Tale

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved konference i anledning af Septemberforligets 100 år, 1. september 1999.

Det kgl. Bibliotek, 'Den sorte Diamant'.

Den danske model lever.

Jeg glæder mig over, at vi er blevet ret rige her i landet. Ellers havde vi jo ikke råd til at sidde her i så flotte omgivelser.

Vores rigdom er ikke kommet ved en tilfældighed. Den er ikke kommet helt på samme måde, som i mange andre lande. Derfor er vort lands rigdom også af en helt særlig karakter..

Rigdommen er kommet, fordi opstarten af industrisamfundet byggede på det enkle princip: 'En aftale er en aftale. Hvis I anerkender os, så anerkender vi jer. Opstår der uenighed om, hvad vi har aftalt, ja så skal det også klares.'

Banaliteter? Måske ok i dag - men det var det ikke dengang. Dengang i arbejdsbevægelsens barndom, dengang industrisamfundet var under fødsel, var klassekampen jo igang for fuld udblæsning. Her, som i hele Europa.

I slutningen af 1800-tallet udfoldede kampene sig - nogle steder fredeligere end andre steder. Set i historiens lys skete det på fredelig vis hos os.

Med budskabet 'Fællesskab gør stærk' sluttede arbejderne sig sammen i grupper og fagforeninger, og med punktvise aktioner, der blev kaldt 'omgangsskruer', pressede arbejderne med skiftende held arbejdsgiverne til at give dem bedre arbejdsvilkår.

Det var hårde vilkår dengang.

Når vi ser 'Pelle Erobreren', når vi kommer på Arbejdermuseet, når vi går i København ude på Nørrebro, giver det os også en fornemmelse af, hvordan det var dengang. København, bygningsarbejderne - jo, de vandt med skiftende held, men arbejdsforholdene var elendige. Forfærdelige boligforhold, fattigdom og slid.

Sådan så her ud i starten!

Arbejdsgiverne på deres side slog sig sammen i det, der nu kendes som Dansk Arbejdsgiverforening. Så kunne arbejdsgiverne med central styring og lockouter dæmme op for arbejdernes aktioner. Arbejdernes modtræk var, at danne LO, De Samvirkende Fagforbund.

De træk, vi her ser, er specielle i Europa - i den forstand, at bevægelsen mod en enheds - arbejdsgiverside og en enheds faglig side var specielle. Modsætningsforholdet mellem de to sider og de aktioner, der blev taget i brug, var på den tid ikke så specielle i forhold til resten af Europa.

Men én af hemmelighederne i dagens velfærdssamfund, er, hvordan man løser den konflikt. Kunne den løses ved at bringe den ind i nogle rammer, der gjorde, at vi ikke unødigt brugte ressourcer, som kunne være brugt anderledes til samfundets opbygning? - eller var det den konstante uregulerede kamp, som trak ressourcer til sig og gik ud over produktionen?

Vi kunne have valgt en anden retning end den, som trak ressourcer til sig og gik ud over produktionen. Vi kunne have valgt en anden retning, end den vi valgte. Jeg tror ikke, at det danske valg var tilfældigt. Det er værd at huske på, at vi ikke valgte en fransk eller italiensk retning, hvor man besatte fabrikkerne, - og hvor man ikke engang kunne blive helt enig om, hvad det egentlig var for en fagbevægelse, der besatte hvad. Det har jo plaget dem lige siden, som I ved.

Sammenligner vi strømningerne i Europa med, hvad der skete i Danmark, så synes jeg godt, vi kan være stolte. Vi valgte en dansk retning. Der var ikke nogen forbilleder fra andre lande, den var helt unik.

* * *

Vi indgik Septemberforliget, som blev og fortsat er grundstenen i den aftalemodel, der nu har holdt i over 100 år.

Septemberforliget fra 1899 er fuldstændig fundamentalt for alt, hvad der fulgte efter. En aftale er en aftale. Det er det stadigvæk. Er der tvivl om, hvordan aftalen skal fortolkes, så har vi nogen til at fortolke den for os. Det kendes stadigvæk ikke så mange steder i resten af Europa.

