Pressemøde den 22. februar 2011

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet i forlængelse af ministermødet, som vi holdt her til morgen, og hvor vi blandt en stribe lovforslag har behandlet tre, der udmønter regeringens ghettostrategi, og som jeg gerne lige kort vil trække frem her.

Når vi før jul formulerede en ghettostrategi, så var det jo for meget markant at vise, at vi ikke vil finde os i, at der langsomt, men desværre sikkert, er ved at opstå en slags huller i danmarkskortet – boligområder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende. Det sætter vi kraftigt ind overfor. Danmark skal være Danmark i hele Danmark, og vi arbejder nu med at få de sidste af de i alt 32 initiativer gennemført.

Og i dag fremlægger vi så tre lovforslag. For det første et lovforslag, der indfører et forbud imod, at kommuner anviser bolig i en ghetto til nytilkomne flygtninge. For det andet et lovforslag, der giver kommunerne friere rammer til at videoovervåge i et udvidet omfang de steder, hvor man i forvejen videoovervåger – for at skabe tryghed i boligområderne. Og sidst – men ikke mindst – så fremsætter beskæftigelsesministeren et lovforslag, der blandt andet øger gifte kontakthjælpsmodtageres tilskyndelse til at komme i arbejde. Alt i alt tre helt konkrete forslag, der trækker i den samme retning, og som viser, at regeringens holdninger på ghettoområdet følges op af resolut og konkret og ambitiøs handling og ikke kun af tom snak.

I min nytårstale, der fremsatte jeg det ønske, at regeringen i 2011 ændrer vores indsats i Afghanistan. Begrundelsen er, at det på NATO-topmødet i november sidste år i Lissabon blev besluttet, at afghanerne fra i år 2011 skal begynde at overtage ansvaret for landets egen sikkerhed. Og derfor bliver vores opgave fremadrettet i stigende grad at træne og støtte afghanerne, så de kan overtage det fulde ansvar med udgangen af 2014, hvorefter jeg ikke ønsker, vi skal have kampsoldater i Afghanistan. Den gradvise omlægning fra kamp til træning og støtte skal ske frem mod 2014, og i samme periode skal der ske en gradvis reduktion af antallet af udsendte soldater.

Jeg fremhævede også i min nytårstale, at jeg lægger endog meget stor vægt på, at vi fastholder bred politisk opbagning til den danske indsats i Afghanistan. Det skylder vi soldaterne, det skylder vi deres pårørende. Og jeg kan sige, at vi gør aktuelt store fremskridt i forhandlingerne med partierne bag vores engagement i Afghanistan. Og jeg har det håb, og jeg mener også, jeg har noget at have det i, at udenrigsministeren og forsvarsministeren senere i dag vil være i stand til at indgå en bred politisk aftale om de kommende års danske indsats i Afghanistan.

I åbningstalen, der indledte dette folketingsår, der satte jeg det mål, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050. Og på torsdag præsenterer regeringen så – det der vil være verdens første strategi for, hvordan det kan lade sig gøre i praksis. Energi er jo en forudsætning for vækst. Og i mange moderne samfund er det sådan, at høj vækst er lig et meget højt energiforbrug. I Danmark har vi historisk vist en anden vej. Vi har vist, at vi er i stand til at kombinere en voksende økonomi med et lavt energiforbrug. Og samtidig er vi blandt de lande, der er førende inden for grøn teknologi. Vores eksport af grøn teknologi vokser hurtigere end den almindelige eksport. Og i 2009 udgjorde den grønne eksport næsten 12 procent af vores samlede vareeksport. Vi er det land i EU, der har den højeste eksportandel af grøn teknologi. Og derfor er der både sund fornuft og god forretning i at omstille sig fra sort til grøn energi. God fornuft, fordi det øger vores forsyningssikkerhed – se hvad der sker med oliepriserne helt aktuelt. Og god økonomi, fordi det her også er med til at generere vækst og job. Med regeringens nye energipolitiske udspil – energistrategi 2050 – vil vi udbygge den vedvarende energi markant frem mod 2020. Vi skal have mere vindkraft. Vi skal have mere biomasse. Vi skal have mere biogas. Og vi skal også gøre mere for at spare på energien overalt i det danske samfund. Vi vil gøre det må en måde, som beskytter både de offentlige finanser og tager hensyn til energiregningen hos almindelige danskere og almindelige danske virksomheder. Samtidig vil satsningen på grøn energi om energibesparelser gøre Danmark til et internationalt grønt teknologilaboratorium inden for vindkraft, biomasse og andre former for grøn energi. Blandt andet vil vi bygge en helt ny havvindmøllepark – Kriegers Flak – som bliver tre gange så stor som Horns Rev 2, der blev indviet for – ja, det er vel kun små to år siden, og som dengang var verdens største havvindmøllepark. Kriegers Flak vil kunne forsyne 600.000 husstande med elektricitet og styrke udvekslingen af energi med vores nabolande – Tyskland, måske Sverige. Vi vil øge brugen af biomasse på vores kraftværker, så langt flere danskere får en grøn varmeforsyning, og som i øvrigt også understøtter et bærerdygtigt, rentabelt dansk landbrug. Vi vil sikre større energibesparelser, når man renoverer sit hus. Og gøre nye huse endnu mere energivenlige. Vi vil udvikle intelligente elsystemer, så vi i højere grad kan bruge strømmen, når den er billigst og bedre styre vores elforbrug.

