Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale på Lønmodtagernes Topmøde den 31. august 2021

Statsministeriet

Det talte ord gælder.

 

Kære alle sammen.

Kære Lizette.

Du stod klar. Fagbevægelsen stod klar, da Danmark havde brug for jer. En varm tak for en formidabel og ansvarlig indsats under coronakrisen.

Jeg er overbevist om, at vi har det værste bag os. Nu skal vi videre efter krisen. Her er I også parate. I er allerede i gang.

I dag har FH offentliggjort et klogt og godt reformoplæg. Det ligger smukt i forlængelse af konferencen om fremtidens Danmark for en uge siden.

Vi skal sætte en ny reformkurs.

Udgangspunktet er godt. Økonomien buldrer derudaf.

Danske lønmodtagere går på arbejde. Ledigheden bed sig ikke fast, som vi ellers har set det under andre store kriser.

Vi har vist, at man kan føre en aktiv og resolut krisepolitik.

Kan I huske det første Lønmodtagernes Topmøde – i 2019? Dengang lovede jeg jer – at hvis jeg blev statsminister, så ville jeg og min regering indføre en ny ret til tidlig pension.

Husker I, hvad man sagde dengang for to år siden?

Det var et blufnummer. Det kunne aldrig lade sig gøre.

Det kunne det.

For et par uger siden stod jeg på Rådhustorvet i Vejle og delte røde roser ud. Her mødte jeg – ikke Arne, men Kjeld. Han fortalte, at han netop havde fået ret til tidlig pension.

Han var ikke sikker på, at han ville bruge den, når den tid kom. Måske ville han fortsætte med at arbejde. Og det vil jo bare være win-win for samfundet.

Det afgørende er, at han har valget og værdigheden.

Et valg og en ret, som mange mennesker, der har pengene til det, har haft i mange år. Det valg og den ret er der nu flere, som har. De, der har allermest brug for den.

Det er den solidaritet, vi har bygget Danmark på.

* * *

Når jeg ser tilbage på de seneste årtier i dansk politik og samfundsdebat. Så har vi været for afmægtige over for de store udviklingstendenser.

Centralisering. Bureaukratisering. Udflytning af arbejdspladser. Der bredte sig en stemning af, at det kunne vi ikke gøre noget ved.

Nu skal vi tage ansvaret og handlekraften tilbage. Vise, at vi kan gøre noget. Det er vores vigtigste erfaring fra pandemien: At vi som land og folk kan gøre det, vi beslutter os for.

Vi skal have flere i arbejde. Vi skal have flere i uddannelse. Grøn omstilling. Vækst. Innovation.

Vi skal adressere de store samfundsproblemer.

Det leder mig hen til et aktuelt spørgsmål – sygeplejerskernes kamp for bedre løn og arbejdsvilkår.

Jeg har ikke sagt noget om konflikten, mens den var i gang. Sådan er spillereglerne.

Nu har regeringen og Folketinget grebet ind. Det er ikke en beslutning, vi har truffet med glæde. Men det er også en del af spillereglerne.

Konflikten er stoppet. Derfor vil jeg gerne sige noget i dag.

Jeg vil sende en direkte hilsen til jer sygeplejersker, som ser med:

Jeg kan godt høre, at nogle er skuffede og vrede.

Jeg vil også sige til jer: I har rejst en vigtig debat om ligeløn. Den vil ikke blive glemt. Den stopper ikke her.

Men det handler om mere end at sætte flere milliarder af.

Hvordan skulle det gøres på den rigtige måde? Hvordan skulle det finansieres? Det er ikke helt ligetil.

Jeg er overbevist om, at det er klogt at undersøge lønforholdene i hele den offentlige sektor til bunds. Som foreslået af jer.

Vi skal også sikre os, at parterne får en fælles forståelse og et grundlag at forhandle løn på fremover.

Jeg ved godt, det kan lyde hult for nogle af jer sygeplejersker. En lønstrukturkomité. Det var ikke det, I strejkede for gennem ti uger.

Måske lyder det også hult i jeres ører, når jeg og andre siger, at I sygeplejersker er vigtige i vores velfærdssamfund.

Samspillet mellem offentlige og private gør et samfund stærkt. Alle har arbejdet hårdt og løftet et stort ansvar under pandemien.

Det ændrer ikke ved, at I fortjener respekt. I har danskernes respekt. I har min respekt.

Men jeg tror også, at overenskomstforhandlingerne er blevet talerør for andet og mere end løn og arbejdsvilkår.

Jeg oplever en offentlig sektor, der sander til i detailstyring – i stedet for tillid.

Vi giver flere penge til velfærden. 1.000 flere sygeplejersker. Velfærdsloven. Vi er på vej skridt for skridt ad en lang vej.

Men det nytter alt sammen ikke noget, hvis vi bliver ved med at drive den offentlige sektor på den samme måde.

Bare ét eksempel: På plejecentre – hvilket navn er det i øvrigt? – måler man de ældres bmi. I stedet for at sørge for, at de komme ud en tur i den friske luft.

Vi er ved at dræne verdens bedste samfundsmodel for det vigtigste.

Tilliden til, at ægte, hjertevarm velfærd skabes i mødet mellem mennesker.

Andre har sagt det før mig. Uden at problemerne er blevet løst. Men vi skal lykkes den her gang.

Et varmere velfærdssamfund med tillid, med faglighed – ikke alt muligt andet – det er et af de ti fremskridt, som regeringen har stillet op for Danmark de næste ti år.

Det vil føre for vidt at gennemgå alle ti fremskridt i regeringens oplæg her i dag. Jeg har fået ti minutters taletid og skal snart runde af.

Men alle ti områder har én fællesnævner: Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere. Flere danskere skal gå på arbejde.

Vi skal have respekten for arbejdet tilbage.

Alle kan arbejde – ikke alle kan klare 37 timer. Men vi har gjort tusindvis af mennesker en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav.

45.000 unge i alderen 15-24 år laver ingenting – 45.000.

Uden vækkeur. Uden krav. De har ikke en uddannelse. De har ikke et arbejde efter folkeskolen.

Det er en katastrofe. Men ingen demonstrerer. Ingen råber op om det. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis vi ikke kan få de unge med nu – med den højkonjunktur vi er på vej ind i – hvornår så?

Vi har ikke en høj arbejdsløshed. Men er man arbejdsløs, må man tage det arbejde, der er og være stolt ved det.

Vi skal se på vores uddannelser. Mange drenge oplever at være skoletrætte. Jeg vil gerne invitere til en diskussion af, om vi har skabt en skole, der er for boglig og teoretisk?

Vi må aldrig miste troen på, at alle unge kan få en uddannelse eller et arbejde. At vi kan bygge et mere retfærdigt samfund med reelt lige muligheder. At vi har brug for alle i Danmark.

Danmark kan mere.