PNR ''Giv Afrika en chance'', Aktuelt den 3. april 2000

Kronik af statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udviklingsminister Jan Trøjborg

Alt for længe har verden vendt Afrika ryggen. Det er urimeligt overfor kontinentets 850 millioner mennesker, som kæmper for et bedre liv. De har et krav om at blive hørt. I FN og WTO, i Bryssel og Washington, når vi taler om den ny verdensøkonomi og om den globale landsby. Den 3.-4. april i Kairo mødes stats- og regeringscheferne for Afrika og EU for første gang for sammen at drøfte økonomi, politik og udvikling. Her vil vi sammen med vores kollegaer høre, hvordan afrikanerne selv ser på deres fremtid, deres håb og deres ønsker. Det er på høje tid, at Afrika får en chance.

* * *

Det er nu 40 år siden, at det moderne Afrika blev født. Med selvstændigheden kom både frihed og ansvar til de afrikanske folk. Det var en tid fuld af håb og med løfte om en bedre fremtid. Men løfterne blev brudt. Den kolde krig dominerede verdenspolitikken og de afrikanske diktaturer trivedes, medens befolkning og økonomi led under deres åg. Efter den kolde krigs afslutning faldt interessen for Afrika og kontinentets problemer. Resultatet er, at Afrika i dag med god ret føler sig glemt.

Nogle lande – især de nordiske – har en lang tradition for at støtte udviklingen i Afrika. Det er godt og rigtigt, at Danmark gennem bistanden viser sin solidaritet med Afrikas fattige. Men det er ikke nok. Der skal også være tid og plads til at lytte til Afrikas stemme, når vi taler om fremtidens samfund og de globale udfordringer. Derfor er det vigtigt, at der den 3. april indledes et todages EU-Afrika topmøde i Kairo. Det viser, at Europa ikke har glemt Afrika. Tværtimod, Afrika er en af vores globale partnere på linie med USA, Asien og Latinamerika.

Der er dem, som ser et Afrika dømt til økonomisk og politisk fallit. De som tror, vi kan vende ryggen til og lade Afrika slås med sine egne problemer. De tager fejl! Vi har et ansvar, vi har en rolle, og vi kan gøre en forskel. Det er i vores egen interesse, at Afrika udvikler sit fulde potentiale. Uden et Afrika i udvikling vil Europa blive udsat for et stadig stigende pres fra millioner af fattige, som i mangel af håb om en bedre fremtid søger lykken andetsteds. Vi må undgå konflikter, der i sig selv skaber flygtningestrømme og vi må fra hele EU’s side bestræbe os på at hjælpe i nærområderne, så flygtningeproblemer kan løses på en human måde. Det skal vi, fordi et mere produktivt og stabilt Afrika også vil være godt for Europa.

Det er forkert at overdrive kontinentets problemer, men det er også uansvarligt at overse dem. Væbnede konflikter og politisk uro præger store dele af Afrika. Borgerkrigene i Sudan og Angola fortsætter. Konflikten om Vestsaharas fremtid er stadig uløst. Fredsprocessen i Congo er uhyre skrøbelig, med et antal afrikanske lande direkte involverede i konflikten på både regeringens og oprørenes side. På grænsen mellem Ethiopien og Eritrea står der stadig hundrede af tusinder af soldater opmarcheret. Afrika bærer mere end halvdelen af alle verdens krigsrelaterede tab. Der er over 20 mio. flygtninge og internt fordrevne på kontinentet.

Så længe Afrika er i konflikt, vil fremskridt være sparsomme. For at forhindre, at nye konflikter bryder ud, må vi bekæmpe årsagerne; undertrykkelse, uretfærdighed og økonomisk ulighed. De mange nye demokratier i Afrika er et første skridt på vejen. Fattigdommen kan kun bekæmpes af ansvarlige regeringer, der lægger vægt på øget vækst og social omfordeling. Gode og ansvarlige regeringer indleder heller ikke krig. De arbejder sammen med andre for at finde løsninger, længe før uoverensstemmelserne eskalerer.

Samtidig skal det regionale samarbejde styrkes. Det styrker freden. Og der er heldigvis tegn på, at netop det regionale samarbejde i Afrika bliver vigtigere i de kommende år. På det økonomiske område er der kommet flere frihandelsaftaler, og der er også eksempler på regional konfliktmægling og fredsbevarende indsatser. Det er en udvikling, Danmark vil tale varmt for i Kairo.

