand. Vi ønsker en offentlig sektor, der udvikler sig. Vi ønsker en offentlig sektor, der på væsentlige kerneområder fortsat udvikler sig og forbedrer servicen over for borgerne. Og derfor står vi altså med den bundne opgave, og det er et nyt vilkår i dansk politik, at hvis vi skal bruge mere på et område, så må vi bruge mindre på et andet område. Vi har en ambition om at styrke det danske sundhedsvæsen. Vi har en ambition om at skulle bruge i størrelsesordenen 5 mia. kr. mere på sundhedsvæsenet over de næste tre år. Vi har en ambition om fortsat at styrke vores uddannelses- og forskningsaktivitet, så vi sikrer, at flere unge får en ungdomsuddannelse og en større andel får en videregående uddannelse. Det kræver, at vi finder i størrelsesordenen et par mia. til det formål over de næste tre år. Og vi har endelig en politisk ambition om at styrke vores arbejde over for samfundets mest svage og mest udsatte grupper plus en række andre ting, og til den ende der får vi brug for i størrelsesordenen tre mia. kr. over de næste tre år.
Det betyder altså, at vi i en situation hvor vi skal samle regningen op for krisen – den regning, regeringen har udskrevet med åbne øjne, men som har bidraget til, at vi kommer billigere, målt på menneskelige omkostninger, igennem krisen end frygtet – den regning, som i oppositionens mest opportunistiske dage ville have været i størrelsesordenen 50 mia. større, end den er nu, at vi i arbejdet med at samle den regning op samtidig altså skal frigøre 10 mia. kr. for at kunne styrke vores sundhedsvæsen, vores uddannelsessektor og indsatsen for de svage grupper. Det er ikke nogen let opgave. Og derfor har vi i regeringen besluttet nu meget klart at sige til landets kommuner og regioner, hvad vilkårene er, inden vi indleder forhandlinger her op mod sommerferien. Fordi kommunerne fylder halvdelen af samfundsøkonomien. Og når der skal holdes igen og spares et sted for at bruge mere et andet sted, så må det nødvendigvis også involvere landets kommuner. Derfor lægger vi op til at indgå en treårig aftale med landets kommuner, sådan at den enkelte kommunalbestyrelse nu ved, hvad man har at regne med og får god tid til at få løst den opgave, som jeg godt ved ikke er nem. Det er en opgave, som skal løses inden for en ramme, der betyder, at kommunerne næste år vil have præcis de samme økonomiske ressourcer målt i købekraft og målt i personaleforbrug, som de har i indeværende år. Men at de til gengæld så i 12 og 13 må reducere deres forbrug med 3⁄4 procent om året. Det svarer til 4 mia. kr. over de tre år. Og det kan indebære, at der skal nedlægges op til 8.000 jobs i kommunerne i løbet af den treårige periode, for at de jobs så til gengæld kan genopstå andre steder, hvor vi prioriterer, at vi har mere brug for stillingerne – i sundhedssektoren – i uddannelsessektoren. Det er ikke nogen let opgave. Det er altså en opgave, der betyder, at hvor kommunerne i dag har 230 mia. kr., så vil de i 2013 kun have 226 mia. kr. Det er altså en situation, hvor der i dag er omkring 450.000 ansatte i kommunerne, så kan situationen den om tre år være, at der skal være 8.000 færre. Det er ikke let, men det skal jo trods alt holdes op mod, at der hvert år er 100.000 offentlige ansatte, der forlader den offentlige sektor, enten for at søge jobs i den private sektor eller for at gå på pension. Og derfor vil det også være sådan, at hvis man taler ærligt omkring det her og giver klar besked i god tid og et godt planlægningsrum, så skal det kunne lade sig gøre i den enkelte kommune – og gennemsnitlig snakker vi her om, at der skal spares i størrelsesordenen 40 mio. kr. i en gennemsnitlig kommune, at frigøre de ressourcer – for det har vi brug for, hvis det danske samfund ikke skal gå i stå, det har vi brug for, hvis vi fortsat skal kunne satse på sundhed, på uddannelse, på forskning, på en målrettet indsats over for de svage grupper. Så vi fremlægger altså i dag en meget præcis plan for, hvordan vi deler den del af regningen over de næste tre år. Vi beder kommunerne og regionerne – for den del af regionerne, der ikke har med sygehuse og sundhed at gøre – om at samle 4 mia. kr. op, og så tager staten til gengæld ansvaret for de sidste 6. Der er sat et arbejde i gang. Hver enkelt minister er blevet bedt om på sit eget område at reducere forbruget med, hvad der svarer til 1⁄2 procent om året i 11, i 12 og i 13. Og derudover har vi sat en stribe analyser i gang, som betyder, at når vi fremlægger finansloven i august, så kan vi meget mere præcist og meget mere målrettet angive steder, hvor staten skal bruge mindre, for at vi til gengæld kan bruge noget mere på sundhed, på uddannelse, på forskning – på de svage grupper.
Det er klar besked til kommunerne. Det er også klar besked til hele det danske samfund om, at vi altså nu er nødt til at prioritere væksten i den private sektor. Det vil være at lægge gift for det danske samfunds overlevelse på sigt, hvis vi lader den offentlige sektor vokse i en situation, hvor vi er blevet fattigere og har tabt 200.000 arbejdspladser. Jeg vil også gerne sige, at det her – det er ikke nemt. Det er rimeligvis heller ikke populært, og jeg vil da også dertil gerne lægge, at hvis der havde været en nem eller en populær opskrift, så havde vi nok valgt den i stedet. Men vi er nu engang regering i Danmark. Og jeg har godt noteret mig, at alle andre agerer ligesom om der var folketingsvalg i morgen, det er der ikke, det er der først i november 2011 og indtil da, der har vi et ansvar for at bringe Danmark på fode og godt fri af krisen.
