Tale

Statsministerens tale ved Folketingets afslutningsdebat den 23. maj 2022

Statsministeriet

Det talte ord gælder.

Verden forandrede sig den 24. februar.

Der er krig i Europa. Tænk, at vi igen skulle opleve det.

Derfor vil jeg i denne afslutningstale vende blikket udad.

Mod den skæbnestund, som verden befinder sig i.

Og de store beslutninger, som det stiller Danmark over for.

* * *

Putins krig er brutal. Uretfærdig. Umenneskelig.

Vi har set det.

De sønderbombede byer. Hospitaler, skoler og boligblokke. Hvor mennesker for kort tid siden levede et liv som du og jeg.

Nu ligger husene i ruiner. Familierne er drevet på flugt.

Massegrave med dræbte civile. Børn, kvinder og mænd. Beretninger om overgreb og voldtægter.

Det er virkelighed lige nu – på vores eget kontinent.

Over hele verden har frie folk rejst sig i protest.

Det har vi også gjort her i Danmark.

Tak til alle jer danskere, der har støttet Ukraine og det ukrainske folk.

Alle jer – borgere, virksomheder og organisationer – der har doneret penge, tøj og nødhjælp. Hjulpet familier i sikkerhed. Åbnet jeres hjem for de fordrevne. Taget imod dem i lokalsamfundet.

Med jeres handlinger – hver især – viser I, hvad Danmark er. Hvad vi står for.

* * *

Hvem er vi?

Et lille land. Et besindigt folk. Som ikke giver sig af med store armbevægelser og vidtløftige ord.

Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Hvad end vi vil det eller ej, så ligger den mentalitet dybt i os.

Men der er også en anden fortælling. Om et land – et folk – der kan så utroligt meget. Måske mere end vi selv tror.

Se bare, hvordan vi har klaret os gennem pandemien.

Vi er et af de lande i verden, der har haft den laveste overdødelighed. Og et af de lande, der er kommet økonomisk bedst ud af krisen.

Det skyldes indsatsen fra hver enkelt borger her i landet.

Ved vores handlingers kollektive kraft har vi reddet liv. Beskyttet vores samfundsmodel.

Netop nu kæmper flere lande rundt om i verden med at holde smitten under kontrol. Også herhjemme skal vi forberede os på, at smitten kan stige igen til efteråret.

Derfor vil regeringen – inden sommer – præsentere en strategi for den fortsatte corona-håndtering. Den vil vi drøfte med Folketingets partier.

Men her og nu. Ser vi frem til en sommer i Danmark. Med fester, koncerter, kulturliv og gensyn med gamle venner.

Tænk, en sommer med festivaler igen! Og med Tour de France på dansk jord.

Alt det. Det kan vi takke hinanden for. Vores fællesskab står stærkt.

* * *

Den vished. Den tro på os selv og hinanden. Den skal vi bruge nu.

Vi står i en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk virkelighed.

Krigen i Ukraine. Et aggressivt Rusland.

Men også stigende spændinger i Sydøstasien.

Kina opruster militært. Og har kurs mod at overhale USA som verdens største økonomi.

Og vi ser nye sikkerhedstrusler. Cyberangreb. Angreb på den demokratiske samtale.

Og demografien forandrer sig. I løbet af de næste ti år vil Afrikas befolkning vokse med en femtedel. Det vil skabe øget pres på Europas grænser i en tid, hvor asylsystemet har spillet fallit.

Oven i alt det kommer klimakrisen. Som allerede nu påvirker levevilkårene for millioner af mennesker.

Verdens plader flytter sig. Økonomisk, militært, demografisk.

Vi kan ikke tage vores værdier for givet. Vi skal tværtimod – vedholdende – kæmpe for dem.

Demokrati. Menneskerettigheder. Respekten for suveræne staters ret til selv at bestemme. Alt det, som vi har bygget vores frie samfund på.

Og som er værnet mod, at autoritære kræfter vinder frem.

Krigen i Ukraine viser os med al tydelighed, at vi befinder os i en kamp mellem dem, der vil demokratiet. Og dem, der vil det modsatte.

Dem, der støtter det regelbaserede, internationale samfund. Med respekt for også mindre staters frihed og suverænitet. Mod dem, der ikke spiller efter reglerne.

