Tale

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale til Dansk Kommunikationsforenings generalforsamling den 2. marts 2001

”At være er at mene noget og gøre noget”

Hvad er ligheden mellem Sokrates og de kommende års udvikling af det danske velfærdssystem?

Ja, i dette selskab er svaret nok ikke så fjernt.

Dialogen er altafgørende.

Som i begge tilfælde er udgangspunktet, metoden til at komme nærmere målet.

Sokrates levede som han prædikede og gav dialogen sin klassiske form: samtaler hvor man med polemik og kritiske spørgsmål i fællesskab søger sandheden. Som Johannes Møllehave har sagt om Sokrates: ”Han vidste nok, at de, der troede de vidste noget, ikke vidste så meget som de troede de vidste.”

For at vide noget, må man søge sandheden sammen med andre.

Det samme gælder for den politiske dialog. Uanset om det drejer sig om prioriteringen af de næste 10 års finanspolitik eller om hvordan vi skal tage os bedre af vore ældre, så må udgangspunktet være samtaler mellem mennesker.

Samtaler om, hvad der skal gøres, hvor skoen trykker mest, hvad der kan lade sig gøre og hvordan.

Og dialogen må tage udgangspunkt i genkendelige situationer og billeder fra hverdagen.

Det handler både om os selv, vores eget mod, vore egne evner, vores fællesskab. Og det handler om de rammer der er for kommunikationen om politiske emner.

Det handler mest af alt om at give befolkningen – en chance.

* * *

Jeres branche, kommunikation- og informationsbranchen er hastigt voksende. Det kan ses alene på medlemsudviklingen i Dansk Kommunikationsforening. I alle dele af det danske samfund sker der en øget professionalisering af kommunikationen med omverdenen. Det er helt nødvendigt i den moderne tid.

Selvom McLuhan næppe har fuldstændig ret, når han siger: ”Mediet er budskabet” – så er mediet dog en væsentlig del. En forudsætning for, at samfundet overhovedet kan fungere – at mennesker forstår de nye veje, de nye resultater, de nye spilleregler. At ting kan forstås og bruges af andre mennesker.

Gælder det også hos os selv? I min regering? Hans Engell har bemærket i jeres eget blad, Kommunikatøren, at det er som om vi politikere kommunikerer på en anden frekvens end resten af befolkningen.

Om han har ret må det være op til andre at bedømme. Men det er nok værd at tænke over!

Jeg vil godt starte med at gribe i egen barm. Da denne regering kom til i 1993 var vi så optagede af at få gang i hjulene igen. At få skabt nogle velfærdsreformer, så flere kom i arbejde – kort sagt at få skabt resultater. Resultater, vi mente talte for sig selv.

Det gør det sådan også. Jeg har set på det seneste, at ”Standard & Poor’s” har bedømt os på vores resultater og har opgraderet os til AAA. Her taler jeg altså også kun om udlandets vurdering!

Kommunikation er mindst halvdelen af arbejdet. Og arbejdet med kommunikation er ligeså naturligt, respektabelt og vigtigt som ethvert andet arbejde. Det kan i hvert tilfælde ikke være en målsætning i sig selv at kommunikere så dårligt som muligt!

Men jeg er også nødt til at sige i samme åndedrag, at uden resultater ingen kommunikation. Uden visioner, en klart beskrevet vej for Danmark i fremtiden – bliver kommunikation en tom skal.

Ren symbolpolitik er og bliver en hul skal, hvis det eneste budskab erstrengere straffe, skattestop eller skattelettelser og strammere regler for flygtninge og asylansasøgere. Og det fjerde er, at markedet skal indføres i den offentlige sektor gennem frie valg og udlicitering.

Jeg synes, at Danmark fortjener bedre. Klar tale om hvor vi skal hen – om jeg må bede!

Min pointe: Jeg ville frygtelig gerne, at politik handlede om mere end symbolpolitik og ugens seneste tilbud. Og jeg mener, at folk fortjener, at politik handler om mere end det. Jeg vil blot sige til jer, at Danmark vil være dårligt tjent med, at enkeltsagerne alene får lov til at dominere den politiske dagsorden på linje med mange andre landes udvikling.