Jeg er stolt over at kunne sige, at alt nu tyder på, at vi kommer fri af krisen med færre menneskelige omkostninger, end det man kunne have frygtet, men til det hører altså også ærligt at sige, at der derved er skabt en større regning, end man kunne have ønsket sig. Og den er vi simpelthen nødt til at samle op. Det har regeringen ansvaret for, og det har vi også viljen til at gøre.
Og så vil jeg give ordet til udenrigsministeren.
Udenrigsministeren: Ja, og jeg er jo helt enig i, at det er en vanskelig opgave, vi står overfor. Men det er en opgave, som vi skal løse, det er en bunden opgave. For en forudsætning for, at vi har en tryghed i Danmark omkring den økonomiske politik, det er altså, at der er troværdighed omkring den finanspolitik, der bliver ført her i landet. Og hvis vi ser ude omkring i resten af Europa på, hvordan finansmarkederne agerer, så er det meget tydeligt at se, at de lande, der ikke har styr på den økonomiske politik, de bliver straffet af finansmarkederne. De bliver primært straffet ved, at så bliver renten sat op, og dermed bliver det dyrere både at være erhvervsliv og borger i det land. Og vi har valgt hele vejen igennem krisen at så sige, at det er afgørende for Danmark, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, så vi ikke bliver straffet af udlandet. Man kan bevare en lav rente, holde inflationen i ro og af den vej være med til at sikre en stærk ansvarlig økonomisk politik.
Når det så er sagt, har vi selvfølgelig også være optaget af, at vi kom godt igennem krisen, og derfor har vi jo også lavet midlertidige finanspolitiske lempelser for at komme godt igennem den.
Jeg synes, det er væsentlig i dag, hvor regeringen fremlægger vores konkrete bud på, hvordan vi kan få tingene til at hænge sammen, selvom det offentlige forbrug skal holdes i ro – blot at minde om, at den øvelse vi er igennem i Danmark er jo ikke en øvelse, vi sidder alene med. Det er en øvelse, der foregår i de andre europæiske lande samtidig med, for de er jo i præcis den samme situation. Men må jeg sige – mange af dem er også i en meget værre situation, end Danmark er.
Hvis vi ser på EU under et hele, har EU jo typisk haft offentligt underskud på omkring 2,3 procent af BNP. Det er nu steget til omkring 7 procent af BNP. Det skal sættes lidt i relief af, at Danmark p.t. har et underskud på 5,5 procent og dermed ligger under EU-gennemsnittet, når det gælder underskud. Det samme gør sig gældende, når vi ser på gældssætningen, som også er steget meget kraftigt i mange af EU-landene, og hvor vi altså ligger i den lavere ende. Så man kan sige, at det afgørende har sådan set været, at det, at vi som regering igennem de gode år op igennem fra 2001 til 2008 lagde penge til side og havde styr på finanserne, har altså gjort det nemmere for os nu at komme igennem krisen i forhold til, hvordan mange af de andre EU-lande ser på det. Og jeg har i hvert fald noteret mig, at økonomikommissæren Olli Rehn har udtalt, at Danmark set over hele spektret af EU-lande er blandt de lande, der har et mere realistisk forhold til deres vækstniveau og et af de mest konkrete programmer. Og det synes jeg er væsentligt at få fremhævet her i dag.
Det er naturligvis også klart, at den opgave, der så venter fremover for samtlige EU-lande, det er jo, vi skal have genoprettet økonomierne i Europa. Og der har vi som sagt én af de mildeste opgaver i Danmark – i andre EU-lande skal man gå meget hårdere til værks. Ikke desto mindre så skal vi igennem det. Og vi forventer jo, at den henstilling vi har fået fra EU, det er jo en henstilling om konsolidering i 2011 med 11⁄2 procent frem til 2013. Og det er også det, der er grunden til, at statsministeren nu har fremlagt man kan sige vores første skridt til, hvordan vi så kommer i mål på den dagsorden.
Og jeg vil sige til jer, at de anbefalinger, der er kommet til Danmark, er mindre stramme end de anbefalinger, der er kommet til de øvrige medlemslande, der har modtaget henstillinger med undtagelse af Tyskland, hvis økonomi også er i en ganske god gænge.
Og vores næste udfordring bliver så naturligvis ud over at konsolidere de offentlige finanser også at forsikre, at vi så får Europa tilbage på vækstsporet igen. Og der vil jeg blot fremhæve nogle få initiativer, som vi fra dansk side allerede nu vil begynde at arbejde meget målrettet med for at have noget positivt og fremadrettet at se frem til.
Europa og EU arbejder lige nu på en 2020-strategi, der jo handler om at få sikret vækst og beskæftigelse i Europa. Og der er ingen tvivl om, at vi vil spille ind i forhold til den strategi, så vi får en sikkerhed for, at Europa kommer op i gear og bliver konkurrencedygtige.
Det vi gerne vil fremme, det er større, mere vidensbaseret vækst, mere konkurrenceorientering og ikke mindst en fokus over imod en grøn økonomi, så er det et af de områder, vi prioriterer ikke mindst at etablere et indre marked for alle de grønne redskaber, således at vi på det område kan sikre, at de 500 mio. forbrugere, der er i Europa også er dem, der kan være med til at sparke gang i væksten i resten af verden.
Det er også helt afgørende for os at få sagt, at der er blevet givet mange hjælpepakker og hjælpeprogrammer i de andre europæiske lande. Og der har vi jo haft det synspunkt fra dansk side hele vejen igennem, at der skulle være en såkaldt exitstrategi – vi skal ud af det igen, vi skal ikke blive ved med at sætte kunstige programmer i gang, når tingene kan fungere af sig selv markedsøkonomisk, og væksten så småt kommer i gang igen, så skal vi selvfølgelig trække programmerne tilbage, og den exitstrategi forfølger vi i forhold til EU-systemet p.t.
