Tale

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens svar i Folketinget på forespørgsel F34 om den færøske banksag .

Efter næsten 3 års arbejde har undersøgelseskommissionen om den færøske banksag nu fremlagt deres arbejde. En omfattende rapport på 5 bind og på mere end 2.260 sider.

Hele formålet med at sætte undersøgelsen i gang var, at få en objektiv beskrivelse af det samlede begivenhedsforløb i de år - fra 1992 og frem - hvor Danmark hjalp Færøerne ud af den økonomiske krise og reddede de to banker fra økonomisk sammenbrud.

Vi har nu fået en sådan objektiv beskrivelse. Undersøgelseskommissionen har gjort sit arbejde grundigt. 'Hver en sten er vendt'. Sådan som vi alle har ønsket det. Kommissionen har løst sin opgave.

* * *

Nu skal vi politisk tage stilling. Derfor skal vi fra politisk side selvfølgelig tage vort udgangspunkt i denne objektive beskrivelse og forholde os politisk dertil.

Det vil jeg gøre. Det vil regeringen og regeringspartierne gøre. Og jeg vil også samtidig opfordre alle andre partier til at gøre det samme!

Den politiske situation

Når der skal lyde sådan en opfordring hænger det jo sammen med, at jeg i de forgangne uger har oplevet, hvordan den politiske fornuft og fornuftige politiske dialog, der normalt kendetegner det politiske arbejde, er blevet skubbet til side. Erstattet af en politisk ufornuft og ufornuftig politisk dialog.

Det er trist - det er dobbelt trist.

Når vi ser på det objektive indhold af det omfattende kommissionsarbejde og undersøgelseskommissionens konklusioner, så er de politiske konklusioner ligeså klare. Så må jeg først og fremmest konstatere, at de mange beskyldninger, der blev rettet mod regeringen, mens kommissionen arbejdede - beskyldninger om komplotter og hemmelige alliancer - ikke havde nogen som helst bund i virkeligheden!

Alligevel har vi oplevet igennem de seneste uger - også i dagene efter undersøgelseskommissionens offentliggørelse - at ganske bestemte politiske partier - især et enkelt parti - har forsøgt sig med mistænkeliggørelse og personforfølgelse overfor regeringen og enkelte af dens medlemmer.

Vi har set påstande om komplotter, hemmelige alliancer og ond vilje og diabolske ministre, der kun har villet det onde for færingerne.

Desværre har bestemte partier - eller snarere et bestemt parti - helt bevidst, som jeg har oplevet det, valgt at se bort fra den objektive virkelighed, sådan som den foreligger belyst i Færøbank-rapporten. I stedet har man forsøgt at udlægge teksten helt anderledes til en anden slags virkelighed - fordi kommissionens arbejde åbenbart ikke passer ind i det pågældende partis taktik.

Skal vi i dag forholde os realistisk og seriøst til Færøbank-sagen, konsekvenserne heraf, må det ikke ske på et sådant forskruet grundlag, men netop på det objektive grundlag, som er tilgængeligt i dag i form af den grundige kommissionsundersøgelse.

* * *

Da denne regering tog over i 1993, overtog den ikke alene ledelsen af et Danmark med store økonomiske problemer og høj arbejdsløshed - regeringen overtog også en opgave i forhold til det færøske samfund, som var i en afgrundsdyb krise.

I Danmark måtte vi i gang med at rette op for få skaffet grundlag for den fremgang, der i dag kendetegner det danske samfund.

* * *

I forhold til den færøske krise, må der hverken i Danmark eller på Færøerne være tvivl om, hvem der havde hovedansvaret for den økonomiske udvikling på Færøerne.

Den økonomiske krise på Færøerne blev ikke påført færingerne udefra. Et stort antal rapporter fra sagkyndige udvalg pegede allerede i 1980’erne på en række fejl, massivt overforbrug gennem den økonomiske politik på Færøerne og en alt for stor gældsætning. År for år blev advarslerne stadigt stærkere - i rapporterne. Men desværre kun dér. Jeg kan i dag godt ærgre mig over, at der fra officiel dansk side ikke allerede dengang blev talt med større bogstaver - og heller ikke langt tidligere i 80’erne fra den danske regering blev gjort opmærksom på den dybt alvorlige udvikling på Færøerne.

Var det sket, havde meget formentlig været lettere at klare senere.