De områder, jeg her trækker frem, det er jo områder, hvor danske virksomheder i forvejen står super stærkt, og hvor den globale efterspørgsel efter teknologiske løsninger med sikkerhed vil stige i årene, der kommer. Og derfor er energistrategi 2050, som fremlægges torsdag, også et af svarene på, hvordan vi kan sikre ny vækst og nye job i Danmark.

I Mellemøsten skrives der jo i øjeblikket historie. I en række lande er folk gået på gaden. Har givet udtryk for helt legitime krav om politiske, sociale og økonomiske reformer. Og i nogle lande, fx i Tunesien og Egypten, der giver udviklingen et vist håb om, at der reelt er iværksat en proces frem mod forandring – frem mod demokrati. Andre steder er folkelige protester blevet mødt med vold. Især fremkalder situationen i Libyen jo grund til dyb, dyb bekymring. Og jeg fordømmer på det kraftigste den helt uacceptable vold, vi har været vidne til fra de libyske myndigheders side. Det er meget svært at danne sig et overblik over, hvordan situationen egentlig er på grund af den manglende adgang for pressen og restriktioner på internettet m.m. Men de oplysninger, der trods alt slipper ud, de tyder jo desværre på en voldsom eskalering. Og derfor er jeg tilfreds med, at EU’s udenrigsminister i meget klare vendinger har fordømt undertrykkelsen af fredelige demonstrationer. Det er helt, helt afgørende, at styret i Tripoli tillader ytrings- og forsamlingsfrihed, og at der indledes en reel dialogproces om politiske og økonomiske reformer. Og derfor er der også grund til så skarpt, man overhovedet kan gøre det, at tage afstand fra Gaddafis fuldstændige uacceptable udtalelser om at ville suspendere samarbejdet med EU på flygtningeområdet, hvis EU fortsætter med at udtale sig til støtte for Libyens prodemokratiske kræfter. Vi fastlægger i Europa selv vores udenrigspolitik. Og vores opfordring til Gaddafi om at respektere menneskerettighederne er ikke nye budskaber for Libyens leder. Det er budskaber, som vi igen i dag retter til alle Mellemøstens ledere.

Og så vil jeg gerne her til sidst lige knytte en enkelt kommentar til en aktuelle historie, der har foldet sig ud hen over weekenden. For i de seneste dage har vi på ny set en debat, hvor Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis plan om de 12 minutter falder fra hinanden. Endnu engang har fagbevægelsen takket nej. Og 12-minutter-planen, den er om ikke endelig faldet fra hinanden, så jo i hvert fald nu udskudt på hel ubestemt tid. Jeg har lagt mærke til, at Socialdemokratiets politiske ordfører nu prøver at tale uden om det faktum, at fagbevægelsen ikke støtter op om planen, ved at lancere et nyt kriterium – nemlig, at forhandlinger om øget arbejdstid skal sættes i værk på det tidspunkt, hvor arbejdsløsheden igen falder til under 100.000.

