Tale

En ny fremtid. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved SID's kongres den 13. september 2001

Tak skal I have alle sammen. Jeg skal ikke skjule at, det er ikke blevet til så mange timers søvn her igennem de senere døgn, men jeg er ret glad for at være her. Jeg føler jo på en måde, at vi er sammen både i opture og i nedture, i tykt og i tyndt

Der er ingen i Danmark, der kan skælde hinanden så godt ud, som vi kan. Og der er ingen i Danmark, der kan holde så stærkt sammen, som vi kan. Og når man kan begge dele, så kan man meget. Så kan man gøre en forskel.

* * *

Poul Erik, jeg har læst din tale og jeg synes, den er flot. Jeg synes, den er flot, fordi den både giver kamp, giver skældud der, hvor vi skal skældes ud. Den giver perspektiv. Den tegner en fremtid for Danmark. Den giver også de andre, hvad de skal have. Jeg må sige, at jeres kongres, din tale, det I lægger frem, det I minder om New Zealand og det perspektiv I tegner for arbejdsmarkedet, det er simpelthen fantastisk. I er de mest solidariske jeg kender, og jeg vil gerne sige dig tak for en meget flot, meget perspektivfyldt og meget ansvarlig tale.

Jeg vil så også i dag gøre, hvad jeg kan for at give nogle af de svar, som I har krav på. Og hvor har jeg dog forberedt mig i dag. Jeg har her alle tiders brandtale. Den får ikke for lidt, det kan jeg godt love jer. Den er fyldt med alt det, vi vil i Socialdemokratiet og den er fyldt med alt det, vi har til fælles med jer. Den er fyldt med forskellen mellem de to veje, der tegner sig for Danmarks fremtid. Den har også en omtale af finansloven for 2002. Og alt det vi skal og må gøre i de kommende måneder. Om hvordan den kommende valgkamp vil forme sig. Om hvor vigtigt det er, at vi samler kræfterne nu. Og jeg ved godt, at I inderst inde helst ville have, at jeg holdt den her tale. Det er lige før, I kunne skrive den selv.

Men jeg må sige til jer, at jeg er nødt til at lægge denne her tale til side. Jeg er nødt til at sige til jer, og jeg håber I forstår det. Fra i forgårs, tirsdag den 11. september 2001, er verden ikke den samme, som den var.

* * *

På mit kontor i forgårs var jeg i gang med at skrive den tale til SID, som jeg lige har vist jer samt en masse andet arbejde, man nu engang skal tage sig af. Normalt på den tid slår jeg over på CNN, og pludselig troede jeg, at det var en gengivelse af den nyeste film fra et af filmcentrene i USA. Et filmklip. Få sekunder bagefter blev jeg klar over, at det var virkelighed, vi stod med. Med en gru og med en rædsel som jeg aldrig har oplevet før.

Det værste mareridt af alle har ramt os nu. Det værste vi kan gøre er at tro med os selv, at verden fortsætter som den plejer at gøre. Det gør den ikke mere.

Tusindvis af mennesker er brændt ihjel, er knust ihjel under sammenstyrtningen af to tårne i New Yorks centrum. Tusindvis af uskyldige mennesker er blevet ofre for et uforståeligt had, som vi har mødt i den mest afskrækkende og forfærdende ustrækning. Tusindvis af uskyldige mennesker, som vi så, som har brændt sig ind på vores nethinder uudsletteligt, hænger der i vinduerne og nogen kaster sig ud. Tusindvis af uskyldige mennesker har betalt med deres liv som ofre for en ufattelig rædselsvækkende terrorisme, som vi er nødt til at forholde os konkret og direkte til.

Verden er ikke den samme i dag, som den var før den 11. september. For snart tolv år siden faldt Berlin-muren. Mange af jer kan huske det. Dengang tog nogle af os afsted for at fejre den nye frihed med tyskerne og alle de andre i Europa.

Nogle af os trampede oven på Berlin-muren i glæde over, at det hele nu var forbi. Det onde var bekæmpet. Nu var der en lys fremtid foran os. Vi talte om fremtiden, vi holdt om hinanden om den fremtid. Vi glædede os til den fremtid.

Men fra i forgårs er det ikke det samme, som det var før.

For mindre end to døgn siden var vi vidner til et ufatteligt terrorangreb, som ryster verden og troen på at vores egen usårlighed. Det skal vi tale lidt mere om i dag. Må jeg mindre jer om, at vi er medlem af en stærk alliance med USA. Vi er medlem af et fællesskab som sætter demokratiet højst. Den verden er blevet angrebet af terrorismen som totusindvis af uskyldige menneskers liv. Det var meningsløst. Det var afskyeligt, og vi vil ikke tolerere det. Det er et angreb på os alle. Det er ikke kun et angreb på et stort land. Det er et angreb på alt det, vi står for.

