Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale på DI Topmødet den 29. september 2020

Det talte ord gælder

 

Tak for ordet.

Vi holder os til korte taler i dag. Det er et sundt princip. Jeg vil gå lige på.

Det vil jeg med en historie, som for mig er et ikonisk billede på den måde, hvorpå I – Danmarks stolte produktionsvirksomheder – uden tøven trådte til, da det gjaldt.

For noget tid siden besøgte jeg Carlsberg og talte med de chauffører, der kørte jomfruturen fra Fredericia til Kalundborg med alkoholbase til håndsprit.

De fortalte, at det mest gribende øjeblik var, da de første lastbiler kørte over Fyn og kom til Storebælt, og medarbejderne dér bare vinkede dem over.

Det var et gyldent øjeblik.

I har reddet menneskeliv.

Det vil jeg sige jer en varm tak for i dag.

Tak til jer virksomhedsledere. Tak til DI.

Tak til dig, Lars, for en konstruktiv og ærlig og ualmindeligt klog samtale og dialog.

Jeg vil gerne kvittere for, at DI’s nye 2030-plan har et stærkt fokus både på økonomisk fremgang, på grøn omstilling og på, at øget velstand skal komme alle grupper i Danmark til gode.

Ingen DI-plan uden topskattelettelser. Sådan må det være. Her bliver vi ikke enige.

Men den nye 2030-plan er først og fremmest et solidt og konstruktivt bidrag til debatten. Tak for det.

Dansk økonomi er grundlæggende sund. Vi har et solidt arbejdsmarked. Dygtige medarbejdere. Fremsynede virksomheder.

Heldigvis er privatforbruget igen på vej op. Læg dertil, at den seneste prognose fra Nationalbanken er lidt mere optimistisk end i foråret.

Dansk økonomi klarer den bedre, end man kunne have frygtet.

Men vi har to vigtige opmærksomhedspunkter.

Det er oplevelsesøkonomien. Og det er eksportvirksomhederne.

Markederne svigter.

Verden er blevet mere usikker.

Det ligger regeringen meget på sinde, at vi skal understøtte danske eksportvirksomheder.

Omkring 800.000 danske job afhænger af eksport. Danmark er et produktionsland.

I er en af grundene til, at vi klarer os så godt gennem krisen, som vi gør. Vi skal bygge videre på alt det, I kan.

I dag har DI offentliggjort en analyse, der viser, at 28 procent af jeres virksomheder er kommet styrket ud af krisen.

Og at årsagen til det i høj grad er digitalisering: Forbedret brug af teknologi og effektiv brug af fjernmøder.

I en situation, hvor fysisk kontakt er begrænset. Er det også en stor fordel at være foran på områder som virtuel servicering og automatiseret produktion.

Og corona eller ej – er det er helt afgørende for konkurrencekraften.

Danske virksomheder er langt fremme med digitalisering. Det samme er den offentlige sektor. FN har udråbt Danmark til digitale verdensmestre.

Regeringen vil – også på opfordring fra jer – sætte et arbejde i gang med en ny digitaliseringsstrategi. Det vil vi med den ambition, at Danmark fortsat skal være et digitalt udstillingsvindue. Lad os gøre det til vores fælles ambition.

Et vigtigt aspekt er desuden, at vi skal have styr på vores sårbarheder.

Der er entydigt behov for et stærkere samarbejde om digital sikkerhed i EU. Det vil være mit budskab, når jeg mødes med mine kolleger til europæisk topmøde senere på ugen.

Vi skal bruge genopretning af økonomien til en digital omstilling. Og til en grøn omstilling.

En vigtig del af den grønne omstilling er et nyt samarbejde om målrettet forskning.

Flere af os har gennem et stykke tid talt om, hvordan vi igen kan bringe den offentlige og den private forskning – universiteter og virksomheder – tættere sammen. Skabe en større synergi.

Før sommer blev jeres skattefradrag til forskning og udvikling forhøjet.

Nu er vi klar til at tage et afgørende skridt, hvis vi får opbakning fra Folketinget. I går lancerede regeringen en grøn forskningsstrategi. Hvor vi sætter en retning med meget klare prioriteter.

Power-to-X, hvor man tager strøm fra fx vindmøller og omdanner til flydende brint.

Teknologier, hvor man kan fange og lagre drivhusgasser.

Her er kæmpe muligheder for at skabe fremtidens grønne industriarbejdspladser.

Jeg vil slutte af med et blik ud i verden.

I går mødtes jeg med Indiens premierminister Modi – virtuelt naturligvis. På mødet indgik vi – og hold nu fast – Indiens første grønne strategiske partnerskab. Tænk, at Indien af alle lande i verden vælger Danmark.

Som Indiens premierminister Modi har sagt: Indien har størrelsen – Danmark har løsningerne.

Det er et fantastisk afsæt.

Det er helt unikt.

Vand, vind, affald.

Områder hvor Danmark har stærke, anerkendte kompetencer. Som Indien efterspørger til deres grønne omstilling.

Indien forventes snart at overhale Kina som verdens største land målt på indbyggere. Men Indien er ikke engang blandt vores 30 største eksportmarkeder.

Her er et meget stort potentiale.

Vi er desuden i fuld gang med den største reform af Udenrigsministeriets eksportindsats i nyere tid.

Det betyder, at danske ambassadører skal have et endnu stærkere fokus på danske virksomheder. De står klar derude – over hele verden – til at hjælpe jer. Og dermed til at hjælpe danske lønmodtagere og dansk konkurrencekraft.

Og vi vil indædt forsvare den internationale orden med fair spilleregler. Den frie handel var under pres før covid-19. Den er under endnu større pres i dag.

Vel udstillede corona vores sårbarhed. Vel skal vi beskytte kritisk infrastruktur. Det kommer vi ikke uden om. Vi kan ikke være naive.

Men vi må heller ikke ende i protektionisme – for jeres succes og dermed vores velstand er udtryk for det stik modsatte.

Der er ikke modstrid mellem at håndtere de nye sårbarheder, som globaliseringen har medført – og ønsket om at støtte klart op om en fri og fair handel. Der foregår efter fælles og gennemsigtige regler.

Fri handel. Et effektivt globalt marked.

Ikke de stærkes ret. Men lige vilkår for alle.

Det er helt centralt for danske virksomheder. Det er vigtigt for danske arbejdspladser. Det er afgørende for Danmark.

Verden er blevet mere usikker. Det vil den være, så længe corona raser. Den usikkerhed kan vi ikke fjerne. Men vi skal sammen gøre alt, hvad vi kan for at understøtte dansk eksport.

Vi herhjemme lever af alt det, I udretter i verden. Danmark var, er og skal altid være et produktionsland.