Nu er det sådan siden oliekrisen for mange år siden – i starten af 70’erne – at der faktisk kun har været to-tre år, hvor arbejdsløsheden har været under 100.000. Og det var under dét, man vel kan kalde overophedning i 2007-2008 – lidt ind i 2009. Og selvom vi aktuelt har arbejdsløshed i dag, så er den på et niveau, der er lavere, end den på noget tidspunkt var under den tidligere Socialdemokratiske regering. Det er ikke klogt ikke at ville løse problemer, før de har tårnet sig op. På den måde kan man simpelthen ikke føre ansvarlig finanspolitik. Man kan ikke føre finanspolitik med fodnoter. Man er nødt til at give konkrete svar på Danmarks konkrete problemer. Og jeg synes derfor, at tiden er kommet, hvor Socialdemokratiet og SF skylder danskerne at fremlægge en egentlig økonomisk plan, som er konkret, som ikke indeholder alle mulige fodnoter og forbehold, men som giver helt konkrete svar på Danmarks helt konkrete udfordringer.

Ja, noget at spørge om, der synes at være et enkelt spørgsmål – måske endda nogle flere.

Værsgo!

Spørger: Nu taler du om, at Gaddafi ... han ... at det skal fordømmes hans angreb på de fredelige demonstrationer. Der har været møde i EU, hvor man ikke kunne beslutte sig for, hvad man skulle sige, og hvad man skulle gøre over for Gaddafi. Hvad synes du om den handlekraft, EU viser i denne her sag?

Statsministeren: Jeg har en vis forståelse for, at man særlig i de sydeuropæiske lande er dybt bekymrede over den udsigt, der kunne være til flygtningestrømmen. Det må bare ikke få os til at miste troen på, at det er klogt at lægge et stærkt pres på Libyens leder. For det vi kommer til at stå overfor, hvis ikke vi får ordentlige reformprocesser i de lande, hvor befolkningen nu er gået på gaden, det er jo for alvor problemer, der også kommer til at berøre os selv. Vi snakker jo om lande, hvor – efter min bedste hukommelse – gennemsnitsalderen vel er omkring 27 år, hvor den i Europa er omkring 47. Det er unge lande. Det er lande, der er præget af mange, mange unge mennesker, og hvis ikke de har et håb om en ordentlig fremtid i deres eget land, så kommer det til at generere et pres på Europa, som ville være helt kolossalt. Så en øjeblikkelig bekymring ved, at Gadaffi kunne finde på at gøre alvor af sine fuldstændige uacceptable trusler, det må altså ikke få os til at vakle. Og derfor har vi brug for at sende det stærkest mulige signal til Libyens leder. Det er jo også gjort – altså det er jo en enig kreds af udenrigsministre, der i meget klare vendinger har fordømt, hvad der sker i Libyen i øjeblikket.

Spørger: Og når vi så er ved flygtningene, må jeg så op til Integrationsministeriet, hvor Birthe Rønn Hornbech vist har opdaget, at der har været noget fejl i sagsbehandlingen om ... i forhold til nogle FN-konventioner. Oppositionen kræver en undersøgelse af den sag, men Birthe Rønn siger nej. Hvad mener du, hvis det har foregået siden 1999, er det så ikke rimeligt at få undersøgt, om hvad der er årsag til fejlen?

Statsministeren: Det er jo rigtigt, som du siger, og sådan er det i hvert fald oplyst over for mig, at man siden 1999, før Integrationsministeriet overhovedet blev etableret, hvor opgaverne lå i det daværende Indenrigsministerium under Thorkild Simonsen, har givet afslag på, hvad der viser sig at være et fejlagtigt grundlag. Det er jo dybt, dybt beklageligt. Og jeg er jo tilfreds med, at integrationsministeren har taget hånd om den sag. Retter op på sagsbehandlingen. Før jul har tildelt statsborgerskab til nogen og i direkte kommunikation med andre gjort opmærksom på deres vilkår og signaleret, at vi ved førstkommende lovgivning, hvor vi giver indfødsret, får bragt de her ting på plads. For så vidt angår, kan man sige, substansen, der har integrationsministeren taget hånd om sagen. Opdaget fejlen, beklaget fejlen, rettet op på fejlen.