Det sidste jeg vil sige, det er jo, vi står over for et EU-formandskab, der kommer ganske snart. Første halvår af 2012 har Danmark formandskabet, og der venter der os en meget, meget, meget stor opgave, der også har implikationer for os, fordi vi jo bl.a. skal have det finansielle perspektiv på plads. Altså vi skal have fremtidsperspektiv på EU-budgettet på plads. Og der bliver det jo afgørende for Danmark, at vi sørger for at få drejet EU’s økonomi over i en retning, som er fremtidssikring, som retter sig mod grøn økonomi, mod vidensbaseret og konkurrencedygtigt samfund. Og væk måske fra noget af den traditionelle støtte, som der tidligere har været.
Og det bliver vores fokusområder over de næste par år, ligesom at få de øvrige EU-lande til at både få genoprettet de offentlige finanser, men altså også få sat en positiv dagsorden om vækst, konkurrence og beskæftigelse for fremtiden.
Statsministeren: Tak skal du have. Så er der spørgsmål – ja Anja!
Spørger: Der skal så forsvinde 8.000 stillinger inden for kommunerne. Har I selv noget bud på, hvad områder det kunne være i kommunerne. Hvor vil I anbefale kommunerne med at starte med at kigge, når man skal i gang med de her besparelser?
Statsministeren: Først og fremmest vil jeg sige, at det er selvfølgelig ikke let. Og det er jo også derfor, det er så vigtigt at give besked i god tid, for at man kan planlægge sig frem til, at vi i 2013 altså har 4 mia. kr. mindre til kommunalt forbrug, som med et frygteligt ord alt andet lige betyder, at 8.000 stillinger ikke skal være dér. De skal så til gengæld være andre steder i den offentlige sektor.
Vi har jo kommunalt selvstyre, og derfor er det her jo en opgave, som den enkelte kommunalbestyrelse må tage på sig. Det vil selvfølgelig kunne mærkes. Men ved at forberede sig i god tid, så kan man jo trods alt gøre det mere hensigtsmæssigt og mere skånsomt, altså at finde de der 8.000 stillinger ud af 450.000 stillinger.
Jeg skal ikke sidde og virke bedrevidende i forhold til den enkelte kommune. Jeg kan se, at når man sammenligner kommunerne, så er der meget, meget stor forskel på, hvordan de løser opgaverne. Hvis man ser på, hvor mange ressourcer, der bruges på administration, så svinger det ganske gevaldigt. Vi har jo peget på, at der her bør være et eller andet, der kan gøres bedre, fx ved at kommunerne går sammen om at løfte nogle administrative opgaver, som der ikke er nærdemokrati i. Hele spørgsmålet fx omkring administration af folkepension og boligstøtte, det er der jo ikke lokalpolitik i. Kunne man ikke ved at samle administrationen af det i nogle større enheder, bruge moderne teknologi mere offensivt – gøre det ved hjælp af færre hænder. Altså det kunne være et eksempel på det.
Spørger: Som tinglysningen fx?
Statsministeren: Som tinglysningen bliver et udmærket eksempel på, når nu børnesygdommene er væk, som skattevæsenet er et udmærket eksempel på, altså vi har frigjort efter min bedste hukommelse 3.000 stillinger i det danske skattevæsen ved at nyindrette det, uden at det har skabt en dårligere ligning. Altså 3.000 jobs er frigjort alene på skatteadministration, og vi snakker om, at der nu skal findes 8.000 stillinger i den kommunale sektor for at flytte dem andre steder hen.
Men det kan selvfølgelig også være på andre områder. Vi står over for en situation, hvor der de næste 10 år bliver 36.000 færre elever. Samtidig med at der bliver flere ældre. Og der siger det sig selv, at vi kommer til at gå galt i byen, hvis vi opretholder det samme forbrug på skoleområdet, selvom elevtallet falder drastisk, når vi samtidig skal bruge flere ressourcer på ældreområdet, hvor der bliver flere ældre. Så det her – det er jo en opgave, der simpelthen må kalde på, at man går alt igennem med en tættekam, og det er også derfor, vi giver så langt et varsel og siger – jamen 2011 der har man det, man har, så det her – det er en øvelse i 2012 og 2013. Jo hurtigere man går i gang i den enkelte kommune, jo lettere bliver opgaven.
Spørger: Vi har forhandlinger med kommunerne, der har været meget svære omkring kommunernes økonomi her de senere år. Hvad vil du bruge som repressalier, hvis det viser sig, kommunerne ikke er i stand til at spare. Hvordan vil I holde snor i, at de her besparelser kommer i gang og får ført dem ud i livet?
Statsministeren: Det er klart, at det her ikke er let. Og det er åbenlyst sådan, at det er lettere at blive enig om at bruge flere penge. De er der bare ikke, fordi vi straffer ikke bare vores børn og børnebørn, men også os selv – i hvert fald os der håber, at vi har nogle leveår endnu, hvis vi falder i den der fælde, som oppositionen anviser, nemlig at man kan få det hele til at gå væk, hvis man bare bruger nogle flere penge på offentligt forbrug og gør den offentlige sektor endnu større.
Danmark er blevet fattigere, fordi vi har tabt private arbejdspladser, og derfor er opskriften ikke at gøre den offentlige sektor større. Opskriften er at give det private erhvervsliv ordentlige rammevilkår, så vi kan få den private vækst igen. Det er simpelthen et bundet vilkår, og det må kommunerne også acceptere.
Det er klart, at det der er regeringens ansvar her, det er at sende det meget klare signal om, at det her ikke er let, og at man ikke kan komme igennem den her øvelse, uden at det også vil kunne mærkes visse steder.
Jeg føler mig overbevist om, at med sådant et signal fra regeringen, der vil kommunerne naturligvis også gå konstruktivt ind i det her.
