LLR Grundtvig uden filter

Artikel af statsminister Lars Løkke Rasmussen til Vartovbogen 2009/10

Grundtvig er ikke til at komme udenom, ikke som dansker, ikke som politiker og da slet ikke som Venstremand. Grundtvig havde stor betydning for dannelsen af partiet Venstre – eller ”Bondevennerne”, som det hed dengang. Og han er et grundelement for mig, når det drejer sig om at være dansk og tjener for det danske folkestyre.

Men jeg har også oplevet, at der går en del forskellige Grundtvig’er rundt i det politiske landskab. Jeg vil ikke hævde, at den Grundtvig, der har holdt mig i hånden gennem mit liv og politiske virke, er den sande udgave. Men jeg tror, at det kan være nyttigt at skrælle nogle af eftertidens tolkninger af og forholde sig til Grundtvig uden filter. Ikke fordi, jeg altid er enig med ham, men fordi han udfordrer mig med sin gennemgribende og krævende tankeverden.

Grundtvig var frihedselsker
Grundtvig var ærkeliberal i den betydning, at han satte frihed over alt andet. Han var frihedselsker i ordets mest fundamentale betydning.

”Frihed lad være vort løsen i Nord/ Frihed for Loke såvel som for Thor” skrev Grundtvig.

Loke og Thor er meget forskellige – Thor er traditionelt vores helt, mens Loke er en ballademager. Grundtvigs frihedsbegreb er altså frihed til forskellighed. Hans pointe er, at friheden også gælder dem, vi er uenige med. Her er Grundtvigs frihedssyn så aktuelt og udfordrende som nogensinde.

Grundtvigs frihed er desuden en frihed under ansvar. Ifølge Grundtvig betyder det at være medlem af et samfund, at man påtager sig et ansvar for det fælles liv. Og det sikres bedst, hvis der i samfundet er frihed for det enkelte menneske til selv at påtage sig det ansvar. Grundtvig så ikke nogen modsætning mellem frihed og fællesskab. Han var desuden bevidst om, at den moderne tids krav om frihed også øgede behovet for fællesskab og sammenhængskraft i samfundet.

Frihed, ansvar og fællesskab er helt grundlæggende værdier hos Grundtvig. Det er også de grundsten, som mit politiske virke bygger på.

En anden ting er så, at Grundtvigs opfattelse af fællesskab selvfølgelig er præget af den tid, han levede i, og ligger langt fra vores moderne velfærdssamfund. Grundtvig mente, at omsorg for de fattige var et personligt anliggende.

Derfor er det lidt pudsigt, at Grundtvig skrev velfærdssamfundets grundsætning – nok uden at ville eller vide det: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.” Mon ikke det er den sætning, de fleste danskere forbinder med Grundtvig? Men nogen velfærdssamfundets fader, det var han på ingen måde.

Det var ikke offentlige velfærdsinstitutioner, love og regler, der skulle sikre fællesskabet hos Grundtvig. Som konsekvens af sit stærke frihedsbegreb var Grundtvig stærk modstander af institutioner. Fx var han lodret imod ”statskirken”, som han kaldte den.

I sidste instans, mente Grundtvig, var det kun produktion og velstand i samfundet, der kunne hjælpe de svageste. Som fuldblodstilhænger af et moderne velfærdssamfund vil jeg også medgive, at uden velstand, får vi ingen velfærd. Hvis frihed og ansvar er fundamentet, så er velstanden de sten, som vores fællesskab og samfund skal bygges med. For uden penge går den ikke. Det havde Grundtvig et skarpt øje for.

Grundtvig var begejstret fortaler for den økonomiske liberalisme. Han mente, at ”Kræfternes frie udvikling er den store hemmelighed, der skaber blomstrende riger.” Her var han stærkt inspireret af den virkelyst og industri, han oplevede på sine rejser i England. Og det afgørende var, at den engelske virksomhed udfoldede sig i frihed. ”Den fri og levende virksomhed” som han skrev.

I England fik den historisk interesserede Grundtvig for alvor øjnene op for sin samtid. Det fokus holdt han fast i, og det blev hans styrke. Grundtvig havde på én gang stærke historiske rødder og en levende interessere for alt, hvad der spirede og groede i hans samtid.

Frihed og demokrati forudsætter oplysning – skolen for livet
”Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde
Langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende.”

Ja, Grundtvig brændte for oplysning – en oplysning, som gør mennesker i stand til at ”sig selv at kende.” Han fortsætter længere nede i samme sang:

”Som urter blomstre og kornet gror
i varme dage og lyse nætter
så livs-oplysning i høje Nord
vor ungdom blomstrer og frugt forjætter.”