Tilbage står så, at det naturligvis kan være klogt at søge at få et nærmere indblik i, hvad der har gjort, at man siden 1999 har forvaltet på en fejlagtig måde. Og derfor har jeg netop bedt integrationsministeren om at foranledige udarbejdelse af et notat, der beskriver det her forløb og som søger at afdække, hvad er der gået galt – med henblik på at det kan oversendes til Folketinget.
Der er rettet op på sagen, men derfor står det alligevel tilbage jo at prøve at blive klogere på, hvad der er sket – for at sikre, at tilsvarende fejl ikke opstår igen.

Ja, værsgo!

Spørger: Det er også til statsløsesagen. Så sent som i 2006 blev den daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj gjort opmærksom på det her problem fra Institut for Menneskerettigheder. Hun bekræftede, at hun var opmærksom på, at der var de her rettigheder, der var ikke grund til at skride eksplicit ind i lovgivningen, skrev hun tilbage. Og som Information i dag skriver, så i 2002, der underskrev Danmark den europæiske konvention, der bekræfter 1961-konventionen. Det er to ministre, der har været tilsyneladende opmærksomme på denne her regel. Hvordan kan du så være tilfreds med, at ministeriet udarbejder et notat til, når de to tidligere ministre er blevet gjort opmærksomme, men uden at der er rettet op på det?

Statsministeren: Men det er jo blandt anden for at få kastet lys på, hvad der er sket. Altså hvad er årsagen til, at man i 1999, hvor man laver ny lovgivning, øjensynligt ikke håndterer det her rigtigt. Og hvad er årsagen til, at man ikke har fået rettet op på det. Det er fornuftigt at få kastet et lys på det. Og det er derfor, jeg har bedt integrationsministeren om at foranstalte udarbejdelsen af et notat, der søger at afdække det her forløb. Og det skal jo blandt andet give svar på de spørgsmål, du der stiller.

Spørger: Men netop – der har været to tidligere ministre, der har været opmærksomme på det. Kunne der så ikke være en grund til at få nogen uvildige til at gennemgå det – i stedet for at bede det ministerium, hvor to tidligere ministre har været opmærksomme på det, lave et notat om det. Altså ville det ikke være gavnligt for regeringen at få renset enhver tvivl om, at det her skulle være politisk motiveret.

Statsministeren: Jamen, jeg har ikke oplevelsen af, at regeringen er underkastet nogen tvivl. Altså sådan som jeg kender sagen uden at kende alle dens detaljer, så er der sket en fejl startende tilbage i 1999, hvor Integrationsministeriet ikke var født endnu, og hvor regeringen slet ikke var regering. Og hvad der har foranstaltet, at den situation opstod i 1999, det kan jeg ikke gøre nærmere rede for. Jeg kan sige, at integrationsministeren er blevet opmærksom på det her. Har beklaget det. Har rettet op på det. Sagen er sådan set løst. Og integrationsministeren har også taget hånd om, at der udarbejdes fremadrettede forskrifter, som sikrer sig mod gentagelser. Tilbage står så at få kastet lys over, kan man sige, hvad er der sket fra 1999 og frem til, at integrationsministeren er blevet opmærksom på det her – og rettet det. Og den rigtige måde at gøre det på, det er at bede integrationsministeren om at udarbejde et notat, der søger at afdække det her. Og så må man jo tage sagen derfra.
Ja, Anja!

Spørger: Integrationsministeren har jo selv sagt, at hun tvivler desværre på, at den sag nogensinde bliver opklaret. Du mener altså, det er muligt at få den opklaret. Du er ikke enig i den vurdering.

Statsministeren: Jeg synes, det er klogt for at sikre sig mod gentagelse, man skal lære af sine fejl, at når man opdager en fejl, så retter man den. Det har ministeren gjort. Hun har gjort opmærksom på det. Hun har rettet det. Hun har beklaget det. Det gør jeg også. Så er det klogt samtidig at søge afdækket, hvorfor kan sådan en fejl opstå. Og den rigtige måde at gøre det på, det er jo at bede ministeren om at afdække det her i et notat, der kan oversendes til Folketinget.

Spørger: Der jo ligger jo tilsyneladende allerede en redegørelse. Birthe Rønn sagde selv her for to uger siden, at hun havde fået en gennemgang af sagen, og at hun nu ville ... i første omgang selv læse den. Kunne man ikke starte med at offentliggøre det stykke papir, der allerede ligger, og som integrationsudvalget igen og igen har bedt om?