Udenrigsministeren: Og jeg tror også ... altså jeg vil gerne tilføje og så sige, jeg tror faktisk også, at man kan sige den partnerskabsaftale, vi tilbyder kommunerne om så at få skabt en eller anden form for fast ramme om de næste tre år er noget, som kommunerne kan bruge internt, også i forbindelse med de omprioriteringer, som de under alle omstændigheder ville skulle lave over de næste tre år. Vi er i en situation, hvor der bliver færre børn, og hvor der bliver flere ældre. Og derfor skulle kommunerne alligevel i gang med en vis form for omprioritering internt. Og et af de områder, hvor jeg i hvert fald har oplevet ... nu har jeg siddet med ved kommuneforhandlingerne de sidste par år ... som kommunerne har været mest frustreret over, det har været det specialiserede område – altså de områder, der er på hele det sociale område, og der har vi jo ligesom valgt at række hånden ud mod kommunerne og så sige – jamen vi er sådan set helt indstillet på at se på, hvad kan vi gøre for, at det område ikke bare løber løbsk i udgifter, men prøver at få klarlagt, hvordan kan vi få bedre styr på udgifterne på det område og også kigge på mulige redskaber, så de ikke altid skal vælge den dyreste løsning, men den der er bedst. Og den partnerskabsånd vil vi meget gerne videreføre med kommunerne i forbindelse med den her økonomiaftale.
Spørger: Nu nævner I igen, at kommunerne skal finde nogle mia. kr. ved hjælp af effektiviseringer. Det er jo den opskrift, man gav i forbindelse med, at man bad kommunerne om at ramme nulvæksten. Nu beder I dem så yderligere om at finde ekstra 4 mia. De kommer vel ikke uden om nogle deciderede besparelser. Og I risikerer vel at stå i en situation, hvor kommunerne siger, det bliver regeringen nødt til at anvise, det vil vi ikke tage ansvar for.
Statsministeren: Regeringen bliver nødt til at tage et medansvar for den reduktion af udgifterne, der skal finde sted i kommunerne over de næste tre år, hvor man altså skal bevæge sig fra et forbrug på 230 mia. til et forbrug på 226. Hvor man skal bevæge sig fra at have 450.000 ansatte til måske at have 442.000 ansatte. Det skal vi selvfølgelig tage et medansvar for. Og det gør jeg også, fordi der er ingen vej udenom. Alternativet er, at den offentlige sektor kommer til at stå i beton, at vi ikke kan løfte vores indsats på sundhedsområdet, at vi ikke kan løfte vores indsats på uddannelses- og forskningsområdet, at vi ikke kan løfte vores indsats på området for de særligt svage og udsatte. Og det vil vi ikke have kommer til at ske. Så der er ingen anden vej end at møblere om og flytte stillinger fra et sted i den offentlige sektor til et andet sted i den offentlige sektor.
Spørger: Så et andet spørgsmål. I forbindelse med et stort erhvervsfremstød i Kina i forbindelse med verdensudstillingen i Kina, der undrede den administrerende direktør fra Grundfos i Kina sig i går over, at Danmark til åbningen af denne her verdensudstilling ikke sender erhvervsministeren, fordi det nu er et erhvervsfremskridt. Hvordan kan det være, at Danmark ikke sendte erhvervsministeren?
Statsministeren: Vi sender skam erhvervsministeren, det gør vi på den danske nationaldag under EXPO, som er engang i juni måned – om det er den 26. eller 29. juni, det kan jeg ikke huske i hovedet. Der er det så at sige den danske dag på EXPO, og der leder økonomi- og erhvervsministeren i øvrigt sammen med kronprinsen en stor dansk erhvervsdelegation. Jeg har godt set eller rettere sagt fået refereret en noget mærkelig historie i præcis dit medie, som jeg må sige, jeg simpelthen ikke kan forstå. Altså det er sådan, at Danmark sender den lille havfrue til Kina. Jeg kan i øvrigt referere, jeg var jo selv i Kina i sidste uge, at det er noget, man i Kina betragter som en meget stor gestus – nok i virkeligheden en større gestus, end vi selv sådan umiddelbart forstår. Men An Tusheng – altså H.C. Andersen er et meget hot navn i Kina, og den lille havfrue er kendt og elsket af alle. Det er en stor gestus. Og derfor har vi syntes, og det er i virkeligheden ekstraordinært, at i forbindelse med, at den lille havfrue placeres i den danske pavillon, da ville vi også gerne have en ministerdeltagelse – det er så skatteministeren. Men det egentlige eksportfremstød, det finder sted på den danske nationaldag på EXPO engang i juni, og der deltager økonomiministeren selvfølgelig.
Charlotte!
Spørger: Du taler om, at I vil nedjustere kommunerne for, hvor høj ledigheden bliver i maj, hvor langt vil du nedjustere dem? Hvis ledighedsudviklingen ændrer sig i negativ retning i forhold til, hvad du forventer, er du så villig til lave de der planer om, som I har lagt frem i dag? Og hvorfor friholder I kommunernes besparelser i 2011. Er det, fordi det er et valgår?
Statsministeren: Jeg kan ikke sige, hvad vi nedjusterer arbejdsløshedsskønnet til, før vi gør det, og det gør vi i maj. Og der må man altså væbne sig med tålmodighed, fordi det er jo nødt til at være meget konsolideret. Men det der er vores bestemt vurdering i dag, og det er også derfor, jeg tør sige det, det er, at vi har en klar forventning om, at vi kommer billigere igennem krisen målt på menneskelige omkostninger, målt på arbejdsløshed end det, vi har frygtet. Præcise nedjusteringer kommer sammen med konjunkturvurderinger.
