LLR EU 60 år: Fredens projekt under pres

Kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen bragt i Berlingske den 24. marts 2017

Når vi i de her dage markerer 60-året for grundlæggelsen af det europæiske fællesskab, kan vi glæde os over de enorme resultater, som det har skabt i tidens løb. Men det knager i fugerne. Derfor må vi finde ind til kernen af det, som i første omgang gjorde samarbejdet så attraktivt. Det er ikke højtravende planer eller detailregulering. Tværtimod. Det er praktiske og pragmatiske løsninger på de store udfordringer, som vi kun kan håndtere i fællesskab. Den tilgang har vi længe haft i Danmark. Nu bevæger andre medlemsstater og Kommissionen sig også i den retning.

Da seks statsledere mødtes for at underskrive Rom-traktaten i 1957, lå dele af Berlin, Hamborg og Rotterdam stadig i ruiner. Jerntæppet delte Europa i to. Året forinden havde sovjetiske tanks knust håbet om frihed i Ungarn. Frankrig skulle opleve et kupforsøg. Grækenland led under følgerne af en blodig borgerkrig. Fascismen herskede i Spanien og Portugal.

Nu er landene alle en del af et frivilligt, men forpligtende fællesskab. Takket være de seks statsledere, der drømte om fred, frihed og velstand i Europa. Dengang var det en fjern vision. I dag er det blevet til virkelighed.

Men historien står ikke stille. 60 år efter mødet i Rom er Europas stabilitet og velstand igen under pres.

Den økonomiske og finansielle krise. Terrorisme. Et aggressivt Rusland. Borgerkrige i Syrien og Libyen. Folkevandringer. En mere ustabil global orden. Udfordringer, som kræver handling.

Men det europæiske samarbejde er en stor og tung maskine, som det tager tid at få op i omdrejninger. EU producerer sjældent hurtige løsninger. Det er der en god grund til. Vi er selvstændige lande, der samarbejder. Beslutningerne bliver først truffet efter lange og grundige processer med respekt for, at vi er selvstændige nationer. EU er ikke en effektiv superstat – og skal aldrig være det.

Det betyder også, at håndteringen af de nye, presserende udfordringer sker langsommere, end vi kunne ønske. De mange krisetopmøder kan give indtryk af, at EU slet ikke fungerer, og at uenighederne er uoverstigelige. Men under al røgen bliver der faktisk truffet beslutninger. Til gavn for Europa og landenes befolkninger. Også selv om det tager tid.

Resultaterne

Det gælder for eksempel flygtningekrisen. I januar 2016 ankom godt 68.500 migranter fra Tyrkiet til de græske øer. I januar 2017 var det tal faldet til 1.500. Det fald kan i høj grad forklares med, at EU gik sammen om at lukke ruten over Vestbalkan. Og sammen med regeringens udlændingestramninger betyder det, at antallet af asylansøgere i Danmark i februar 2017 var det laveste antal på én måned siden sommeren 2009. Altså det laveste antal i over syv år.

Det europæiske politisamarbejde hjælper Danmark til at opklare sager om seksuelt misbrug af børn, organiseret narkokriminalitet og terror. Alene sidste år foretog dansk politi over 90.000 direkte søgninger i Europols informationssystem over mistænkte og sigtede. Det er derfor, regeringen kæmper for en aftale, som giver dansk politi fornuftige samarbejdsvilkår på den korte bane, selvom danskerne stemte nej til afstemningen om retsforbeholdet.

På klimaområdet har EU i årtier gået forrest. Trukket stormagterne til truget. Det var også tilfældet forrige år i Paris, da en historisk klimaaftale blev en realitet. Det er ikke kun godt for klimaet. De mange års indsats har også medvirket til at gøre vedvarende energi til en god forretning, som Danmark i dag lever godt af. Årligt tjener den sektor ca. 70 mia. kr. ind til kongeriget på eksport af danske energiløsninger.

I det hele taget har danskerne haft stor fordel af samarbejdet.
Et LO-ægtepar i ejerbolig har en direkte økonomisk gevinst af det indre marked i form af en årlig merindtægt på 65.000 kr. Og Dansk Industri skønner, at en halv million danske arbejdspladser er afhængige af det indre marked.

Hvad skulle servicesektoren i København gøre uden de mange svenskere, der krydser sundet? Og hvad med landbruget, der i stor stil trækker på udenlandsk arbejdskraft, fordi der ikke er danske hænder at finde?

Den fri bevægelighed er også til stor gavn for danske borgere, som rejser ud for at arbejde eller studere i de øvrige medlemsstater. Bliver dygtigere – og kommer hjem igen som en stor ressource for vores samfund.

Skillevejen

Fordelene til trods står samarbejdet ved en skillevej. Storbritannien har besluttet sig for at forlade EU og det indre marked. Det er trist, men vi respekterer selvfølgelig beslutningen, som giver anledning til selvransagelse.

