Pressemøde den 21. januar 2011

Det talte ord gælder.

Hør pressemødet i klippet herover.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen: Jeg vil gerne byde velkommen til dette pressemøde i forlængelse af det næstsidste møde i Vækstforum. Vi nedsatte et Vækstforum for 16 måneder siden, da krisen rasede på det højeste. Et meget bredt sammensat forum, som regeringen kunne spille bold op ad i arbejdet med at prøve at få os helskindet gennem krisen og få sat vækst og jobskabelse højt på dagsordenen. Og som vi har kæmpet os gennem krisen, så vi kommer igennem med færre menneskelige omkostninger, end det man kunne have frygtet, så har også arbejdet i Vækstforum ændret karakter – fokuseret på de store udfordringer vi står overfor efter krisen. Og sidste efterår kortlagde et enigt Vækstforum de 10 barrierer, der forhindrer vækst, og som skal rives ned for at få skabt vækst igen og sikre velstand og velfærd.

Og der har også udviklet sig en sådan almindelig enighed om, at Vækstforum gerne ville forsøge at give mere konkrete svar på de 10 spørgsmål, som Vækstforum i enighed har stillet op. Derfor blev Lars Nørby Johansen og Jørgen Elmeskov på det sidste møde før jul i Ålborg udpeget som tovholdere i et arbejde, der skal munde ud i et bud på en vækststrategi på det sidste møde, der holdes i marts på Danfoss. Og i konsekvens af det har jeg også selv trukket min egen person sådan lidt tilbage og lagt mødeledelse og det videre arbejde i hænderne på netop Jørgen Elmeskov og Lars Nørby Johansen, og derfor vil jeg også straks give ordet videre til dem.

Lars Nørby Johansen værsgo!

Lars Nørby Johansen: Tak for det. Jeg vil bare lige gentage det, du var inde på – nemlig, hvad er det, vi fremlægger i dag. Vi har haft et møde, og vi har for så vidt haft to ting på dagsordenen – den ene, det var en diskussion af som led i vores arbejde af nogle uddannelsesproblemstillinger, de videregående uddannelser, universiteterne – også de erhvervsfaglige grunduddannelser. Det var den ene ting, som vi har diskuteret af.

Den anden ting, det var en første diskussion af arbejdspapirer, vi har lagt frem om nogle handlinger – nogle forslag til, hvordan man kan forholde sig til den diagnose, vi tidligere har præsenteret. Der er det vigtigt ligesom at være opmærksom på den måde, vi har arbejdet på. Vi har brugt næsten godt 1 år på blive enige om en diagnose om, hvad der er galt i det danske samfund, og hvad der skal til for at komme tilbage på vækstsporet. Og det var vi i øvrigt enige i i Vækstforum hele vejen rundt. Og så er ideen jo, at man ikke kan aflevere sådan en diagnose uden også at komme med nogle bud på, hvordan man kommer ud af krisen. Og det vi afleverer i dag er det allerførste bud på, hvad det er. Det er første gang Vækstforum får mulighed for systematisk at diskutere de forskellige forslag, der kan tænkes at være til, hvordan man overvinder de 10 barrierer – de 10 udfordringer – som vi allerede har identificeret.

Og det vi vil gøre, det er, at jeg meget kort vil gennemgå sådan kernen i diagnosen på en 3-4-5 minutter, hvis det kan lade sig give sig, så vil Jørgen tage over med meget kort at skitsere karakteren og omfanget af de handlinger, de forslag – løsningsforslag, strategier, så vi ved, hvad der er hensigtsmæssigt for at kunne imødegå de her udfordringer. Og så vil jeg til slut komme ind på den videre proces frem mod det sidste møde, som er her engang i marts.