Danmark fortjener helheden. Vi har alle sammen et ansvar for, at mennesker får del i den helhed og i den politiske debat, der handler om, hvad vi vil med Danmark og vores grundlæggende værdier. Hvor skal vi hen herfra? Hvordan kommer vi derhen? Skal det fortsat være de bredeste skuldre, der bærer mest? Hvordan genopliver vi den ægte ansvars- og fællesskabsfølelse i vores samfund?

Det kan sagtens lade sig gøre. Blot vi bærer os klogt ad og sender på den rigtige frekvens. Og lader være med at lade befolkningen i stikken.

* * *

For mig består politisk lederskab også i hele tiden at tænke på, hvordan verden ser ud for Danmark i morgen.

Lige netop her er vi måske i hjertet af tidens store mantra og politisk taktiske opladning til næste valg – det medieombruste nøgleord ”troværdighed”!

Jeg vil gerne gøre det fuldstændigt klart: Politisk lederskab er fremsynethed – klar vej, klar tale, klare handlinger. Konsekvens.

Det er også styrken til at eje tvivlens nådegave, blive klogere – og handle derefter!

Det er viljen til at mene noget om Danmarks fremtid, en vision i en ordentlig, gennemtænkt helhed – og samtidig være parat til at møde spørgsmålet fra medierne: ”Og hvad mener du så med det, sådan helt konkret?”.

Det er viljen til at holde fast i en klar kurs for Danmark – men også modet til at korrigere den, hvis det er bedst for hele Danmark.

Som kaptajnen på broen af skibet: Hvis han øjner en forhindring i det fjerne, må han kalde besætningen op på broen, korrigere kursen, også selv om passagererne bliver kede af det, hvis nogle kopper falder på gulvet!

Tag efterlønnen. Den handler jo frem for alt om mere end symbolpolitik. Eller sagt på en anden måde. Man går selvfølgelig ikke så meget besvær igennem. Man udstår ikke så megen personkritik, hvis man ikke følte, at det måtte man gøre for Danmark og de mennesker, der har brug for dem! Der er et efterlønsbevis i dag. Der er mulighed for, at folk, der er nedslidte kan gå på efterløn, når de bliver 60 år i dag. Alternativet var jo at hæve efterlønsalderen og helt at afskaffe den.

Man går ikke så mange trængsler igennem, hvis det bare var for personlig vindings skyld eller kortsigtet populisme.

Det kan man i hvert fald ikke anklage mig for. Man går det igennem, fordi man tror på det, og det man gør. Det man vil.

Og jeg er overbevist om, at tiden er på vores side. At befolkningen til syvende og sidst ønsker sikre linjer for landets fremtid.

Fordi det er en del af en langsigtet strategi. Så må man tage skraldet der følger med – og lade være med at dukke sig.

Og i dag kan jeg så også konstatere, at den efterlønsreform virker:

  • Efterlønnen er bevaret. Alle har fortsat ret til at gå på efterløn som 60 årige – de nedslidte gør det (KAD, SID), men dem med flere kræfter – typisk mellemuddannede og højere uddannede – venter.
  • Efterlønnen er den bedste investering og opsparing man kan foretage for sit eget liv.
  • Efterlønsbeviset er en stor succes. Over 30.000 mennesker har nu fået det og er glade for det. Det sikre en tryghed for de over 60 årige, som er grundlaget for en ekstra kvalitet i arbejdslivet og fritidslivet.

I dag kan vi konstatere, at efterlønnen er der – som en vigtig del af vores samfund. Og den er der samtidig med, at vi kan konstatere, at vi fremfor de fleste andre lande har fundet fornuftige, ordentlige løsninger på vores pensionspolitik, vores opsparing, vores beskæftigelsespolitik. Og dermed et ordentligt grundlag for, at samfundets økonomi også hænger sammen i fremtiden.

Jeg ved alt om, hvad der bliver sagt og hvad der bliver gjort i den sag – om efterlønnen dengang.

Hvis nogen i oppositionen hellere i medierne vil bruge historien om efterlønnen i troværdighedsdiskussionen, siger jeg blot: I er velkomne – I ser de af politikerne, der ville afskaffe efterlønnen helt, eller forhøje efterlønsalderen – men som tav – som tav helt, helt stille. Og lod os tage slæbet.