På jeres og min solidaritet. På jeres og min medfølelse. På jeres og min fundamentale tro på, at hvert eneste menneske har en ufattelig ufejlbarlig værdi i sig selv alene i kraft af, at det er et menneske. Hverken dem, der begik den afskyelige handling eller dem, der bifalder det, der skete, har krav på, at vi lytter til dem.

Hvad de gjorde var ikke blot et angreb på USA, men på os alle sammen. De angreb det, vi tror på. Og de skal ikke slippe godt fra det. De skal ikke trampe på vores værdier eller på vores demokrati. Hvis de slipper fra det. Hvis vold og terror vinder, og vi kues af angst og utryghed. Griber hinanden i at sidde i et fly en dag og måske er der andre passagerer, der ser lidt anderledes ud end os og pludselig stiller vi os selv det spørgsmål – kan man nu være helt sikker? Den dag må ikke komme. Men for at den dag ikke skal komme, er det vigtigt vi bærer os meget, meget klogt ad.

Kære kongresdelegerede jeg har arbejdet stort set uafbrudt siden den tirsdag med svarene, med modsvarene og med beskyttelsen af vores land. Jeg ser interviews nu, hvor terroristledere udtaler sig om, at det ikke er sidste gang. Udtaler sig om, hvad de ellers har planlagt at bruge af våben.

Kære alle sammen vi vil ikke acceptere at vold og angst skal dominere vores verden. Jeg står her foran jer i dag for at understrege, at hvor meget de end prøver, hvor meget de end forsøger at terrorisere den frie verden, så kan og skal vi ikke tillade, at de tager fællesskabet og vores demokrati fra os.

Jeg står altså her for at sige til jer, at de kan forsøge med alverdens grusomheder, men de seneste 48 timer viser os også, at når det virkelig gælder, så kan vi og så skal vi stå sammen. Fordi vi stadig kæmper for medfølelse og medmenneskelighed. Så enkelt er det i virkeligheden. Vi har brug for den medmenneskelighed og medfølelse og vi har brug for, at den er tydelig. At vi viser den for hinanden. Uden den ville vi blive reduceret til rene maskiner eller dyr.

Vi har brug for følelsen af, at vi er sammen. Vi har brug for følelsen af at mærke det her fællesskab i denne sag lige nu. At høre til et sted. At være med i et fællesskab er jo ikke nyt for os eller fremmed for os. Fællesskabet har altid været hovedhjørnestenen i dansk fagbevægelses og socialdemokratiets grundlag.

Hvor har vi dog kæmpet, og hvor har vi dog inderst inde kendt betydningen af ikke at være os selv nok. SID er selve indbegrebet af det. Medmenneskelighed og fællesskab. Et fællesskab der er fremtid i, som I så rigtigt har skrevet.

Derfor har vi også meget at lægge til rette nu i de her dage. For vores fællesskab er også et internationalt fællesskab. Vi har så forbandet travlt i Danmark med alt det, vi skal gøre og nå. Og en gang imellem glemmer vi måske, hvad der er den allervigtigste dagsorden.

Det er på høje tid, vi sætter ind nu og på høje tid, vi giver hinanden håndslag på, at fremtiden handler om, hvordan vi får mere tid. Mere kvalitet og mere tænksomhed ind i vores hverdag. Jeg har sagt det før, men det tager tid at ændre det faktum, at vi får mere og mere travlt. Vi må tænke grundigt igennem, hvordan vi undgår at udviklingen, der kommer i snapshots hver dag på TV-skærmen i ti sekunder, ikke får lov at trække os hen et sted, hvor vi ikke skal være.

Udviklingen skal ikke bare løbe af med os.

Det er os, der skal løbe af med udviklingen.

* * *

I de seneste to døgn ser det alligevel ud til, at Danmark - den danske befolkning har besluttet sig til at stoppe op og tage sig den nødvendige tid til at tænke vores ny verden igennem. Skal vi forholde os til den, så skal vi også forholde os til det, vi skal gøre konkret. 50 år er det lang eller kort tid?

I 50 år brugte vi ufattelige ressourcer på den østlige og den vestlige side af jerntæppet til at bekæmpe hinanden. Og så kom friheden i 1989. Aldrig mere skulle vi være hinandens fjender. Derfor satte Danmark sig i spidsen for Østudvidelsen og derfor er jeg så ufattelig glad for, at vi kan have forskellige diskussioner om Europa og Europas fremtid - også i SID og i Socialdemokratiet. Men jeg har ikke hørt en eneste SID-kongresdelegeret stille sig op her på denne talerstol eller på anden måde sætte spørgsmålstegn ved, at Europa selvfølgelig skal forenes igen. At de nye demokratier selvfølgelig skal ind i samme forening som os. At polske arbejdere selvfølgelig ikke truer vores arbejdere. Vi skal hjælpe polske arbejdere til at komme op i løn og levestandard, så vi i fællesskab kan løfte en ny fremtid. Og derfor satte Danmark sig også i spidsen for de fredsbevarende aktioner på Balkan, fordi man ikke kan tale om at have et fælles ansvar for verden, hvis man ikke udmønter det.