Men lad os starte lidt med diagnosen, når vi sådan tager fat i, hvad er det egentlig, der skaber velstand i det danske samfund, fordi vi jo ved, at velstand er en meget vigtig forudsætning for at bevare og udvikle den velfærd, vi alle sammen gerne vil. Og det er sådant set meget enkelt i princippet – nemlig at velstand er en funktion af, hvor meget vi arbejder, og hvor effektive vi er, når vi arbejder, hvor mange værdier vi skaber, når vi er på arbejde. Det overraskende nye i situationen er jo, at Danmark er ramt meget hårdt på begge de to forhold. Vi kan nu se, at vi har haft et produktivitetsproblem i 10-15 år, men det nye det er, at vi så oven i det også bliver ramt af en meget alvorlig demografisk udfordring, det vil sige, at arbejdskraftudbuddet bliver meget mindre, end det har været tidligere, i de kommende år. Og det er dette et-to stød til den danske velfærdsstat, som er så voldsom i de kommende år – nemlig både produktiviteten er lav, og også vores arbejdskraftudbud, og det vil sige, at velstanden virkelig er under pres. Det mener vi faktisk hele vejen rundt. Dertil kommer så yderligere nogle faktorer, som gør hele denne her historie for så vidt endnu mere problematisk. Og det ene det er, at vores konkurrenceevne er svækket. Vi har set, hvordan vi i forhold til ikke bare Kina og Indien, men også i forhold til Sverige og Tyskland og de lande, der er lige omkring os må afgive arbejdspladser, hvilket jo er meget uheldigt for den danske beskæftigelse. Vi har også set, at den globale konkurrence i hvor vel den indeholder store muligheder for danske virksomheder, samtidig også er en trussel, fordi konkurrencen om investeringer, om talent, om de kloge hoveder og arbejdspladser er benhård i et omfang, vi aldrig har set tidligere. Og som den tredje sådan yderligere hæmmende faktor kan vi også nævne de offentlige finanser her, hvor vi nu skal betale tilbage på den gæld, vi har stiftet for at mindske virkningen af krisen nu begynder at vise sig. Så det er den situation, vi står i.

Hvor er vi så henne egentlig. Jo, det vi kan konstatere, det er, at den danske velstand allerede er på retur. Vi er gået ned fra en 6. plads til en 13. plads over de der rige lande i verden. Og det er så, hvad det er. Problemet er, hvis vi ikke gør noget nu eller de kommende år, så vil den deroute fortsætte. Og der hvor vores egentlige bekymring er, det er jo, hvis denne her velstandsderoute fortsætter uhindret på den måde, det gjorde de sidste 5-10 år, så ved vi, det faktisk kan få ganske fundamentale konsekvenser for vores velfærd og måske i værste fald for sammenholdet i det her samfund, som vi er så glade for.

Derfor har vi formuleret de her 10 udfordringer for at være lidt mere konkrete på, hvad for nogle barrierer vi skal over for at komme tilbage på vækstsporet igen. Og det, der er karakteristisk for den vifte af forslag, vi har lagt frem i dag til den første diskussion, det er, at vi ikke tror på, at der er nogle kvikfiksløsninger. Det er enkeltløsninger, som mest kan løfte os ud af det her. Det er et langt, sejt træk. Og derfor har vi fremlagt en bred vifte af forslag, som for så vidt forholder sig til alle dele i det problem, som vi har skitseret – som både går på produktiviteten og arbejdskraftudbuddet. Det er de to fundamentale forhold, vi forholder os til, men så også at vi skal have nogle forudsigelige, sunde, holdbare offentlige finanser. Og hvordan det nærmere forholder sig, hvad vi har gjort, vil vi gerne komme ind på nu.

Værsgo Jørgen!

Jørgen Elmeskov: Tak for det. Lad mig sige, at vi kalder det dokument, vi har lagt frem i dag et udkast til hovedkonklusioner, og det tror jeg er væsentligt at lægge vægt på – der er tale om et første udkast her, som der har været en drøftelse af. Som Lars sagde, så ser vi udfordringerne for Danmark under tre hovedoverskrifter: produktivitet, arbejdsudbud og så holdbarhed i den økonomiske og mere brede udvikling i samfundet fremover.

For så vidt angår produktiviteten, så er det klart, at vi har været igennem en lang periode, hvor dansk produktivitet har haltet efter produktiviteten i udlandet. Og det bliver selvfølgelig reflekteret i realindkomsterne i Danmark. Og vi ser en række politikområder som værende væsentlige for at rette op på den udvikling. Og i hovedoverskrifter kan man ligesom sige, at de politikområder, de omfatter dels konkurrencen på det danske marked, som på mange områder ikke er skarp nok. Og det medfører så, at vi ikke får den effektivitet, vi skulle have i vores økonomi. Vi får ikke det pres på innovation, som vi ellers skulle have i økonomien.

Den offentlige sektor er også en meget stor klump af dansk økonomi. Og netop fordi det er så stor en klump, som det er, ja så er behovet og nødvendigheden for at effektivisere i den offentlige sektor selvfølgelig af speciel betydning i Danmark.

Så er der hele uddannelsessiden. Der har været sagt meget om den danske performance for så vidt angår uddannelse. Uanset hvad man måtte mene om det, så er det helt klart, at når man ser det i et internationalt perspektiv, så har andre lande halet ind på Danmark og i et vist omfang overgået Danmark – lande som tidligere lå bagved Danmark i uddannelse har nu bedre uddannelsesniveauer.