EU kan ikke alene finde legitimitet i nutiden baseret på fortidens resultater – uanset hvor store de er. Det er en kæmpemæssig succes, at EU har været med til at skabe fred på et kontinent, som historisk har været præget af krig og konflikt. Men fortidens succeser er ikke tilstrækkelige til at legitimere fremtidens samarbejde, hvis ikke EU leverer på de områder, hvor befolkningerne i dag forventer fælles europæiske løsninger.

Det bruger yderfløjene i debatten som argument for, at EU skal afvikles. At EU i sig selv er problemet. Forsimplede svar på komplicerede problemer. Jeg mener, at vi skal gøre EU bedre. Ved at tilpasse samarbejdet. Justere fejl og mangler. Ligesom vi løbende gør herhjemme i det danske samfund.

EU skal styrke indsatsen i forhold til sikkerhed, migration og vækst. Øge samarbejdet, hvor det giver merværdi. Med pragmatisme og realisme. Mindre utidig indblanding på områder, hvor medlemsstaterne gør det bedre selv, og EU’s initiativer kan være unødvendig byrde. EU skal holde sig fra områder, hvor medlemsstaterne kan gøre det bedre selv.

Det ser ud til, at går det rigtige vej: EU’s lovmølle maler mindre lystigt. Juncker-Kommissionen fremsætter langt færre lovforslag end tidligere kommissioner. Det er godt. EU skal fokusere på de store opgaver og ikke regulere de små ting. Medlemsstaterne skal selv have ansvaret for indretningen af vores velfærdssystemer og arbejdsmarkeder.

Det betyder ikke, at vi ikke kan lære af hinanden. Danmarks sociale model og mange reformer bør inspirere andre medlemsstater. Vi har social tryghed, gratis uddannelse og sundhed, vækst og en god økonomi. Det kan vi godt være stolte af.

På den korte bane må vi forsøge at få det bedst mulige resultat ud af de kommende forhandlinger med briterne. En skilsmisse er sjældent konfliktfri. Og ingen skal være i tvivl om, at den danske regering først og fremmest kæmper for, at Danmark kommer så godt som muligt ud af situationen. Men samtidig skal vi være fair, så vi får et godt afsæt for et tæt og godt samarbejde på nye vilkår i fremtiden.

En fremtidig aftale må have den rette balance mellem rettigheder og pligter. Regeringens førsteprioritet vil være at fremme danske interesser. Det er en ulykkelig situation, vi er havnet i, men nu handler det om at passe på Danmark i bodelingen.

Regeringen nedsatte umiddelbart efter den britiske folkeafstemning en Task Force, som analyserer danske interesser i forhold til forhandlingerne. I det arbejde har vi bl.a. fokus på, at danske virksomheder ikke lukkes ude af det britiske marked, og at britiske virksomheder ikke får urimelige konkurrencefordele i EU.

På mandag har jeg inviteret en række repræsentanter for danske interesseorganisationer og erhvervsliv, som har en særlig interesse i Brexit, til et møde på Marienborg. Det er helt afgørende, at vi har et godt overblik over danske interesser, inden forhandlingerne begynder. For det handler om danske arbejdspladser og skattekroner.
100 år

I dag og i morgen mødes jeg med mine kolleger i Rom. Vi skal markere 60-årsdagen for Rom-traktaten og lægge sporene til det fremtidige samarbejde.

Her er det mit ønske, at EU skal koncentrere sig de om grænseoverskridende problemer, befolkningerne oplever, i stedet for at kaste Europa ud i nye, luftige projekter. Det skal være resultaterne, der tæller.

Der er nogle lande, som ønsker mere fart på integrationen i EU – i hvert fald på nogle områder. Men det er langt fra alle. Derfor kan fleksibilitet være nødvendigt. Det er i orden, hvis nogle lande ønsker at styrke samarbejdet på områder, hvor ikke alle vil deltage. Men det må aldrig blive et mål i sig selv. Og det må ikke brede sig til det indre marked.

I de kommende år vil vi givetvis se flere natlige krisetopmøder med bulder og brag. Politiske dramaer med hårde udmeldinger. Og forudsigelser om samarbejdets snarlige sammenbrud.

Men på trods af alle dets fejl, så kunne vi ikke undvære EU. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor Europa ville være uden vores forpligtende fællesskab. Hvad der ville være vokset frem af støvet efter anden verdenskrig.

Jeg vil arbejde hårdt for, at EU fortsat udvikler sig som et levende og stærkt samarbejde, som giver fred, vækst, udvikling og tryghed i Europa – også når mine børn og børnebørn skal fejre 100-årsdagen for Rom-traktaten.

Det kan virke som en fjern vision – men fjerne visioner er før blevet til virkelighed.