Tale

Statsminister Mette Frederiksen tale på møde med Grønt Erhvervsforum (klimapartnerskaberne) den 16. september 2020

Det talte ord gælder

Velkommen alle sammen.

Jeg er nødt til at begynde min tale lidt anderledes, end jeg havde tænkt mig.

Vi har de seneste dage set de højeste corona-smittetal siden foråret. Derfor først et par ord om det, inden jeg kommer til klimaet.

Situationen er særligt alvorlig i Storkøbenhavn og blandt nogle af de unge.

Vi har set, hvordan smitten har spredt sig både via private fester og i nattelivet.

Mange mennesker samlet på ét sted. En øget risiko for, at man slækker på afstand og god hygiejne efter et par øl.

Og bliver man smittet. Ja, så er den efterfølgende smitteopsporing vanskeligere, fordi man er sammen med folk, man måske ikke mødes med til daglig eller kender i forvejen.

Derfor præsenterede vi i går nye restriktioner i Storkøbenhavn med særligt fokus på fester og natteliv.

Og derfor vil jeg i dag komme med en direkte opfordring til de unge:

Skru ned for festerne det næste stykke tid. Overhold retningslinjerne. Og lad være med se for mange mennesker.

Jeg ved godt, at det er svært for jer unge. Mange vender tilbage til skole eller studier i denne tid. Får nye venner. Solen skinner. Men vi er nødt til at holde fast.

Det, vi ser nu, er forhåbentlig ikke en ny normaltilstand. Men vi må gøre en ekstra indsats de næste par uger. Få smitten ned. Og så lysner det forhåbentlig igen.

Det har virket i Hjørring, Ringsted, Aarhus og senest i Odense. Det skal også virke her i København og i Hovedstadsregionen.

Men smitten er ikke kun i Storkøbenhavn. Ikke kun hos de unge.

Smitten er til stede hos alle aldersgrupper og i de fleste dele af landet. Mere end 50 kommuner er over ”bekymringsgrænsen” på 20 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.

Derfor vil jeg understrege – og det er en appel til alle i Danmark:

Forudsætningen for at holde samfundet i gang så meget som muligt, og ikke lukke ned, er, at vi hver især efterlever retningslinjerne.

Holder afstand. Spritter af. Bruger mundbind. Bliver hjemme, hvis man har symptomer.

Men vi må også erkende, at der skal endnu mere til. Derfor er Seruminstituttet kommet med en klar opfordring. Som jeg gerne vil bakke op:

Skru ned for de sociale kontakter i efteråret. Vi er nødt til i en periode at vænne os til at se færre mennesker, når vi har fri fra arbejde. Og til at se dem i mindre grupper.

De nye restriktioner har desværre også konsekvenser for restauranter, barer og cafeer, der igen må omlægge driften og indrette sig på de nye vilkår.

Derfor vil regeringen se på, om vi skal justere kompensationsordningerne for virksomheder, der er ramt af fx forbud mod at holde åbent i forbindelse med regionale nedlukninger.

Jeg ved, at det har store økonomiske omkostninger for mange af jer. Men det, vi gør nu, er for at undgå, at vi skal tage endnu skrappere midler i brug.

Vi er i gang med dansen med corona. Det bliver ikke nemt. Men hvis vi alle tager ansvar, så lykkes vi – igen.

Vi skal passe på hinanden. Det har vi vist, at vi kan.

Så vidt corona. Nu til temaet for vores møde i dag.

Det er ti måneder siden, vi mødtes sidst. Det var på Marienborg. Hvor vi gav startskuddet til klimapartnerskaberne.

Siden er I kommet med jeres anbefalinger til regeringen. Tusind tak for indsatsen. Den har vi brug for. Vi har brug for fælles handlekraft.

Om ti år skal vi være i mål med de 70 procent.

Det betyder, at vi på ét årti skal sænke udledningerne næsten lige så meget, som vi har gjort det over de seneste tre årtier.

At lykkes med det vil kræve de mest gennemgribende forandringer af vores samfund og vores økonomi, siden vi begyndte opbygningen af det moderne velfærdssamfund i efterkrigstiden.

Måden vi transporterer på. Opvarmer vores huse på. Producerer fødevarer. Alt skal forandres.

Det vil kræve noget af os alle sammen: Politikere, erhvervsliv, fagbevægelse og borgere.

Klimadebatten bliver ofte noget karikeret. Groft sagt tegnes der to forskellige veje til at nå 70 procents målet.

Den lineære vej – hvor vi alene bruger de redskaber, vi har til rådighed i dag.

Lægger afgifter på kød. Forbyder benzinbiler inden for et par år. Lægger markant højere afgifter på de industrier, der forurener mest.

Over for den tegnes den såkaldte ”hockey-stav”. Hvor man satser på teknologiske løsninger. Og hvor drivhusgasreduktionerne først kommer, når vi nærmer os 2030.

Men jeg mener, de to veje er en falsk modsætning. Den rigtige konflikt står mellem dem, der vil de 70 pct., og dem, der er imod.