Det er også i sikker forventning om den, at vi nu lægger den her opskrift frem, fordi der er ingen anden vej frem, end at vi nu holder ro i det offentlige forbrug. Den offentlige sektor i Danmark har aldrig været større. Hvad enten vi måler det i pengesedler oven på hinanden, eller vi måler det i andel af samfundslagkagen, så har den offentlige sektor aldrig været større. Den fylder 281⁄4 procent – ja 281⁄4 procent af bruttonationalproduktet. Det er langt forbi det, der nogensinde har været målsætningen – både for de tidligere socialdemokratiske regeringer, de har aldrig drømt om, at den offentlige sektor skulle være så stor, og de målsætninger vi selv har haft. Og derfor er vi nødt til, hvis vi vil have væksten i den private sektor igen, hvis vi så at sige vil have benzin til samfundsmotoren igen, så er vi nødt til nu at lægge loft over den offentlige sektor. Hvorfor friholder vi kommunerne i 11? Det gør vi af den simple grund, at jeg godt ved, jeg har også selv været kommunalpolitiker, at det er ikke nogen let opgave at skulle spare 3⁄4 procent to år efter hinanden. Det er ikke nogen let opgave at gå fra at bruge 230 mia. til at bruge 226 mia. Det er ikke nogen let opgave i en koncern med 450.000 ansatte at skulle reducere med 8.000. Og derfor er det en god ide, at man har tid til den opgave.
Spørger: Der er øjensynligt udbrudt en ide i Venstres folketingsgruppe om, at man skal have fjernet efterlønnen, eller i hvert fald have grebet ind i den tidligere, end man havde planlagt. Hvad er statsministerens holdning til det?
Statsministeren: Det er jo fint med ideer. Jeg er glad for at være formand for et parti, hvor idérigdommen er stor. Men jeg er også glad for at være formand for et parti, hvor vi har den helt klare grundregel, at vi vedgår os de aftaler, vi har lavet. Og regeringen har indgået en velfærdsaftale, og den har vi ingen tanke om at lave om på.
Spørger: Kan statsministeren give én eneste god begrundelse for, at folk, der de første 30 år af deres liv har ladet sig forsørge af deres forældre og af staten for SU. Bagefter i 30 år bidrager til staten for at kunne trække sig tilbage på statens regning på efterløn. Er der én eneste god begrundelse for, at sunde og raske mennesker på 60 år skal kunne trække sig tilbage på statens regning?
Statsministeren: Vi har lavet en velfærdsaftale, som har det meget præcise sigte at øge tilbagetrækningsalderen for det danske arbejdsmarked. Og det har vi brug for. Fordi alt hvad jeg sidder og siger her handler jo om, at det der sker på det private arbejdsmarked i produktion og eksport, det er jo det, der skaber den velstand i samfundet, der er forudsætning for et velfærdssamfund. Og derfor har en meget bred kreds af partier lavet en aftale om, hvordan vi i god tid har varslet, at vi sætter både efterlønsalder og folkepensionsalder op. Og sådan som jeg kan læse det politiske billede på Christiansborg, så er der ikke vilje i den kreds af partier til at ændre på det, og derfor vedstår regeringen selvfølgelig de aftaler, vi har indgået.
Spørger: Kunne du give mig en god begrundelse for at kunne trække tilbage den alder ... om du havde en god begrundelse?
Statsministeren: Efterlønsmekanismen eller efterlønsordningen er jo set som en mulighed for folk, der er nedslidte om at kunne trække sig tilbage, før man når folkepensionsalderen. I takt med at vi bliver ældre og ældre i det her samfund, så skal vi øge den tilbagetrækningsalder. Det er dét, der er adresseret i velfærdsaftalen. Og hvis man læser det politiske landskab på Christiansborg, så kan man jo meget tydeligt se, at der er ikke i kredsen af partier bag den aftale en lyst til at bryde op på det, og derfor vedstår regeringen sig selvfølgeligt helt entydigt de aftaler, vi har indgået.
Ja, værsgo!
Spørger: I forhold til det her med fyringer i den kommunale sektor – besparelser i den kommunale sektor. Kan du garantere, at der ikke kommer til at ske forringelse på kernevelfærdsområderne, på ældrepasning osv., osv.?
Statsministeren: Det er ikke nogen let opgave at skulle reducere det kommunale forbrug med 4 mia. kr. for at kunne flytte de penge hen på andre områder. Og hvis man kan gennemføre det, uden at nogen overhovedet mærker det, så kunne man jo omvendt spørge, så havde der jo ikke været nogen grund til at bruge de 4 mia. i første række. Så jeg bilder mig ikke ind, at man kan gøre det her, uden at det kan mærkes. Jeg bilder mig omvendt ind, at med det meget lange varsel, vi giver, og med den store ansvarsfølelse der er jo i landets byråd, så vil der jo alle steder, går jeg ud fra som en selvfølge være en interesse i at lave den her tilpasning så lempelig som overhovedet muligt. Og det første sted, man tager fat, det er jo ikke de steder, hvor det gør mest ondt på befolkningen, altså så ville man jo forvalte sin politiske opgave meget, meget dårligt. Men jeg kan jo ikke give nogen garanti for, hvordan landets 98 kommuner udmønter det her. Landets kommuner er i en meget forskellig situation, sådan som jeg kan se det, så er der rimeligvis kommuner, der er i stand til at håndtere det her, uden at det kan mærkes på serviceniveauet, der vil rimeligvis også være andre kommuner, hvor man skal træffe nogle servicebeslutninger.
Udenrigsministeren: Og jeg ... altså jeg vil gerne tilføje og så sige, at jeg synes i hvert fald, at vores tilgang har jo været til det, at det er rigtigt og rimeligt, at når vi pålægger både kommunerne og regionerne, at de også skal spare nogen penge sammen og lægge i den fælles kasse, at så skal vi også tage vores egen medicin. Og derfor lægger vi jo op til, at det er staten, der om man så må sige skal bidrage med 60 procent – og kommuner og regioner, der skal bidrage med 40 procent på trods af, at deres økonomi er meget, meget større end statens. Og vi går i gang med det samme. Altså staten og dvs. ministerierne og de områder, hvor vi som ministre sidder og har ansvar for politikken. Jeg har jo oplevet allerede nu omkring ambassaderne, hvor vi må reducere budgetterne, at vi bliver nødt til at gå foran og så vise, at vi også selv er villige til at være igennem den øvelse, og det tror jeg er helt afgørende for, at kommunerne også kan se, at vi selv er villige til at om man så må sige aflevere en del af pengene, så de ikke sidder med det alene.