Så er der hele spørgsmålet omkring innovation. På den ene side kan man sige, at dansk forskning og udviklingsindsats, hvis man måler den, måske ikke tager sig specielt dårligt ud, men på den anden side, så har vi jo altså de her kedelige produktivitetsstigningstal, som tyder på, at der er altså et reelt problem på innovationssiden.

Og endelig som den sidste overskrift under produktivitetshovedrubrikken, så er det et spørgsmål om vækstvirksomheder i Danmark. Og det er ikke, fordi der bliver startet færre virksomheder i Danmark, end i andre lande med den præcision, man kan opgøre det, men det er et problem, at de dynamiske virksomheder, de ikke er så dynamiske, som man kunne ønske sig. Og det er klart noget, hvor der er et behov for at rette op, og vi har nogle forskellige anbefalinger på det område.

Skiftende over til arbejdsudbuddet, så, som Lars sagde, er det klart, at fra en situation, hvor vi har haft demografisk medvind, så går vi nu til en situation, hvor vi har demografisk modvind. Og det betyder selvfølgelig, at det bliver meget væsentligt at se på, hvordan vi kan få den danske befolkning til at øge sit arbejdsudbud.

Endelig for så vidt angår holdbarhed og stabilitet, der er ligesom to elementer i det, som vi ser på. På den ene side den generelle makroøkonomiske stabilitet. Vi har været igennem en periode med kraftig overophedning af økonomien. Vi er kommet ud på den anden side med nu svækkede statsfinanser og en forværret konkurrenceevne, og det er klart, at dels så er der et behov for ligesom at komme tilbage på skinnerne igen, og dels så er der et behov for at tænke over, hvordan indretter vi den økonomiske politik, så at det ikke gentager sig igen.

Og endelig som den sidste underoverskrift under rubrikken holdbarhed, så er der spørgsmålet om en miljømæssig forsvarlig vækst fremover – ikke mindst spørgsmålet om, hvordan Danmark kan gøre sig uafhængig af fossile brændsler, uden at det kommer til at gå ud over den økonomiske vækst.

Så det ... ja, måske endte det med ikke at blive så kort, men det er i hvert fald hvad papiret basalt set handler om.

Lars Nørby Johansen: Hvad så fra nu af. Vi fik som sagt en rigtig god debat, hvor alle var aktive i dag som et godt input til at arbejde videre på det her første udkast, vi fremlagde. Og ideen er så, at vi bruger de næste par måneder til at fremlægge et endeligt udkast eller endeligt forslag til konklusioner på vores næste møde engang i marts. Og der vil jeg sige, hvis man skulle gå lidt tættere på den del af det, som har været frit omtalt i pressen de sidste par dage, der er det vel fair at sige, der var jo en meget stor opbakning til hovedsigtet i forslagene og den måde, vi forsøger at lave fortællingen på. Så er der en lang række forslag til, hvordan man kunne gøre det bedre og ændre på [...] og sådan noget. Men overvejende set var der en meget stor opbakning til det her, men det er også rigtigt at sige, at Harald Børsting og Thorkild Jensen fra Dansk Metal udtrykte store betænkeligheder ved, om de kunne være med på det sidste udkast. Det har jo været fremme, og det gør det jo rigtig nok at fortælle om det. Sådan var det jo. Så stor overensstemmelse hele vejen rundt om bordet, bortset fra at LO måtte argumentere for, at de med meget stor sandsynlighed ikke kunne være med på det endelige udkast i forhold til de drøftelser, der var fremme i dag.

Så tror jeg, vi er åbne for spørgsmål!

Ja!

Spørger: Jamen, jeg kan jo passende spørge til det sidste, du var inde på, hvordan har du det med som formand, kan man godt kalde dig, for gruppen af medlemmer i Vækstforum, at netop fagbevægelsen nu så er hægtet af på et eller andet plan i hvert fald.

Lars Nørby Johansen: Jo, men en lille præcisering – jeg er ikke formand for gruppen, jeg er talsmand. Formanden sidder derovre ... vi må antage en lidt anden rollefordeling ...

Spørger: ... hvad siger talsmanden?

Lars Nørby Johansen: Jamen jeg synes da, det er en skam. Jeg synes faktisk drøftelserne, vi har haft undervejs, har været spændende i kraft af LO’s tilstedeværelse, så jeg skal være den første til at beklage – jeg synes, det er trist. Men omvendt må vi også være realister og se, at selvom der ikke er udskrevet valg, så der en eller anden valgkampsagtig atmosfære, og man kan ikke udelukke, der er nogle forslag i den buket, vi har stillet, som er af en sådan karakter – at enten eller. Der er visse ting, man ikke kan slå broer over og kompromisse om. Og det er den holdning, LO har indtaget. Jeg synes, det er en skam, fordi vi har haft nogle gode debatter undervejs. De har jo en vigtig stemme i hele den debat her.

