Statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale ved den officielle åbning af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier den 31. august 2000

'Vi vil aldrig glemme'

Kære Uffe Østergaard. Kære formand, kære alle sammen. Vi vil aldrig glemme. Det stod der malet på Auschwitz’ vægge. Jeg troede, jeg kunne forberede mig på det, da vi var på officielt besøg i Polen for en del år siden. Men man kan ikke forberede sig på Auschwitz.

Forfatteren Primo Levi har sagt:

'I som lever i sikkerhed, i jeres varme huse, I der finder, når I kommer hjem om aftenen, varm mad og venlige ansigter: Tænk over om dette er et menneske Som arbejder i mudder Som ikke kender til fred Som slås for en bid brød Som dør på grund af et ja eller et nej. (…) Tænk over at dette er sket. Jeg overantvorder jer disse ord. Lad dem mejsle sig ind i jeres hjerter, hjemme såvel som ude. Når I går i seng, når I står op. Gentag dem for jeres børn. Eller måtte jeres huse falde sammen Sygdom ramme jer, Og børnene vende sig fra jer'

Forfatteren Primo Levi var en af de millioner af mennesker, der på sin egen krop og sjæl gennemlevede et af vor tids histories mørkeste kapitler. Det kapitel, der for evigt vil stå som helvede her på jorden.

Her næsten 60 år efter, må vi stadig spørge os selv, hvordan det kunne ske.

Holocaust skal til evig tid påminde os om menneskelighedens Janus ansigt. Om kampen mellem det gode og det onde. Om de værste sider i mennesket, der trives og derfor må tøjles. Det skylder vi ofrene, det skylder vi os selv, det skylder vi fremtiden.

Jeg må sige, det er derfor også med en mærkelig fornemmelse, jeg står her i dag. På den ene side er det en utrolig stor glæde for mig at være bemyndiget til og beriget med at skulle indvie centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier på en helt almindelig torsdag i Nørre Søgade og åbne det nye danske center under ledelse af Uffe Østergaard og formandsskabet.

På den anden side må jeg også sige, at selve betingelsen for, at vi står her, som sagt er en del af den tragiske side af vores verden. Men jeg vil gerne understrege, at det nye center er en manifestation af en voksende erkendelse af, at kampen mod de fænomener og kræfter, der førte til Holocaust, til det armenske folkedrab, til Cambodia og Rwanda, til Vulkorvar og Kosovo, den kamp er ikke forbi. Jeg føler også, at Tjetjenien bør lægges til.

Åbningen af Centret markerer en voksende forståelse for, at ondskaben er noget, vi er nødt til at se i øjnene, og noget vi nødvendigvis må tage et medansvar for.

Den første forudsætning for at vi kan holde det ud og tænke på og overvinde truslen om fremtidige folkedrab er, at vi er villige til se historien i øjnene. Bruge den historiske indsigt, turde se den i øjnene, turde tale om den, turde bruge den i forhold til fremtiden og nutiden. Turde bruge historien til at sige fra, når der skal siges fra. Det er der flere, der har fået skæld ud for og besværligheder med. Men jeg er fuldstændig sikker på, at historien tør sige til dem, der sagde fra, der hvor der skulle siges fra, at et var godt og rigtigt de gjorde det.

Vi skal jo huske ordene fra den protestantiske præst Niemöller i Tyskland: 'Først kom de efter kommunisterne, men jeg var jo ikke kommunist, så jeg protesterede ikke. Så kom de efter jøderne, men jeg var jo ikke jøde, så jeg protesterede ikke. Så kom de efter fagforeningsmedlemmerne, men jeg var jo ikke fagforeningsmedlem. Så jeg protesterede ikke. Så kom de efter katolikkerne, men da jeg var protestant, så protesterede jeg jo heller ikke, og så kom de efter mig og så var der ikke længere nogen til at protestere.'

Man har sin nutid til at sige fra med den historiske erkendelse, man har. Og Holocaust giver os et grundlag til at minde os om fortiden og hjælpe os til at finde vej i fremtiden.

Centret her har på én gang et præcist afgrænset, men samtidig også et vældigt ambitiøst mandat. Man skal drive uafhængig forskning af international kvalitet i samarbejde med andre relevante institutioner. Danske aspekter af studierne og forskningen har vi jo allerede fået defineret opgaver for. Måden vi behandlede flygtninge, der søgte til Danmark i 1930 ́erne, er en af de pletter i vores historiske kapitel, som selvfølgelig ikke fratager os det andet: De lyse sider af vores historie. De jødiske flygtninge til Sverige. Måden vi sikrede det på. Selvom historien er kompleks og sammensat, så er jeg sikker på, at ambulancechaufføren ikke kendte de bagvedliggende manøvrer dengang. Ligeså lidt som sygeplejersken eller portøren nede i gangene, der førte vores jøder frelst til Sverige.

Uanset det kapitel som vi er stolte af og som mange ude i den store verden tænker på og har respekt for Danmark omkring, så skal vi også bidrage til at fortælle om de sorte pletter i vores historie. Centret skal også bidrage til at aktivt at udvikle en mere systematiske metode, så den forestillingsmæssige indsigt kan benyttes konkret og operativt i dansk udenrigspolitik.