For begge veje rummer en sandhed om den udfordring, vi står overfor.

Det ene er, at det haster med den grønne omstilling. Alle de initiativer, vi klogt kan tage her og nu, og som giver drivhusgasreduktioner – dem skal vi tage.

Det andet er, at de teknologiske løsninger ikke kommer af sig selv – de kræver investeringer og regulering. Politiske beslutninger her og nu.

Og samtidig er det en vigtig pointe, at hvis man besluttede vejen til de 70 procent nu. Med de teknologiske muligheder, vi har i dag. Så ville det have alt for store konsekvenser. Vi ville miste virksomheder. Miste arbejdspladser. Miste konkurrencekraft. Samfundet ville blive mere ulige.

Og vi ville miste endnu en ting. Noget, som er vigtigt – helt afgørende – for, at vi kan lykkes.

Opbakningen til den grønne omstilling. Vi risikerer, at hele det brede grønne engagement smuldrer. Og at Danmark, der lige nu er et grønt udstillingsvindue for resten af verden, vil miste den position.

Hvorfor skulle andre lande følge os, hvis vi ikke gør det rigtige? Hvis de kan se, at vi sætter vigtige dele af vores samfundsmodel på spil?
Jeg tror på, at vi i fællesskab kan finde en vej.

Hvor vi både tager de kloge initiativer, der giver drivhusgasreduktioner – her og nu. Samtidig med at vi målrettet prioriterer investeringer, udvikling og forskning i de teknologier, der rummer fremtidens løsninger.

Hvor vi ikke mister arbejdspladser. Men derimod skaber arbejdspladser og konkurrencekraft og er et grønt udstillingsvindue for resten af verden.

Lad os kalde den vej for investeringsvejen.

Jeg vil gerne bruge lidt tid på at beskrive investeringsvejen. Hvordan griber vi udfordringerne an?

Et eksempel. Debatten om elbiler.

Bilkommissionens modeller viser, at med en halv million elbiler får vi en CO2-reduktion på 0,2 millioner ton i 2030.

Den pris, samfundet betaler for hvert ton CO2, vil være 200 kroner.

Med en million elbiler, får vi en CO2- reduktion på 1,5 millioner ton i 2030.

Her er prisen for hvert ton op mod 4.000 kroner. Altså næsten 20 gange så høj.

Reduktionen på 1,5 millioner ton skal holdes op mod, at vi mangler 16,6 millioner ton drivhusgasser for at nå i mål.

En million elbiler kan bringe os mindre end en tiendedel ad vejen.

Hvis vi skal fritage elbilerne fra registreringsafgift, vil der komme et hul i kassen. Hvad skal så finansiere vores velfærd?

En million elbiler i dag vil koste samfundsøkonomien mere end 5 milliarder kroner i 2030.

Læg dertil betydningen for den enkelte, der har brug for en bil. Til at køre på arbejde, hente og bringe børnene. Købe ind i hverdagen.

Særligt uden for de større byer er det bilen, der får hverdagen til at hænge sammen for mange. En bil er en stor investering. Og det er dyrt at skifte bilen ud.

Derfor skal vi træffe kloge beslutninger. Det tror jeg, vi kan.

Vi ved, at teknologien for elbiler rykker sig. Verdens bilproducenter investerer massivt i udviklingen. De kommer til at bryde igennem på et tidspunkt – også i Danmark. Med de seneste fremskrivninger forventer vi allerede 1 million grønne biler i 2035 Alligevel har vi lige nu den her diskussion:

Skal vi have en halv million elbiler eller en hel million elbiler i 2030?

Jeg mener, det er det forkerte spørgsmål at stille.

Det rigtige spørgsmål er: Hvordan får vi omstillet hele vores transportsektor, så vi får mest mulig CO2-reduktion til den lavest mulige pris – for samfundet og for forbrugerne?

Hvad er svaret på dét spørgsmål?

Svaret er, at vi skal være langt mere ambitiøse.

Vi skal finde løsninger, som både er til gavn for klimaet. Og giver mening i borgernes hverdag og i finansieringen af vores velfærd.

Kan vi gøre brændstoffet grønnere?

Måske blande mere biobrændstof i benzin og diesel?

Men biobrændstofferne koster mere. Her skal vi også træffe valg. Hvem skal betale? Og hvor meget reduktion giver det?

Power-to-X er den teknologi, som rigtig mange taler om for tiden.

Her tager man strøm fra for eksempel vindmøller og omdanner den til flydende brint. Så den kan lagres, flyttes, og anvendes som grønt brændstof til skibe, lastbiler og fly.

For få år siden var det ren Star Wars.

I sommer var den en af hjørnestenene i klimaaftalen for energi og industri.

Det er den teknologi, hele verden håber på. Og som vi har gode muligheder for at udvikle og benytte netop her i Danmark.

Danmark tilbyder så gode muligheder, at andre lande er villige til at investere i dansk Power-to-X. Holland har investeret omkring en milliard kroner.

Så vidt bilerne og hele transportsektoren.