Statsministeren: Du vil lige spørge opfølgende!
Spørger: Ja, det var i forhold til det staten tager en del af opgaven, men som jeg lige umiddelbart læser det, så er der jo stadigvæk et hul i finansieringen af de 24 mia., som EU kræver, på omkring 10 mia. Har I noget bud på, hvor de næste besparelser skal komme fra, eller hvordan det nu ellers er skruet sammen.
Statsministeren: Jeg sagde jo i forbindelse med, at vi fremlagde arbejdsprogrammet, der er to politiske stationer undervejs. Den første det er her før sommerferien med kommune- og regionforhandlingerne, det er det, vi meget åbent lægger op nu. Det andet, det er finansloven, som vi fremlægger i august, så vender vi tilbage til det spørgsmål.
Ja, værsgo!
Spørger: I forhold til efterlønsforringelser, der bruger du formuleringen, det har du ikke nogen tanke om. Men vil du give en garanti om, at du efter et valg ikke indkalder til forhandlinger om at hæve efterlønsalderen tidligere end planlagt i 2015?
Statsministeren: Jamen jeg har godt set, at Socialdemokratiet har efterspurgt en garanti for, at jeg ikke indkalder til forhandlinger efter næste valg. Det blev jeg først lidt glad for altså, fordi det er jo lidt interessant at komme med sådan en udtalelse, der hviler på den sikre formodning om, at det også er mig, der er statsminister efter næste valg. Min næste tanke var, det var egentlig et sjovt sted, hvorfra man efterlyser sådan en efterlønsgaranti, altså der er vist kun et parti, der har historisk erfaring med at udstikke den slags garantier. Jeg kan give den garanti, at vi holder de aftaler, vi har indgået.
Spørger: Og hvad med dig Lene Espersen, vil du også garantere ...?
Udenrigsministeren: Jamen jeg er fuldstændig enig i det, som statsministeren har sagt, man skal kunne stole på politikere og vide, at de aftaler vi indgår, dem holder vi også. Og sådan skal det nu engang være.
Statsministeren: Ja, værsgo!
Spørger: Mange kommuner vil formentlig følge op på jeres melding og sige, hvis vi skal finde 8.000 job, 40 mio. i den enkelte kommune, så kan vi ikke undgå at ramme kernevelfærden. Hvad vil I sige til dem?
Statsministeren: Vi vil sige, at brug nu tiden grundigt til at få analyseret med den egentlige kommunes egne forudsætninger, hvordan gør vi det her mest muligt hensigtsmæssigt. Det her er ikke nogen ... det er ikke nogen let opgave, og jeg bilder mig ikke ind, at man kan reducere fra 450.000 stillinger til 442.000 stillinger, uden at nogen opdager det. Men jeg bilder mig omvendt ind, at hvis man øver sig på det i god tid og går alt igennem med tættekam, så er det ikke en umulig opgave. Og under alle omstændigheder, så er der ikke noget alternativ. Fordi det alternativ, der fremføres i den offentlige debat er oppositionen, hvis plan vi stadig venter på. Det er jo, at vi skal bare hæve skatter, vi skal bare hæve afgifter. Og så kan man altså stille klokken efter, om man kommer til at sidde med den samme øvelse i et meget større omfang på et senere tidspunkt. Fordi forudsætningen for, at vi kan have et rigt velfærdssamfund, hvor den offentlige sektor fylder meget – 281⁄4 procent af bruttonationalproduktet, det er, at der produceres noget, at der sælges noget. Og det er dét, der er Danmarks udfordring lige nu og her nr. ét. Vi har tabt 200.000 private arbejdspladser på to år – 200.000 private arbejdspladser. Det vi taler om, det er for at komme fri af det, så at flytte 8.000 stillinger i den kommunale sektor – fra den kommunale sektor hen et andet sted i den offentlige sektor. Det er ikke let, men det er nødvendigt.
Spørger: Jeg har lige et andet spørgsmål. En lang række Venstrefolk har stillet ret alvorligt spørgsmålstegn ved jeres miljøminister Karen Ellemanns personlige evner og hendes politiske tæft. Hvordan har du det med det?
Statsministeren: Jeg har en fantastisk dygtig miljøminister – Karen Ellemann – som nyder min fulde opbakning. Og jeg kan også bare konstatere, at det samme gør sig gældende, når hun sammen med mig optræder i Venstresammenhænge. Jeg har ingen respekt over for anonyme udsagn, hvor end de måtte komme fra.
Spørger: Men hvad vil du gøre for at klinke skårene, altså det er en ret bred række og en lang række Venstrefolk, som er kommet med den her kritik?
Statsminister: Jamen der er ikke nogen skår, der skal klinkes, altså fordi hvis man har noget at melde om det ene eller andet, så gør man det ved at træde frem med navn og med ansigt på, når vi mødes i Venstre. Og alt hvad der florerer rundt i medier andre steder uden navn og ansigt på, det regner jeg for ingenting.
Spørger: Du erkender ikke rigtig, der er den kritik, der er kommet ud?
Statsministeren: Jeg regner anonyme udtalelser for ingenting.
Troels.
Spørger: Ja, du sagde før, at ingen har nogensinde drømt om, at den offentlige sektor skulle kunne opføre ... til 281⁄4 procent af bruttonationalproduktet. Så er det jo nærliggende at spørge, hvordan er det da kommet så vidt. I har siddet ved magten i 81⁄2 år, har der ikke været rettidig omhu omkring væksten i den offentlige sektor, hvordan kan du sidde her i dag, efter at have siddet ved magten i 81⁄2 og sige, at ingen har nogensinde drømt om, at det skulle vokse sig så stort.
