Tale

Tale ved 60året for Borgbjerg Mindepark, Skælskør. ''Vi vil den solidariske velfærd''

Dengang og nu

Den første søndag i september 1939 var 2. Verdenskrig netop brudt ud. Alligevel tog Stauning hertil og indviede Borgbjerg Mindepark. Stauning talte ved indvielsen af en park, som folk, der ikke havde så mange penge, havde samlet ind til. En park til minde om en mand, der ragede op. En mand, der betød noget for den danske arbejderbevægelse og som var afgørende for sin tid. Han hed Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg. F.J. Borgbjerg, som han blev kaldt og kaldte sig. Det er 60 år siden.

Tænk, hvad kan der ske på 60 år. Alt det, der er bygget op. Det kom kun, fordi vi ville det, fordi han ville det, fordi folk ville det. Og alt det, der er bygget op, kom kun fordi vi vidste, hvor vi skulle hen. Vi satte os klare mål, vi havde solidariteten i orden, vi stod sammen.

Det er det, der er Borgbjergs budskab. Enkelt og direkte, men langt fra selvfølgeligt.

Om få måneder vinker vi farvel til et århundrede og et årtusinde i kamp. Og vi siger goddag til et nyt. Vi fornemmer, at vi har muligheder som aldrig før. Vi fornemmer også, at vi har det bedre, end vi havde det for år tilbage. Vi har vilje, og vi har tro på en fremtid, som vi i høj grad selv kan bestemme. Men forudsætningen for, at vi kan finde vej er, at vi ved, hvor vi skal hen, og ved hvor vi kommer fra.

Det er derfor, vi er her i dag..

Det er en helt ny og anderledes tid nu, end for 60 år siden. Kæmpemæssige forandringer har vi været igennem: 2. Verdenskrig kom. Der blev opbygget had mellem folk. Der var nazisme og blodig undertrykkelse. Folk blev slået ihjel, ikke for hvad de gjorde, men for det de var.

Der kom hårde år i 50’erne. Der kom enorm stor fremgang i 60’erne. Der kom nye tilbageslag under de store oliekriser i 1970’erne. Og vi kæmpede os vej. Vi undgik ikke tilbageslag i arbejdsløsheden, men kom dog nogenlunde igennem. Der kom egoisme i 80’erne og landet, der stod i stampe fra 1986 og 7-8 år frem.

Nu her i 90’erne kan vi alligevel glæde os over, at det lykkes for os igen at sætte Socialdemokratiet i spidsen for en fornyelse og en af de største fremgangsperioder i Danmark.

Det er blevet bedre for flere

Alt det er nok værd at tænke over i dag og nok værd at bringe en hilsen til Borgbjerg. Det var jo med ham og med hans det startede. Efter 6 1⁄2 års hårdt regeringsarbejde - et arbejde, der til tider ikke har været nemt - må vi sige, at det projekt, som vi satte os for, er vi nået et langt stykke af vejen med. Vi har fået rettet vores samfund op. Vi har større velfærd nu, end vi havde før og vel at mærke meget større beskæftigelse nu end før.

Det har vi nået på 6 1⁄2 år. 200.000 mennesker er kommet i arbejde. Fordelingen af rigdommen i vores land er ikke blevet ringere men mere rimelig. Velfærden er ikke perfekt endnu, men den er godt på vej. Mange flere har fået job. Mange flere er kommer i uddannelse. Milliarder af penge er tilført sygehusene. Ikke nok, men vi er på vej. Og modsat, hvad mange måske tror, er der faktisk også flere hænder, der hjælper de ældre.

Hvad så med familiernes egen økonomi? 'De er jo blevet flået!' Nej, det er de faktisk ikke. Sagen er den, at husholdningernes private økonomi er steget med 25% i de sidste 6 1⁄2 år. I kan godt mærke, at der er lidt mere nu, end der var før. Flere mobiltelefoner, nyere biler, huse, der er reparerede, købt og solgt. Rejser, computere og meget andet. Det er OK. Det er ekstra OK, fordi det ikke kun er eliten, der har mærket den fremgang. Det er faktisk den brede befolkning, der har mærket, at det er blevet bedre i Danmark.

Fordi vi ville - fordi vi ikke vendte ryggen til

Jeg synes godt, vi en dag som i dag kan tillade os at være lidt stolte af, at vores projekt lykkedes. Bare et øjeblik. At være den drivende kraft i en fremgangsperiode, der er stærkere og mere omfattende end nogensinde, er ikke så ringe. Den første del af vores projekt er lykkedes. Nu skal vi i gang med det næste store træk. Det bliver vores store politiske ønske, vores mål, at der bliver brug for endnu flere, ja for alle i vores land. Vi vil arbejde med liv og sjæl for, at den fremgang vi nu har, ikke bare bliver en parentes med ny nedtur. Det skal blive en varig stabil linie, hvor flere, ja hele befolkningen får del og gavn og glæde af fremgangen. Det handler om retfærdighed. Det handler om velfærd og kvalitet. Det handler om bæredygtighed.