Statsministeren: Jeg tror alle de spørgsmål, I stiller her, jo sådan set afslører klogskaben i den beslutning, jeg har truffet – nemlig at bede integrationsministeren om at udarbejde et samlet notat, der redegør for den sagsbehandling, der har fundet sted eller ikke har fundet sted omkring de statsløse palæstinensere tilbage fra 1999. Dét, der er det helt afgørende, det er, at ministeren, da hun har opdaget fejlen, har rettet op på den. Har beklaget den. Det er jeg meget, meget tilfreds med. Men man skal også lære af fejl – også selvom fejl ikke er tilsigtede. Og det er dét, der er baggrunden for, at det er klogt nu at få udarbejdet det notat, jeg nu har omtalt.

Ja, værsgo Dan!

Spørger: En af oplægsholderne på dagens konference nede på Diamanten Philippe Legrain, han siger, at Danmark nu kun er nr. 66 over investeringslande i verden. Samtidig peger han på, at skat er Danmarks stærkeste vækstbremse. Er du enig i, at skat er en vækstbremse?

Statsministeren: Jeg er enig i, at det ville en voldsom, voldsom vækstbremse, hvis vi øger et i forvejen højt dansk skattetryk yderligere. Og det er også derfor, jeg er så bekymret over oppositionens økonomiske politik eller mangel på samme, som vil efterlade et enormt hul i statskassen, som når alle andre handlemuligheder er udtømt – og senest har vi jo altså i weekenden fået dokumentation for, at tanken om de 12 minutter, den flyver ingen steder – kun kan dækkes et sted, nemlig ved at øge det danske skattetryk. Det har vi bestemt ikke brug for.

Spørger: S og SF, de har nu meddelt, at man vil genindføre fuld fradragsret for fagforeningskontingenter. Hvad er din kommentar til det?

Statsministeren: Ja, jeg har jo svært ved at se, at man skal have større fradrag for sit medlemskab af en fagforening end for sine boligrenter, men det må jo være et udtryk for politisk prioritering. Og det er måske egentlig også noget lidt underligt noget, når man i øvrigt ikke kan være konkret på 12-minutters-planen, at man på alle de steder, hvor fagbevægelsen sådan set skal have modydelser, der går på at øge organiseringsgraden, tvinge folk på skåne/fleksjob, ind i A-kasse, øge fradraget – at der er man meget, meget konkret. Så på alt det, som S/SF vil levere til fagbevægelsen, der er man helt konkret. På alt det, der skal leveres den anden vej, der har vi i weekenden fået at vide, at det kan vi læse i vejviseren efter.

Spørger: Til sidst – Margrethe Vestager, hun har kritiseret arbejdsgiverne for at være for passive med støtte til regeringens tilbagetrækningsplan, og i stedet har man overladt banen til fagbevægelsen. Er du enig i den kritik af arbejdsgiverne?

Statsministeren: Mine budskaber til arbejdsgiverne, dem har jeg med, når jeg selv skal i Den Sorte Diamant lidt senere i dag. Jeg synes, der er mange, der har et ansvar for at holde det her højt på dagsordenen. Og i forhold til Margrethe Vestager – man må jo sige: Vis mig hvem dine venner er. Altså Margrethe Vestager, hun bakker fortsat op omkring et regeringsalternativ, som er fuldstændig imod reformer. Så frem for at begynde at gå at skyde andre steder hen, så skulle hun måske selv reflektere lidt mere om det faktum, vil jeg mene.
Ja!

Spørger: Forskellige af dine partifæller har udtrykt ønske om, at der blev holdt en snarlig folkeafstemning om afskaffelse af et eller flere af de danske forbehold, inden at Danmark overtager EU’s formandskab 1. januar. Er det noget, der indgår i dine overvejelser?