Statsministeren: Når jeg siger det, så er det, fordi det er en simpel konstatering, altså med de planer som den tidligere regering lagde, da ville vi jo have haft en offentlig sektor langt mindre end den, vi har i dag, altså det er bare en simpel konstatering ...
Spørger: ... er det noget, du er glad for, eller noget du er ked af?
Statsministeren: Det er med åbne øjne, at regeringen har ført den her krisepolitik, hvor vi har øget de offentlige udgifter, fremrykket offentlige investeringer for at trække Danmark fri af krisen med færrest mulige menneskelige omkostninger. Det er med åbne øjne, det er jeg glad for, det er jeg stolt over. Kan vi komme fuldt fri af krisen, uden at vi får den voldsomme eksplosion i ledighedstallene, som vi frygtede, så er jeg stolt af det. Men med det følger selvfølgelig også et ansvar for at forholde sig til den udfordring. Og når den offentlige sektor er blevet så stor, så er det jo ikke kun, fordi den offentlige sektor er vokset, så er det jo, fordi den private sektor er blevet mindre, ikke. Og det vi bare må konstatere nu, hvor vi kan se, vi er ved at komme fri af krisen, vi kan se enden på krisen. Ledigheden kommer til at stige en tid endnu, men vi kan ligesom se, at det ender – det er at flytte fokus til dét, der er det afgørende nu, nemlig at vi får den private sektor til at vokse igen. I længden kan det danske samfund jo ikke leve på bare at have en offentlig sektor, der bliver større og større og større. Værdierne, pengene, ressourcerne skal så at sige komme et sted fra ...
Udenrigsministeren: ... og jeg tror ...
Spørger: ... hvis nu man lader den offentlige sektor vokse lidt mindre i gode år, så kunne det jo være, det havde haft mindre ...
Statsministeren: ... jamen det er selvfølgelig 100 procent rigtigt. Og havde vi skåret ned på den, så havde den været endnu mindre. Altså det er jo alt sammen rigtigt. Jeg kan bare konstatere, at i de gode år, der lykkes det altså regeringen at lægge til side. Vi havde år på år overskud – år efter år var der anvisninger fra oppositionen på, at de her overskud, de skulle bruges i endnu mere offentligt forbrug. Det har vi modstået i et sådant omfang, at da vi ramte krisen, så ramte vi krisen i en langt bedre form end sammenlignelige europæiske lande – med en meget lav arbejdsløshed, med overskud på de offentlige finanser, med stort set ingen gæld. Det er sådan set det, der gør, som udenrigsministeren sagde det før, at selvom vi nu sidder med denne her bundne opgave, som vi da helst ville være fri for, altså det siger da sig selv, det er da sjovere at bruge penge end at skaffe dem, altså, det tror jeg da, så kan vi alligevel glæde os over, at den udfordring, den står mindre bastant i Danmark end i andre lande.
Udenrigsministeren: ... ja og tror så Troels, jeg må sige til dig, at der er jo et mærkeligt paradoks i Danmark, fordi at jeg tror, der er mange mennesker, der har en opfattelse af, at den offentlige sektor, den bliver bare finansieret via nogle penge, der kommer et eller andet mærkeligt sted fra. Og den får bare lov at vokse. Og der bliver ikke ... der sker ingen sammenkædning af, at grundlaget for at den offentlige sektor kan vokse eller bare have den størrelse, den har, det er, at vi har en privatsektor, der er dygtig, der er vækst, der er konkurrencedygtig, og som skaber arbejdspladser. Og det som statsministeren og jeg nu forsøger at sige til jer, men ikke mindst til den danske befolkning, det er jo, at hvis vi vil have en stor offentlig sektor, så har vi kun råd til det, hvis vi har et erhvervsliv, der kan betale for den. Og der er problemet jo altså, at når der så kommer økonomisk krise, og erhvervslivet taber eksportordrer og taber arbejdspladser, og den offentlige sektor bare bliver ved med at ligge på et meget, meget højt forbrug, så bliver den lige pludselig for stor. Og så kommer vi ind i en øvelse som den her, hvor vi bliver nødt til at holde det offentlige forbrug i ro, og inden for den ro også omprioritere og så sige, så må kommunerne aflevere lidt, bl.a. fordi at vi skal gøre mere ved sundhedsvæsenet. Men jeg tror, det er meget vigtigt og få forklaret danskerne, at det billede, som oppositionen engang imellem forsøger at stille op om, at hvis en person bliver ledig i den offentlige sektor, så er det en stor katastrofe, men hvis der er 100.000, der mister jobbet i den private sektor, nå men så må det være noget erhvervslivet tager sig af. Det er et problem for hele Danmark, når vi mister arbejdspladser i den private sektor. Og den private og offentlige sektor er gensidigt afhængig af hinanden. Men den offentlige er i hvert fald afhængig af en succesfuld privat sektor, hvis vi skal kunne klare os. Og den fortælling tror jeg er meget, meget vigtig at få gentaget igen og igen, fordi engang imellem så foregår debatterne simpelthen på to forskellige plan mellem de to forskellige sektorer.
Spørger: Men ville I have ønsket, at jeres forgænger og partiformand havde holdt lidt igen?
Statsministeren: Altså livet leves forlæns, forstås baglæns, og alt det der fører ingen steder hen. Altså jeg blev statsminister for et år siden på de vilkår, som var, da jeg blev statsminister. Og det er nogle vilkår, som man må sige er dramatisk forandret af en international finanskrise, som ingen forudså, og som altså har slået benene væk under os. Et fald i eksporten vel på 15 procent fra nærmest den ene dag til den næste. 200.000 jobs, der er forsvundet. Det er bare et vilkår. Og frem for at skrive historiebøger om, hvordan verden kunne have set anderledes ud, hvis nogle andre havde truffet nogle andre beslutninger, så vil jeg sådan set hellere ligge energi i at få Danmark fri.