Hvis I anerkender os, så anerkender vi jer. Det kendes heller ikke som en selvfølge i resten af Europa. Der er fortsat lande, f.eks. Italien og Frankrig, hvor fagforeningerne ikke kan blive enige om, hvem det er, der skal tegne overenskomsten - selvom arbejdsgiverne siger, at de gerne vil forhandle med den, der nu tegner firmaet.

Vi brugte kræfterne rigtigt på at producere et grundlag for, at et samfund kunne vokse op og frem til gavn for de fattige, til gavn for arbejderne, til gavn for arbejdsgiverne, til gavn for industrien, til gavn for vores samfund.

Der er ikke tale om et korporativt samfund. Et korporativt samfund - det var jo dét vi så under diktatorisk overherredømme i Spanien og i Portugal: Den danske model er en helt anden slags. Den er dansk, og den bygger på gensidig respekt, omhyggelig balance og velforberedt teknik og fremgangsmåde. Og statens respekt for parterne, ikke statens diktat af parterne, som vi har set det i Portugal og Spanien. Og ikke en diktator som i Spanien, der i sin tid 'købte' nogle af de spanske arbejdere - resten blev jo smidt i fængsel - ved at give dem uopsigelighed i deres arbejdsforhold.

Septemberforliget var en naturlig følge af de foregående års udvikling, som parterne selv havde stået i spidsen for.

I fandt selv løsningen. Uden statslig indblanding. Eller stort set uden statslig indblanding. For der var i staten - dengang som i dag - kloge folk, som sagde: Vi synes, det er klogt, at I nu vil forhandle jer frem til enighed periode for periode. Men I har et problem: Hvem skal finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, hvis der opstår fortolkningstvist undervejs? Derfor blev en del af forliget nedsættelsen af den permanente voldgiftsret, der skulle løse uoverensstemmelser om forliget. Det kunne alene staten levere. Vi gav et tilsagn og gennemførte det efter forliget i fuld overensstemmelse med parterne.

Staten viste parterne sin accept, ved at overføre en offentlig instans, som ikke var defineret 'offentlig' på det tidspunkt til et privat organ, som heller ikke helt var defineret som et privat.

Tiden umiddelbart efter Septemberforliget viste, at staten anerkendte forliget som grundstenen for arbejdsmarkedet og udbygningen af det arbejdsretlige system.

Denne hård-fine fornemmelse af de tre parters roller i forhold til hinanden er igen en meget afgørende hjørnesten i forståelsen af hemmelighederne bag det danske velfærdssamfund, som vi kender det i dag.

Man kan sige, at staten agerer fødselshjælper ved løsningen af de praktiske problemer, der opstod i kølvandet på Septemberforliget. I 1908 blev det navnkundige 'August-udvalg' nedsat. Det var et statsligt udvalg, men det var karakteristisk, at medlemmerne var repræsentanter for parterne. Formanden var en uafhængig jurist. Så kom lovene om Arbejdsretten og Forligsinstitutionen, som betød, at staten fulgte udvalgets anbefalinger.

* * *

Septemberforliget og opfølgningen på August-udvalgets arbejde, blev baggrunden for det arbejdsretlige system, som vi kender i dag. At det er parterne, der er drivkraften i systemet, ses måske bedst ved, at noget så vigtigt som strejkeretten og lockout ikke er reguleret af lovgivningen.

Det er da heller ikke uden grund, at Septemberforliget og den efterfølgende hovedaftale kaldes Arbejdsmarkedsgrundloven. Så allerede dengang var konflikter på arbejdsmarkedet noget parterne skulle løse selv. Nærheden og ansvaret giver de bedste løsninger.

Parallelt med arbejdsmarkedets udvikling og organisering startede vi på opbygningen af det danske velfærdssamfund. Der var tale om en uudtalt gensidig forudsætning og i virkeligheden også gensidig afhængighed. Ro på arbejdsmarkedet og gradvist fremadskridende ansvarlige forbedringer var forudsætningen for velfærdssamfundets opbygning.

Men der var noget andet, som også voksede frem. En gensidig forståelse for, at der uundgåeligt kom konflikter undervejs. Det har der været siden starten. Alligevel kan vi i dag sige, at den danske model i vores samfund ikke er en modsætning til konkurrencekraft og beskæftigelsesfremgang men en forudsætning herfor.