Jørgen Elmeskov: ... må jeg lige tilføje, at det er måske værd at gøre opmærksom på, at både LO og Dansk Metal tilkendegav, at på trods af den uenighed, der lå omkring udkastet til et papir, så var de stadigvæk indstillet på at møde op til Vækstforums møde i marts, så der er ikke som sådan tale om et brud med Vækstforum. Det er bare, at de anser det for usandsynligt, at de vil kunne deltage i papirets konklusioner – specielt for så vidt angår ...

... Lars Nørby Johansen: Sagt på en anden måde, vi er enige om en diagnose, og det har vi jo sådan set konstateret. Og så er der en uenighed om nogle af forslagene af en sådan karakter, at det ville være svært for LO at skrive under på et endeligt udkast. Men det må I spørge dem om. Du spørger om, hvordan jeg har det, ikke. Og mit svar er – jeg synes, det er en skam.

Spørger: Du siger så også, at det er, fordi der er gået valgkamp i det. Du bruger selv ordet valgkamp i det her. Hvordan har I det med at være en del af en valgkamp?

Lars Nørby Johansen: Jamen det kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved. Jeg tror, vi har forsøgt efter bedste evne at forholde os analytisk til det her. Det er derfor, vi har brugt så lang tid på diagnosedelen netop for at skabe enighed om, hvordan ser det egentlig ud. Og få en diskussion af, hvad der grundlæggende skaber vækst og velstand i det her samfund som forudsætning for velfærd, som ikke er sådan noget, vi plejer at diskutere i en valgkamp. Der er jo fordelingspolitik og alt muligt andet. Så jeg synes, vi har forsøgt at holde det der på et analytisk spor båret af en ægte bekymring for, at det er vigtigt, at Danmark kommer tilbage på vækstsporet igen.

Spørger: Så lige til sidst. Så det er det helt tilfældigt, at det som er statsministeren ligesom hovedpointe i nytårstalen og i øjeblikket i den valgkamp, I så har skudt i gang netop, at efterlønnen bør afskaffes, at det så nu er med i jeres anbefaling? Det er helt tilfældigt?

Lars Nørby Johansen: Jeg ved ikke, om det er tilfældigt eller ej. Men hvis du tænker på spørgsmålet om efterløn så er vi ikke blevet flere redskaber til at øge vores arbejdskrafttilbud og i øvrigt hjælpe lidt til på de offentlige finanser. Så det er da noget, som vi har været omkring – besluttet på et tidspunkt, at vi ville gemme det her forslag, indtil vi havde diagnosen på plads. Men der er ingen sammenhæng, kan jeg da godt sige i det forhold, at statsministeren har nævnt det i sin nytårstale, og vi tager det op i vores papir.

Ja!

Spørger: Der er nogle eksperter, jeg har også læst aviser de sidste par dage, og har set nogle af de punkter, som I har været ude med, som blev lækket til pressen. Er I måske ikke ambitiøse nok i jeres i tiltag i forhold til, hvilke udfordringer Danmark står overfor. Hvordan svarer I på det?

Lars Nørby Johansen: Jamen det vil jeg sådan set gerne svare på. Fordi udgangspunktet er, at vi tror ikke på, at der er sådan en enkeltløsning, som klarer det hele. Det er en bred vifte. Og noget af det kræver faktisk meget dybtgående reformer. Hele spørgsmålet om konkurrenceudsættelse – ikke bare i den offentlige sektor, men også meget store dele af den private sektor. Det har jeg ikke set før så tydeligt markeret, som vi gør det i vores forslag. Baseret på en stor analyse af produktiviteten i det danske samfund, som nu viser, at vi har en lille fremstillingssektor, som er globalt konkurrerende, og som egentlig har bidraget meget til værdiskabelsen i Danmark de sidste 5-10 år. Og så har vi en stor hjemmemarkedssektor og en offentlig sektor, som ikke har bidraget så meget for nu at sige det på den måde. Og der har vi en byge af forslag, som går ikke bare mod den offentlige sektor, men også store dele af den private sektor. Det er sådan den ene del af det. Hvor jeg rent faktisk synes, vi går rimeligt vidt i forhold til, hvad jeg har set af forslag fra nogle af de politiske partier. Og den anden del omkring det uddannelsespolitiske, hvor jeg også tror, vi vil komme med nogle forslag, som faktisk vil indebære nogle ret gennemgribende reformer omkring effektivisering af de videregående uddannelser.