Grundtvigs store interesseområde var uddannelse. Det er også det, vi i høj grad forbinder ham med i dag: uddannelse, højskoler og folkeoplysning.

Det 18. århundredes oplysningstanker var en vigtig inspiration. Grundtvigs uddannelsesprojekt var i bund og grund et demokratiprojekt. Han så oplysning og uddannelse som en forudsætning for frihed og demokrati. Og for Grundtvig var oplysning ikke mindst forståelse af historie, sprog og politik – snarere end at fylde ”gold viden” på eleverne.

Grundtvig understreger, at ”hvad man lærer for en eksamens og et levebrøds skyld, det skynder man sig naturligvis at glemme, men hvad man lærer, fordi man har lyst dertil, det glemmer man i grunden aldrig.” Opdragelse skal altså bygge på frihed og frivillighed.

Erfaringerne fra hans egen skoletid præger Grundtvigs forfatterskab, idet han tager skarpt afstand fra datidens latinskole med dens udenadslære, eksaminer og disciplin, som han kalder den ”sorte skole”.

Men det betød ikke, at Grundtvig, som selv var en lærd mand, foragtede viden. Han mente, at ”lærdom er ét og dannelse og duelighed for livet, det menneskelige og borgerlige, er noget andet.”

Grundtvigs uddannelsessyn stiller store krav til lærerne. Lærerens fornemste opgave er ikke at overføre kundskab, men at gøre det muligt for eleverne selv at se og erkende. Den enkelte elev skal sættes i stand til at forholde sig til historien, det omgivende samfund og sig selv.

For at dét skal lykkes, er der brug for individuel undervisning, ja nærmest et eksistentielt møde mellem lærer og elev. Om lærerne mente Grundtvig, at de burde være ”de livligste mennesker man kan finde”. Det er ikke de kriterier, vi bruger ved optagelse på læreruddannelserne i dag, men jeg kan sagtens følge Grundtvig.

Når jeg ser tilbage på min egen skoletid, så var den lærer, der virkelig betød noget, jo også den engagerede lærer – ham, der mødte mig som et menneske, så mig som Lars og gav sig tid til at lytte og diskutere.

En af mine børns lærere sender jævnligt mails rundt til forældrene med billeder af børnene og historier om, hvad de har lavet i skolen. Det foregår utvivlsomt uden for normal arbejdstid og med hendes private kamera. Se, det er engagement i Grundtvigs ånd.

Grundtvigs kongstanke var højskolerne. Undervisningens formål var her at inspirere eleverne som mennesker, så de udviklede sig til demokratisk medlevende borgere og blev i stand til at tænke og handle.

Og Grundtvig har fået mennesker til at tænke og handle – også i den grad. Grundtvig inspirerede til, at der blev oprettet højskoler og friskoler over hele Danmark. En stor bevægelse er fulgt i hans kølvand.

Spørgsmålet er så, om de originale kanter er blevet slebet af i processen. Har Grundtvigs fortolkere sat et filter for Grundtvig? Og er Grundtvig uden filter ikke langt mere interessant, selvom han måske har sværere ved at stille alle tilpas?

Grundtvig og dagens Danmark – manden bliver overskygget af bevægelsen
Professor P.G. Lindhardt skriver i sin biografi om Grundtvig, at ”Grundtvigs skæbne blev overskygget af den på mange måder succesrige bevægelse, der med større eller mindre ret kaldes ved hans navn”.

Grundtvig var hele tiden i udvikling og hele tiden klar til at tage sin egne standpunkter op til diskussion. Hans stadige selvopgør er medvirkende til, at vi ser så mange forskellige tolkninger af ham. Grundtvigfortolkeren Kaj Thaning har sagt: Sig mig, hvilket årstal du tolker Grundtvig ud fra, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Grundtvig var i stadig strid med sig selv og sine omgivelser. Og han var stærkt engageret i sin tid og sin omverden. Han udviklede sine tanker. Men det betyder ikke, at man kan bruge ham til hvad som helst.

Grundtvig skelner, som nævnt, mellem lærdom og dannelse, det vil sige læren om livet. Det er en tanke, der har været så elsket, at vi på grund af den næsten har mistet lærdomsskolen. Grundtvig har sejret ovenud i vores folkeskole, hvis det altså er ham, der har sejret, og ikke en filtreret udgave. Faglighed er blevet et fy-ord mange steder og opleves næsten som det grundtvigskes modsætning.

Det er her, jeg mener, at Grundtvig har fået sat filter på, og at Grundtvig uden filter er både mere interessant og nuanceret.