De tav. Og jeg må jo sige rent ud med et vist held. De holdt sig udenfor mediernes søgelys og kommunikationen.

For mig er troværdighed ikke at tie. Ikke når man prøve at undgå at mene noget eller at fifle sig til noget – magten for eksempel.

Troværdighed er at lade være at lukke øjnene, at lade være at vende ryggen til. Troværdighed er at se det i øjnene – forandringer og forhindringer for en god udvikling for Danmark – og så tage konsekvensen deraf, lede Danmark trygt og helt igennem.

Troværdighed er også at have en mening.

Troværdighed er for mig: Mål os på dét, vi har stillet i udsigt og dét vi gør i politik. Der er ikke ét eneste område, hvor vi har sagt, at vi ville iværksætte positive initiativer – hvor det ikke er fulgt op i praksis.

Fra beskæftigelsen til miljøet – fra arbejdsmiljøet til sygehusene og sundheden – fra ældreomsorgen til integration af flygtninge/indvandrere. Check selv efter!

Jeg siger det, fordi jeg forudser, at vi vil møde politiske angreb om troværdighed i de kommende måneder – som vi har mødt det i hele denne regeringsperiode.

Jeg siger det, fordi vi ser det i øjnene, og har klare svar derpå.

Men jeg siger det også, fordi jeg betragter den debat som en del af andre politiske partiers forsøg på at føre symbolpolitik og gå efter enkeltpersoner i stedet for at diskutere idépolitik.

Jeg siger det, fordi den politiske dialog består for mig igen og igen i samlingen omkring det politiske indhold:

  • Klare holdninger
  • Konsekvente resultater
  • En helhedsdebat om, hvor Danmark skal hen i fremtiden.
  • Og et meget åbent samspil, medspil og modspil med medierne og i kommunikationen.

Kort sagt: Kommunikation forpligter! I politik især – man kan beherske det med større eller mindre elegance, javel. Men vi bør altid bruge kommunikation til at bringe klarhed – klarhed over, hvor hver part står!

Dét er forudsætningen for dialog.

Jeg ser forsøg på at bruge kommunikationen til at fastholde usikkerhed om og uklarhed om, hvad man mener – det er en trafik som er blevet mere og mere populær hos enkelte partier i oppositionen. Men jeg tror ikke, at man i det moderne Danmark kan snyde sig til magten – uden klart at gøre rede for, hvor man står, når det gælder Danmarks fremtid. Jeg er sikker på, at i det moderne mediesamfund vil det komme for en dag!

At det ikke er helt let i øvrigt at føre en politisk dialog om Danmarks fremtid, vidner de seneste anstrengelser også om.

Et eksempel fra regeringens egen verden er de tre publikationer som Finansministeriet kom med i januar om samfundsudviklingen frem til 2010. De indeholder visioner, redegørelser for konkrete resultater og en relevant gennemgang af de økonomiske muligheder.

Altså et konkret oplæg til politisk dialog om fremtiden.

Virkede det så?

Ja, publikationerne er tilgængelige, og vil uden bidrage til den seriøse politiske debat mellem mennesker.

Men i medierne? Gik man ikke der, endnu engang efter dramaet, den hurtige konfrontation. Dagsordenen blev, med god hjælp fra oppositionen, i høj grad formen på publikationerne, hvorfor de var lavet, hvem der havde lavet dem, snarere end deres indhold.

Men hvem siger også det skal være let.

Vi skal kunne manøvrere i det medierum, som er resultatet af den udvikling den politiske journalistik har gennemløbet i de sidste årtier.

Hyggemøderne i Snapsetinget, hvor journalister og politikere i en næsten loge-agtig samhørighed – med tilbørlig respekt for avisernes forskellige partipolitiske linjer - lagde historierne til rette, hører heldigvis fortiden til.

I dag er der nærmere tale om et professionelt partnerskab, hvor journalister og politikere arbejder hver for sig og alligevel i en gensidig respekt for, at der hersker en gensidig afhængighed.

Medierne er i magtens lokale. Der hvor magthaverne er, er medierne. Medierne er da i en ny dobbeltrolle, som de måske har været i en del år.