Først da den økonomiske krise ramte banksektoren, - først da den første bank ifølge Finanstilsynet stod over for en konkurs i oktober 1992, reagerede den daværende danske regering - efter henvendelse fra Færøernes landsstyre.

Et landsstyre, som i oktober 1992 kun havde haft ringe muligheder for at forberede sig på forhandlingerne med regeringen om den akutte krise. Fordi den daværende regering først orienterede landsstyret på et sent tidspunkt. Dette fremgår af Undersøgelseskommissionens konklusioner. [Side 458]

Krisen var på det tidspunkt under kraftig udvikling. Produktionen på Færøerne var allerede faldet drastisk - uden at der var taget initiativer fra dansk side til at hjælpe færingerne ud af problemerne.

* * *

Da den nuværende regeringsledelse overtog problemerne i slutningen af januar 1993, var den økonomiske udvikling på Færøerne på vej ind i totalt kollaps. I virkeligheden den mest omfattende økonomiske krise, noget vestligt samfund har oplevet i nyere tid. Situationen på Færøerne var alarmerende:

direkte fald i produktion og indkomst,

konstant stigende arbejdsløshed til katastrofalt omfang

udlandsgælden var steget gennem 1980’erne og nåede nu 8 mia. kr.

Samtidig tog vi fat på at samarbejde med et landsstyre, som var dårligt forberedt på håndteringen af en sådan krise, og som helt frem til årsskiftet 1992-93 ikke ville erkende, at der kunne blive tale om betydelige tab i bankerne.

Den daværende regering i oktober 1992 gennemførte i samarbejde med landsstyret etableringen af Finansieringsfonden af 1992. Dette initiativ blev støttet af et bredt flertal i Folketinget og dannede spor for senere løsninger. Med aftalen af 6. oktober 1992 om den første bank-rekonstruktion blev løsningsmodellen i praksis også fastlagt for de efterfølgende bankredninger af Sjóvinnubankin og - i oktober 1993 - af Føroya Banki.

* * *

Det forhindrede ikke, at den næste bankkrise brød ud stort set samtidig med regeringsskiftet den 25. januar 1993.

Trods det tidspres, den netop tiltrådte regering blev sat under, blev aftalen af 1. februar 1993 mellem regeringen og landsstyret et vendepunkt i indsatsen for at bremse krisen og vende udviklingen.

Vi indså fra starten i den nye regering, at en bred vifte af bl.a. erhvervspolitiske initiativer, ny påpasselighed i fiskeriet og besparelser i den økonomiske politik var nødvendig. Skulle man forebygge nye kriser i banksektoren, krævede det en langsigtet indsats. - For krisen opstod jo netop ikke som følge af banksagen. Det forholdt sig omvendt!

Vor aftale af 11.februar 1993 var fremsynet. Det var indgreb, som den nytiltrådte lagmand lagde ryg til. Det var indgreb, som virkede.

Jeg er idag ikke i tvivl om, at netop aftalen fra 1. februar var afgørende for, at Færøerne igen kom ind på det rigtige spor. Politisk betalte den nytiltrådte lagmand senere en høj pris for sit modige og fremsynede beslutning om at deltage i den ny aftale. Historisk må vi konstatere, at indgrebene og de hårde betingelser i den økonomiske politik virkede. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en afgørende hovedårsag til, at Færøerne i dag - efter ganske få år - er på vej ud af den økonomiske krise, hvis man fastholder kursen.

Aftalen af 1. februar 1993 havde nemlig bredere perspektiv. I aftalen indgik bl.a. ganske stærke krav om besparelser på landskassens budget i overensstemmelse med IMF’s anvisninger, stop for anlægsinvesteringer og nye skrappe initiativer for at sikre et fremtidigt bæredygtigt fiskeri - efter den massive overfiskning i 80’erne, der var en selvstændig, medvirkende årsag til krisen.

* * *

Den økonomiske långivning, som den danske stat ydede Færøerne i 1993, løste de meget alvorlige, akutte problemer i færøsk økonomi. Medicinen virkede. Og de krav, vi stillede, skabte et bedre grundlag for udviklingen af den færøske økonomi på længere sigt.

For det første bidrog vor indsats til at opretholde det færøske banksystem. Alternativet ville have skabt uoverskuelige konsekvenser for den færøske befolkning. Vi undgik et sammenbrud i økonomien. Vi var alle enige om, at dét var udsigten, hvis blot én af bankerne gik ned. Det var alle ansvarlige partier også enige om her i Folketinget!

