Tale

Statsministerens tale ved Folketingets debat den 16. juni 1999 om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo

Tænk engang. Det er kun tre uger siden, at vi under afslutningsdebatten her i Folketinget drøftede situationen i Kosovo. Jeg sagde dengang den 27. maj, at det var vigtigt, at vi stod sammen, holdt fast og holdt ud i NATO. Vi vidste hvor meget - helt fundamentalt - der stod på spil.

* * *

Og pludselig gik det stærkt. Milosevic bøjede sig. Og nu den 16. juni står vi i en helt ny situation, der kan blive et vendepunkt for hele Europas fremtid.

Gennem måneder har vi set dem. Gennem måneder har vi hørt om dem. Gennem måneder har vi følt med dem - men aldrig følt helt som dem.

De fordrevne mennesker i Kosovo har med rette haft vores opmærksomhed gennem de seneste mange måneder.

Udsultede, udslidte, nogen gange torturerede fra fængselsstraffe, grædende eller blot stirrende lige ud i luften i en stemning af apati. Kosovos borgere har slæbt sig over grænsen til Makedonien eller Albanien.

Vi har været vidner til mennesker på flugt fra et regimes forfølgelser. Et regime, der har gennemført en etnisk udrensning, vi ikke har set magen til i Europa siden Anden Verdenskrig. De serbiske soldaters ordrer var uhyggelig klar: De skulle ud af deres eget land, ikke for det, de havde gjort, men for det de er - 'kosovo-albanere'.

De lidelser, som det serbiske styre påførte borgerne i Kosovo kunne ingen sidde overhørig. I hvert fald ingen som ville leve videre med sin selvrespekt i behold.

Det ville vi!

I Danmark. I NATO! Vi holdt ud, og vi holdt sammen. Det har været helt afgørende.

* * *

Engang for ikke så længe siden var verden delt op i to. Den frie verden på den ene side. Og så den verden, som levede bag et tungt, uigennemtrængeligt jerntæppe.

I dag deler vi ikke længere verden op på denne måde.

Tværtimod har vore humanistiske værdier vundet genklang i mange af de lande, som tidligere var lukkede totalitære regimer. Lande som Polen, Tjekkiet, Ungarn og ikke mindst de baltiske lande er klare eksempler på lande, der har taget de grundlæggende universelle værdier - med fokus på respekten for det enkelte menneske og dets rettigheder - til sig. De har påbegyndt en proces hvor de er på vej ind i det politiske, økonomiske og militære samarbejde i Europa.

Men den samfundsform - demokratiet - og de værdier vi står for, såvel under den kolde krig, som i dag, vil altid blive udfordret. Det må vi aldrig glemme.

Og når alle andre veje er prøvet, og der ikke er andre veje foran os, så må vi være parate til at kæmpe for disse værdier. Være parate til at kæmpe for humanismen.

Dér går skellet i fremtiden. Mellem dem som er parate til sætte handling bag ordene og kæmpe for menneskers ret til at leve et liv i værdighed og god sameksistens. Og dem som ikke er rede hertil.

* * *

Der vil sikkert altid være nogen, som mener - ikke nu, ikke på den måde, vi skal starte helt forfra, vi må tale videre om spørgsmålet - samtidig med, at etniske udrensninger finder sted for vore åbne øjne - det er bare ikke os! Det er ikke den danske regering. Ikke et klart flertal her i Folketinget.

Det vi så ske i Kosovo efterlod os ikke på nogen måde i tvivl. Vi forsøgte overtalelse med diplomatiets hjælp. OSCE-missioner. Det nyttede ikke. Fredsforhandlingerne i Rambouillet. Fredsmægler efter fredsmægler. Det nyttede heller ikke. Derfor måtte vi trække det sidste kort. Vi måtte sætte hårdt mod hårdt for at sikre humanismen. Det har historien i dette århundrede lært os. Og vi er holdt op med at handle mod bedre vidende!

Jeg glæder mig over den brede og aldrig svigtende enighed ikke alene her i Folketinget, men endnu vigtigere, i hele den brede danske befolkning.

Vi har stået sammen i NATO om at standse undertrykkelse og udrensning af et helt folk. Nu skal vi stå sammen om at skabe freden.

Det er derfor vi er samlet her i Folketinget i dag!

Vi har standset myrderierne og udrensningen. Nu skal vi vinde freden. Det kræver vedholdenhed. Det tager tid. Det vil tage år - mange år. Og vi vil holde fast i indsatsen for at vinde den fred - også når Kosovo og Balkan ikke længere er på forsiden af avisen eller blandt TV-nyhedernes tophistorier.

* * *

Nu starter det kæmpemæssige arbejde med at genopbygge, hvad Milosovic og ultranationalisterne har brudt ned.

Kosovos befolkning vil aldrig komme sig over det, som er sket. Dertil har myrderierne og massakrerne på uskyldige været for omfattende. Der vil for altid være et sår i deres hjerte og sjæl. Vi kan måske hjælpe dem med at lindre dette sår.

Men vi kan især gøre vores til at sikre, at deres liv kan hænge sammen igen. Vi kan sikre, at de vinder freden. Med alt hvad den indebærer af frihed og håb for fremtiden. Det er opgaven i alt sin enkelthed. Det er en ambitiøs og omfattende opgave.

* * *

Derfor er vi her i dag.

Som da vi besluttede at yde vores indsats i kampen mod Milosovic, skal vi nu beslutte at yde vores indsats til at sikre freden i dette plagede område af verden. Vi skal beslutte om Danmark skal deltage i den internationale styrke, som i denne tid rykker ind for at sikre freden i Kosovo.

For regeringen er denne beslutning klar og velbegrundet. Vi skal bidrage. Selvfølgelig skal vi gøre vores til, at FN’s sikkerhedsresolution 1244 - som danner rammerne for freden i Kosovo - kan føres ud i livet.

Vi må aldrig glemme, at nok var de seneste måneder en kamp for kosovo-albanernes ret til at bo i deres eget land, men det var i lige så høj grad en kamp for netop de værdier, som vi sætter højest. Opgøret med Milosevic er ikke et angreb på det serbiske folk. Derfor er det ligeså afgørende, at vi sikrer, at det serbiske mindretal i Kosovo også beskyttes og får sikret sine rettigheder.

* * *

Således blev opgøret med Milosovic, hans ultranationalister og generaler også en kamp for vores egen selvrespekt og vores selvrespekt har vi i behold.

I dag skal vi beslutte at sende 850 soldater til Kosovo.

Der er meget arbejde at gøre på Balkan i de næste mange år. Ikke alene i Kosovo, men på hele Balkan. Vi danskere vil være med. Nu og i fremtiden.

Ansvaret for freden er jo også vores, og det koster.

Jeg håber og tror, at Finansudvalget vil tilslutte sig det aktstykke, som regeringen har fremlagt - som opfølgning på vores humanitære indsats.

Lad os fortsætte med at løfte vores del af ansvaret. Vores fælles ansvar for menneskeret, humanisme og demokrati. Det er og bliver hjørnestenen i den danske regerings udenrigspolitik.

* * *