Gennem EU støtter vi forskellige initiativer i Afrika. EU og medlemslandene er Afrikas helt afgørende økonomiske partner. Gennem Lomé-samarbejdet og Middelhavspartnerskabet giver EU de afrikanske lande fordelagtig adgang til det europæiske marked og EU er langt det vigtigste marked for Afrikas eksport. Alligevel har afrikanske virksomheder svært ved at klare sig i den internationale konkurrence. Derfor ledsager EU handelsfordelene med massiv økonomisk bistand – alene under Lomé-konventionen har EU netop bevilget over 100 mia. kr. til Afrika over de kommende 5 år. På Topmødet vil vi drøfte, hvordan den store bistand kan bruges mest effektivt, samt hvorledes vi kan fremme den indbyrdes handel mellem de afrikanske lande.

Mange afrikanske organisationer står dog stadig svagt. Men Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) arbejder målrettet med konfliktløsning, ligesom både Sammenslutningen af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og Det Sydlige Afrikas Udviklingssamarbejde (SADC) allerede har bidraget med positive indsatser. Samtidig er den Afrikanske Udviklingsbank kommet på rette kurs. Det er alt sammen samarbejder, der peger fremad.

Danmark bidrager på flere områder til løsningen af Afrikas mange konflikter, og her kan vi være med til at gøre en forskel. Regeringen har netop fastlagt en ny samlet politik for at forebygge og håndtere voldelige konflikter i udviklingslandene, som indebærer, at Danmark vil engagere sig mere aktivt og målrettet. Den nye politik bygger på et tæt samspil mellem udviklingsbistanden, den øvrige udenrigspolitik og Forsvarets fredsbevarende indsats. I det sydlige Afrika støtter Danmark et center, som forbereder civile og militære ledere fra SADC-landene til deltagelse i fredsbevarende indsatser. Centeret har fået en meget positiv modtagelse. Sammen med bl.a. USA og Storbritannien har vi desuden støttet FN’s fredsstyrke i Sierra Leone, der var med til at standse den grusomme borgerkrig i landet. Det er den form for internationalt samarbejde og solidaritet, der sætter spor.

Det er vigtigt, at beredskabet er i orden. Vi kender jo kun alt for godt prisen, når verdenssamfundet tøver. I Rwanda gik det grufuldt galt, fordi man ikke var rede til at indsætte FN-soldater.

Fattigdommen i Afrika er slående. Omkring 300 mio. afrikanere overlever på mindre end 7 kr. om dagen. Og antallet af fattige stiger dag for dag. Fattigdom handler ikke kun om at mangle penge. Det er bekymring for det næste måltid mad, angst for fremtiden og hvordan det vil gå børnene. Med fattigdom følger dårligt helbred, ingen uddannelse og magtesløshed. Det er åbenbart, at vi i Danmark må være med til at bekæmpe fattigdommens svøbe. Og det gør vi.

Fattigdomsbekæmpelsen står øverst på dagsordenen for vores bistand, og netop Afrika modtager langt den største del heraf. Her er det vigtigt at sikre, at Danmark får noget for pengene. OECD har rost Danmark for at have verdens bedste bistand. Men det er ikke nok, vi må hele tiden forsøge at blive endnu bedre. I år gennemføres en grundlæggende strategirevision for dansk bistand. Den skal sikre, at vi kan bevare vores førerposition fremover.

Bistanden er et vigtigt led i støtten til Afrika, men samtidig har mange afrikanske lande været ved at bryde sammen under vægten af gældsbjerget. Alene landene syd for Sahara skylder over 220 mia. USD. Mange lande betaler mere i renter, end de får i bistand. Her har Danmark længe været fortaler for, at de vestlige lande skulle skære kraftigt i de fattigste landes gæld. Heldigvis er andre vestlige lande – langt om længe – begyndt at følge vores eksempel. Der er nu udsigt til, at gælden for de fleste lande kommer ned på et overkommeligt niveau.