Aldrig mere krig mellem lande og folk besluttede vi os for. Nu ser vi en uhyggelig ny verden. Hadet er nogen steder blevet stærkere end freden. Hadet er nogen steder blevet stærkere end samarbejdet og tolerancen. Nogle steder har terrorismen fået ny grobund, fordi der er en grobund af had, af undertrykkelse. Nu er det den ny tid, hvor vi må omdefinere, hvad sikkerhedspolitik og forsvarspolitik er. Krig er også terrorisme, Lockerbie, ambassader og bilbomber. I går aftes ved NATO-topmødet blandt NATOs faste repræsentanter i Bruxelles havde vi grundlaget for at overveje vores situation. I går aftes traf vi en meget principiel beslutning i fællesskab. I går aftes sagde vi, at der findes ikke kun ét fællesskab såfremt NATO-landene bliver angrebet af andre lande. Der findes også et fællesskab, såfremt vi bliver angrebet af terrorister. Vi omdefinerede og udvidede vores forsvar i går aftes. Og vi gjorde det med åbne øjne - med dybt fælles ansvar.

* * *

Ich bin ein Berliner – har tidligere præsident Kennedy engang sagt. I husker det alle sammen. I det ordsprog. I de ord lå en international grænseoverskridende solidaritet. Med andre ord som sagt i går og i forgårs, i de her stunder føler vi os som New Yorkere. Tragedien i New York har rystet vores verden. Har udstillet hvor skrøbeligt vores demokrati er. Vi har bygget et Danmark på fællesskab, på solidaritet, på demokrati, på tryghed. I og vi ved, at basis for ægte frihed også er tryghed. I ved og jeg ved, at man er ikke fri, når man er arbejdsløs. Man er ikke fri, når man mangler en bolig. Man er ikke fri, når man ikke kan få den uddannelse, man har brug for og som man kan magte. Man er kun fri, hvis nogle andre kan levere det grundlag, man kan blive fri på. Kun et samfund, der er præget af fællesskab og solidaritet kan levere grundlaget for at være fri. Det kan levere bolig. Det kan levere uddannelse. Det kan levere beskæftigelse, hvis vi bærer os klogt ad.

Det ved vi godt. Men det er ikke givet, det er sådan hele tiden. Og det er ikke givet, det bliver ved med at være sådan hele tiden. Der er så mange, der lokker, der er så mange, der flår i os. Der er så mange, der har det ene og det andet og det tredje tilbud. Ja, selv nogle af os har helt glemt, at det her liv, vi har fået betroet, det har en afslutning lige så naturligt, som det har en begyndelse. Hvornår kan man sige, at vi også i al vores hast og travlhed har glemt det? Vi glæder os, når det nye bliver født. Men vi er tilbøjelige til helt at glemme, at på et vist tidspunkt har livet en afslutning. Og så er det også plejehjemmets skyld. Jamen, må jeg ikke sige til jer alle sammen. Vi bliver alle gamle på et vist tidspunkt. Og ja, når vi bliver helt derhenne, hvor vi skal tage afsked, så bliver vi også syge. Vi skal se det i øjnene. Vi skal forstå vores eget liv og vores fællesskab for at have ekstra magt og styrke til at deltage i det internationale fællesskab.

Jeg bliver ked af det, når der laves TV-udsendelser fra plejehjem, hvor man går helt op i ansigtet på et stakkels ældre menneske, som måske for manges vedkommende ikke ved, at hun er kommet i TV. Og vi bliver alle ophidsede og siger, det er også for dårligt, men vi glemmer jo den fundamentale grundlæggende observation hos os selv. At livet har en begyndelse, og det har en afslutning. Til gengæld ved vi, at det skal være et godt liv imellem de to punkter, og det er det, vi skal holde fast i. Skal vores fællesskab så have en fremtid? Svaret kender I selv. Det skal det. Men så skal vi holde endnu mere fast. Så skal vi holde endnu mere sammen. Så skal vi være endnu klarere, når vi skal fortælle vores ungdom om, hvordan det var, hvordan det er og hvordan det kan blive.

* * *

Fremtiden stopper ikke fra i tirsdags. Men den kommer til at se anderledes ud end den gjorde før. Og vi må forme vores politik og vores faglige arbejde derefter. Og husk når vi skal til at tale fremtid. Det må aldrig blive en kamp mellem folk. Lige så desperate vi er lige nu, lige så fortvivlet vi er over det, der skete i tirsdags, må det aldrig slå ud i at blive en kamp mellem folk, mellem religioner.

Det, vi skal gøre nu, er ikke at bekæmpe andre folk. Det vi skal gøre nu, er ikke at bekæmpe andre, der har en anden tro end os. Det, vi skal gøre nu, er at bekæmpe terrorisme. Det er meget, meget vigtigt for mig at få sagt.