For det andet muliggjorde støtten, at landsstyret kunne afdrage planmæssigt på sine lån hos de udenlandske kreditorer.

Uden en løsning på disse to problemer ville følgerne af den økonomiske krise have været endnu alvorligere - også for den enkelte færing.

* * *

Det samlede billede er, at indgrebene virkede. Det var rigtigt, at vi fra dansk side lagde afgørende vægt på, at vor indsats måtte bygge på hjælp-til-selvhjælp for Færøerne. Hovedindsatsen, der byggede på en ny, slidsom indsats fra den færøske befolkning - og dansk omfattende økonomisk långivning - kombineret med en række betingelser - virkede. Det gør det stadig - hvis kursen på Færøerne vel at mærke holdes.

* * *

Det kan undre mig, at denne indsats fra den danske stats side, og denne økonomiske indsprøjtning fra den danske befolknings side - der vel at mærke selv befandt sig i en svær situation - ligesom er blevet glemt i hele dette forløb. Har færingerne og visse danske oppositionspolitikere virkelig glemt det??

Vi har ikke glemt det. At denne indsats kan være blevet glemt hænger sammen med en anden af Undersøgelseskommissionens konklusioner, nemlig den der lyder, at noget gik galt i forbindelse med det såkaldte aktiebytte.

Den 10. marts 1993 blev der lagt et forslag om aktiebytte mellem Finansieringsfonden og Den danske Bank på regeringens bord - iøvrigt lige efter, at landsstyret var blevet præsenteret for forslaget. Men inden dette forslag blev præsenteret var selve vilkårene for handlen allerede fastlagt mellem de to parter, Finansieringsfonden af 1992 og Den Danske Bank - under bistand fra Finanstilsynet.

I denne sammenhæng er det vigtigt at kunne skelne mellem teknik og politik. Teknisk set måtte både regeringen og landsstyret gå ud fra, at Den Danske Bank, Finanseringsfonden og Finanstilsynet var nået frem til et rimeligt og retfærdigt bytteforhold mellem aktierne. Og når så oven i købet de involverede gav indtryk af, at det forretningsmæssigt var i orden, hvilket grundlag havde regeringen så for at betvivle dette?

Det, som regeringen skulle tage stilling til, var, om det politisk set var en god idé. - Vi var i regeringen enige om et ja! Det var det, fordi aktiebyttet var et led i indsatsen for at bringe det færøske erhvervsliv på fode. Gennem den samordning af de to bankers forretningspraksis, blev der skabt forudsætninger for en koordineret, bankmæsig indsats, der kunne medvirke til den helt nødvendige strukturtilpasning af færøsk erhvervsliv, specielt i fiskeriindustrien.

Jeg vil gerne i forbindelse med Finansieringsfondens arbejde generelt sige, at jeg ikke finder, at den kritik, som af Undersøgelseskommissionen er blevet rejst af den daværende formand, berører selve Finansierings-fonden, som konstruktion.

* * *

Det er åbenbart, når man ser i bakspejlet, at kommunikationen mellem regeringen og det færøske landsstyre ikke har været tilfredsstillende. Vi er blevet lidt klogere, når vi bagefter ser på forløbet. Konsekvensen heraf har været, at landsstyret har haft begrænset tid til at tage stilling til de forskellige forslag, stille spørgsmål og vurdere svarene. Forløbet må imidlertid også vurderes i lyset af de vanskeligheder, der var forbundet med at drøfte en banks problemer med likviditet, soliditet og ejerskab uden for en meget snæver kreds, således som man også er inde på i beretningen.

Når dette er sagt, er regeringen parat til at vedstå og tage ansvaret for, at kommunikationen ikke var god nok - det kan man godt med rette nu kritisere.

* * *

Regeringen vedstår sit ansvar

Det er en samlet regering, der vedkender sig sit overordnede politiske ansvar for håndteringen af Færø-krisen i 1993.

Det er vigtigt at understrege, at beslutningsgrundlaget var det samme for den danske regering og det færøske landsstyre.

I en situation med ekstrem høj arbejdsløshed og budgetunderskud i Danmark ønskede vi lige så lidt som vore forgængere på regeringsbænken at lægge byrder fra den færøske krise på danske skatteydere. Det er stadig den danske regerings holdning.