Inden vi nu går videre, synes jeg, vi et øjeblik skal gøre os et par enkelte ting klar.

Vores land blev ikke sådan tilved en tilfældighed. Det blev sådan, fordi vi ønskede det skulle blive sådan. Med en benhård politisk kamp gennem 6 1⁄2 år. Vi er nået hertil, fordi vi ville det. Fordi vi satte os nogle klare politiske mål. Fordi vi havde politisk vilje og handlekraft til det, og fordi vi tænkte langsigtet. Derfor vedtog vi Pinsepakken sidste år. Et stykke socialdemokratisk fordelingspolitik, men også et helt nødvendigt indgreb for at holde os på sporet. Og derfor gennemførte vi ændringerne af efterlønnen sidste år. Vi kunne ikke holde efterlønnen uændret, for så ville den afskaffe sig selv. Men vi kunne redde efterlønnen gennem ændringer og moderniseringer. Det var det, vi gjorde.

Forstår I, der er én ting, man skal gøre sig fuldstændig klart i politik, som socialdemokratisk leder og aktiv tillidsmand- og kvinde i det danske Socialdemokrati: Det nemmeste vil være at lade være, at vende ryggen til det besværlige, at lukke øjnene for alle de udfordringer, der ligger foran os. Det vil være det nemmeste. Det kan man måske også høste lidt bifald for undervejs, men det bliver så uendeligt kortvarigt og så uendeligt uansvarligt.

Vi har i dag et land, der har AAA - topkarakterer i økonomi - ikke kun én gang men 3 gange fra internationale institutioner, der vurderer, hvordan går det nu i Danmark. De har taget vores bogstav, og de har gentaget det 3 gange! Kan man forlange det bedre. Jeg mener det ikke. Der er styr på det. Ikke fordi det er et mål i sig selv, det med økonomien. Men jeg ved, at hvis der ikke er styr på økonomien, så bestiller vi ikke andet end at være presset til at foretage os en hel masse negative ting, der risikerer at ramme de arbejdsløse og mest udsatte i vort land. Derfor skal der være styr på det.

Derfor ser jeg det danske socialdemokratiske parti som ledelse af et stort skib på et stort ocean, hvor kaptajnen står på sin bro og kan se, at hvis det her skib fastholder sin kurs, så er der et isbjerg, som man med sikkerhed sejler ind i. Og her kan kaptajnen foretage to ting: Enten kan han kalde mandskab, besætning og passagerer op på dækket og sige: Ved I hvad, vi er nødt til lige at foretage en kursændring. Det kan godt være, der er et par kaffekopper, som ryger på gulvet, men så er vi retskibs igen efter isbjerget. - Eller også kan han lade være. Sætte kikkerten for det blinde øje og lade som ingenting. Men så vil det gå med ham, skibet, og besætning og passagerer som det gik med Titanic!

Det vil jeg ikke, det kan jeg ikke, og det gør jeg ikke.

Vi har oplevet i 1982, at Danmark var meget tæt på afgrunden. Vi har oplevet under Schlüter, at Danmark gennemførte en kartoffelkur for sent, for groft og forkert i 1986. At vores land stod i stampe i 7-8 år. Med masser af arbejdsløse til følge. Det vil vi ikke, det skal vi ikke. Vi vil gribe ind i tide, når det er nødvendigt. Vi vil fortsætte med den arbejdsmetode. For vi er fast besluttet på at passe godt på vores samfund.

Pengene skal jo være der før vi kan bruge dem.

Det ved I, og det ved jeg. Men fra både højre og venstre side i dansk politik skal jeg ellers love for, at der blevet udstedt nogle dækningsløse checks her i sommer.

Tag bare partiet Venstre. Børnene skal følge pengene, ikke. Det lyder jo godt. Hvem vil ikke gerne have 36.000 kr. for at holde sit barn hjemme. Men det er faktisk ret skidt. For det første fordi i de kommende ti år vil det være sådan, at hver gang to mennesker forlader arbejdsmarkedet på grund af alder eller pension, så er det kun ét menneske, der kommer ind på arbejdsmarkedet.

Og er I klar over, at de næste 5-10 år vil det være sådan, at 40%, jeg gentager 40% af de offentligt ansatte vil gå på pension på grund af alder? Forstå mig ret, fremtidens opskrift for det danske velfærdssamfunds sikkerhed og tryghed er ikke at presse kvinderne tilbage til kødgryderne uanset, hvor stor en check, man prøver at trække dem tilbage med.