* * *

Dette er i virkeligheden historiens lære: Samspillet mellem det moderne velfærdssamfund, - der bygger på, at vi allesammen kan regne med en grundlæggende tryghed, hvis det skulle gå galt for os - og kloge overenskomster – Dette samspil er forudsætningen for, at vort land har den største menneskelige og dermed også arbejdsmarkedsmæssige mobilitet.

Man bliver ikke mindre bevægelig af tryghed, man bliver mere. Man tør tage chancer, uddannelse, jobskifte, hvis man er sikker på, at man ikke er fortabt, selvom man har tabt en gang eller to gange. Derfor har jeg altid ment, at til beskrivelsen af den danske model hører også, at vi har et dagpengesystem, som er fuldstændig fundamentalt for, at overenskomstmodellerne kan fungere, som de kan.

Mit budskab er derfor også i dag: Vi står ikke ved solnedgangen for den danske model eller det danske velfærdssamfund ved dette århundredskifte. Vi står ved morgenrøden!

Det vil være en grundlæggende fejltagelse at tro, at en forringelse eller en fundamental udskiftning af dagpengesystemet vil bringe os over i en bedre verden - det er vist det økonomerne kalder 'incitamentstruktur', tror jeg.

Jeg vil gerne sige, at der ikke er noget godt alternativ til den unikke kombination mellem kloge overenskomster og et dagpengesystem der gør, at folk ikke får en økonomisk nedtur når de bliver arbejdsløse, men at de kan bruge ledighedsperioden til at kvalificere til nye job.

Vi har set andre veje. Tag Tyskland: I stedet for et dagpengesystem som det danske, får man så lange opsigelsesvarsler, som hverken tyske arbejdere, samfundet eller arbejdsgiverne er tjent med.

Jeg tror på, at vi i den globale næste periode for den danske model, er bedre udstyret til at klare globaliseringens udfordringer end så mange andre. Vi har set, at den unikke kombination af velfærd, aftaler og dagpengesystem har ført til, at vi har kunnet klare de voldsomme forandringer, aftalemodellen har undergået - fra central til decentrale forhandlinger. Vi har stadigvæk forhandlinger, stadigvæk aftaler, stadigvæk ordnede forhold, ikke uregulerede, ikke junglelove, - men stadigvæk hele tiden den gensidige respekt, uanset hvilket niveau det er vi arbejder på. Og vi har fået skabt tillidsmandssystemet, som efter min opfattelse er fuldstændig unikt og fantastisk vigtigt at passe godt på.

Modernisere - jo det skal vi altid, men vi skal passe på fundamentet.

* * *

Landsarbejdsrådet finder man jo heller ikke mange andre steder i verden. Også her påtager arbejdsmarkedets parter sig et ansvar for, hvordan det nu går centralt og regionalt med det danske arbejdsmarked. Ikke bare et marked, men i høj grad bevidsthed om, hos begge parter, at det er mennesker, og uddannede mennesker, der er Danmarks vigtigste råstof.

Og dermed bliver det næste store skridt, vi så småt har taget fat på moderniseringen af vores voksen- og efteruddannelsessystem. Det er kolossalt vigtigt at få tilrettelagt godt og klogt. En lang og omhyggelig proces er foran os, men begge parter må igen spille en meget vigtig rolle - i samspillet med regering og stat.

Det er den konstruktive interessemodsætning, hvor energien bliver ledt over i fremadrettede kanaler. Det er ikke den destruktive jungleagtige magt.

* * *

Den svenske nobelpristager i økonomi, Gunnar Myrdahl, har engang sagt: 'Det eneste mirakel jeg ønsker at tale om, er det danske'. Og Gunnar Myrdahl hæfter sig selvfølgelig ved, hvordan det kan gå til, at dette land, Danmark, er blevet, ja, måske verdens rigeste samfund på den måde, vi nu ynder at måle det på. Mulighederne var mindre her end så mange andre steder. Alligevel er gennemsnitsøkonomien pr. capita større end de fleste andre steder og velfærden prøver vi også at fordele, uafhængig af, hvem man er født af, bedre end andre steder. Og det er den model Myrdahl er optaget af.