Statsministeren: Jeg sagde jo allerede i ugen op til vinterferien, hvor jeg har tilladt mig at være væk fra den politiske debat, men godt har iagttaget, at der har været en debat omkring EU-forbeholdene, at dét, der aktuelt skete i forbindelse med det sidste EU-topmøde, hvor man i en akse Berlin-Frankrig ... Berlin-Paris sagde – vi har brug for at lave en konkurrenceevnepagt for at øge Europas konkurrenceevne. Og i en situation, hvor mange lande har valutaen tilfælles, også sørge for, at man kollektivt i de lande skærper sin egen konkurrenceevne. At der ser vi kimen til noget, som det kan være nødvendigt for os at forholde os til med en anden timing end det, jeg egentlig selv har planlagt med. Men vi har jo tilbage endnu at se, hvordan det udvikler sig. Det er jo aftalt, at der frem til det næste EU-topmøde i slutningen af marts skal være et særligt topmøde for eurozonelandene. Det er aftalt, at van Rompuy frem til topmødet skal konsultere også ikkeeurolandene, og så må vi jo se, hvordan en sådan konkurrenceevnepagt tegner sig. Danmark har jo via vores fastkurspolitik, som er en hjørnesten i vores økonomiske politik jo – de facto euroen, men vi har ikke den indflydelse, der følger med. Hvis man i eurozonelandene tager skridt til en yderligere tættere koordinering af den økonomiske politik, så kommer det til at stille Danmark over for en svær situation, og den vil jeg ikke stå og foregribe. Men det kommer til at stille os over for en svær situation, hvor det kan blive nødvendigt at overveje, om vores euroforbehold skal testes i den danske befolkning tidligere, end vi havde planlagt det.

Spørger: Må jeg så bare følge op – kan det så også blive nødvendigt at holde sådan en folkeafstemning i år?

Statsministeren: Men det er alt for tidligt at gå tættere ned i. Jeg kan se, at der med det initiativ, der er taget af Sarkozy og Merkel, er lagt kimen til noget, der potentielt kan vokse sig så stort, at vi er nødt til for alvor at forholde os til det. Og jeg har en forventning om, at vi i løbet af marts måned frem mod topmødet i slutningen af marts får syn for sagen, og så må vi vende tilbage til det spørgsmål. Jeg kan bare sige, at som en lille åben økonomi, der vel har omkring 75 procent af vores eksport til EU-landene, der er vi enormt beroende på, hvad der sker i den kreds af lande. Og hvis man de facto sætter en udvikling i gang, hvor en kreds af lande kører i et stærkere tempo, så er det ikke i nogen stor dansk interesse at blive stående tilbage på perronen. Men det må vi vurdere i takt med, at vi ser det her initiativ vokse frem og tage form.

Ja, værsgo!

Spørger: Ja. I din nytårstale, der gjorde du et stort nummer ud af nødvendigheden af at afskaffe efterlønnen og få lavet denne her tilbagetrækningsreform, som sikrer dansk økonomi. Det ser jo ikke ud til, at der er noget politisk flertal for det overhovedet. Kan du forestille dig, at man så skal finde de milliarder på en anden måde end forhandling, eller vil du tage konsekvensen af det og så udskrive valg, hvis de forhandlinger ikke bliver til noget?

Statsministeren: Men det er jo ikke kun i min nytårstale, jeg gjorde et stort nummer ud af det. Det har jeg gjort hver dag lige siden, og det vil jeg også gøre i mange dage fremover. Fordi det er helt, helt vigtigt, at vi i Danmark forholder os til det forhold, at vi i de kommende år står over for en situation, at der for hver gang, der er fem, der forlader arbejdsmarkedet – kun er fire, der træder ind på det. Får vi ikke gjort noget ved den situation. Hvis ikke vi får skabt den arbejdskraft, der skal være til rådighed for, at vi får væksten i gang, så vil Danmark så sikkert som amen i kirken blive et fattigere og fattigere land. Det sker på et meget højt niveau, og vi opdager det ikke fra den ene dag til den anden. Men det vil være det spor, vi træder ud på. En sti, der langsomt fører mod afgrunden. Den ønsker jeg ikke at betræde. Det er derfor, vi har lagt en tilbagetrækningsreform frem. Den vil man kunne se behovet for, når vi fremlægger en 2020-plan i ... formentlig i starten af april måned. Og jeg står ikke og foruddiskonterer det forhandlingsforløb, der så kommer efterfølgende. Jeg kan godt ved at orientere mig rundt konstatere, at der jo ikke umiddelbart er noget flertal. Det var der heller ikke, da regeringen fremlagde genopretningspakken sidste år, der var heller ikke noget flertal. Alligevel så lykkedes det jo ved gode forhandlinger at få skabt et resultat, der fuldstændig matchede det behov, vi havde.

