Tale

Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Københavns Universitet den 23. september 2003. "Visioner om Danmarks aktive Europapolitik".

Det talte ord gælder

Tak for invitationen til at tale her på Københavns Universitet i dag. Med mindre end to uger til starten på EU-regeringskonferencen er jeg glad for at få lejlighed til at tale om rammer og mål for dansk europapolitik.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske Universitetet med den nye Master-uddannelse i europastudier. Det er et godt og rigtigt initiativ. En aktiv dansk europapolitik forudsætter en løbende kompetenceudvikling på området.

Før jeg vender mig mere specifikt mod de europapolitiske spørgsmål, vil jeg indledningsvis skitsere de grundvilkår og grundlæggende værdier, jeg ser som udgangspunktet for dansk udenrigspolitik i sin helhed.

* * *

Det udenrigspolitiske udgangspunkt

Udenrigspolitisk gennemgår Danmark i disse år en vigtig omstilling. Vi er midt i et opgør med den tilpasningspolitik, der har domineret dansk udenrigspolitik fra nederlaget i 1864 og frem til vore dage.

Fra 1864 til 1945 levede Danmark i skyggen af den tyske stormagt. Tilpasningspolitikken kulminerede med den danske regerings aktive samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt fra 1940 til 1943. Det var en ekstrem tilpasningspolitik, som først den folkelige modstand og begivenhederne den 29. august 1943 satte en stopper for.

Fra 1945 og indtil slutningen af 1980-erne levede Danmark i skyggen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Tilpasningspolitikken kulminerede med fodnotepolitikken fra 1982 til 1988.

Den nyorientering af dansk udenrigspolitik - vi i dag befinder os midt i - tog for alvor sin begyndelse med folketingsvalget i 1988. Her blev sat en stopper for 80'ernes beklagelige fodnotepolitik. Befolkningen traf et valg. Man valgte stillingtagen frem for tilpasning.

Siden Murens fald har vi oplevet en udvikling - i Europa og globalt - der har skabt afgørende nye muligheder for dansk udenrigspolitik. Men også nye udfordringer, som vi ikke kan løbe fra. I verden af i dag er stillingtagen ikke blot en mulighed. Det er en nødvendighed og en forpligtelse.

En stillingtagen der - hvis den skal have mening - bør tage udgangspunkt i realiteterne. Mit udgangspunkt er en erkendelse af, at verden efter den kolde krigs afslutning grundlæggende har en unipolær karakter.

USA er den eneste magt med virkelig global rækkevidde. Det gælder militært, økonomisk og kulturelt. Rundt om USA har vi en række regionale magtcentre, herunder EU. Sådan er de helt grundlæggende globale realiteter.

For at sikre stabilitet i denne nye verdensorden er det afgørende, at USA og disse regionale magtcentre kan og vil samarbejde om at løse de store globale udfordringer - hvad enten det er miljø og fattigdom eller terror- og krigstrusler.

For mig er det afgørende at slå fast, at det er i Danmarks og EU's interesse at udvikle sig i tæt samarbejde med USA. At slå ind på en kurs, hvor vi europæere skulle definere os selv i konfrontation med USA, er ikke blot historieløst, men også uden forståelse for de grundlæggende realiteter i nutiden og helt uden blik for udfordringerne i fremtiden.

Allerede nu kan jeg høre kritikerne råbe, "Voice of America" og polemiske bemærkninger om, at denne konstatering af de faktiske forhold i dagens verden blot er udtryk for en ny tilpasningspolitik - underforstået tilpasning over for USA.

Men den kritik er meget afslørende for kritikerne selv. Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var underkastelse og tilpasning i forhold til nazistiske og kommunistiske diktaturer. Og min position er krystalklar: I kampen mellem diktatur og demokrati kan man ikke forholde sig neutral. Da må man tage stilling for demokratiet og mod diktaturet.

Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var aktiv tilpasning til fjenden.

Samarbejdet med USA er ikke tilpasningspolitik. Det er et ligeværdigt samarbejde med en ven, en partner, en allieret, som hylder de samme principper og værdier, som vi gør: Demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder.

Der er ikke nogen modsætning mellem at ønske et stærkt samarbejde i EU og et stærkt Europa også samtidig ønske et tæt samarbejde med USA. Tværtimod vil et stærkt og stabilt Europa være en bedre partner for USA. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal derfor følge to ligeværdige og parallelle spor: Et stærkt EU og et stærkt bånd med USA.