Den danske model har jo vist, at den er utrolig fleksibel. Tag bare et lille smut tilbage i historien. Stor-lockout’en i 20’erne kom vi igennem. Stagnation i 30’erne med dyb fattigdom kom vi igennem. Krigen i 40’erne. Storkonflikten i 50’erne. Væksten i 60’erne. Så kom krigen igen, den store oliekrise i 70’erne, hvor vi prøvede at bære os klogt ad, men hvor resten af Europa ikke rigtigt kunne følge trop. Vi analyserede meget på det, kan I huske, men vi kom ikke igennem. Nu håber jeg, at vi i det nye Europa kan lære - også af 70’ernes fejltagelser.

* * *

De store strukturændringer i 90’erne og tilløb dertil i 80’erne er vel også en understregning af, at vi godt kan have en grundmodel, som samtidig kan forny sig. Den danske model har overlevet så stærkt som nogensinde, - eller hur?

I hvert fald er vi kommet igennem store forandringer indtil nu. Men hvis sandheden skal frem, kniber det jo også her og der. Det kniber på arbejdsgivers side. Nogle af de store mener, de skal være større. Og det kniber såmænd også på LO’s side. Nogle af de store mener de skal være større. Og når man bliver halvstor i en familie, så vil man gerne bestemme selv i stigende omfang. Det kan jeg sådan set godt forstå, men min opfordring i dag til dem, der gerne vil blive større og bestemme mere selv vil være: Tænk jer nu godt om!

Vores historiske erfaringer fra et velkoordineret arbejdsmarked, hvor hovedorganisationerne har et veldefineret koordinerende, samlende ansvar – vores erfaringer, at det erer et af fundamenterne i den danske model. Her taler jeg ikke alene på regeringens og det danske samfunds vegne. Jeg taler faktisk på alles vegne. Det er min dybe overbevisning, at vi er bedst trænede og bedste egnede, hvis vi har veldefinerede rollefordelinger. Og til de veldefinerede rollefordelinger hører også Dansk Arbejdsgiverforening og LO - og de andre hovedorganisationer, som jo ikke overlapper hinanden, men supplerer hinanden.

Jeg kan forsikre jer for, at når vi møder faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer ude i Europa, så hæfter jeg mig altid ved, at der sidder en række organisationer fra Frankrig eller Italien. Hver af dem repræsenterer i og for sig de samme sektorer. Det er ikke til at finde ud af: Hvem siger nu hvad og på hvis vegne?

Her i landet er det til at finde ud af! Når Arbejdsgiverforeningens formand siger, det er sådan og sådan, så står den stemme klart. Og der kan vi være uenig eller enig, men det centrale er, at stemmerne ikke er til at misforstå. Stemmerne er repræsentative. Det gælder naturligvis også LO.

Repræsentativiteten må vi ikke komme i konflikt med os selv om. Gør vi det, så begynder man jo at tage skridt ud til modeller, som vi dybest set ikke ønsker.

Mit budskab derfor i dag er: Pas nu godt på den danske model og vær opmærksom på, at man kan godt forny den, man kan godt komme nye ansvarsområder ind i den. Man kan godt decentralisere i den. Men grundstrukturen har vist sig at være lig med morgenrøde og ikke lig med solnedgang.

* * *

Det vi nu står foran - trepartsforhandlinger i en ny iklædning, - er ikke uden videre sammenlignelig med de trepartsforhandlinger vi har haft tidligere. Trepartsforhandlingerne i dag tager udgangspunkt i det arbejdsmarked, vi har i dag og i de to parters roller vi har i dag.

Udgangspunktet er, at meget er mere decentralt, end det var før. De ydre vilkår er meget anderledes, end de var før.

Jeg er overbevist om, at vi kan klare globaliseringen, men jeg tror ikke, vi klarer den automatisk. Jeg tror, vi har bedre forudsætninger end så mange andre.