Modige og fremsynede politikere før os har engageret Danmark i den frie verdens fællesskaber. I FN. I NATO. Og siden EU.

Institutioner, der i årtier har sikret Europa og Vesten fred og fremgang.

Styrken af de fællesskaber ser vi nu. Europa og USA står mere samlet end nogensinde.

Når ufriheden banker på Europas dør. Så findes neutralitet ikke.

Putin troede, han kunne splitte os. Det kunne han ikke. Vesten skal forblive samlet. Det er nu, vi skal vise, hvem vi er. Og hvad vi er.

Ukraine skal vinde krigen.

* * *

Danmark har en lang og stolt tradition for at engagere os i verden.

Da borgerkrigene brød ud på Balkan i 1990’erne, sendte vi soldater, kampvogne og fly for at beskytte civilbefolkningen. 

Igennem mange år har danske kampfly bidraget til NATO’s fælles luftforsvar.

For nylig blev en dansk kampbataljon udsendt til Letland. Så der nu er 1.000 danske soldater i de baltiske lande. Det er det største danske militære bidrag i nyere tid.

De seneste måneder har jeg besøgt mange af de modige mænd og kvinder, der løser opgaverne på vor andres vegne. Herhjemme og ude i verden.

Vi har nogle fantastiske soldater. Tusind tak for jeres uvurderlige indsats for Danmark.

Med Dannebrog på skulderen er I engagerede. Professionelle. Og har evnerne til at løse selv meget vanskelige opgaver. Til at samarbejde – også når tingene spidser til.

Det er det, vi kendes for ude i verden. Og det er det, der gør os til en eftertragtet samarbejdspartner mange steder.

Danmark er et land, man kan regne med.

Den arv løfter vi også nu.

Danmark sender våben og militært udstyr til Ukraine. Humanitær hjælp til ofrene for krigen.

Vi har lovet ukrainerne, at vi vil hjælpe med at genopbygge deres land. Vi er allerede gået i gang. De første danske gravemaskiner er ankommet.

Midt i krisen. Hjælper vi Ukraine med at bygge fremtiden.

* * *

Jeg er dybt taknemmelig for det lederskab, som partierne bag det nationale kompromis har taget på sig.

En varm tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre. Fru Pia Olsen Dyhr fra SF. Fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre. Og hr. Søren Pape Poulsen fra Konservative Folkeparti.

I stod klar. Og vi blev hurtigt enige om. At når verden forandrer sig. Så skal Danmark ikke stå stille.

For en stund lagde vi uenighederne på hylden og stod sammen om en historisk aftale om dansk forsvar og sikkerhed.

Tak for modet og viljen til at tage ansvar. Og tak til partierne, der efterfølgende har bakket op.

* * *

Den 1. juni skal vi beslutte, om vi vil afskaffe forsvarsforbeholdet og deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.

For mig handler afstemningen først og fremmest om, hvilket land vi vil være.

Vil vi kæmpe for de værdier og for de fællesskaber, som har gjort Danmark til et frit, trygt og rigt samfund?

Eller vil vi overlade ansvaret til andre?

Danmark er i dag det eneste land i EU, der har et forsvarsforbehold.

Alle andre lande er med i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Også Sverige og Finland, der nu også søger optagelse i NATO.

Det betyder, at vi ikke engang har muligheden for at bidrage på forsvarsområdet. Selv når vi måtte ønske det. Når det vil være i Danmarks interesse.

Det mener jeg ikke, at vi er tjent med.

Derfor stemmer jeg ja den 1. juni. Det gør jeg med hjertet.

Der går igen en mur igennem vores kontinent. Mellem demokrati og frihed. På den ene side. Og undertrykkelse og mørke på den anden side.

Jeg tror, at flere konflikter vil komme til. Og enten direkte eller indirekte true Danmark.

Vi skal kunne forsvare os selv. Bedre og stærkere. Derfor skal vi stå stærkere sammen med vores allierede.

Vi skal være med. Rigtigt.

Et stærkere europæisk samarbejde om sikkerhed og forsvar vil også gavne NATO. Det sagde NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg så sent som i sidste uge.

Det transatlantiske samarbejde vil fortsat være en hjørnesten i Danmarks sikkerhed.

Styrker vi EU. Styrker vi også NATO.