Det betyder ikke, at Europa er eller absolut skal være enige med amerikanerne om alt. Uenighederne mellem EU og USA er talrige. Lad mig nævne tre konkrete områder: Den Internationale Straffedomstol, WTO-reglerne og hele klimadebatten. Der skal EU selvfølgelig forsvare sine interesser og synspunkter over for USA.

Men midt i uenighederne er det altså vigtigt at holde fast i, at det, der samler på tværs af Atlanten, er langt stærkere end det, der skiller.

Danmarks aktive engagement i Irak skal ses i dette lys. Vi skal stå ved, og vi skal kæmpe for de grundlæggende demokratiske værdier. Vi skal markere vore holdninger. Vi skal turde sætte handling bag ord, når en grusom diktator som Saddam Hussein udviser fuldstændig foragt for FN og nægter at opfylde rimelige og klare krav fra verdenssamfundet.

Lad mig kort sammenfatte mit udenrigspolitiske udgangspunkt. Danmark er i dag i en situation, hvor vi kan og skal føre en aktiv udenrigspolitik. Vi skal tage stilling. Og vi skal tage ansvar. Vi skal ikke sejle under bekvemmelighedsflag.

Vi skal have holdninger, og vi skal markere dem aktivt udadtil. Det gælder også inden for EU-samarbejdet.

Tilpasningspolitikken i sidste århundrede var inspireret af den radikale P. Munch - Danmarks udenrigsminister i perioden 1929-40. Allerede i 1905 formulerede han filosofien således: "...det første og sidste Krav vi skal stille til det danske Diplomati er, at det skal holde sig i Ro og gøre sit yderste til, at vi kan leve så ubemærket som muligt."

Det er den holdning, vi nu endegyldigt har gjort op med. Det danske diplomati skal tværtimod være aktivt og gøre sit yderste til, at Danmark og det danske bliver kendt og synligt.

* * *

Danmarks aktive europapolitik

Og lad mig herefter vende mig mod rammerne for dansk europapolitik.

Det danske EU-formandskab og udvidelsesforhandlingerne i både EU og NATO har vist, at Danmark kan gøre en forskel. At vi kan påvirke udviklingen. At vi kan opnå en indflydelse, der rækker langt ud over Danmarks forholdsmæssige størrelse. Det er en erfaring, vi skal tage med os og bygge videre på.

Med udvidelsen er hovedmålet for de sidste 15 års danske udenrigspolitik opfyldt. De nye demokratier i Central- og Østeuropa - og herunder de tre baltiske lande - er ført sikkert ind i vore vestlige samarbejdsorganisationer.

Det er en udvikling, der giver os helt nye muligheder. Muligheder som vi skal udnytte. Den stærke danske indsats i EU-konventet har været et konkret udtryk for en sådan aktiv dansk europapolitik, hvor vi ikke står på sidelinien, men er i centrum af forhandlingerne.

Det nye udvidede EU stiller os samtidig over for nye udfordringer, der kræver vilje til omstilling og nytænkning. Vi bliver flere om bordet, og det enkelte land vil fylde mindre i helheden. I fremtidens EU vil det kræve en øget indsats at blive en interessant med- og modspiller.

Fra dansk side skal vi derfor lægge os endnu mere i selen. Vi skal varetage danske interesser gennem et aktivt diplomati og en evne til at kunne indgå i skiftende koalitioner fra sag til sag.

Personlige kontakter og et udadvendt og opsøgende diplomati er en nødvendighed. Men der skal mere til. Vi skal sætte en dagsorden.

Regeringen ønsker at føre aktiv europapolitik. At søge indflydelse. At sige det vi mener udadtil. Og skabe en debat herhjemme, der forholder sig til den europæiske virkelighed.

* * *

Mål og opgaver for fremtidens EU

Hvad er det så, vi kan bruge EU til? Og hvad er det for et EU, vi skal arbejde for?

Udgangspunktet er klart: Det ny EU bliver det centrale forum for europæisk samarbejde i fremtiden. Det er udvidelsens logik.

Og EU vil i fremtiden udgøre den væsentligste udenrigspolitiske platform for Danmark. Dansk indflydelse på verden omkring os vil i stigende grad gå gennem og blive udtrykt via EU.

En aktiv dansk europapolitik - og udenrigspolitik - har derfor et stærkt og effektivt EU som et hovedmål.

