Statsministerens tale ved åbent debatmøde i Landstingssalen om Ukraine den 19. marts 2024

Det talte ord gælder

Tak for ordet, Søren. Og tak for invitationen.

Dear Mr. Ambassador. It is a great pleasure to welcome you to the Danish Parliament today.

Kære allesammen.

Lad mig begynde med at udtrykke en kæmpe respekt. Og taknemmelighed.

Den går til jer ukrainere.

Ruslands krig påvirker hele verden. Men der er kun ét folk, der kæmper på slagmarken.

Og det er jer.

Putin troede, at han og Rusland kunne indtage Kyiv på en eftermiddag.

Det lykkedes ikke.

Fordi I slog tilbage.

Og I holder ved.

Unge mænd, der kæmper med livet som indsats af kærlighed til deres fædreland, Af kærlighed til friheden.

Modige brandmænd og ambulancefolk, der dag og nat redder civile ud af murbrokkerne fra sammenstyrtede huse.

Læger og sygeplejersker, der trøster, behandler, lindrer og hjælper.

Jeg besøgte selv et militærhospital, hvor personalet var flyttet ind på hospitalet fordi de arbejdede og opererede 24/7.

Og så selvfølgelig en civilbefolkning. Som må gå så uendeligt meget igennem.

En far. En bror. En onkel. En søn. Ved fronten.

Ubærligt.

Vi beundrer jeres evne til at vende frygten til styrke.
Til kamp mod uretten.

Som den 64-årige ukrainske mor og mormor, Lyudmyla Katkova sagde, da hun blev interviewet til en dansk avis. Og jeg citerer:

’Da jeg hører det frygtede ord ’krig’ klokken fem om morgenen den 24. februar 2022, mærkede jeg ingen træthed. Ingen frygt. Men et stort ønske om at hjælpe.
Jeg gjorde det, jeg er god til. Og begyndte at tilberede mad i et kollegiekøkken for at brødføde soldaterne, der var sultne ved fronten’. Citat slut.

Og det fortsatte hun med.

Tænk. I en periode kørte Lyudmyla selv til fronten i sin bil. I skudsikker vest. For selvfølgelig skulle soldaterne have mad.

Hvilken vilje. Og hvilken styrke.

Hun er et billede på den imponerende kraft, som ukrainerne besidder. Og som jeg tror, hele verden er blevet både overrasket og imponeret af.

Lyudmyla udtrykker det sådan her: ’Jeg ved, at ingen magt kan knække os’.

Må hun få ret. Og lad det være vores opgave at sikre, at hun får ret.

Og må den lille dreng og en lille pige, der blev født den 24. februar 2022. Sammen med alle de børn, der også blev født præcis den dag og derefter. Få en lys fremtid sammen med deres kære.

Det kan man kun i et frit og demokratisk land.

Det er målet for ukrainernes kamp. Det er målet for vores kamp. Og det er derfor, at Danmark støtter Ukraine.

’Hvordan støtter Danmark bedst Ukraine?’

Det er det spørgsmål, I (Folketingets præsidium, red.) stiller i dag.

Og tak for at stille dét spørgsmål. Fordi det er det, der optager os alle sammen.

* * *

Lad mig indlede mit svar med en oplevelse, jeg selv har haft i Ukraine.

Jeg er i Mykolaiv. Det er, som mange af jer ved, Danmarks partnerby. Jeg er der sammen med Lars Løkke og Jakob Ellemann.

Dér møder vi en ukrainsk kvinde. Hun fortæller, at russerne ved krigens begyndelse har kappet vandforsyningen til Mykolaiv. Og det er den måde russerne arbejder på. Ødelægge mest muligt, hurtigst muligt.

Det her er jo ikke mindre end en katastrofe for byens borgere. Fordi uden vand bliver man på et tidspunkt tvunget til at flygte.

Og så står den her kvinde og kigger på os og takker os for den hjælp, vi har givet så resolut.

For det er Danmark, der har installeret vandforsyningerne. Pumperne kommer fra Grundfos. Andre har fået teknikken til at fungere.

Det kan lyde af lidt, men det er så uendeligt meget. For det betyder, at rigtig mange familier kunne blive i deres hjem.

De blev ikke flygtninge det forår. De kunne blive. De kunne blive ved med at være ukrainere. Og de kunne begynde at genopbygge deres by. Fortsætte deres liv.

Det her lille eksempel fortæller alt om, hvad vi i Danmark kan gøre af forskel.

Vi kan være med til at opretholde en hverdag. Selv når krigen ødelægger alt. Vise at der er støtte. Og at der er håb.

* * *

Derfor synes jeg, at det vigtigt, at Danmark har påtaget sig opgaven med at genopbygge Mykolaiv.

Det var dét, præsident Zelenskyy opfordrede os til, da han talte lige præcis her i Folketinget.

Vi er i gang med at renovere ødelagte bygninger.

Bygge beskyttelsesrum i skoler.

Sætte plader i dér, hvor ruderne er knuste.

Og vi har også hjulpet med at skabe de små lyspunkter.

Da der sidste år blev arrangeret en cykeludflugt i Mykolaiv, var Danmark med.

500 mennesker dukkede op en septemberdag.

Fra børnefamilier med de mindste på trehjulede cykler. Til, som i alle andre lande, midaldrende mænd i Lycra. Og så borgmesteren på en mountainbike.

Det er selvfølgelig ikke den cykeludflugt, der afgør krigen. Men den afgør noget andet. Den afgør, om mennesker kan blive ved med at finde håb og lys i noget, der er så svært.