* * *

Flere spørgsmål går igen i debatten om forsvarsforbeholdet.

Er det her første skridt til at afskaffe alle Danmarks EU-forbehold?

Kommer der en EU-hær?

Og vil det fremover være politikere i Bruxelles, der kan træffe beslutning om at udsende danske soldater?

Det vil jeg gerne sige et par ord om.

Afstemningen handler udelukkende om forsvarsforbeholdet. Intet andet.

Der findes ingen EU-hær. Vi har vores eget nationale forsvar. Ligesom Sverige har deres. Tyskland deres.

Med vores nationale forsvar kan vi vælge at samarbejde med de andre lande. Det kan vi i dag i NATO. Hvis vi siger ja til samarbejdet i Europa, vil vi også kunne gøre det i regi af EU – og derved lade dansk forsvar indgå i et samarbejde med andre EU-lande på eksempelvis Balkan.

Men det vil fortsat være os her i Danmark, der suverænt bestemmer, om danske soldater skal udsendes eller ej.

Det er en af de sværeste beslutninger at tage som politiker. At sende danske soldater afsted. Det må og skal og vil være en beslutning, der tages af det danske Folketing.

For mig at se er der ingen tvivl: Det vil gavne Danmark. Give os flere muligheder. Styrke vores sikkerhed. Hvis vi siger ja til at deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.

Når verden forandrer sig. Denne gang til noget, der er værre og mere usikkert. Så kan vi ikke bare blive stående.

Derfor anbefaler jeg helhjertet et ja den 1. juni.

* * *

Også i Rigsfællesskabet mærker vi den nye sikkerhedspolitiske virkelighed. Øget militær tilstedeværelse. Stigende opmærksomhed på Arktis.

Det kalder på et endnu tættere samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne.

Vi er enige om at fordømme Ruslands invasion af Ukraine. Om nødvendigheden af at stå sammen med vores allierede i Vesten.

For et år siden besluttede vi at styrke vores samarbejde om de udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, der har særlig relevans for Færøerne og Grønland.

Det arbejde er vi gået i gang med.

Det er i mine øjne en naturlig del af udviklingen af et stærkt, moderne og ligeværdigt rigsfællesskab.

* * *

Sikkerhed handler også om vores energiforsyning.

Europa skal hurtigst muligt gøre sig uafhængig af Rusland.

Russisk gas og olie skal udfases og erstattes med grøn energi.

Danmark er blandt de lande i verden, der er kommet længst med den grønne omstilling.

Nu sætter vi tempoet yderligere op.

Med en massiv udbygning af vedvarende energi. Mere havvind, landvind og solenergi. Energieffektiviseringer. Og ikke mindst fjernvarme, så vi kan få gjort varmeregningerne mindre.

Forleden kom Esbjerg virkelig på verdenskortet.

Danmark er gået sammen med Tyskland, Nederlandene og Belgien om en ambitiøs plan for Nordsøen.

Med Esbjerg-erklæringen vil vi firedoble vores havvindkapacitet i 2030. Og tidoble den i 2050.

Det vil kunne dække det nuværende strømforbrug hos 230 millioner europæiske husstande.

Og det vil svare til mindst halvdelen af den havvindenergi, som hele EU skal bruge for at nå målet om klimaneutralitet frem mod 2050.

Vi vil gøre Nordsøen til hele Europas grønne kraftværk.

Og skabe tusindvis af gode danske grønne arbejdspladser.

Danmark viser, at det er muligt at kombinere høje klimaambitioner med velfærd, arbejdspladser og økonomisk vækst.

* * *

Det skyldes ikke mindst den kurs, som vi satte sammen for næsten tre år siden.

Da Folketinget fik et nyt politisk flertal. Og Danmark en ny regering.

Med forståelsespapiret blev vi enige om det nok mest ambitiøse klimamål i verden: 70 procent i 2030.

Hvor langt er vi så nået på de tre år?

Ikke kun en tredjedel.

Ikke kun halvvejs.

Med de aftaler, vi har indgået. Og de forslag, vi har lagt frem. Senest et udspil til en grøn skattereform. Med en høj og mere ensartet afgift på CO2.

Så er vi kommet mere end to tredjedele af vejen til de 70 procent i 2030.

Tak til alle partier her i salen, der har været med til at gøre det muligt. I er mange!