Og derfor var det så vigtigt i går, at der var andre end en lillebitte gruppe, der havde totalt misforstået og fået en forkert opdragelse - hvis de overhovedet havde fået nogen - der gik ud og jublede på gaderne over det, der var sket i New York. Og heldigvis lykkedes det og heldigvis var det så vigtigt i går. At der var andre indvandrerorganisationer, der stod op og sagde, at det her må vi tage afstand fra.

Vi vil aldrig bruge volden og utrygheden som metoder i vores demokratiske samfund. Det var på høje tid, at der kom nogen på banen. For jeg har en meget, meget stærk appel til jer i dansk fagbevægelse og hele den danske befolkning. Lad nu også i al fortvivlelsen eftertanken komme til jer. Vi vil ikke i de kommende uger og måneder se eller tillade andre at bruge fortvivlelsens stund til at gøre det her til en kamp mellem folk eller mellem religioner. Det er en kamp mod terrorisme – det skal vi holde fast i.

Og så skal vi fjerne grobunden for terrorismen. Den fjerner man ved metodisk og målrettet at arbejde, som I i virkeligheden allerede gør. Vi skal have en ny international orden på tingene. Vi skal ikke tillade den enorme stigende forskel, der er mellem den tredje verden og vores. Det er der, den nye solidaritet skal skaffes, og jeg er stolt af SID’s engagement. Jeg er så stolt at, at I beretter om, hvad I gør i Mellemamerika, for Nicaragua og mange, mange andre samfund. Jeg er så stolt af, at I investerer jeres surt sammensparede skillinger – I får jo hug nok for det kontingent I betaler – det ved jeg godt, så derfor er det dobbeltflot, at I også tænker på dem derude.

I er en ledetråd for os. Og jeg mener, at Danmark skal fastholde sit internationale engagement og sin ulandsbistand. Det andet jeg mener skal til er, at vi ligeså konsekvent må følge det, I har lagt frem, og det vi arbejder med. Vi havde jo forleden, Poul Erik, en international konference her om internationale bygningsarbejdere. Hvor vi gav hinanden håndslag på, at også her må vi have en ny verdensorden, hvor overenskomster ikke bare er noget, vi kender i Danmark og i Norden. Men overenskomster er kommet for at blive et varigt grundlag for den ny internationale verdensorden og verdensfred. Slut med udbytning af børn, slut med underbetaling af arbejdskraft og forbud mod at organisere sig.

* * *

Det tredje er solidaritet, når det gælder vores miljø. Når det gælder vores uddannelsesindsats og når det gælder om at få styr på den internationale økonomi. Vi har brug for flere internationale aftaler og regler - ikke færre. Vi har brug for mere politik til at regulere markedskræfterne internationalt - ikke færre. Vi har brug for større fagligt engagement - ikke mindre. Vi skal vise - og kun vi kan vise - hvad sand solidaritet er. Fællesskab internationalt forudsætter fællesskab nationalt i vores eget land. Jeg spørger lidt stilfærdigt, er der noget vi har glemt? Har vi haft for travlt?

På vejen herhen kom jeg til at tænke på en avisartikel fra forleden om en kvindelig cyklist. Cykelstien er ekstrem tæt af cyklister, der har travlt med at komme på arbejde. De presser lidt hinanden, puffer lidt til hinanden. De skal nå frem. Så sker det. Den tragiske ulykke, hvor en kvindelig cyklist mister balancen i Københavns travle morgentrafik, mister kontrollen, bliver kørt ned og dræbt på stedet. Og ingen. Ikke en eneste af de andre vender sig om. De cykler videre. Ikke en eneste vender sig om for at hjælpe – de cykler videre. De har måske glemt det. Eller rettere de har måske ikke engang set det.

Vi må have tid nu til fællesskab. Vi må have tid nu til at beskæftige os med, hvad det er der er ved at løbe fra os, når vi skal forme fremtidens Danmark.

Jeg føler, at vi har et godt grundlag for at forme fremtidens Danmark. Jeg føler, at vi har en god platform. Jeg føler, at den kamp I og vi har ført siden, vi kom til magten i 1993 har været en effektiv, en fælles og en resultatrig kamp. Og jeg takker Poul Erik og jer for, at I også godt ved det. Jeg skal ikke stå her og remse op. Det er ikke tiden og stedet. Men I ved godt, at vi altid har kæmpet imod arbejdsløsheden. Den er vi så småt ved at få under kontrol. Det er laveste i 25 år, men den er ikke lav nok. Den udgør dog en platform for at tage fat på den fremtid, som er så fundamental for os.

De nye opgaver. Når jeg begynder at tale lidt om dem vil nogen måske sige hvorfor har du ikke gjort noget ved det før? Og hvorfor har regeringen ikke gjort noget langt før, I har jo dog trods alt haft regeringsansvaret i otte år?