Danske børn kan noget, som man ikke kan i samme grad andre steder i verden. De er gode til de bløde ting. De er glade for – og gode til – at samarbejde. De er glade for deres skole og har høj tiltro til egne evner. Det er vigtigt, og det skal vi holde fast i. Men er det nok til at ruste børnene til at være gode demokratiske – og for den sags skyld grundtvigske – borgere?

Nej, i den moderne og globaliserede verden er der ingen vej uden om de hårde boglige kundskaber. Her er vi også nødt til at være med.

Jeg har aldrig forstået det synspunkt, at det ene skulle udelukke det andet. Tværtimod. Når danske børn er glade for at gå i skole, så får de også nemmere ved at lære. Det er jo Grundtvigs pointe, at der ikke kommer noget godt ud af at tvinge lærdom i folk. Det skal være lysten, der driver værket.

Og vægt på det faglige betyder ikke, at vi bevidstløst skal hælde viden på børnene, som om de var tomme flasker, der skulle fyldes op.

Mit udgangspunkt er, at børn er meget forskellige, og at de lærer på forskellig måde. Dér kunne jeg godt tænke mig, at skolen kunne fokusere mere på den enkelte elev og på hans eller hendes potentiale. Hvis der fx er en pige, der har en engelsktalende mor, så skal hun jo ikke sidde sammen med sine klassekammera-ter og sige ”table” og ”chair”.

Jeg er med på, at det også skal passes ind i en praktisk virkelighed med skemaplanlægning og så videre. Men det kan lade sig gøre, hvis lærerne har intuition og engagement.

Naturligvis skal det ikke stå alene, for et barns skoleliv må ikke kun baseres på lærerens intuition. Vi skal også objektivt kunne følge med i barnets potentiale og resultater. Derfor er jeg også tilhænger af målrettede vurderinger af det enkelte barn, så barnet ikke er underkastet vilkårlighed og tilfældigheder.

Regeringen har gennemført en række initiativer i folkeskolen, som sigter på at forbedre kvaliteten i undervisningen og højne fagligheden –
samtidig med, at vi fastholder hensynet til elevernes alsidige udvikling.

Derfor er det også glædeligt, at børnene i de mindre klasser har forbedret deres læsefærdigheder. Mon ikke også det ville have glædet Grundtvig, der lagde sådan en vægt på ”ordet”, at børn også kan læse ordene?

Eller hvad mon Grundtvig ville have sagt til den udvikling?

Det er en gængs opfattelse, at Grundtvig er modstander af styring, eksaminer og den slags. Men det er, i hvert fald delvist, en misforståelse. Ja, i virkeligheden sagde Grundtvig ikke så meget om rammerne om undervisningen. Han koncentrerede sig om indholdet.

Tag fx de elevplaner og test, regeringen har indført i folkeskolen.

Nogle kunne måske se elevplaner og test som et symptom på den sorte skole, hvor det levende ord indskrænkes, tilrettes og sættes på formel. Ud fra det perspektiv ville Grundtvig sandsynligvis være at finde blandt kritikerne.

Men hensigten er jo den stik modsatte. Elevplaner og test er redskaber til at møde den enkelte elev og frisætte elevens potentiale – helt i Grundtvigs ånd. Det er redskaber til en dialog med eleven og forældrene, om hvor eleven står, og hvordan eleven kan udvikle sig fremover.

Grundtanken er, at vi skal give vores børn de bedste muligheder for at stræbe efter både viden og dannelse helt ud til grænsen af deres nysgerrighed og diskussionslyst. Det er Grundtvig uden filter.

Grundtvigs stærke tiltro til det enkelte menneske
Grundtvigs undervisningssyn er funderet i hans menneskesyn. Mennesket er ifølge Grundtvig en ”mageløs, underfuld skabning” og ”så vidunderlig en gåde”. Ja, sådan udtrykte han det, for Grundtvig var ikke bare liberal til benet, han var også romantiker til benet.

Grundtvig havde en stærk tiltro til det levende menneske.

Og her indeholder Grundtvigs menneskesyn et stærkt politisk budskab: Hans stålfaste tiltro til, at vi alle bliver større, når vi giver plads til forskellighed og respekterer også dem, vi er mest uenige med. Hans tiltro til, at vi kan udvikle os, blive klogere og sammen skabe et bedre samfund.

Det menneskesyn har jeg taget til mig, og det har fulgt mig gennem hele min politiske karriere. Den uforfærdede tro på, at vi små mennesker, trods alle vores fejl og mangler, kan udrette noget, der nytter.

Tak til Grundtvig!