Det vil være et stort svigt af os, hvis vi ikke i fællesskab: De to parter, regeringen, samfundet og Folketinget, finder svaret på de teknologiske udfordringer, - fornyelsen af vores voksen- og efteruddannelse. Vi må finde svar på den enkelte arbejdsplads, finde svar på, hvordan vi justerer måden at indgå overenskomster på, - uden at svigte den danske model.

* * *

Jeg vil bare give et par enkelte råd.

Jeg ser konturerne af et nyt ansvarssamfund vokse op. Ved siden af hovedorganisationernes, de faglige organisationers, forbundenes og arbejdsgiverorganisationernes ansvar, kan vi se et ansvar på den enkelte arbejdsplads, et personligt ansvar for vores helhed.

For det nytter jo ikke så meget, hvis vi hver især kun interesserer os for hver vores egen lille interesse. Vi er nødt til, hele tiden, at se vores interessekamp i forhold til den helhed, der også skal hænge sammen.

Jeg tror f.eks. ikke, det er løsningen at kaste os ud i en stor import af fremmed arbejdskraft, fordi enkelte brancher mener, at nu mangler de arbejdskraft. Jeg siger det ikke for at drille, eller fordi jeg nu engang har den baggrund jeg har. Jeg siger det af dyb overbevisning, at vi må forny, vi må videreuddanne, vi må efteruddanne vores egen arbejdskraft og der er stadig meget at gøre her. Det er også det voksen- og efteruddannelsesindsatsen handler om. Jeg siger det også af en anden grund: Det bør være muligt i vores land, at ansætte mange, mange flere af de mennesker der hedder noget andet end Jensen, Sørensen og Rasmussen. Det bør være muligt. Og hvis det ikke er muligt i vores land, så er det slet ikke muligt i de andre lande. Og vi kan ikke være det bekendt.

Blandt de mennesker, der er født et andet sted, men nu har fået opholds- og arbejdstilladelse her, statsborgerskab for en dels vedkommende, har vi en arbejdsløshed, som vi ikke kan være bekendt. Jeg vil derfor også i dag opfordre til, at den danske models hovedansvarlige løfter den opgave - på den danske models vilkår.

Det kan lade sig gøre, hvis man vil. Fornyelse, fornyelse og fornyelse - uden at svigte de værdier og den enorme kraft, som den danske model bygger på, - det er fremtiden.

* * *

Ude i Europa har de ikke fulgt den vej. Ude i Europa er der foregået noget andet. De taler om europæiske overenskomster. Men husk: Den slags overenskomster de taler om, vil vi nærmest kalde 'gensidige forståelser' i Danmark.

Jeg tror ikke på, at vi i fremtidens Europa vil se lønforhold aftalt på europæisk plan. Det vil ikke være en god idé.

Men jeg tror, at vi i Europas fremtid indenfor det økonomiske og monetære samarbejde vil se udveksling af erfaringer på en mere gennemsystematiseret måde. Det er en god idé. Vi har meget at komme med. Vi har gode inspirationer til de andre. Derfor håber jeg også, at fagbevægelsen ser den vision.

Jeg kan huske engang for mange år siden i 1972, da vi havde den første folkeafstemning om Europa, at DA og LO udgav en lille pjece, hvor der stod 'Nødderne knækker vi selv'. Og det er også rigtigt. Men, jeg synes ikke, der sker noget ved, at vi lader os inspirere af hinanden. Der sker heller ikke noget ved, at vi i Europa bliver enige om, hvad det egentligt er, vi skal konkurrere på.

Jeg ser for mig den dag komme i Europa, hvor vi f.eks. siger: 'Nu skal vi altså ikke længere konkurrere på, hvem der har den laveste selskabsskat eller slet ingen selskabsskat'. Det er en fælles interesse at få skabt et nogenlunde ensartet beregningsgrundlag.

Lad os konkurrere på det, der er vores råstof - mennesker og deres uddannelse!

Jeg tror derfor på, at Danmark skal tilslutte sig Euro-området.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er i dansk interesse. Jeg glæder mig også til at arbejde hårdt for det. Vi er allerede i fuld gang.

Dette her land bygger på, at der hvor der besluttes noget, der er vi også.