Min vision om Europas fremtid kan jeg sammenfatte således: Jeg ønsker, at EU skal være et fællesskab af nationalstater. Men det skal være et stærkt fællesskab, hvor medlemsstaterne har besluttet at løse en række opgaver i forening ved at overlade kompetencen til EU. Dette stærke fællesskab af nationalstater skal have den politiske og økonomiske styrke til at optræde internationalt og dermed præge verden med de idéer, som EU bygger på.

Lad mig fremhæve fem hovedområder, hvor Danmark har brug for et stærkt EU.

For det første har vi en afgørende interesse i et velfungerende indre marked . Det indre marked er EU's kerneopgave. Det er forudsætningen for vækst og velstand i vor del af verden. Danske virksomheders adgang til frit og fair at kunne konkurrere på et indre marked med næsten en halv milliard mennesker er grundlaget for, at vi kan bevare og udvikle vort velfærdssamfund.

Det indre marked er ikke et bureaukratisk elfenbenstårn, der er skabt en gang for alle. Det er et levende marked, som vi løbende skal udvikle. Kampen mod statsstøtte og indsatsen for fri konkurrence og fortsatte liberaliseringer bliver hovedmål i dansk europapolitik i de kommende år.

Det næste område jeg vil fremhæve er landbrugspolitikken. Den fælles landbrugspolitik vil også fremover være én af EU's meget vigtige opgaver. Men der er brug for fortsatte reformer af landbrugspolitikken. Den eksisterende ordning er ikke bæredygtig. Støtten skal ned. Og markederne skal sættes fri.

I det hele taget burde EU tage det globale lederskab i bestræbelserne på at skabe mere frihandel. Den mest effektive vej til at sikre de fattige lande en bedre fremtid er at give dem fri adgang til verdensmarkedet. Det er at stoppe vore egne konkurrenceforvridende støtteordninger og subsidier. Åbne markeder og frihandel er forudsætningen for udvikling og udbredelse af velstand.

Det tredje område er miljøpolitikken . Forurening kender ikke grænser. Og Danmark har brug for et stærkt EU til at bekæmpe forurening. Vi skal løbende udvikle og forbedre det europæiske miljøsamarbejde. Samtidig skal EU fastholde sit stærke internationale engagement på områder som klimapolitikken og kampen mod miljøskadelige kemikalier. Danmark er i front i EU's miljøpolitik. Det skal vi også være i fremtiden.

For det fjerde skal vi styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik . Inden for rammerne af et grundlæggende mellemstatsligt samarbejde bør vi - i respekt af de enkelte medlemslandes nationale selvbestemmelsesret - søge at gøre EU's udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik så fælles som mulig. Det er ikke en udvikling, der kommer fra den ene dag til den næste. Vi skal sandsynligvis regne i årtier og ikke i år, når vi taler om at skabe en egentlig fælles politik. Det er f.eks. vanskeligt at forestille sig, at Frankrig og Storbritannien inden for en overskuelig fremtid skulle være indstillet på at opgive deres faste pladser i FN's sikkerhedsråd.

Men det er en proces, som vi fra dansk side skal bakke op om. En så fælles europæisk udenrigspolitik som muligt er først og fremmest i de mindre landes interesse.

Lad mig endnu en gang understrege, at det ikke handler om at styrke EU på bekostning af det transatlantiske samarbejde. Tværtimod. EU skal udvikles i samarbejde - ikke i konfrontation med USA.

Det femte og sidste hovedområde, hvor vi i de kommende år skal forstærke samarbejdet på europæisk plan, er bekæmpelsen af international kriminalitet, terror og illegal indvan­dring.

Disse problemer er pr. definition af grænseoverskridende karakter, og de finder kun en løsning ved et intensiveret samarbejde over grænserne. Vi må styrke og udvikle EU's evne til at danne rammen om dette samarbejde mellem Europas stater og politimyndigheder.

* * *

Konventstraktaten og regeringskonferencen.

Netop ønsket om at bevare og styrke EU's evne til at levere løsninger på medlemslandenes fælles problemer er formålet med regeringskonferencen. Det nye EU, som Danmark har været med til at skabe, skal kunne fungere effektivt.

EU-Konventet afsluttede sit arbejde i sommers. Den 4. oktober starter vi arbejdet i selve regeringskonferencen. Foran os ligger et stort og udfordrende stykke arbejde. Det bliver den mest omfattende gennemskrivning af EU's traktatgrundlag siden Rom-traktaten.