Og derfor står det civile spor stærkt i den danske indsats.

Men man ikke vinder krigen kun med ord. Man vinder den kun, hvis man også har viljen til at sætte handling bag sine ord.

Derfor er den militære støtte det allervigtigste.

Hvis Ukraine skal være Ukraine. Og hvis Europas grænser ikke skal kunne ændres med magt. Så er der kun en vej frem. Og det er at give ukrainerne dét, de har behov for, for at kunne vinde den her krig.

Danmark har for nyligt givet et sikkerhedstilsagn om at støtte Ukraine Vi var det første land udenfor G7 til at gøre det.

Med det siger vi, at vi er der så længe, som det kræves.

Ikke mindst med vores kampfly.

Vi arbejder tæt sammen med Ukraine, tæt sammen med hollænderne og tæt sammen med amerikanerne og englænderne om at kunne donere de første fly til sommer. Vi arbejder på, at de er på vingerne inden sommer.

Ammunition er det, der tæller allermest på slagmarken lige nu.

Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Holland og Tjekkiet arbejder på at få leveret den nødvendige ammunition. Og ikke mindst få opkøbt artilleriammunition fra tredjelande, så det kommer ind til slagmarken nu.

Vi arbejder i EU på at finde yderligere finansiering til at styrke den europæiske forsvarsindustri. Så vi kan producere mere. Og hurtigere.

Godt 65 milliarder kroner har Danmark indtil videre afsat til militær støtte.

Det er fantastisk at se, at danskerne står ligeså knivskarpt i vores opbakning til Ukraine, som vi gjorde for to år siden.

Ingen vaklen.

Ingen rysten på hænderne.

Vi står her bare.

Og på den måde har vi lært af vores historie og viser, hvem vi er, når det kræves.

Det synes jeg, at vi alle sammen kan tillade os at være stolte over.

* * *

Man er ikke selv herre over, hvilke udfordringer ens tid byder på. Men man er herre over, hvordan man handler.

Og Danmark har handlet.

Derfor går min næste tak i dag til Folketinget. Til alle Folketingets partier. Og alle folkevalgte politikere.

Det har været en helhjertet indsats for Ukraine.

Tak for et stort engagement.

Udenrigspolitiske Nævn har været i Ukraine ad to omgange, senest i Mykolaiv.

Europaudvalget besøgte for under en måned siden Kyiv. Ledsaget af partiledere og andre.

At danske parlamentarikere og ministre besøger Ukraine er en stærk solidaritetshandling.

Tusind tak for det til alle Folketingets partier.

* * *

’Da krigen brød ud, var det som om, mit værste mareridt blev til virkelighed’.

Sådan har en ung ukrainsk kvinde udtrykt det.

Og jeg tror, at hun taler på alle ukraineres vegne.

Rusland har angrebet et frit, demokratisk europæisk land.

Jeg er langt fra sikker på, at Rusland stopper i Ukraine.

De opruster markant. De har nu en egentlig krigsøkonomi. De destabiliserer hvor de kan. På sociale medier. Via Balkan. Ind i Afrika. I Syrien.

Europa står i en meget alvorlig sikkerhedspolitisk situation. Den sværeste siden afslutningen på den kolde krig.

Det gælder særligt vores østlige allierede, som står foran et Rusland, der inden for få år kan true de baltiske lande. Hvor Putin vil opmarchere flere soldater langs grænsen til Finland. Hvor politiske modstandere bliver dræbt. Hvor valg langt fra er demokratiske.

Det er i det lys, man skal se, at regeringen så sent som i sidste uge præsenterede endnu en plan for en markant styrkelse af vores forsvar.

* * *

Med de her forslag vil vi øge investeringerne i dansk forsvar og sikkerhed med yderligere 36 milliarder. Og mere end 4,4 milliarder til Ukraine.

Det er i alt 40,5 milliarder kroner.

Vi kunne vælge at bruge pengene på noget andet.

Men det grundlæggende spørgsmål, vi skal stille os selv hver eneste dag, det er: Hvad ville det være værd, hvis Ukraine, og dermed Europa, taber krigen?

Hvis vi ikke kan forsvare os selv og vores allierede?

* * *

Den 21. august 2023 er en dag, jeg tror, jeg aldrig nogensinde vil komme til at glemme.

Lige herude på trappen, der stod Volodymyr Zelenskyy.

Og hele området var fyldt med ukrainere og danskere.

Med ukrainske flag i hænderne. Og tårer ned ad kinderne.

Jeg ved, at Zelenskyy mærkede danskernes stærke støtte.

Han mærkede vores sympati, vores varme og vores sammenhold.

Og han ved, at vores støtte ikke kommer til at slutte.

Og det er fordi, at den går endnu længere.

Den er konkret.

Den når frem.

Og den virker.

Humanitær hjælp.

Civil genopbygning.

Penge.

Våben.

Kampfly.

Ammunition.

Og over alt det her er der danskernes fælles insisteren på, at vi ikke helmer før Ukraine har vundet.

Og for nu at svare på dét spørgsmål, I stiller i dag. Det er sådan, vi hjælper Ukraine bedst.

Til at kæmpe videre. Til at holde fast i hverdagen.

Og til at give det håb. Som er altafgørende, når man nu på mere end to år kæmper ude i skyttegrave.

Det er kort fortalt sådan, danskerne bedst støtter Ukraine.

Og jeg håber, at det er svaret på dagens spørgsmål.

Tak for ordet.

Og god debat.