Spørger: Men er du åben for i en forhandling sammen med Dansk Folkeparti at finde de her milliarder på en anden måde end at afskaffe efterlønnen, hvis det skulle blive nødvendigt?

Statsministeren: Jeg tager slet ikke hul på forhandlingerne før tid. Og jeg har lagt en meget klar tidsplan, som går på, at vi jo altså nu har lagt en tilbagetrækningsreform, den er helt konkret. Den løser en meget stor del af det problem, vi vil have frem til 2020. Det følges op af en samlet 2020-plan, som vil tegne et billede af et langtidsholdbart budget for Danmark de næste 10 år. Som ikke sender Danmark ind på det nedslidningsspor, som oppositionen foreslår, men som sikrer, at vi fortsat kan have en veludbygget offentlig sektor. Vi kan have nogle rammevilkår omkring dansk erhvervsliv. Og vi skal ikke øge skatter og afgifter og forringe erhvervsklimaet ... et samlet budget. Og når det er lagt frem – ja, så er det jo dér, der skal forhandles og ikke før. Når det er sagt, så vil jeg gerne tilføje – og det har jeg sagt før, så det er ikke nogen nyhed – at jeg ved godt, at regeringen er en mindretalsregering. Og jeg kan ikke komme i tanke om noget tidspunkt, hvor vi har lagt et forslag frem, som bare uden videre er blevet gennemført fuldstændig ned i den detalje, vi selv har foreslået det. Altså sådan fungerer det jo ikke. Så jeg er helt på det rene med, at når vi har lagt det her frem og skal forhandle, så vil det vise sig, at det, vi kommer ud af forhandlingslokalet med, det vil være noget andet – end det, vi gik ind med.

Spørger: Man kan se i dag i Berlingske Tidende, at en Gallupmåling viser, at 61 procent af danskerne, de siger, at de vil egentlig foretrække, at du udskriver et valg, hvis du ikke kan få den her reform igennem. Hvad vil du sige til dem?

Statsministeren: Jeg vil sige det samme som til dig – altså det er jo slet ikke dér, vi er nu. Altså vi er der nu, at regeringen har lagt en tilbagetrækningsreform frem, som vi mener, Danmark har brug for. Fordi jeg ønsker ikke at stå i spidsen for et Danmark, som skal slides ned over de næste 10 år. Jeg ønsker at stå i spidsen for et Danmark de næste 10 år, som hvert år bliver et rigere samfund. Og til den ende har vi brug for at få lukket det hul, der er frem til 2020. Vi har anvist – i modsætning til oppositionen, som taler udenom, og som kun er konkret på de modydelser, de vil give til fagbevægelsen, men ikke kan få noget den anden vej – så har vi anvist en meget, meget konkret løsning. Og den sammenhæng, den løsning indgår i, den fremlægger vi til april, og så er der grundlag for politiske drøftelser og ikke før.

Godt, det bliver nok noget nær det sidste spørgsmål.

Ja, værsgo!

Spørger: Når finansminister Claus Hjort Frederiksen i hvert fald tidligere har omtalt 2020-planen, der sagde han, at den ville komme i slutningen af 2010. Så senere blev det til, at den kom i marts 2011. Hvad er årsagen til, at den er forsinket til april?

Statsministeren: Jeg har sagt, lige siden det her år startede, at vi kommer med 2020-planen i slutningen af marts – først i april. Det er sådan set dét, der stadig er gældende.

Spørger: Så det er ikke, fordi der er forsinkelser?

Statsministeren: Nej, det er et udtryk for, at det er det tidspunkt, hvor vi er færdige med en 2020-plan. Man forstå om 2020-planen, at det er jo ikke bare sådan en eller anden datakørsel, der viser, hvad er det for et hul, der er i kassen, hvis man sidder på hænderne. Altså vores ambition med at lave en 2020-plan, det er jo at lave et egentlig budget så at sige. Altså en langsigtet plan, der holder vand. Som både viser udfordringerne og giver svar på udfordringerne.