Og en særlig tak til SF. Radikale Venstre. Og Enhedslisten.

Tak for jeres stædighed. Jeres insisteren på, at vi skulle stræbe højere, end vi selv troede var muligt. Det er i høj grad jeres fortjeneste, at vi er kommet så langt.

Ikke kun jer partiledere. Men i særdeleshed også alle ordførerne. Tak for det gode, tætte samarbejde, som I har hver eneste dag med regeringens ministre.

I Danmark er grøn omstilling ikke længere et valg. Vi skal løse klimakrisen. Der findes intet alternativ.

Den grønne omstilling er nu en af de grundpiller, som vores samfund hviler på. Arbejdspladser. Velstand. Velfærd. Og bæredygtighed.

Vi lader os ikke styre af frygten. Men af ambitionen. Om en grønnere, sikrere og friere fremtid for vores børn og børnebørn.

* * *

Krigen i Europa har nu betydelige økonomiske konsekvenser.

Vi oplever lige nu de største prisstigninger i næsten 40 år.

En liter mælk. 12 kroner. En pakke oksekød. 50 kroner. Smør. 25 kroner. Og benzinen er oppe i mere end 16 kroner literen.

Inflationen er et spøgelse, der går gennem vores økonomi.

Det udfordrer mange danske familier. Og det udfordrer os politisk.

Skattelettelser, er der nogen, der siger. Det forstår jeg godt. Jeg vil gerne være med til at give skattelettelser. Så lønmodtagerne får flere penge mellem hænderne.

Alligevel er det ikke så simpelt.

For hvis vi skal gøre det på en måde, der ikke bare gør inflationen værre.

Så skal de skattelettelser finansieres.

Og det er ikke småpenge, vi taler om.

Hvis vi skulle udligne de omkostninger, som danskerne har i år som følge af inflationen. For eksempel med skattelettelser.

Så vil det koste samfundet over 35 milliarder kroner – i umiddelbare ekstraudgifter.

Det er mere end de samlede udgifter til SU.

Det er lønudgifterne til næsten hver 10. offentligt ansatte.

Det er mere end, hvad det koster at drive alle danske plejehjem.

Det er derfor, vi har sagt – igen og igen – at vi kan ikke holde alle skadesfri.

For medmindre man er parat til at gennemføre massive nedskæringer i vores velfærd. Og det er denne regering ikke. Så er det ikke muligt at kompensere én til én for de stigende priser.

Men det er ikke det samme som, at vi slet intet kan gøre.

Vi har allerede aftalt at hjælpe mere end 400.000 husstande, der er særlig hårdt ramt af de stigende energipriser.

Og vi har fra regeringens side foreslået et engangsbeløb på 5.000 kroner til de pensionister, der har mindst.

De pensionister, der kun har deres folkepension. Måske en lille opsparing. Som ikke har muligheden for at komme i arbejde. Og som på ingen måde lever i sus og dus.

Det er pensionister, der er vant til at planlægge deres indkøb. Bladre tilbudsaviserne igennem.

Og for hvem det ikke handler om at droppe en ferie. For den havde de næppe råd til i forvejen.

Men hvor det nu simpelthen handler om at få hverdagen til at hænge sammen.

Her betyder 5.000 kroner noget. Skattefrit.

Det er et forslag, der har mødt bred opbakning her i Folketinget.

Det er samtidig et forslag, der er målrettet. Som er midlertidigt. Og som derfor også er ansvarligt.

Vi har nu foreslået, at pengene findes ved at nedjustere de offentlige anlægsinvesteringer i år og næste år.

Sammenlignet med andre lande, der – med et andet økonomisk udgangspunkt – har vedtaget mere omfattende hjælpepakker. Så har vi i Danmark netop været tilbageholdende med at gøre noget, der kan forværre inflationen.

Det skal vi holde fast i.

Også denne krise skal vi håndtere på en måde, der både er ansvarlig og retfærdig.

Hvor vi fører en ansvarlig, økonomisk politik. Og hvor vi samtidig evner at hjælpe dem, der er hårdt ramt.

Det håber jeg på Folketingets opbakning til.

Og vi ved jo, at det kan lade sig gøre.

* * *

Under corona holdt vi hånden under dansk økonomi.