Skal der ske en reduktion af fattigdommen i Afrika, kræver det dog først og fremmest en solid økonomisk vækst over mange år. Det sætter den økonomisk politik i centrum. Og her er der allerede sket store økonomiske forandringer i Afrika i løbet af de sidste ti år. Mange afrikanske lande har med – tidligere noget hårdhændet – bistand fra Verdensbanken og IMF gennemført grundlæggende økonomiske reformer, som har banet vejen for højere vækst i de seneste år.

De har liberaliseret deres handel, nedlagt statsmonopolerne og solgt ud af deres tabsgivende statsindustrier. Resultatet er, at nogle af de hurtigst voksende økonomier i verden i dag kan findes i Afrika. Det er en positiv udvikling, der fortjener vores støtte. Værtslandet for topmødet, Egypten, er et godt eksempel på, at de økonomiske reformer har båret frugt, med en økonomisk vækst pr. indbygger i de seneste år på ca. 5%. Med vedvarende høj økonomisk vækst kan beskæftigelsen øges, så også den fattigste del af befolkningen får del af fremgangen.

Øget beskæftigelse kræver dog samtidig et vist uddannelsesniveau. Derfor er bedre uddannelse livsnødvendigt for Afrika. At kunne læse er helt afgørende for økonomisk vækst, demokrati, sundhed – ja for et godt liv. Hver tredje pige i Afrika lærer ikke at læse. Det skal vi ikke – det kan vi ikke – acceptere. Uddannelse var et af de spørgsmål, som Danmark satte i fokus under Det Sociale Topmøde i København, hvor ulandene og de rige lande blev enige om, at mindst 20 pct. af den vestlige bistand og 20 pct. af ulandenes budgetter skulle afsættes til sundhed, uddannelse og sociale spørgsmål.

Uddannelse handler også om fremtiden. Verden forandrer sig hastigt, og Afrika kan ikke stå udenfor. Afrika må have sin andel af IT-revolutionen og Internettets fremmarch. Det er simpelthen nødvendigt, hvis Afrika en dag skal kunne løfte sig selv ud af fattigdommen. Men det kræver en generation af dygtige unge afrikanere og livslang uddannelse bliver også en udfordring for afrikanerne. Uden uddannelse har Afrika ingen fremtid. Det er et af de budskaber, som vi vil sende fra Kairo.

For at gøre ondt værre, er Afrika det kontinent, som er hårdest ramt af AIDS. Tallene er skræmmende. Hver dag dør 5.500 afrikanere af AIDS. Yderligere 30 – 35 mio. afrikanere vil dø af AIDS indenfor de næste fem år. I Malawi vil gennemsnitslevealderen for kvinder falde til under 30 år. Mindst 95 pct. af alle AIDS forældreløse børn bor i Afrika. I de hårdest ramte områder er AIDS ikke længere kun en menneskelig tragedie, AIDS truer hele samfund med social opløsning.

For Afrika er de eksisterende behandlingsformer for AIDS ikke relevante. Landene har hverken penge, uddannelse eller infrastruktur til at behandle sygdommen. Der er derfor et stort behov for nye behandlingsformer, som - i al fald i et vist omfang - kan dække disse menneskers behov.

I mellemtiden må der findes veje til at bekæmpe spredningen af AIDS effektivt. Her er der brug for at fokusere på en forebyggende indsats. Det kræver økonomiske ressourcer og en klar vilje hos regeringerne til at arbejde for at ændre traditionelle familie- og seksualmønstre. Det kan lade sig gøre. I Uganda vokser en ny generation op med mindre risiko for smitte end forældregenerationen, som følge af en massiv indsats med præsident Museveni i spidsen.

Topmødet i Kairo vil være et spejlbillede af den brogede mosaik, der er dagens Afrika. Lande med høj økonomisk vækst og andre på vej mod afgrunden, fred og samarbejde i nogle regioner, krig og konflikt i andre, nye demokratier og afstumpet korruption. I alt dette er det vigtigt at holde fast ved, at Afrika har potentialet til at klare sig selv, til at være en ligeværdig international partner.

Vi vil støtte en positiv udvikling, hvor Afrika selv må vise ansvar og selvstændighed. Hvor Afrika bevæger sig i retning af demokrati og økonomisk ansvarlighed, skal Danmark til gengæld også være rede til at yde økonomisk og politisk støtte. Topmødet i Kairo er en chance for både Afrika og Europa til at vise, hvor vores fælles fremtid ligger.