Jørgen Elmeskov: Men jeg synes måske også, det er værd at understrege, at i hvert fald vores fortolkning af, hvad Vækstforums medlemmer har tilkendegivet, er, at det vi er interesseret i, det er ikke en revolution. Der skal ganske alvorlige ændringer til i politikken på en række områder, men på den anden side er der nogle basale styrker i det danske samfund, som vi ikke ønsker at pille ved. Og derfor kan man sige, at ja, hvis man sammenligner med noget, hvor det er en hel anden type samfund, jamen så kan det da godt være, det ikke tager sig så ambitiøst ud. Men det er heller ikke vores indtryk, at det var vores mandat.

Spørger: Lige et opfølgende spørgsmål. Der er også nogen, der mener, man bør satse kraftigere på visse sektorer. Når man læser jeres udkast, så lader det til, at I ikke umiddelbart har udset en enkelt sektor, der skal være vækstmotor. Hvordan vil I kommentere på den?

Lars Nørby Johansen: Jamen da kan jeg da bare sige, vi har diskuteret det her spørgsmål om pick the winner, som det hedder på nydansk, om der er sådan særlige områder, man skal satse på. Og der har den generelle holdning vel været, at det har været meget specifikt – at satse på enkeltsektorer, det ville nok være dumt, fordi det ville være svært for staten og folketinget at vide, hvad der egentlig er vækstsektorer om 10-15 år. Så den der meget snævre specifikke tankegang går vi væk fra. Til gengæld er vi med til at lave nogle rammebetingelser, som generelt forbedrer vilkårene for danske virksomheder. Og vi er også interesseret i på nogle områder, hvor vi har styrkepositioner at sørge for, at de i hvert fald bliver belønnet med at få nogle rammebetingelser, der gør, at de fortsat kan vokse. Så det helt specifikke område – så nu tager vi den sektor og satser alle æggene på den, det har vi sådant set bortvist, også fordi vi ved med stor sandsynlighed, det ikke virker. Der har været et hav af undersøgelser af, at de der pick the winner-strategier – hvor hensigtsmæssige de er. Og det viser sig næsten altid, at markedet er mere uforudsigeligt. Ingen ved nu, hvad der er de egentlige vækstsektorer om 10-15. år. Det er én af begrundelserne for, at vi har fravalgt en meget snæver sektorspecifik strategi.

Flere spørgsmål?

Spørger: Lad os lige vende tilbage til LO’s farvel i dag. Harald Børsting han ville jo ikke gå ind ... han antydede helt klart, efterlønnen har spillet en rolle. Men han taler også om, at hele grundtonen i Vækstforum kan han ikke leve med, så når det kun handler om enkeltpunkter, som I begge to slår på, så er det i hvert fald ikke dét, som man kan tage Harald Børsting til indtægt for herudefra for et øjeblik siden. Så en kommentar til det. Altså har I nu dannet et forhandlingsklima, hvor der også var plads til sådan lønmodtagerne, det er i hvert fald ikke Harald Børstings opfattelse.

Lars Nørby Johansen: Det synes jeg faktisk, vi har forsøgt at få en åben dialog hen igennem ørerne. Vi var jo som sagt enige om selve diagnosen. Det er rigtigt, og det må du ud og spørge Harald om, det er han nok bedre til at svare på, end jeg er, men han så i dag gav udtryk for, at der var noget om grundtonen, som han ikke bryder sig om, og det ikke kun var det enkelte forslag omkring efterlønnen.

Spørger: Det handler blandt andet om den offentlige sektor, som han mener, at Vækstforum kun er ude på én ting, det er at give det en ordentlig én på sinkadusen ... var det han sagde, altså ikke overraskende, at han og den røde blok vil udvikle den offentlige sektor, det mener han ikke, at Vækstforum er garant for. Har I nogen kommentarer til det?

Lars Nørby Johansen: En kommentar, hvis jeg må. Vi har ingen intention om, at give den offentlige sektor én på sinkadusen. Vi har diskuteret forskellige muligheder for at effektivisere den offentlige sektor på, så man får mere ud af de skattekroner man giver, men der er en bred forståelse om, at den offentlige sektor varetager en lang række funktioner, som er nødvendige for det her samfund. Så der har ikke været på nogen måde drev i retning af, at nu skulle den offentlige sektor til livs og sådan noget – overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke genkende det der.

Spørger: Så du siger, du er ked af, af du bliver en del af en valgkamp og så videre. Men er det den hele sandhed, det må da også være irriterende, at der er én, der allerede sidder med korslagte arme. Du siger, du overhovedet ikke kan genkende det her.