Vi gav lønkompensation til medarbejdere, der blev hjemsendt. Hjælp til virksomheder, der blev ramt af nedlukninger. Forskellige støtteordninger til de brancher, der var mest udsatte.

Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi stod på et fundament af en solid, holdbar dansk økonomi.

Skabt gennem årtiers reformer.

Vi havde noget at stå imod med, da krisen ramte.

Men jeg tror nu alligevel, at mange undervejs tænkte: Har vi råd til det? På et tidspunkt advarede jeg også selv mod, at der ikke gik fartblindhed i den økonomiske politik.

At vi ikke begyndte at finansiere varige udgifter med lånte penge.

Og det gjorde vi netop heller ikke. Det var midlertidige hjælpepakker. Som siden er faldet bort.

Den ekspansive økonomiske politik. Hvor vi fremmer efterspørgslen. Sætter gang i økonomien. Får folk i arbejde.

Det er klassisk, socialdemokratisk krisepolitik.

Men denne krise er anderledes.

Der er i forvejen fuldt blus på økonomien. Ledigheden er lav. Kapaciteten er presset.

Derfor er kuren en anden.

Og selvom økonomerne forventer, at inflationen vil falde til et lavere niveau næste år.

Så ved vi dybest set ikke, hvor lang tid det varer.

Derfor vil jeg advare mod at være for dogmatisk i den økonomiske politik.

Som socialdemokrat og som statsminister er jeg optaget af, at vi finder den rigtige balance. Det, vi gør, skal være ansvarligt. Og det skal være retfærdigt.

Derfor må vi først som sidst være pragmatiske.

Det viser corona-håndteringen os.

Dengang blev der sat spørgsmål ved, om den økonomiske politik var for ekspansiv. Der var kritik af, at vi optog for meget gæld.

Men allerede i år. Forventes vores gæld at være lavere end før pandemien.

Vi er et af de eneste lande i Europa, der havde overskud på de offentlige finanser i 2021. Faktisk var Danmarks overskud sidste år det højeste i hele EU.  

Resultaterne taler for sig selv.

Først troede vi, at vi havde den højeste vækst i 15 år. Det skulle ende med at blive den højeste vækst i 27 år.

Ikke siden tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen stod på denne talerstol og åbnede Folketinget i 1994, har Danmark haft en højere vækst end den, vi havde sidste år.

Og jeg kunne blive ved.

Vi har den laveste arbejdsløshed i 13 år.

Og der har aldrig – jeg gentager: aldrig – været flere i arbejde, end der er nu.

Alle de gode nøgletal. Dem mærker vi ikke nødvendigvis i hverdagen. Når vi står i supermarkedet. Når vi skal betale varmeregningen.

De fleste danskere oplever en mere presset privatøkonomi. Og mange er bekymrede. Og den her gang er der måske længere end nogensinde før mellem det, du oplever på bankkontoen, og de økonomiske nøgletal.

Det kan blive en hård tid for mange danskere. Vi skal holde arbejdsløsheden nede. Og fortsat kombinere retfærdighed og ansvarlighed.

* * *

Danmark har en sund og stærk økonomi.

Det skyldes først og fremmest den virkelyst, hver enkelt udviser i vores samfund. At man, som det populært beskrives, står op, smører madpakker – måske engang imellem én med makrel – og tager på arbejde.

Det skyldes også et entreprenant og innovativt dansk erhvervsliv. I er slet og ret dygtige. Til at drive virksomhed og tjene penge. Men nok så vigtigt: Til at tage et ansvar, der er større end det, man kan se på bundlinjen.

Og endelig mener jeg også, at vi kollektivt herinde i Folketinget kan ranke ryggen.

For trods de uenigheder, der måske kommer til at fylde stadigt mere, nu hvor vi snart går ind i det sidste år af valgperioden.

Så er sandheden jo den, at der står meget brede flertal bag langt hovedparten af den politik, der er vedtaget her i salen de seneste tre år.

Vi fandt balancerne.

Det skal vi gøre igen.

Så vi her og nu fører en politik, der ikke forværrer inflationen. Som samtidig hjælper dem, der har mindst.

Og hvor vi efterfølgende tager ansvar for nye reformer.

* * *

Til august vil regeringen præsentere en 2030-plan. Den skal danne rammen om Danmarks overordnede økonomisk politik.