Spørger: Nu nævnte du selv her i din indledning den overophedning af økonomien, inden krisen, den startede. Hvad for et medansvar har regeringens politik inden krisen startede for, at den overophedning, den fandt sted. Dét, som mange økonomer og vismænd osv. siger, har været medansvarligt for, at BNP-faldet, siden krisen startede, er blevet værre, end det ellers ville have været, hvis man havde gjort noget i tide.

Statsministeren: Nu er vi så tilbage i historieskrivningen igen. Det har vi været om ad et par gange på pressemøderne. Det er jo ikke dét, jeg bruger min egen vågne tid på. Altså jeg bruger min egen vågne tid på at lede landet fremadrettet. Og som jeg har sagt det før, så er det sådan, at når man træder ind i det job, som jeg nu er trådt ind i for mindre end to år siden, så må man jo lede ladet derfra, hvor det er. Det er vilkår, der gælder for mig – det kommer også til at gælde for dem, der kommer efter mig – og ja, der kommer nogen efter mig på et tidspunkt, selvfølgelig gør der det. Og heller ikke de vil kunne lede landet ved at sidde og skrive historiebøger om, hvad man skulle have gjort det anderledes historisk. De er simpelthen nødt til at tage udgangspunkt i, hvor er vi lige nu og her. Og lige nu og her, der er vi dét, hvor vi er kommet bedre gennem krisen end stort set nogen sammenlignelige lande, du kan finde på, hvad angår arbejdsløshed – ungdomsarbejdsløshed, langtidsarbejdsløshed. Med en offentlig gæld, der godt nok er steget, men som stadigvæk er kontrollabel. Men også med et sæt udfordringer, der står skærpet. Og det er vi nødt til at bruge vores energi på. Og de udfordringer går ikke væk eller bliver mindre af, at vi begynder at skrive historiebøger om, at hvis noget anderledes var sket for tre eller fire eller ti år siden, så havde vi stået et andet sted.

Spørger: Men man kan jo sige, det er dét, du har bedt Birthe Rønn Hornbech om at gøre i forhold til ... på integrationsområdet. Kunne man ikke lære noget af de fejl, der eventuelt er blevet begået, inden ... at dine forgængere som henholdsvis statsminister og finansminister ...

Statsministeren: ... man kan altid lære noget af fortiden. Og det er jo også derfor, vi blandt andet har vismændene og alle mulige andre til at analyse både fortid og nutid og fremtid. Og det skal alle tage ved lære af. Og det, jeg tror, man generelt kan lære af alting, det er, at det er en god ide at løse problemerne, før de vokser sig over hovedet. Det er også derfor, at det er så fatalt, at når vi kan se, at vi i de kommende år kun får fire ind på markedsmarkedet – hver gang fem forlader det. Og vi får brug for hænder for at skabe væksten – så at sige – arbejdsmarkedsreformer, det er slet ikke noget vi overhovedet skal tale om, før vi har en ny overophedning. Altså det er jo simpelthen absurd. Det er jo ikke en ansvarlig måde at føre finanspolitik på.

Klarskov får det absolut sidste spørgsmål!

Spørger: Det skal så gå på, om du er enig i den karakteristik, som udviklingsministeren har tegnet af professor Claus Haagen Jensen?

Statsministeren: Jeg er ikke i alle detaljer bekendt med den karakteristik, der er tegnet af den pågældende juraprofessor, så det har jeg simpelthen ikke tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for at kunne svare ja eller nej til.

Spørger: Det er jo en karakteristik, der er så lidet flatterende, at det tegner til, at der vil komme et injuriesøgsmål mod udviklingsministeren. Er det fornuftigt, at en minister skriver den slags?

Statsministeren: Altså ministre har som alle mulige andre borgere i det her samfund jo ytringsfrihed. Nu har vi lige stået her i dag og talt om situationen i Mellemøsten og vigtigheden af, at man har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Og til den ende er jeg da glad for at leve i et land, hvor vi har ytringsfrihed. Så har vi så også et regelsæt, der beskytter, hvis man går over grænserne i anvendelsen af sin ytringsfrihed – blandt andet injurielovgivningen. Jeg kender ikke den konkrete ordveksling mellem de to herrer. Jeg har ikke læst den kronik, jeg ved, der er i Jyllands-Posten i dag. Det må udviklingsministeren selv stå til ansvar for.

Tak skal I have.”