Jeg glæder mig over, at den kurs, regeringen har lagt ved at rykke ud med pakker til den finansielle sektor, ved at bidrage til at holde hånden under kronen, da den for alvor var truet, ved at holde hånden under privatøkonomierne via en indfasning af skattereformen, som har gjort, at det private forbrug ikke faldt fuldstændig fra hinanden, ved en massiv fremrykning af offentlige investeringer, at den samlede krisepolitik nu efter alle tegn i sol, måne og stjerner tyder på, at kunne trække Danmark igennem krisen med færre menneskelige omkostninger end det, vi havde forudset. Det glæder jeg mig over. Og så tager jeg på mig ansvaret for at samle denne her regning op. Den kan ikke gå væk. Alle de forslag, der florerer i den offentlige debat fra en opposition, der ikke tør prioritere, og som driver gæk med befolkningen, det vil være at lægge gift for, hvad det danske samfund også om 5, 10 og 15 år står så robust og så stærkt og med så flot en velfærdssektor, som vi har netop nu. Jeg tror, at vi skal overveje at runde af, måske kan vi nå et enkelt spørgsmål. Ja!
Spørger: Men jeg tænker bare på, havde det ikke haft nogle færre menneskelige omkostninger for de offentlige ansatte, som I nu skal til alt rykke rundt på – hvis I for et år eller for to år siden havde slået bremsen i i forhold til stigningen, vi har oplevet i de offentlige ansatte. Simpelthen sige ... hvis ... ud at sige, regeringen har stået for, at der er kommet 30.000 ekstra offentlige ansatte, og det er i sær i de seneste to år, at stigningen har været helt enorm – tusindvis af offentlige ansatte er der kommet. Er det ikke sådan lidt... man kan også køre den ene vej og så den anden vej?
Statsministeren: Vi glæder os over hver enkelt offentlig ansat, som vi har råd til at aflønne, fordi de alle sammen jo bidrager til at skabe et godt velfærdssamfund med god undervisning, med god hospitalsbehandling, med god ældreomsorg. Og uden at det skal misforstås, vil jeg da gerne sige, altså jo flere offentlige ansatte vi kan have, som vi har råd til, jo bedre. Der er bare den sammenhæng, at for at kunne finansiere deres løn, så skal der altså også være nogen i den private sektor, som så at sige tjener pengene hjem til det danske samfund. Og det er jo den balance, der er blevet forrykket på grund af den her krise, hvor vi har tabt 200.000 private arbejdspladser. Derfor skal vi have væksten i den private sektor igen. Det får vi ikke ved at lade den offentlige sektor vokse ukontrolleret, det får vi ikke ved at lægge flere skatter eller afgifter på. Det får vi ved nu at lægge ro på den offentlige sektor. Så vedstår jeg mig fuldstændig, at vi igennem det sidste årstid har ført Europas mest ekspansive politik – fremrykket offentlige investeringer, øget det offentlige forbrug, fordi det har jo været det, der skulle sikre, at vi ikke fik dramatiske menneskelige omkostninger på grund af krisen. Nu hvor vi kan se, at enden på krisen nærmer sig, så hører det altså bare med til at være ansvarlig, så også at justere kursen ind, og det er dét, vi gør her i dag.
Spørger: ... betyder det, at I i periode har ladet vokse ukontrollabelt, altså antallet af offentlige ansatte?
Statsministeren: Vi har med fuldstændig åbne øjne ført den krisepolitik, vi har ført de sidste 11⁄2 til 2 års tid, hvor vi har fremrykket offentlige investeringer sådan, at de offentlige anlægsbudgetter, de er af historisk dimension m.v. Og det har vi gjort for at holde hånden under beskæftigelsen i en situation, hvor eksporten så at sige faldt fra hinanden. Nu er der forårstegn, nu kan vi se, at vi efter alle solmærker at dømme kommer fri af krisen billigere målt på menneskelige omkostninger, end vi frygtede, og derfor skal vi nu selvfølgelig fokusere på, hvordan får vi væksten igen. Hvordan får vi nogen af de titusindvis af private arbejdspladser, vi har tabt, hvordan får vi dem genetableret. Og der er opskriften altså at holde ro på de offentlige udgifter.
Tak skal I have.
Spørger: Hvordan ser du på konsekvenserne af ... vulkan ... vi har haft i dansk økonomi, og er du villig til at give statsstøtte til SAS og andre danske flyselskaber, som ... økonomisk ...?
Statsministeren: Vulkanen – vi har haft lejlighed til her i forbindelse med vores regeringsseminar at få en orientering af transportministeren, som jo i går havde et møde, har nedsat en dansk taskforce, og som jo også har deltaget i går i et møde i hans kreds af europæiske kolleger. Økonomi- og erhvervsministeren mødes på fredag med rejsebranchen, og det her er jo i høj grad en opgave, som skal koordineres europæisk. Og der har jeg altså fuld tillid til det arbejde, der har været udført af transportministeren.
Hele spørgsmålet omkring kompensation og økonomi, der tror jeg, man må sige, at det i høj grad er en problemstilling, som skal adresseres europæisk, og som derfor også drøftes i den sammenhæng. Det her er jo i bund og grund en naturkatastrofe, som ikke præcis har kunnet forudses. Og det er åbenlyst, at den har store konsekvenser for sektoren og for masser af mennesker, men altså jeg sidder ikke her og skriver en check ud. Vi deltager i det europæiske arbejde, og skal der ske noget omkring de økonomiske rammevilkår i kølvandet på det her, så er det i høj grad noget, der skal håndteres europæisk.
Tak skal I have.”