Det bliver en stram 2030-plan.

Hvor der ikke bliver mange nye penge at gøre godt med i den offentlige sektor.

For når vi har sørget for, at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre. Så den enkelte børnehave eller plejehjem ikke skal starte hvert år med at skære ned.

Og når vi samtidig har skabt plads til varige investeringer i vores forsvar og sikkerhed. Så vi kan leve op til det løfte, vi har givet vores allierede i NATO.

Så vil der være historisk få penge tilbage til nye velfærdsforbedringer eller andre nye tiltag.

2030-planen vil dog vise, hvordan vi kan etablere et nyt grønt råderum, der gør det muligt at investere i vores klima og miljø.

Samlet set vil det være en 2030-plan, der med al tydelighed viser, at der bliver behov for skrappe prioriteringer i årene fremover.

Det vil både kræve, at vi tør tage livtag med bureaukratiet i den offentlige sektor. Så vi frigør tid og velfærd til den enkelte borger.

Det vil også kræve, at nye og større udgifter finansieres. Enten af besparelser andre steder. Eller gennem flere reformer.

Det er regeringen allerede i gang med.

Med Danmark kan mere I øger vi arbejdsudbuddet med 12.000 personer. BNP med 17½ milliarder kroner i 2030. Og samtidig investerer vi markant i uddannelse.

Med Danmark kan mere II lægger vi vejen til at gøre os fri af Putins gas og sætter tempoet op i den grønne omstilling.

Nu er vi i gang med at forberede Danmark kan mere III.

Det er min ambition, at vi fortsætter kursen med en omfattende frisættelse af medarbejderne i den offentlige sektor. Så de penge, og ikke mindst den tid, der i dag bruges i vores velfærdssamfund, bruges klogere.

* * *

Et af de områder i vores velfærd, hvor vi skal tage fat, er vores sundhed.

Det danske sundhedsvæsen er langt bedre end sit rygte.

Vi har fri og lige adgang til behandling. Højt specialiserede sygehuse. Og dygtige medarbejdere, der har ydet en kraftpræstation under pandemien.

Det kan vi være stolte af.

Men allerede inden corona stod det klart, at der er nogle grundlæggende problemer i sundhedsvæsnet:

Det er ikke rimeligt, at mennesker må vente på behandling og gå rundt med smerter eller gener, som kunne være undgået.

Det er heller ikke rimeligt over for de patienter, der må ligge på gangene, fordi der ikke er hospitalsstuer nok.

Og det er ikke rimeligt over for de medarbejdere, der har for travlt, fordi de mangler kolleger.

Mange steder løbes der for stærkt. Arbejdspresset er stort. Det går ud over både patienter og medarbejdere.

* * *

I flere år har vi talt om behovet for at gøre vores sundhedsvæsen bedre.

Rigtig meget er allerede lykkedes. Vi er blevet bedre til at behandle kræft. Og færre danskere dør i dag af en hjertekarsygdom.

Men læg mærke til, hvad vi taler om, når vi taler om sundhedsvæsnet.

Kroner og ører. Responstider og behandlingspukkel. Rettigheder og garantier. Systemer og strukturer.

Glemmer vi ikke at tale om det, der er vigtigst?

Dig som patient. Dig som medarbejder. Alle os, der er pårørende.

Alle de skæbner, der hver dag fletter sig ind og ud af hinanden på hospitalsgangene og i venteværelserne.

Sygdom og ulykke kan ramme alle.

Os selv. Én vi holder af. Og jeg tror, at vi alle kan genkalde os følelsen. Ventetiden på den næste undersøgelse. Det næste svar fra lægen. Skrøbeligheden. Uvisheden.

Det er, når vi er allermest sårbare, at vi for alvor har brug for et stærkt velfærdssamfund.

Så har vi brug for, at der er tid nok. Til tryghed. Og omsorg. Tid til, at medarbejderne kan gøre det, de er uddannet til. Behandle, pleje og hjælpe os.

Den omsorg, det nærvær, kan vi ikke effektivisere os frem til.

Der er brug for nye løsninger.

* * *

Siden regeringen trådte til for snart tre år siden, har vi aftalt det største løft af velfærden i 10 år. Sat penge af til 1.000 nye sygeplejersker. Til en styrket psykiatri. Og til bedre forhold for fødende.