Svaret er enkelt: Fordi vi ikke kunne gøre det før. Fordi der var andre opgaver før, der var vigtigere at få styr på. Arbejdsløsheden. Økonomien. De første fundamentale uddannelsesgennembrud. At få styr på den sociale side. Det har været de vigtigste opgaver indtil nu. Men nu kan vi tage fat på de nye ting, de nye opgaver.

* * *

Jeg har fået refereret jeres debat her fra kongressen, dels via arbejdsministeren Ove og dels via Poul Eriks melding til mig i dag.

Jeg vil gerne gøre nogle bemærkninger til noget af det, I har diskuteret og noget af det, I har lagt frem. Jeg vil gerne starte med at sige, at på en måde går det igen i Poul Eriks og jeres taler. At I er bevidste om, at den tid jo er forbi, hvor de undertrykte var de fleste.

Da vi dannede den første socialdemokratiske regering i 1920’erne under Stauning vidste vi jo godt alle sammen, at den gang var de fleste jo dem, som var underkuede, underbetalte, førte et liv i en træls hverdag med kulde, med social utryghed. Derfor kunne vi samles om at forme en politik, hvor vi skulle sige: ”Nu har I - de øverste i samfundet at give os noget, sådan at vi kan få større lighed og fremtid i vores land”. Den gang var solidaritet ensbetydende med at tage – nu er det langt sværere, for i mange tilfælde vil solidaritet i det her århundrede vi nu så småt har taget fat på, være ensbetydende med at give. Det er jo som bekendt noget sværere. Give mellem os. Give indenfor vores samfund. Ikke alene mellem dem helt øverst oppe og dem helt nede i bunden, men også dem omkring midten.

Men før jeg kommer til det, er der noget andet omkring vores samfund, der er lige så vigtigt. SID har fremlagt den mest gennemarbejdede dokumentation, jeg har set, om hvordan det kan gå et samfund, som bevæger sig en forkert vej.

Jeg må sige, at jeres dokumentationsmateriale om New Zealand, er meget, meget tankevækkende. Nogle vil selvfølgelig sige i Danmark: ”Jamen, Danmark er jo ikke New Zealand”. Jeg vil sige: ”Nej, det er Danmark ikke. Men retningen. Retningen skal der såmænd ikke så meget til, før vi vil tage os selv i at - hov, vi er på vej i den retning”. Budskabet fra New Zealand er selvfølgelig også et budskab, der hænger sammen med alt det, jeg har talt om i dag.

Privatisering er ikke svaret på fællesskabet. Hvis man går for langt ad den vej, kan man ikke rulle det tilbage igen. Vi ser, at i kølvandet af det, der skete i New Zealand, fulgte også en opsplitning og en erodering af de fællesskaber, der var bygget op. Og når det nu er sådan, at vi mere end nogensinde i det her århundrede har brug for fællesskaber, så har vi ikke brug for at gå den vej. Den dokumentation, I har lagt frem behøver ikke ret mange flere ord. Den taler for sig selv. Vi skal bare have fortalt om det, hvad det er for et perspektiv, der tegner sig, hvis privatisering bliver

Der er noget andet. Det er vores allersvageste i vores samfund. De udstødte. De sindslidende. De prostituerede, der prøver at slå sig igennem for at få den narko, de har brug for, for at holde dagen og vejen ud. De allermest udstødte, der lever det allermest usle liv i vores samfund. Vi er nød til at sige til hinanden: Det er fortsat en kæmpe opgave for os at holde fast og bare gøre alt, hvad vi kan for at give de mennesker et bedre liv. Ellers kan vi jo heller ikke se os selv og vores eget liv foran os som meningsfyldt.

* * *

Jeg skal ikke gå i detaljer i dag, men vil bare sig til jer: Retningen, tankegangen er rigtig i det I foreslår om en nyorientering af arbejdsmarkedet i Danmark.

Jeg vil sige, at det er med det, ligesom det er i hele den offentlige sektor. Det er på tide, at vi gør os klart, at vi har bevæget os væk fra et industrisamfund til et mere end en forstand mobilt samfund. Det handler ikke bare om mobiltelefoner, det handler også om noget andet.

Jeres kolleger rundt omkring, og I selv, bevæger jer jo langt, langt mere mobilt på arbejdsmarkedet, end I gjorde for bare 10-15 år siden. Det er som om, at vores regler i det moderne velfærdssamfund ikke passer til den moderne arbejder og lønmodtager.

Dengang i industrisamfundet var det noget andet. Når man blev arbejdsløs fik man sine dagpenge, så fik man som regel arbejde, enten på den samme arbejdsplads eller i hvert fald i den samme branche. Dengang, når man havde lært sig et fag, eller lært arbejde eller kunne betjene en maskine, så var man nogenlunde sikker på, når man kom i arbejde igen, så var det den samme tuåe maskine, man skulle arbejde ved.