Et andet eksempel: Aalborg Portland.

Aalborg Portland står for 4 procent af den samlede drivhusgasudledning i Danmark. Og er den enkeltvirksomhed i Danmark, der udleder mest.

Det er svært at være andet, når man bruger kridt og kalksten til at lave cement. Det er råstoffer, som frigiver store mængder CO2, når de bliver varmet op. Hertil kommer, at produktionen kræver meget energi.

På verdensplan står cementindustrien for 7 procent af udledningen. Til sammenligning står flytransport for 2 procent.

Hvad gør vi ved det?

På Aalborg Portland gør I selv en hel del. Aalborg Portland er nok en af de cementproducenter i verden, som har mest fokus på grøn omstilling.

Og vi skal endnu længere sammen.

Vi skal se på, om den CO2, som kommer ud af Aalborg Portlands skorsten, kan fanges ind og lagres.

Måske ude i Nordsøen. Måske i jorden – ligesom vi allerede lagrer gas. Måske endda anvendes til andre formål.

I foråret indgik Folketingets partier en klimaaftale for energi og industri. Som blandt andet bygger på anbefalinger fra jer i klimapartnerskaberne.

I aftalen har vi frem mod 2030 sat næsten 4 milliarder kroner af til at støtte udvikling af teknologi til netop at fange og lagre drivhusgasser.

Teknologier, der rummer kæmpe muligheder. Men som kræver, at vi politisk tør investere i dem. Så de kan modnes, udvikles og implementeres sammen med jer i erhvervslivet.

Det er investeringsvejen.

Den rummer en erkendelse af, at det haster med den grønne omstilling.

Derfor skal vi også bruge de kloge løsninger, der allerede findes i dag. Og vi er i gang.

Energieffektiviseringer af industriens processer. Øget brug af biogas. Mere genanvendelse. Udfasning af olie og gasfyr. Alt det, vi har aftalt i det gamle folketingsår. Vi skal aftale endnu mere i det nye år.

I denne uge er rammerne for Danmarks Grønne Fremtidsfond faldet på plads. Fonden er klar til at sende milliarder ud til grønne teknologier og løsninger.

I det her efterår tager vi fat på omstillingen af transportsektoren, landbruget og en grøn skattereform. Kæmpestore beslutninger.

Opgaven er, at vi sætter de ting i gang i dag, som der er god samfundsøkonomi i, og som giver mening. Og samtidig sætter massivt ind med målrettet forskning og udvikling. Så vi når helt i mål.

Et par ord om en anden debat: Debatten om en ensartet skat på drivhusgasser. Det er en del af løsningen. Men der er svære valg.

Vi ved, hvor meget CO2 der udledes, når vi brænder en liter benzin af. Derfor giver det mening, at der er afgift på brændstof og benzin i dag.

Men hvor meget metan kommer der ud af en ko?

Der er brug for at udvikle retvisende klimaregnskaber for husdyrene i landbruget.

Derfor skal vi investere i ny viden. Om effekterne af foderet. Om staldenes betydning. Og jeg kunne blive ved.

En skat på drivhusgasser er den rigtige vej at gå. Den sender et signal til jer i erhvervslivet – om, hvor vi vil hen. Den gør investeringsbeslutningen på den enkelte virksomhed konkret.

Ja, bare det, at et bredt flertal i Folketinget nu er enige om, at vi skal have sådan en afgift – det giver jer en god ramme.

Sagt mere direkte, så bliver det i fremtiden sådan, at virksomheder vil konkurrere om at blive mest grønne. Sådan er det vel allerede i stor stil. På mange områder er det netop det, der giver danske virksomheder en fordel.

Regeringen har hævet midlerne til grøn forskning. I år fra 1,2 milliarder kroner til 2,3 milliarder kroner. Tæt på en fordobling.

Senere på måneden fremlægger vi en grøn forskningsstrategi.

Jeg kender godt den gamle modstand mod ”pick the winners.” Må man overhovedet have den samtale?

Jeg mener, den er helt afgørende.

I den nye grønne forskningsstrategi vil vi sætte meget klare prioriteter.

Vi skal have bragt den offentlige og den private forskning tættere sammen.

Vi ved, hvad der er udfordringen. I har afleveret rigtig gode anbefalinger.

Vi skal have grøn omstilling samtidig med, at vi håndterer en global i epidemi. Samtidig med, at I digitaliserer og automatiserer.

Det er en kæmpe opgave.

Jeg glæder mig over den påvirkning, Danmark allerede har på verden. Og jeg glæder mig over, at EU-kommissionen har foreslået at hæve EU’s klimamål til mindst 55 procent.

Danmark kan vise andre lande, at valget ikke står mellem grøn omstilling på den ene side og velstand og velfærd på den anden side.

Jeg har store forventninger til det fortsatte samarbejde i klimapartnerskaberne, i Grønt Erhvervsforum og i Folketinget.

Vi skal vise en vej, hvor den grønne omstilling ikke øger uligheden, ikke truer arbejdspladserne, ikke gør os fattigere – men gør os rigere.