Vores land, Danmark bygger på, at tilstedeværelse og deltagelse i forhandlinger er en anden af hemmelighederne i velfærdssamfundets fremtid. Derfor skal Danmark være der, hvor der besluttes noget om Danmark.

Det er derfor, vi skal melde os ind i EURO’en.

Det andet er vore virksomheder. Jeg er helt sikker på, at virksomhederne i disse måneder gør op, hvor mange valutaforsikringer de skal tegne for at være sikre på, at de kontrakter de har indgået også holder, når regnskabets time kommer. Det er ikke særlig godt, når alle de andre kan undlade det.

Også af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne skal vi være der, hvor de andre er, de 11 Eurolande. Også af hensyn til beskæftigelsen.

Er der nogen, der har kæmpet for, at beskæftigelsespolitikken skulle blive en dagsorden i Europa, så er det jo os. Helt tilbage fra starten af 80’erne. Det fik vi igennem i Amsterdam-traktaten: Vi har fået en dagsorden, som er dansk. Men så blev de enige om de, - 11 andre, - at det vil de selv drøfte. Vi skal være i den klub, hvor man snakker om beskæftigelsen! Det gør man mest konkret og forpligtende i EURO-11-området.

* * *

Mit tredje argument - der er mange flere - men lad mig nævne det væsentligste når alt kommer til alt: EURO’en er jo ikke bare en valuta, der konkurrerer med dollaren og med den japanske yen. EURO’en er en valuta for et stort marked, hvor vel langt mere end halvdelen af den samlede eksport går til Danmark.

Men det marked er jo ikke bare et tilfældigt marked, som i Asien eller andre steder. Det er et reguleret marked, hvor vi har sat faglige, arbejdsgivermæssige og frem for alt politiske betingelser på, som vi synes er naturlige, men som bestemt ikke er naturlige andre steder i verden.

Der er krav om miljø. Der er krav om anerkendelse af fundamentale rettigheder, minoriteter, respekt for menneskerettigheder. Der er også indadtil visse grundlæggende velfærdsprincipper. Der er arbejdsmiljøbestemmelser o.s.v.

Et marked med et menneskeligt ansigt, hvor vi allesammen konkurrerer på nogenlunde lige fornuftige vilkår. Det giver et enormt afsæt udadtil. Også fordi vores gensidige afhængighed i Euro-området langt overstiger 1/3 for alle landene. I forhold til omverdenen er vi jo kun afhængige med størrelsesordenen 8-10%. Vi har altså en ret stor handlefrihed til at forme vores egen fremtid i Europa. Det forudsætter, at vi beslutter os for det.

Og hvis vi gør det, så har vi et enormt stort ansvar for at sætte vores præg på hele den blå klode.

* * *

I den globale verdensorden vil vi se Europa komme til at spille en vigtig rolle. Hvis Europa selv beslutter sig for det.

'Social leadership' eller et menneskeligt, fornuftigt, respektfyldt lederskab i en verden, der har så svært ved at finde ud af det efter den kolde krig. Det er vel også det ansvar, vi må være med til at løfte!

Ved de kommende WTO-forhandlinger skal det være sådan: Alt det, vi synes er fornuftigt i Danmark, - dét må også smitte af på verdenshandelen. Til fordel for dem, men sandelig også til fordel for os.

Anerkendelse af grundlæggende rettigheder, retten til at organisere sig, retten til at forhandle med sin modpart, forbud mod børnearbejde, respekt for miljøet,- alle de ting, som vi betragter som naturlige, skal langsomt brede sig til de andre regioner af verden - i vores interesse og i deres.

Der er nok at tage fat på. Den danske model lever flot og stærkt. Det knaser undervejs, men det har det sandelig også gjort før.

Jeg glæder mig til at være med til at løfte videre og byder jer velkommen til det nye århundrede. Den gensidige respekt fra min side i forhold til jer fejler intet. Når vi siger noget i avisen undervejs - både regeringens ministre og jeg selv - så er det er ikke for at irritere jer. Det er for at give et par gode råd undervejs. Jeg har en fornemmelse af, at I heller ikke holder jer tilbage fra at give os nogle gode råd.

Lige for lige, når venskabet skal holdes!

Tillykke med den danske model. Held og lykke i fremtiden.