Dengang, når man giftede sig – nu kommer jeg tæt på - så var man stort set gift hele resten af tiden. Jeg ved godt, at der er undtagelser, også for dengang. Men det var man jo. Man gik jo ikke sådan og skilte sig af med folk! Det er jo ændret grundlæggende!

Dengang var det jo også sådan, at der hvor man voksede op, der fik man arbejde. Der blev man. Okay, der var nogle enkelte, der tog til København dengang. Og dem er det jo gået lidt forskelligt!

Min pointe er egentlig den grundlæggende: Også Danmark har forandret sig, og jeg spørger derfor stilfærdigt: De regler vi har i velfærdssamfundet nu, på arbejdsmarkedet, i sociallovgivningen, i uddannelseslovgivningen, passer de til det moderne arbejdende menneske? Til den moderne SID lønmodtager? Passer de til hinanden? Har vi helt forstået i det moderne velfærdssamfund, at vi skifter job mange, mange flere gange i livet nu, end vi gjorde før. At vi er nødt til hele tiden at opdatere vores uddannelser mange, mange flere gange end før, hvis vi skal klare den. Hvis vores kvalifikationer skal svare til de nye job, kan det ikke nytte noget, at vi tvinger de nye job til at blive gamle job. For det bliver de aldrig mere.

Og derfor inviterer jeg til, at vi i fremtidens Danmark, som vi nu skal forme i fællesskab, gennemfører en grundlæggende ny udformning af vort samfunds regler, som jo i grunden har den ægte indholdsmålsætning: Hvorfor har vi regler i det her land? Det har vi for at beskytte den svage mod den stærke. Hvorfor har vi regler i det her land? Det har vi for, at pengene ikke skal bestemme alt.

Så lad os nyvurdere de regler, der har så stor indflydelse på os selv. Lad os i en vis forstand sætte lønmodtagerne forrest og mennesker først. Uden at anfægte, at der er fremtidigt fællesskab, for det er det eneste fremtidsperspektiv, der er. Men også have mod til at nyformulere vores regler.

I har meget stærkt og meget rigtigt talt om grupper af mennesker, der ikke bare sådan automatisk kommer ind i de nye job. Der ikke bare automatisk kan opkvalificere sig. Der ikke bare automatisk kan læse sig til alt. Jeg synes, at det du har talt om, Poul Erik, om de læsesvage, om de ordblinde, er rigtigt. Jeg synes godt, at jeg i dag vil sige, at den opgave skal vi løfte. Og jeg synes, at jeres forslag om en forskningscentral er et grundlæggende rigtigt tegn. Jeg vil gerne i dag sige til jer: Det anser jeg for at være én af Socialdemokratiets og regeringens allervigtigste opgaver. At det bliver naturligt her i landet, at man ikke betragter sig som diskvalificeret, fordi man er ordblind eller læsesvag. Ikke måske ikke lige kan regne den ud. Jeg kender godt nogle, der ikke kan regne, men som alligevel kan regne den ud. Men det var ikke dét, der var min pointe.

Min pointe er, at der må ikke være forskel på folk, fordi den ene tilfældigvis ikke har de samme læsemæssige forudsætninger som den anden. Det hører med til den nye tid. Og vi skal løfte den nye tid. Og vi skal gøre det sådan, så der ikke er én eneste ordblind eller læsesvag i det her land, der ikke kan se ”så, nu kan jeg jo godt alligevel”. Og jeg synes, at alle de eksperimenter I har foretaget, de konkrete eksempler I har, viser jo, at det kan lade sig gøre. Og derfor: Tak for det her udspil og lad mig give et tilsagn om, at det skal have en stærk placering i de kommende års indsats på det her område.

Jeg regner med allerede i oktober måned, at vi sammen med Danmarks Radio og på anden måde sørger for at tage de første skridt i den forberedende voksenundervisning, som vi er startet på. Der skal meget mere fart på. Der skal mere turbulens på. Men retningen er ikke til at tage fejl af. Det har du mit tilsagn på, Poul Erik. Det skal vi give stor prioritet.

* * *

Så er der vores arbejdsliv, som jo har fyldt meget i beretningen, i diskussionen her på SID’s kongres. Der er ikke noget folk, mænd som kvinder, der arbejder så meget som I gør i Danmark. Vi har verdens højeste procent af mænd og kvinder, der går på arbejde. Erhvervsfrekvens, som det kaldes. Når det nu er sådan, at vores arbejdsliv fylder så meget i vores liv, og er så fundamentalt, så må vi gøre det arbejdsliv til et bedre sted at være. Så må vi tage det som den anden store reformlinie i fremtidens Danmark. Den ene opgave var at rette reglerne ind efter det moderne samfund og det moderne menneske. Den anden store reformlinie i fremtidens Danmark, det er at gøre vores arbejdsliv til et godt sted at være for alle. I dag er det jo sådan, at 1/3 glæder sig til at komme på arbejde, 1/3 synes at det er ok og 1/3 synes, at nu gælder det om at komme hjem hurtigst muligt.

