Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale ved genforeningsfejring i Alsion i Sønderborg

Statsministeriet

Det talte ord gælder.

 

Deres Majestæt.

Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier

Kære gæster!

Kære sønderjyder!

Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Nationen blev helet. Sønderjyderne kom hjem.

Det skete ikke med vold og magt, med splid og polarisering, men ved en fredelig og pragmatisk folkeafstemning.

At løse en grænsestrid på den måde. Demokratisk. I samarbejdets ånd. Med respekt for de mennesker, den direkte vedrører.

Det burde være en selvfølge. Men det er helt enestående.

Genforeningen er en vigtig del af vores fælles historie.

Tak for et fantastisk show. Tak til alle jer, der har optrådt. Tak til jer, der er med her eller ser med hjemmefra.

Tak til alle jer, der har lagt et kæmpe arbejde i fejringen af 100-året. Den blev ikke, som I havde troet. Til gengæld har den strakt sig over næsten to år.

Når vi hylder fortiden, så hylder vi også nutiden og fremtiden.

Det er ikke alene historien, der er noget særligt.

Grænselandet, som vi kender det i dag, er helt enestående.

Det er det takket være jer, som bor her.

I tænker måske ikke over det til daglig. Men ved den måde, I lever på. Hvor I bærer jeres rødder, traditioner og sprog med stolthed. Uden at lukke jer om jer selv.

Så viser I os alle sammen – at når et mindretal vil flertallet. Og når identitet og forskelle bruges til fælles bedste. Så styrker man fællesskabet. Så styrker man hinanden.

I er forbilledet. Og en inspiration for hele verden.

I så høj grad, at vi har indgivet en fælles ansøgning om at få mindretalsmodellen anerkendt som kulturarv af UNESCO.

Den anerkendelse fortjener I.

Fejringen i dag har også givet os mulighed for at invitere det officielle Tyskland til Sønderjylland.

Herr Bundespräsident Steinmeier, Frau Büdenbender
und Herr Ministerpräsident Günther.

Vielen Dank, dass Sie heute hier sind. Das freut mich sehr.

Jeres deltagelse markerer, ud over vores venskab, som mennesker, som lande, som folk, også afrundingen på det dansk-tyske venskabsår.

Nu skal vi bygge videre på de styrkede dansk-tyske relationer. Kulturen. Samhandelen. Samarbejdet. Det gode naboskab.

Her har vi igen brug for jer i grænselandet. I kan bevæge jer på to sprog og i to kulturer. I er vores brobyggere.

Pandemien har udfordret os alle. Jeg ved, at det har været særligt vanskeligt her.

Men vi har vist, hvad vi kan, når vi står sammen. Lad os tage den beslutsomhed og handlekraft med ind i vores fælles fremtid.

Nu går vi endelig lysere tider i møde. I hele Danmark er der en ny optimisme. Og et mod til at se frem.

Vi har haft et dejligt besøg her i dag.

Og til jer, der ser med fra andre steder i landet: Kom og oplev Sønderjylland!

Historiens vingesus. Det smukke grænseland. Kulturen. Og ikke mindst – sønderjyderne.

Fortsat god aften, alle sammen!