Konventets traktatudkast

Vi starter ikke på bar bund. Det lykkedes i Konventet at opnå bred konsensus om ét samlet traktatudkast. Jeg finder, at Konventets traktatudkast er et godt grundlag for regeringskonferencen. Det er udtryk for et balanceret kompromis. Derfor mener jeg også, at vi bør kunne afslutte arbejdet i regeringskonferencen relativt hurtigt - om muligt allerede inden årsskiftet.

Jeg vil ikke her i dag gennemgå konventstraktaten område for område. Men lad mig kort fremhæve tre områder, hvor jeg mener Konventets udkast vil betyde større klarhed og større effektivitet.

For det første giver konventstraktaten en god og ærlig beskrivelse af, hvad EU er og ikke er. Fra forskellig side er det fremført, at traktatudkastet er en drejebog for en forbundsstat. Det har ingen hold i virkeligheden. Det fremgår klart af Konventets udspil, at EU er og forbliver et samarbejde mellem Europas stater. EU er ikke en forbundsstat i svøb. Samtidig slås det fast, at EU skal respektere medlemslandenes nationale identitet og centrale statslige funktioner.

For det andet indeholder Konventets forslag en klar beskrivelse af arbejdsdelingen mellem EU og medlemslandene. Det slås fast, at EU kun kan handle på de områder, hvor EU er tillagt en opgave af medlemslandene. Og der opstilles klare lister, der viser hvor EU har kompetence, og hvor EU ikke har kompetence. Det skaber en klarhed og et overblik, vi har savnet tidligere.

For det tredje skaber man to nye funktioner som henholdsvis valgt formand for Det Europæiske Råd og en såkaldt EU-udenrigsminister. Sammen vil disse to personer kunne sikre en mere effektiv organisering og planlægning af EU's interne arbejde og koordination. Og udadtil vil de danne grundlaget for en stærkere europæisk profil på den internationale scene.

Nogle frygter, at den valgte formand for Det Europæiske Råd bliver en form for præsident for EU med vidtgående magtbeføjelser. Det er ikke tilfældet. Konventet lægger grundlæggende op til den model, vi har anbefalet fra dansk side. Det vil sige en person, der netop er formand for Det Europæiske Råd. Det vil sige en praktisk funktion, hvor hovedopgaverne bliver at forberede og lede møderne i det Europæiske Råd.

Regeringskonferencen og forbeholdene

Regeringen ønsker at deltage aktivt, engageret og konstruktivt i regeringskonferencen. Fastlæggelsen af de danske prioriteter er i fuld gang. Vi har en god offentlig debat i medierne. Og regeringen har henover august og september forhandlet med Folketingets partier for at skabe det bredest mulige grundlag for Danmarks deltagelse i regeringskonferencen.

Spørgsmålet om de danske undtagelser står centralt i den aktuelle debat. Og med god grund. Det er en vigtig og kompliceret sag, hvor vi skal tænke os godt om.

Regeringens holdning er velkendt. Vi ønsker forbeholdene fjernet. De er ikke i Danmarks interesse. Og de begrænser vore muligheder for at føre en aktiv europapolitik. Men forbeholdene kan alene ophæves af den danske befolkning ved folkeafstemning.

For mig er det helt afgørende, at vi griber dette spørgsmål an på en fair og ordentlig måde. Befolkningen skal vide hvor den står, og hvor den har politikerne. Der skal være fuld åbenhed om processen.

Ingen skal være i tvivl om, at regeringen deltager i regeringskonferencen i fuld respekt for de danske undtagelser. Forbeholdene vil blive videreført i den nye traktat. Det kræver en konsekvenstilpasning i den protokol om forbeholdene, der er knyttet til traktaten. Regeringen vil forhandle en sådan tilpasning på plads.

Det vil sige: Når forhandlingerne om den nye traktat bliver afsluttet, ligger der et forslag til traktat inklusive de danske undtagelser, i en konsekvensrettet form, så de dækker det samme, som oprindeligt var hensigten.

Der bliver ikke fiflet. Der bliver ikke botaniseret. Undtagelserne står rent og purt i den nye traktat. Og denne traktat, inklusive de danske undtagelser, vil befolkningen skulle tage stilling til ved en folkeafstemning. Formentlig til næste år.

Der bliver altså lejlighed til at sige "ja" eller "nej" til den nye traktat, inklusive de kendte undtagelser.