De er både demokratiets kritiske vagthund, som de skal være det, men de er også en del af magtens rum, fordi medierne ofte sætter dagsordener. Fordi medierne dermed er en del af det der udfolder sig i spændingsfeltet omkring magten.

* * *

Men spørgsmålet er om tempoet og konkurrencen mellem de forskellige medier alligevel skaber en ny udvikling? Journalister tildeler roller og talepositioner til sig selv og andre aktører i et nyt bredt politisk felt. Vi oplever det, når journalisterne ikke længere refererer historierne, men også selv bidrager som aktører og dermed er med til at skabe begivenheder ved udvælgelse af interviewpersoner, vinkler osv.

I 1965 brugte TV-mediet ti minutter på at forklare om finansloven. I 1991 brugte TV-mediet to minutter i gennemsnit for at forklare om finansloven. Jeg synes, at det er for lidt, jeg synes, at det er for kort, og jeg synes ikke, at det giver danskerne så mange chancer som det bør.

Vi har brug for bedre rum – større rum til den politiske dialog. Rum hvor folk får en chance – rum hvor dialogen får en chance.

Hvis medierne ikke ønsker at tage et egentligt ansvar, så er mit bud, at medierne i det mindste bør føle et ansvar. Som Levi’s koncernens direktør sagde det: Det er jo ikke cowboy bukser, vi sælger, men det er selve den følelse det er at kravle ned i sådan nogle. Følelsen må det starte med. Noget hjertet banker for, må det starte med.

* * *

Der er mange politiske beslutningsprocesser og aktører som ikke inddrages i de politiske nyheder. Der er risiko for, at medierne bliver et filter, hvorigennem meninger, konflikter og politik i skøn eller uskøn forening filtreres igennem for at komme ud som nyhed i den anden ende.

I kender det jo så udmærket godt fra TV. ”Ja, jeg står her udenfor mødelokalet i Bruxelles, og jeg kan fortælle, at der er drama derinde” osv. og osv. Og teksten bliver udlagt, vi kender næsten temperaturen på hvert enkelt minister, der sidder derinde. Og tilsvarende kender vi det jo fra den danske politiske scene.

Hvad er det for et nyheds- og virkelighedsbillede, vi får ud af det? Hvad er det for et offentligt rum, vi skaber? Og hvad er der plads til i dette rum?

Det har nærmest været et krav i nyhedsdækningen at standpunkterne for og imod, uafhængigt af fakta, skulle fylde lige meget. Når begge standpunkter var præsenteret havde journalisten gjort sin pligt. Dybdeboringen, afprøvningen af standpunktet var der ikke plads til. Men en sådan afprøvning er afgørende, hvis vi vil have en rigtig politisk dialog. Hvis vi vil vide hvad vi ved.

Ellers svigter vi.

I varetager også nogle interesser i jeres arbejde. På godt og ondt er vi – kommunikationsfolk og politikere – en slags symbiose – som solen og bladene i professionelt – med streg under professionelt partnerskab.

Ikke på den måde, at vi skal sætte os på hinanden eller taget noget fra hinanden. Eller presse hinanden til noget. Men vi er en del af magtens fælles rum. Jeg siger det ikke for at hænge nogen møllesten rundt om jeres hals, men der er ingen - uanset om man arbejder i den kommercielle eller politiske verden, der kan gå fri af kommunikationens og magtens rum.

Vi har et fælles ansvar.

Dialog drejer sig ikke kun om evnerne og mulighederne for at få budskabet igennem i den politiske dialog. Det er også nødvendigt at have modet.

Vi må skabe rum for, at nogen tør. Hvordan skal velfærdssamfundet udvikle sig, hvor skal der prioriteres osv. Vi må skabe et medierum som kan få den politiske dialog.

At være noget er at men noget og gøre noget.

Hvis nu forandringen går så stærkt som den faktisk gør, så må nogen turde driste sig til at have en mening, i en verden der forandrer sig så meget som tilfældet er. Det agter jeg for min part at blive ved med at turde.

Så kan det være, at det i fællesskab lykkes at nå frem til, at vi med rette kan tro, at vi ved nogenlunde så meget som vi tror vi ved - på trods af Sokrates.