Det skal vi have lavet om på. Det handler om at give vores danske arbejdspladser et bedre arbejdsmiljø. Fra arbejdsskadeindsats til arbejdsmiljø i bredere forstand, inklusiv det psykiske arbejdsmiljø til medbestemmelse og en hel ny deltagelse af danske lønmodtagere i danske beslutninger. Jeg synes derfor, at det er en kernesag for os at få givet danske lønmodtagere en bedre behandling, når man kommer ud for en arbejdsskade på danske virksomheder.

Jeg vil derfor gerne sige, at vi allerede i det her efterår vil tage fat på en arbejdsskadeerstatningsreform. Det er meningsløst, som Poul Erik og mange af jer har sagt det, at du skal vente fem, ti, femten eller sytten år, før du kan få din arbejdsskadeerstatning. Danske lønmodtagere skal ikke blæses rundt i appelsystemer, for der er kun én taber, og det er de danske lønmodtagere. Vi skal lave en ny reform.

* * *

Og hvordan er det nu, det er? Hvis der er en restaurant, som ikke laver ordentlig mad. Hvis der er for meget salmonella eller hvad det nu er, der er galt, så får vi det jo at vide. Når vi køber varer ind i supermarkedet, vil vi kunne se, hvad der er indeni. Vi vil have mærkater på. Vi vil kunne advares, og vi vil kunne vælge fra og vælge til. Vi vil vide, hvad det er, vi har med at gøre. Det er blevet naturlig hverdag for os.

Er tiden så ikke også kommet til, at danske virksomheder ser det i øjnene? Jeg føler, at det er sådan. Jeg føler, at vi må etablere en række nye standarder for, hvordan danske arbejdspladser skal arbejde. Nogen idealmålsætninger, som ikke er på månestadiet. Men som er til at nå i hverdagen. Jeg føler, at det er tid at danske virksomheder kommer med oplysninger om, hvordan netop deres arbejdsplads er.

Har du nogle arbejdspladser i udlandet, som er en del af din arbejdsplads? Hvordan er det med de etniske hensyn og ligestillingen på arbejdspladsen? Hvordan behandler du dine medarbejdere? Hvordan er det med arbejdsskaderne? Hvordan er det med arbejdsmiljøet?

Jeg ser en direkte sammenhæng også med den nye arbejdsmiljøreform, som vi satte på bedding, ved I, lige før sommerferien. Når vi nu skal give hinandens arbejdspladser et blåt stempel for at arbejdsmiljøet er i orden, så skal det også kunne ses, når arbejdsmiljøet ikke er i orden.

Jeg føler, at dér er vi også i en ny tid. Fordi det fællesskab jeg taler om er jo også virksomhedernes ansvar. Vi har alle et ansvar nu i den nye tid. Virksomhederne har også et ansvar. Jeg appellerer til, at danske arbejdspladsers ledere forstår, at når SID og vi taler om det her, som vi gør, så er det ikke for at genere dem. Så er det for at skabe et fælles grundlag for en positiv udvikling. For jeg er fuldstændig sikker på, at vi bliver ikke det sidste land, der starter den debat nu på vores arbejdspladser. Vi bliver måske det første land. Men mange, mange andre vil følge efter. For det er den retning udviklingen må tage.

Det er ikke længere fremtid, at virksomheder omkostningsfrit kan pålægge samfundet masser af omkostninger, fordi vi nu i Danmark har 65.000 arbejdsskader om året. Eller fordi vi har så mange sygedage om året, så det svarer til, at hvis vi kunne halvere dem blandt andet, gennem et bedre arbejdsmiljø, så havde vi en beskæftigelse ekstra på op imod 50.000 helårsjob. Det er altså god samfundsøkonomi. Det er indlysende faglig og socialdemokratisk politik.

Vi må kunne se i fremtiden om virksomheder har et godt arbejdsmiljø og lever op til det, vi forventer, eller om de ikke gør.

Jeg har her mod slutningen to bemærkninger, jeg vil gøre. Den ene er om flygtninge og indvandrere. Jeg talte før om den ny tid efter i tirsdags. Jeg vil godt gå bare et lille skridt dybere og sige til jer: Der findes 2.000 veluddannede ingeniører i Danmark, der hedder noget andet end Rasmussen og Petersen. Det er derfor de ikke har fået arbejde. Nogle af dem er i en blomsterbutik, andre er taxachauffører. Det er sådan set ikke en kritik af blomsterbutikken eller taxachaufførerne. Det er en kritik af os. Der er for mange flygtninge og indvandrere i Danmark som godt kunne have et arbejde, men som ikke har det. Jeg ved, at I har sat jer for, at vi skal forandre det, og jeg er glad for, at vi har givet det tilsagn. Det forpligter – også mig. Og tænk hvis vi kunne overraske hele vores land positivt og i løbet af nogle år se, at det var muligt gennem ret og pligt. Gennem arbejdsplads-dansk - gennem en massiv indsats over for de nye og over for dem, der i øvrigt har det svært med at komme på arbejdsmarkedet - at nå den fulde beskæftigelse.