Men da omfanget af de danske undtagelser vokser ganske kraftigt, er det rimeligt, at befolkningen får lejlighed til at tage stilling til denne nye situation ved en stillingtagen til hver af undtagelserne - når tiden er moden.

Det afgørende er, at befolkningen får en fair og ordentlig mulighed for at tage stilling til både traktaten og forbeholdene.

Det er i det lys, at regeringen gerne vil give befolkningen mulighed for at tage stilling til en ændret udformning, en modernisering af det retlige forbehold.

Konkret foreslår vi en model, hvor man fra dansk side vil tage stilling fra sag til sag. Hvis vi ønsker at deltage i vedtagelsen af en retsakt, meddeler vi det til de andre lande. Så er vi med til at stemme om retsakten, og vi bliver omfattet af de fælles regler. Hvis vi ønsker at stå uden for, står det os også frit. Folketinget tager stilling fra sag til sag.

Storbritannien og Irland har allerede en sådan ordning, når det gælder asyl og indvandring. Modellen kaldes med et engelsk udtryk for en "opt-in" ordning, fordi der er tale om et frit valg. På dansk kan man betegne det en "valg-ordning".

Jeg vil gerne understrege, at det, vi har foreslået, ikke er en ændring af forbeholdet i forbindelse med regeringskonferencen. Der er altså ikke tale om, at vi bortforhandler det nuværende forbehold. Men der skabes mulighed for, at vi ved en folkeafstemning kan vælge at ændre forbeholdet. Man kan sige, at vi får en option på en valg-ordning.

Forslaget skal ses som udtryk for, at regeringen ønsker at stille befolkningen så frit som muligt. Og at vi har lyttet til befolkningens ønsker. Det er et forslag, som nogle politikere måske er skeptiske ved, men som jeg tror, at mange i befolkningen vil hilse velkommen, fordi det forholder sig til et dilemma, som folk oplever, når de ser på udviklingen omkring os.

Et markant flertal af danskerne ønsker den nuværende danske udlændingepolitik fastholdt. Derfor vil de heller ikke støtte en ophævelse af det retlige forbehold, hvis det betyder en risiko for, at det underminerer den danske udlændingepolitik.

Samtidig er mange mennesker bekymret over truslen fra den grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme og menneskesmugling. Og de ser gerne, at Danmark deltager i et europæisk samarbejde om at bekæmpe disse trusler.

Den nuværende udformning af forbeholdet giver ikke mulighed for at disse to hensyn kan mødes. Det gør regeringens forslag. Det giver den danske befolkning mulighed for et frit valg.

Nogle påstår, at regeringens forslag udgør en trussel mod selve EU's fundament. At det fører til et "tag-selv-bord", hvor alt flyder. Det er jeg helt uenig i. Der er tale om en allerede eksisterende og klart defineret model, som Storbritannien og Irland har haft i adskillige år. EU består fortsat, uden at det synes at have givet anledning til voldsomme problemer. At Danmark får en mulighed for - hvis befolkningen ønsker det - at få en ordning på linie med Storbritannien og Irland vil faktisk forenkle situationen - både for EU og Danmark.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for Mogens Lykketofts melding om, at Socialdemokraterne støtter, at regeringen søger at forhandle en dansk valg-ordning på plads i regeringskonferencen.

Det er en konstruktiv og fremadrettet melding. Konkret betyder den, at vi nu kan komme videre. Såvel i forhold til de andre lande som herhjemme.

Regeringen vil nu tage kontakt til de andre lande. Det er klart, at der bliver tale om en længere proces. Men jeg kan sige, at de foreløbige tilkendegivelser, vi har modtaget fra formandskabet og andre, har været ganske positive.

Herhjemme vil regeringen fortsætte drøftelserne med partierne. Jeg noterer mig, at Mogens Lykketoft gerne ser en debat om, hvordan en dansk valg-ordning konkret kan udmøntes. Det er en drøftelse, jeg finder naturlig og gerne går ind i.

Jeg forstår, at Det Radikale Venstre fortsat er skeptisk. Det respekterer jeg. Samtidig håber jeg, at også de Radikale vil vende tilbage og ønske at deltage i det arbejde, der ligger foran os.

Lad mig afslutningsvis sige nogle få ord om temaer og tidspunkt for en kommende folkeafstemning.