Lars Nørby Johansen: Ikke den der holdning til den offentlige sektor. Det må du spørge Harald om. Det er ikke dét, der har båret min egen holdning. Det er heller ikke dét, der har båret de andre medlemmers holdning i vores diskussioner. Det tør jeg godt stå inde for. Og det med valgkampen kan vi jo ikke gøre for. Det er jo ikke os, der sætter datoen. Og jeg mener faktisk, at vi har forsøgt efter bedste evne at stille diagnosen på det her og komme med nogle forslag til, hvordan man kan komme tilbage på vækstsporet. Og så må partierne jo i det omfang, de finder inspiration i vores forslag, når de kommer, lytte til dem eller lade være.

Jørgen Elmeskov: Men jeg synes måske det er værd at være opmærksom på, at de konkrete anbefalinger, der ligger i det udkast til papir, som bliver præsenteret, det er alt sammen anbefalinger, som går på, hvordan man kan effektivisere den offentlige sektor. Det er ikke anbefalinger til at reducere den offentlige sektors omfang som sådan. Og som man kan se, at vi i papiret har gjort en del ud af at tale om offentlig finansieret service og så diskutere, om den service, der finansieres solidarisk via skatter og så videre, om den skal produceres af en privat eller offentlig producent. Men det er jo ikke det samme som, at den ikke skal stilles til rådighed for befolkningen.

Spørger: Det var meningen, at Vækstforum skulle slå bro mellem erhvervsliv, Christiansborg og også fagbevægelsen. Nu står det klart, at fagbevægelsen kommer ikke til at skrive under på det her papir. Hvor meget kan man så bruge sådan et stykke papir til, når det overhovedet ikke var dét, der var udgangspunktet?

Lars Nørby Johansen: Det ved vi jo ikke – nu lægger vi nogle forslag frem, som forhåbentlig vil indgå i debatten. Jeg synes, det er en skam, at LO har besluttet ikke at ville være med på det endelige papir. Men det er også min vurdering, at vi var kommet dertil, at det var så ikke muligt.

Spørger: Så du frygter ikke den her endnu en arbejdskommission, velfærdskommission, hvor en stor del af dét, der bliver anbefalet bliver lagt i skuffen og først taget op mange år senere.

Lars Nørby Johansen: Den frygt synes jeg erfaringen viser, man vil have til alle offentlige kommissioner – desværre. Men nu lægger vi noget frem her, og jeg tror styrken, med det vi laver, måske – sådan som jeg ser det personligt – er to ting. Og det ene det er, vi har været så relativt omhyggelige med selve diagnosedelen og forsøgt at skubbe debatten over mod – ja, sådan en fundamental diskussion i Danmark, der skaber forudsætning for velstand, som er forudsætning for velfærd. Og der synes jeg selv, der har været den drejning i debatten, at vi er meget hurtige til at diskutere, hvordan kagen skal skæres og fordeles mellem de forskellige grupper i samfundet, og der har været en lidt for lidt diskussion af de der grundvilkår af, hvad skal der til for at skabe vækst og velstand. Så det er jeg sådan set meget godt tilfreds med. Og så er jeg også tilfreds med, at der er den bredde i vores forslag. Det spænder fra produktivitet og ikke bare arbejdskraftudbud – det er en del af det, men det er ikke den samlede problemstilling. Så det lidt nye i det her måske er, at vi også altså prøver på selve produktivitetsdelen at tale om innovation og vækstvirksomheder og forsøg på at skabe beskæftigelse, forsøg på at styrke en dansk produktion for at bevare arbejdspladser. Så der er en del guf i det den vej rundt.

Spørger: Jamen hele det her spørgsmål omkring lønudvikling, det har jo skabt en del debat. Og Thorkild E. Jensen, han siger nu, at det ser ud til, at det afsnit bliver ændret i det endelige papir. Kan du bekræfte det, og kan du sige, hvordan det bliver ændret?

Lars Nørby Johansen: Det kan jeg jo ikke sige, nu er vi jo ikke færdige, men vi har haft en diskussion om det her, ikke, og der har været en misforståelse om, hvad vi skulle anbefale – man skulle sætte den danske løndannelse ud af kraft eller ... det har der overhovedet ikke været tale om. Der har været en observation af, at lønudviklingen i Danmark de sidste 5-10 år har været meget stærkere end fx i Tyskland og Sverige og selv på trods af, at vi har haft en meget lav produktivitetsudvikling i Danmark. Det er en observation, som ingen kan løbe fra. Og så har vi siddet og diskuteret, hvilken konsekvens har det for vores konkurrenceevne og for vores omkostningsniveau. Og vi ved godt, at i omkostningsbegrebet, der går meget mere end lønomkostninger, der er priser og alt muligt andet, ikke, så der har ikke været sådan en anbefaling om, nu skal vi bare sætte lønningerne ned.