Centret er med andre ord både et sted, hvor vi afdækker historien for at blive klogere og visere og mere modstandsdygtige på fremtidige fristelser, men danner også basis for at forme vores egen fremadrettede udenrigspolitik. For eksempel vil det være oplagt i relation til vores politiske og bistandsmæssige indsats på menneskerettighedsområdet eller ved tilrettelæggelse af fredsbevarende og konfliktforebyggende indsatser, at vi har centret til at støtte os til med den viden, der er oplyst.

Den folkelige informations- og oplysningsvirksomhed er det sidste, men ikke desto mindre måske mest vigtige hovedområde for centrets arbejde.

Jeg ser Peter Duetoft er her i dag og jeg vil gerne sige, at Peter og jeg har haft mange gode drøftelser om forløbet og optakten til etableringen af centret. Jeg takker igen både for CD ́s initiativkraft og naturligvis da også for, at vi har været istand til at løse denne her opgave i fællesskab, som ikke kunne være gennemført uden mange idealistiske menneskers bidrag.

Det er helt afgørende, at vi får formidlet den historiske viden og den menneskelige indsigt, som er nødvendig for at se faresignalerne i tiden og forstå, at passivitet aldrig er nok. I det hele taget er passivitet ikke mit temperament, vil jeg gerne sige til de damer og herrer. Et velfungerende demokrati med respekt for minoriteter og menneskerettigheder hviler på en veloplyst og historisk bevidst befolkning. Det er fundamentalt - men ikke tilstrækkeligt - at huske ofrene. Vi skal spørge os selv, hvad vi kan gøre for at undgå gentagelser. Især for den nye generation er det så kolossalt vigtigt. Jeg deler i virkeligheden meget de stemmer i koret, som taler om, at vores folkeskole, som er det bærende fundament for demokratiet og alt det vi står for, ikke må glemme historieundervisningen. Det gælder også videre op i vores uddannelser. Jeg tror også, at vi her, selv kan bidrage til folkeskolen og til den almene dannelse, som jo også indbefatter historisk bevidsthed om, hvor er vi kommet fra, hvad skal vi passe på, og hvordan kommer vi videre herfra.

Vores demokratiske og menneskelige værdier må aldrig blive taget for givet. Det er en fælles sag. Ikke bare for centret, men for os alle. Det kræver aktive handlinger at skabe et aktivt samfund for os alle sammen, og vi må aldrig passivt acceptere tingenes tilstand.

Det var den samme erkendelse som for godt et halvt år siden bragte stats- og regeringscheferne for 46 lande sammen i Stockholm til en konference, hvor det centrale budskab var, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at den bitre lære fra Holocaust aldrig bliver glemt. Jeg ser en klar forbindelse mellem Stockholm-konferencen og det danske samfunds forpligtelser og beslutning og praktiske manifestation her i dag.

Vi må aldrig fristes til at tro, at verden er god nok som den er. At det, vi ser, er hele sandheden. Jeg husker tydeligt den situation, hvor Boris Jeltsin stod oppe på tanken og erklærede landet friheden, hvor CNN-reporteren pludselig siger: 'Nu kan jeg ikke se mere, fordi folk er drejet om hjørnet.' Selv CNN kan ikke levere os det komplette billede af virkeligheden.

Det komplette billede skal vi selv levere. Med klogskab og med historisk bevidsthed, og dermed få den vejledning, vi har brug for. Den del af virkeligheden som nogle gange er så barsk, at man fristes til at fortrænge virkelighedens verden.

Lad mig blot gentage her til slut: Vi må og skal aldrig glemme vores ofre for verdens rædsler.

Der knytter sig store forventninger til Uffe Østergaard og formandskabet og til den betydning, som centret vil kunne få ved løsning af de opgaver, som vi har en pligt til også at deltage i.

Jeg skulle selvfølgelig hilse fra min udenrigsminister, som desværre er forhindret i at være her i dag. Jeg skal naturligvis også med alt det der ligger i pligterne ønske dig og alle de mennesker som kommer til at arbejde her, tillykke med etableringen af det nye center. Jeg blev ført gennem gangene, og det ser flot og fornuftigt ud. Der ser ud til at være plads og lys, så man kan diskutere tingene og få dem fremlagt.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne slutte med at sige, og jeg forstod, at Uffe Østergaard havde sagt noget om Østrig, og jeg skal derfor ikke komme så meget ind på temaet, men måske alligevel forsikre en eneste ting for mit eget vedkommende, og det er: De kan råbe, og de kan råbe. Hvis jeg føler trang til at sige fra, så gør jeg det. Det føler jeg en stor pligt til. Det gælder både i den aktuelle folkeafstemningsdebat. Uanset hvad jeg måtte komme ud for. Man skal sige fra, når det er nødvendigt at sige fra, og man skal mindes fortiden, når det er nødvendigt at mindes den. Uanset om det er populært eller mindre populært. Det har vi danskere det nu engang bedst med.

Tillykke med det, god fremtid, vi venter spændt på de første resultater og tak.