Der er nogle, der vedbliver at insistere på, at regeringen skal sætte alt på ét bræt og udskrive en såkaldt "big bang" folkeafsteming. Det vil sige: Bortforhandle de danske undtagelser og derefter bede befolkningen sige "ja" eller "nej" til traktaten uden de danske undtagelser.

Filosofien er følgende: Nu må danskerne beslutte sig til, om de er med eller ikke er med i EU-samarbejdet. Hvis vi er med, så må vi være med fuldt og helt, uden undtagelser. Ellers må vi ud af EU.

Det lyder vældig heltemodigt.

Men jeg vil gerne være meget åben og direkte i min vurdering af den fremgangsmåde. Den vil af befolkningen blive opfattet som en provokation og trussel, som et forsøg på pression fra det politiske etablissement. Det vil i sig selv kunne udløse en modreaktion i form af et nej til den nye traktat - og dermed reelt dansk udtræden af EU.

Lad mig i den forbindelse minde om, at en sådan "alt-eller-intet"-afstemning også ville indebære, at vi skulle bede befolkningen om at ophæve det retlige forbehold. De, der anbefaler den fremgangsmåde, har alt for ringe kontakt med det virkelige liv i Danmark. To tredjedele af den danske befolkning er imod at ophæve det retlige forbehold, så længe det betyder en ændring af dansk udlændingepolitik. Den tanke sejler ikke.

Derfor har jeg også meldt klart ud. Der bliver ikke tale om en "big bang"-afstemning. Det vil være at spille hasard med forfatningstraktaten og dermed med Danmarks fortsatte EU-medlemskab.

Der bliver ikke tale om trusler og pression. Befolkningen får en fair og ordentlig chance for at tage stilling til såvel den nye traktat som de danske undtagelser.

Der er to muligheder for denne stillingtagen. Enten kan det ske samme dag, som vi i forvejen skal stemme om den nye traktat. Eller også kan vi udsætte stillingtagen til forbeholdene til et senere tidspunkt.

Det er for tidligt at lægge sig fast på den rigtige model. Det kan vi bedre gøre, når vi kender udfaldet af forhandlingerne om den nye traktat.

Men jeg synes godt vi allerede nu kan sige noget om hvad konsekvenserne af et nej til traktaten vil betyde.

Den førende nej-partis politiske leder meldte jo klart ud her i weekenden. At Dansk Folkeparti vil opfatte et nej til den ny traktat som en dansk udmeldelse af EU.

Jeg synes egentlig, det var befriende at høre så klar tale fra nej-siden. For der er jo ingen grund til at skjule, at et nej vil have voldsomme konsekvenser. Der er jo ingen, der gør sig nogen som helst forestillinger om, at vi efter et nej vil kunne forhandle os frem til et nyt sæt udvidede forbehold. Denne gang vil det jo være de helt basale spilleregler for det europæiske samarbejde vi i givet fald ville forkaste og sige nej til. Og der er vel heller ikke nogen, der forestiller sig, at vi skal blokere for de andre landes muligheder.

Det siger sig selv, at en enhver ansvarlig regering i et tilfælde af et dansk nej efterfølgende vil gøre alt for at forsøge at redde, hvad der kan reddes. Men jeg synes, vi lige så godt kan sige, at med et nej, så siger vi nej til selve fundamentet bag det europæiske samarbejde og det vil logisk betyde at vi sætter os uden for enhver indflydelse.

* * *

Afslutning

Forbehold eller ej. Europa er Danmarks skæbne og virkelighed. Vore forfædre kom hertil fra syd. Og Europa har været vort vindue til en videre verden. Europas historie er - på godt og ondt - rammen om Danmarks historie. Vor kultur, kirke og kunst er dybt forankret i det større europæiske kulturfællesskab.

Murens fald og den kolde krigs afslutning har ført til den lykkelige genforening af Europas lande og folk i et samarbejde på tværs af grænser. EU er rammen om dette samarbejde. Danmark har sin naturlige plads i dette fællesskab. Vi har brug for EU. Og Europa har brug for os.

De seneste år har været præget af et stærkt og aktivt dansk engagement i Europa. Udvidelsesprocessen, formandskabet og Konventet. Danmark har gjort en indsats og betydet en forskel. Regeringen vil føre denne aktive danske europapolitik videre i regeringskonferencen. Danmark har en klar interesse i et stærkt EU med en ny forfatningstraktat, der kan danne rammen om et effektivt, åbent og demokratisk samarbejde i fremtidens Europa.