Spørger: Men bliver det omformuleret?

Lars Nørby Johansen: Det ved jeg ikke endnu. Det må vi jo tage stilling til. Men med den observation jeg lige har givet udtryk for her, som er konsekvenser, som er vigtige, fordi i gamle dage – for 5 år siden var det jo sådan, at vi mistede arbejdspladser til Kina, Indien og sådan noget, nu er det Tyskland og Sverige – for det er selv i nærområdet, at der er sket en meget markant relativ forskellig udvikling mellem omkostningsniveauet i Danmark og fx Sverige og Tyskland, der gør, at hvis man skal bygge en fabrik, og man bor i Jylland, ja så er det jo meget nærliggende at flytte et par hundrede kilometer syd for grænsen for at få det 20 procent billigere.

Spørger: Har I et mål for, hvor konkrete I i sidste ende skal være i det sidste udkast. Der er nogle eksperter, der efterspørger meget mere konkrete tiltag fra jer.

Jørgen Elmeskov: Om det kan man sige, at det har været vores hensigt at være så relativ konkrete som vi kunne være med de anbefalinger, der lå i det første udkast her. Hvis man skal være ærlig, så vil jeg sige, at det har vi haft varierende succes med på tværs af de forskellige udfordringsområder. Men altså det jeg tog – det er så min fortolkning fra mødet i dag – det var, at der var relativ stor sympati for ideen om, at man skal forsøge at være så konkret som mulig i anbefalingerne.

Lars Nørby Johansen: Man kan måske reelt sige, at der hvor vi føler vi er på sikrest grund analytisk og så videre. Der tør vi også at være lidt mere konkrete.

Spørger: Hvad er det for områder?

Lars Nørby Johansen: Det er fx konkurrenceområdet, hvor vi har fået lavet et par store nye analyser undervejs. Hvorimod andre områder, det gælder hele uddannelsessektoren – der skal nok lige laves et par uddybende analyser, før vi bliver alt for konkrete. For vi vil gerne have, det er belagt med viden og vidensfunderet, før vi hopper ud i forskellige forslag og gør dem konkrete.

Spørger: Jeg vil godt bare lige vende tilbage til lønudviklingen. Jeg blev ikke sådan hel klar på, at I siger, I har lavet en observation om, hvordan lønudviklingen har været, men I vil ikke direkte komme med en anbefaling. Skal man forstå det sådan, at I anbefaler, at lønudviklingen skal begrænses, eller anbefaler I det ikke?

Lars Nørby Johansen: Det ved vi ikke endnu. Det vil vi tage stilling til. Vi fremlagde et arbejdsudkast i dag, og vi har modtaget de reaktioner bare lige præcis på det der, og det vi har givet udtryk for, det er, at det må vi jo se på, som også Thorkild har været inde på åbenbart. Men der er en observation, som vi må fastholde. Vi kan ikke lyve for virkeligheden.

Jørgen Elmeskov: Men lad mig så sige i ærlighedens navn, at det er da klart, at vi kan også læse internet og læse aviser og så videre, og hvis vi kan se, at vores ordvalg ligesom kommer imellem budskabet, dét der var det ønskede budskab og modtageren, jamen så er det da noget, vi reagerer på. Og dét der var vores intention, det var at sige – konkurrenceevnen må genoprettes. Og det er noget, som kræver en indsats fra politisk hold også, men ikke i form af direkte indgreb på nogen måde i løndannelsen, men derimod ved at skaffe de rigtige rammebetingelser for, at løndannelsen kan generere en genoprettelse af konkurrenceevnen, hvilket igen er noget, som også afhænger af, hvordan produktivitetsudviklingen, den vil være. Og så i det omfang, at man er succesfuld med at få produktivitetsudviklingen tilbage på et spor, der er bedre, end det har været de sidste 10 år, jamen så er det klart, så tager det noget af presset fra, hvor meget relativ løntilpasning, der skal til.

Spørger: Så dét der er vigtigt, det er, at I siger, at I ikke vil gribe ind i løndannelsen, men løndannelsen er et vigtigt parameter, når man kigger på konkurrenceevne.

Jørgen Elmeskov: Ja, det er én blandt andre parameter, der påvirker konkurrenceevnen og blandt andre parametre er det klart, at produktiviteten er helt afgørende.

Spørger: Så mit andet spørgsmål – det her udkast, som vi jo har set nok de fleste af os, der er her i dag, har jeg forstået, det er jer, der er forfattere på. Og så kunne jeg godt tænke mig selvfølgelig at spørge, hvorfor har man så skrevet ... været noget så konkret med efterlønnen, som man har været, når man på forhånd har vidst, også det med lønudviklingen, at fagbevægelsen på ingen måde kunne bakke op om det?