Derfor måtte vor bistand til Færøerne bygge på hjælp-til-selvhjælp.

Derfor var der i foråret 1993 massiv opbakning her på Christiansborg til en løsning, hvor Danmarks rolle var at yde lån, som kunne gøre det muligt for Færøerne selv at løse krisen.

Det var ikke den danske befolkning, der havde brugt pengene. Vort synspunkt var og er det enkle, at det var penge, der var brugt og tabt på Færøerne!

* * *

Men der kom hele tiden endnu mere dystre meldinger.

Vi havde - syntes vi - grund til at frygte, at krisebevidstheden slet ikke var udviklet nok på Færøerne.

Men det skal samtidig meget kraftigt understreges, at ingen i sagens natur kunne vide, hvor dyb krisen ville blive. Ingen vidste, hvor det endte. Ingen lovede nogen en bestemt overgrænse for katastrofens størrelse.

Alt hvad vi foretog os i regeringen, også efter at aktiebyttet var aftalt, havde ét eneste formål: Hele tiden at holde det færøske banksystem i live, ikke bidrage til uro og yderligere, selvforstærkende krisestemning.

Det er nogle steder blevet fremstillet, som om regeringen havde en bedre viden end landsstyret om, hvor dyb krisen ville blive.

Kendsgerningerne er, at hele forløbet frem til efteråret 1993 er historien om én lang kriseforværring:

Flere arbejdsløse, flere virksomhedslukninger, kapitalflugt fra bankerne, afvandring, total stagnation i ejendomsmarkedet.

Som enhver kan høre og ikke mindst løse i beretningen, har der overhovedet ikke været belæg for at fremsætte de anklager, som vi har hørt fra visse politikere her i tinget og på Færøerne. Anklager om komplotter, hemmelige alliancer, ond vilje og diabolske ministre. Beretningen punkterer godt og grundigt disse myter. Det er også den gode vilje, der har kendetegnet den danske stat og regerings indsats i denne sag, ligesom det også er den gode vilje, der har kendetegnet mine ministres handlinger.

Når det er sagt, skal det også siges, at vi må lære af de erfaringer, vi har gjort os i denne sag. Der er ting, der i bakspejlet kan kritiseres, javist - og ting, der kan gøres bedre.

Kompensation - retligt ansvar

Første punkt.

Regeringen vil tage initiativ til, at vi så hurtigt som muligt efter debatten i dag får indledt drøftelser med landsstyret. Nu skal vi have afsluttet denne sag på en værdig måde og komme videre i udviklingen af forholdet mellem Danmark og Færøerne.

Det fremgår af beretningen, at hverken landsstyret eller den danske regering var bekendt med, at de oplysninger, der lå til grund for aktiebyttet, ikke byggede på fyldestgørende undersøgelser. Kommissionen lægger til grund, at Den Danske Bank’s svar ikke var dækkende for den faktiske situation, som Føroya Banki befandt sig i.

Ifølge beretningen har Finansieringsfondens formand og Finanstilsynet et medansvar for, at der ikke blev givet et dækkende billede af Føroya Banki’s situation.

* * *

På den baggrund vil regeringen snarest tage kontakt til landsstyret for at drøfte proceduren for, at fastlægge en passende kompensation til landsstyret, herunder de skridt der bør tages overfor Den Danske Bank.

* * *

Regeringen har endnu ikke afsluttet sine overvejelser om de retlige spørgsmål, som sagen giver anledning til.

Jeg kan oplyse, at regeringen til brug for disse overvejelser har anmodet Kammeradvokaten om en vurdering af sagen.

* * *

Nu har Den Danske Bank åbnet op for en drøftelse af spørgsmålet om kompensation. Det er i sig selv ganske interessant.

* * *

Regeringen vedkender sig sit ansvar. Derfor må vi nu få sat gang i de forhandlinger med landsstyret om tilbagebetaling af gælden, som allerede er forudset.

Som følge af krisen i 1992-93 og som afhjælpning på konsekvenserne heraf har regeringen ydet statslån til landsstyret på ca. 5,6 mia. kr. Lånene er ydet ifølge aftaler mellem regering og landsstyre, og aftalerne er godkendt af Folketing og Lagting. Den seneste aftale er indgået den 3. november 1995.