Men flere penge kan i sig selv ikke løse alle problemer.

I fredags indgik vi en meget bred aftale om en sundhedsreform. Tak for det!

Med aftalen styrker vi det nære sundhedsvæsen. Det var det, vi lovede før valget. Op til 25 nye nærhospitaler. En styrket akutindsats. Mere sammenhængende behandlingsforløb. Flere sundhedstilbud skal ud i kommunerne. Tættere på borgerne.

Vi er også enige om at give sygeplejersker og jordemødre mulighed for selvstændigt at udføre bestemte opgaver, som i dag kræver delegation fra en læge.

En sygeplejerske skal ikke længere have en læges tilladelse til at tage en blodprøve fra en patient.

En jordemoder skal på egen hånd kunne hjælpe en fødende i smerter med en lokalbedøvende indsprøjtning.

Og hjemmesygeplejersken, der besøger en borger i hjemmet, skal kunne vaccinere eller give væsketilskud – uden først at skulle ringe til lægevagten.

Det kan lyde som teknik. Men det har stor betydning for patienterne.

Det skal ikke være sådan, at en ældre borger med lungebetændelse bliver indlagt igen og igen, når det kunne være forebygget. Den opfølgende behandling skal styrkes.

Vi skal – sagt helt enkelt – lade fornuften råde. Lade medarbejderne bruge deres faglighed.

* * *

Det er gode skridt i den rigtige retning.

Men det vil heller ikke løse alle problemerne.

De kommende år vil der blive flere ældre. Det er glædeligt. Vi lever længere. Lægevidenskaben bliver bedre.

Men vi vil også blive flere danskere med en kronisk sygdom. Og samtidig vil der mangle medarbejdere i den nære velfærd.

I dag er næsten hver anden sygeplejerske ansat på deltid. Det samme gælder otte ud af ti af sosu’erne i kommunerne.

Otte procent af alle sygeplejersker forlader deres fag, inden der er gået 10 år. Det svarer til 1.000 sygeplejersker hvert femte år.

Hvordan skaber vi et godt arbejdsmiljø for de medarbejdere, som hver dag løser livsvigtige opgaver?

Hvordan får vi flere unge til at vælge de meningsfulde uddannelser i velfærden?

Og frem for alt: Hvordan sørger vi for, at alle de danskere, der hver dag er i kontakt med sundhedsvæsnet, får den omsorg og tryghed, som de har brug for?

De svar. Dem er vi nødt til at finde.

I regeringen bilder vi os ikke ind, at der er nogen snuptagsløsninger.

Derfor vil vi invitere både patienter, medarbejdere, pårørende og politikere med i arbejdet.

Sammen skal vi se på, hvad der skal til for at skabe mere tillid. Mere samarbejde på tværs. Mere tid for medarbejderne til at gøre det, der vigtigst.

Og vi skal tage de næste vigtige skridt i psykiatrien. Vi lever i en tid, hvor alt for mange mennesker har ondt i sindet.

Forebyggelsen skal være bedre. Behandlingen skal være i rette tid til dem, der har behov for hjælp.

Og bredere skal vi se på, hvordan vi understøtter robusthed og fællesskab, så mistrivslen ikke får fat i så mange børn.

Og vi ved godt, at lønudviklingen i hele den offentlige sektor skal kigges efter i sømmene. Det er lønstrukturkomiteen i fuld gang med.

Et sundhedsvæsen og en velfærd, hvor mennesket kommer før systemet. Det er jeg ikke den første statsminister, der har ønsket sig. Næppe heller den sidste.

Nu har vi taget nogle vigtige skridt. Men vi er ikke færdige endnu.

* * *

Et stærkere Danmark. En grønnere fremtid. En friere verden.

Det er det, vi arbejder for.

Som Ukraines præsident Zelenskyy sagde, da han talte til os danskere den 4. maj:

”Drømmen om fred vil gå i opfyldelse.”

Putin må ikke vinde.

Det er historien om Europa, der er på spil. Det er fremtiden for Europa, der er på spil.

Et Danmark, der tager ansvar. Løfter mere, end der forventes.

Det er det, vi kan.

Det er det, vi gør.

Det er dem, vi er.

Danmark kan mere.