Lars Nørby Johansen: Jamen der har altså været den holdning i Vækstforum, vi er forfattere, vi er koordinatorer, vil jeg sige, på det her, men der har altså været en oplevelse af den byge af forslag, der skulle fremsættes, hvor vi ser på den demografiske udvikling og sådan som den er forløbet de næste 10 år, så kommer man ikke udenom at se på sådant et issue som efterlønnen. Det har været vurderingen. Og så må vi tage debatten derfra.

Spørger: Der er selvfølgelig mange, der siger, når man læser det her, det minder utroligt meget om regeringens udspil, og forslaget også med efterløn, men også på andre områder også inden for uddannelsesområdet. Hvorvidt har I gået regeringens ærinde her?

Lars Nørby Johansen: Det er selvfølgelig et godt spørgsmål. Jeg synes ikke, vi har gået regeringens ærinde, og det ville også være en fornærmelse mod de folk, der sidder her. Det er individualister hele vejen rundt, og jeg tror næppe, de ville have beskyldt sig for at have gået regeringens ærinde på den måde, du antyder. Vi har diskuteret det og lavet vores analyser og vores diagnose og er kommet med nogle forslag, som er til fri afbenyttelse, vil jeg sige. Jeg tror ikke, vi kommer det tættere.

Vi skal snart til at slutte. Jørgen skal nå et fly her om lidt.

Er der lige et par spørgsmål mere.

... vi sidder her ovre alle sammen ...

.. det har jeg ikke set....

Spørger: Jeg vil gerne spørge jer, jeg forstår på statsministeren, at det her udkast, det er lavet af jer. Det er ikke lavet af regeringens embedsfolk, og det har du også selv bekræftet i dag. Derfor vil jeg gerne spørge jer. Hvorfor har I ikke gjort jer større umage med at opnå en form for social balance, hvorfor kommer I med forslag om at afskaffe efterløn og at holde lønudviklingen under udviklingen i udlandet? Hvorfor har I ikke kommet med forslag som fx at ophæve skattestoppet eller at belægge boligerne med en højere beskatning i hvert fald sådan, så man følger prisudviklingen på boliger. Altså kort og godt, hvorfor har I ikke gjort mere for at sikre en højere grad af social balance i jeres udkast.

Jørgen Elmeskov: Om det kan man så sige, at – ét, noget af det væsentligste for den sociale balance, det er, at man får en makroøkonomisk balance genetableret. Og om det kan man sige, at der er klart, efterlønnen er en meget stor komponent på det offentlige budget. Så er det rigtigt, at der er andre muligheder for at bringe balance på de offentlige budgetter. Der er ikke andre så store enkeltkomponenter som efterlønnen. Men altså jeg vil godt understrege, at det vi har kigget på her, det er indtil videre et udkast, og vi må se, hvad gruppen den vil med forslagene på det her område fremover.

Spørger: Et sidste spørgsmål, så skal andre få lov til at komme til. I ønsker at holde finanssektoren i kort snor. I støtter op om, at der skal ske nogle begrænsninger, således at finanssektoren ikke én gang giver adgang til ... giver mulighed for, at prisudviklingen på boliger eksploderer, og at finanssektoren er alt for ødsel med at love noget til danskerne. Hvad er baggrunden for, at I mener, at nu skal finanssektoren i kort snor?

Jørgen Elmeskov: Du kan sige, at hvis man ser på dansk-økonomisk historie siden krigen, så har det vel været sådan, at stort set alle de episoder af overophedning, som vi har haft, og der har været nogle stykker, de har jo sådan haft sådan mere eller mindre den samme karakter, at der har været sådan en interaktion mellem boligsektoren og kreditgivningen. Og når man ligesom har oplevet det tilpas mange gange, så må man spørge sig selv, om ikke der er noget, man kan gøre for at undgå sådan en udvikling i fremtiden. Fordi hver gang har det jo ligesom været et scenario, som har efterladt os med en gevaldig hovedpine bagefter. Typisk så er det et scenario, som bagefter har givet sig udtryk i en forringet konkurrenceevne i finansielle institutioner, som er blevet skrøbelige, og i at husholdningerne har måttet bruge tid på ligesom at arbejde sig tilbage til en rimelig situation, hvad gælden angår. Så det er dét, der ligger i det. Men vi har reflekteret over, at det synes at være en rimelig faktor.

Vi har fået signal om, at vi skal slukke, Jørgen, ellers kommer du for sent hjem. Det går ikke. Så for vores vedkomne tak, fordi I ville komme.