Det indgår bl.a. i denne aftale, at regering og landsstyre skal drøfte tilbagebetaling af statslån i løbet af 1997.

Disse forhandlingerne er ikke kommet i gang, bl.a. fordi vi har afventet rapporten fra Undersøgelseskommissionen. Nu har vi den, og nu skal forhandlingerne i gang.

Den danske regering er indstillet på at forhandle den samlede gældsafvikling, så den sker i et rimeligt forhold til Færøernes økonomiske bærekraft.

Forbedring af samarbejdsrelationerne med Færøerne

Det andet punkt er en styrkelse af samarbejdet med det færøske landsstyre og Lagting. Processen blev startet under mit nylige besøg på Færøerne, hvor jeg aftalte med lagmanden, at vi vil forbedre kontakterne såvel politisk som på embedsmandsplan. I den forbindelse vil regeringen nedsætte en arbejdsgruppe med Statsministeriets departementschef som formand, der skal komme med forslag til, hvorledes kontakten mellem os og hjemmestyrerne kan forbedres.

I den forbindelse vil jeg gerne pege på, at der her også ligger en opgave for Folketinget. Jeg har efter besøget på Færøerne rettet henvendelse til Folketingets formand, hvori jeg opfordrer til, at man også mellem tingene styrker kontakten.

Forbedring af regler og administrative procedurer

Det tredje punkt, jeg vil nævne, er spørgsmålet om forbedring af procedurer og regler.

Det er helt afgørende, at det arbejde, der sker på embedsmandsniveau, er præcist forankret i det politiske niveau. I denne sag må vi nu erkende, at de almindelige informations- og kommunikationsprocedurer, som en nytiltrådt regering måtte forudsætte var på plads, efterfølgende ikke viste sig at være i orden. Der har været mangelfuld orientering undervejs. Den slags må ikke ske. Det er en erfaring, som regeringen vil tage til sig. Det vil blive rettet.

Regeringen vil også vurdere, om der er grundlag for kritik af embedsmændenes udførelse af deres hverv. Der er taget skridt hertil.

Med hensyn til Finansieringsfonden af 1992, så blev den etableret efter aftale mellem regeringen og det færøske landsstyre. Vi vil i de drøftelser, der nu skal i gang, drøfte med Færøerne, om der er behov for en præcisering af vedtægterne i Finansieringsfonden og en klargøring af kompetencer og opgaver for fonden.

Økonomiministeren vil i sin redegørelse nærmere komme ind på spørgsmålet om tiltag i forhold til Finanstilsynet.

* * *

Afslutning

Lad mig slutte - som jeg startede - med et par kommentarer af mere overordnet karakter.

Undersøgelseskommissionens rapport ligger nu på bordet. Undersøgelseskommissionen har leveret et særdeles gedigent stykke arbejde. Den opgave, kommissionen fik, er løst. Vi havde i onsdags et meget langt og detaljeret møde i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg. Og der er siden stillet 38 spørgsmål. Sagen må derfor siges at være godt belyst.

Regeringen vedstår sig sit politiske ansvar - hele vejen igennem. Jeg vil gerne understrede dette - undervejs har jeg bedt finansministeren påtage sig at løse vigtige forhandlingsopgaver. Det har han gjort - på hele regeringens vegne!

Derfor må jeg i dag tage afstand fra mistænkeliggørelsen og personangreb på enkeltpersoner i regeringen. Det er helt urimeligt.

Vi vedstår os samlet det politiske ansvar. Men vi fastholder også, at hovedformålet med vor indsats - at bringe Færøerne ud af krisen - det er lykkedes!

Derfor forekommer det mildest talt temmeligt hektisk, når ét af Folketingets partier nu begynder at tale om rigsretssager, uvildige advokatundersøgelser, og hvad ved jeg.

Jeg ser godt strategien. Regeringen skal mistænkeliggøres og tilføjes så mange skrammer og ridser som muligt.

Jeg synes, det er uklogt. Først og fremmest for rigsfællesskabets skyld. Det er i orden at føre aktiv indenrigspolitik. Men det er ikke i orden at inddrage hvad som helst i det indenrigspolitiske spil. Og slet ikke rigsfællesskabet.

Nu må vi i gang med forhandlingerne med landsstyret og i den forbindelse få afklaret de retlige spørgsmål.

Og dernæst skal vi til at se fremad.