Ved I hvad? Hvis vi gør det har vi været med til at cementere det ny Danmark, fremtidens Danmark. Så kan vi også vise andre lande: Ja, det kan lade sig gøre hvis man beslutter det, og hvis man har vilje til det.

* * *

Nogle af jer sidder måske og tænker: Hvorfor siger han ikke noget om efterløn?

Ja vi skal jo til det! Jeg læste igennem hvad jeg havde sagt på kongressen sidst. Poul Erik sagde: ”Vil du ikke have en kopi”? Det har jeg læst omhyggeligt. Jeg ved også godt, at dette er den første kongres, hvor vi mødes, I og jeg, siden sidst og i mellemtiden var der et efterlønsindgreb.

Jeg har også læst referaterne af det, I har sagt. Jeg vil sige to ting i dag.

Jeg har ingen grund til at anfægte den diskussion, vi havde dengang. Jeg er glad for at Poul Erik har sagt til mig: ”Du skal bare være klar over, at jeg har ikke fortrudt en eneste ting”. Det er fair nok! Sådan skal det også være. Men jeg er også glad for at du har sagt, at nu skal vi se at komme videre.

Jeg vil gerne sige til jer, at det er med den slags beslutninger, som det er med at være Socialdemokratiets formand og statsminister i Danmark. Det er med det, som det er da Søren Kierkegaard en gang skrev (i lettere omskrivning): ”Hvis du har så stor angst for at træffe beslutninger, fordi du risikerer at miste fodfæstet, så risikerer du at miste selve livet, hvis du ikke træffer beslutningen.”

Jeg siger til jer, at jeg selvfølgelig heller ikke har fået alle de skældud igennem med vilje. Jeg vil godt sige til jer, at det var ikke noget, jeg direkte ønskede. Jeg er jo ikke masochist! Men jeg er heller ikke det andet. Jeg vil ikke snakke mig ud af det. Jeg vil sige én eneste ting til jer: Det jeg skulle gøre på det tidspunkt var forbandet svært at gøre, og det jeg vil gøre fremover, det er selvfølgelig at sørge for, at det efterlønsbevis, som nu er en del af vores efterlønsreform, stadigvæk virker og er modtaget. Og når vi ved, at der er mere en 30.000 mennesker, der i dag har efterlønsbeviset. Det er jeg selvfølgelig glad for.

Jeg vil i dag ikke kaste mig ud i en lang polemik om, at der var andre, der ønskede den efterløn en helt anden fremtid. Det ved I godt! I ved godt, hvad der kunne være sket. Jeg vil bare stilfærdigt sige til jer – to ting:

Når vi nu skal samles om fremtidens Danmark, sikre en fortsat fremtid i økonomi i fællesskab og beskæftigelse, så får vi nok også råd til en dag at se på, hvordan vi så i øvrigt kan indrette os med den efterløn.

Jeg vil ikke i dag stå at sige, at det gør vi i morgen, alt det I har bedt om. Jeg vil heller ikke uden videre sige ja til alt det, I har foreslået. Jeg vil heller ikke sige nej til alt det, I har foreslået. Jeg vil bare sige, at som efterlønnen nu ser ud, kan den dog bruges og bliver brugt. Så vil jeg sige, at jeg omhyggeligt har noteret ned, hvad det er I har foreslået af ændringer. Det bliver ikke glemt. Når vi en dag skal diskutere lettelser af forskellig karakter – der er jo så mange, der har travlt med at udstede skattelettelser lige nu, så kunne det jo godt være, at vi skulle overveje, hvordan vi bruger vores muligheder bedst og klogest og mest solidarisk.

Med andre ord: Jeg registrerer hvad I har sagt. Det har givet mig stof til eftertanke. Jeg har den erfaring, som jeg nu en gang har. Jeg vil slutte med at sige, at jeg føler mig lidt som kaptajn på et skib. Hvis skibet skal korrigere kursen hvis det skal undgå at få Titanic’s skæbne, så må man tage det på sig.

Alle sammen, det blev en lidt anderledes tale i dag, men inderst inde er der alligevel et fællesskab, som gør at jeg godt kan undvære nogle timers søvn endnu. Et fællesskab, som jeg føler mig utrolig tæt forbundet med i forhold til jer. Fordi hvert eneste menneske har værdi hos jer og hos mig – uanset hvad det hedder, uanset hvor det kommer fra og uanset hvad baggrunden er. Og fordi der kun er ét eneste svar på Danmarks og verdens problemer og udfordringer. Det er den fremtid i fællesskab, som I har formet.

Tak skal I have alle sammen – og hold nu sammen.