Fremtiden er nu som før, at vores velfærd sikres bedst, ved at flest mulige er i arbejde. Det er en forudsætning for velfærden. Og velfærd er selvfølgelig også forudsætningen for, at mange er i arbejde. Derfor er det en dårlig idé at betale mennesker for at holde deres børn hjemme og passe dem selv. Det er det modsatte, vi har brug for. Og det er i øvrigt også en bombe under samfundsøkonomien og det er ligestillingsmæssigt fjendtligt.

Så er der det med jobfradraget. Venstre foreslår, at virksomhederne skal have et fradrag, hver gang de ansætter en ny. Det jobfradrag skal så finansieres ved, at man afskaffer fradragsretten for faglige kontingenter, ikke. I kan godt se det, ikke. Så fik vi endelig skovlen under dem, tænker de .

Men det er jo også en meget dårlig idé. Når der er fremgang i virksomhederne skal vi uddanne folk, sørge for at investeringer er i gang, og at virksomhederne kan ansætte flere mennesker. Vi skal da ikke give dem et fradrag. Det er ret skidt. Og så skal der være frit valg på alle hylder, kan jeg forstå, også fra Venstre. Men det der sker er jo, at hvis vi skal opbygge et parallelt sygehusvæsen eller et parallelt dagpengesystem eller et parallelt daginstitutionssystem, så er man i hvert fald sikker på en ting, og det er, at det bliver dyrere. Det lyder så godt, men det er faktisk skidt.

Jeg føler efter denne sommer, at det er blevet alt for nemt at fiske i de politiske vande, uden at det koster dem en krone i oppositionen. Det er blevet for nemt at stille mange forslag uden at anvise dækning for det. Og derfor med besked også til Venstre og til Konservative her til finanslovsøvelserne og til venstrefløjen: Hver gang I foreslår en ny udgiftspost, så kom venligst og fortæl os, hvor pengene skal komme fra, eller hvordan der i øvrigt skal skaffes dækning.

Ligebehandling - også ved sygdom

Der er noget andet, som jeg skylder at sige meget tydeligt i dag. Jeg tror mange danskere har følt her i sommer, at der var noget, der gik helt galt i sygehusdebatten. Folk må rive sig i håret og sige til sig selv, er de nu gået helt fra snøvsen derinde. Dem, der ryger for meget og dem, der vejer for meget: Om bag i køen. Det indtryk kunne man nemt få. Jeg siger bare, uanset om man ryger 10, 20 eller 30 cigaretter om dagen og uanset om man vejer 10, 20 eller 30 kg for meget, så har man ret til den samme behandling på sygehuset på lige fod med alle andre. Sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Jeg siger det mere for god ordens skyld, så vi ikke misforstår, hvor det er vi står.

Lige ret. Uafhængighed af pengepungens tykkelse og uafhængighed af, hvem man er men ret til at blive behandlet. Men derfor kan man selvfølgelig godt leve et sundere liv. Det har jeg ikke sagt. Ja, det kunne I jo godt tage og rette jer lidt efter. Men det er jo en anden diskussion.

Det næste store træk

Hvad er det, vi skal i gang med nu? Vi skal i gang med at sikre, at de svageste og de bageste i vores land, som ikke havde troet, der var noget for dem, kan komme inden for i samfundet. Jeg ved godt, der er nogen, der mener, at vores velfærdssamfund her ved århundredskiftet, er i krise, at velfærdssamfundet nu står foran sin solnedgang. Min påstand er, at velfærdssamfundet Danmark står ved sin morgenrøde. Ved starten på det 21. århundrede.

Men det er også en ny solidaritet, vi skal videreudvikle igen. Vi skal give den nye solidaritet ord, følelser og klædedragt, så den kan ses, forstås og vække begejstring. Når Borgbjerg agiterede rundt om i landet på sine 200 møder på et år, så sagde han: 'Solidaritet handler om at bygge vores samfund op og handler også om, at de velbjærgede skal give til andre'. For den gang, da Stauning dannede regering, da Borgbjerg agiterede, der var det jo de to tredjedele, der var de fattigste og den ene tredjedel, der var de rigeste. Da handlede solidaritet om at tage - og bygge op.

I dag der er det jo noget anderledes. Vi er børn af vores egen succes. I dag er to tredjedele af vores samfunds borgere faktisk i den bedre del af samfundet. Og nu handler solidaritet ikke længere om at tage. Men om at give!

Det er det, der skal gøres klart. Det er det, der er udfordringen. Det er selvfølgelig også det, der er utrolig spændende at tage fat på. I den allernærmeste tid er der masser af opgaver at tage fat på.

De nye danske

Der er 2. generations indvandrere. Børn og knægte, som aldrig fik chancen for at lære, hvad der var ret og rimeligt og forkert. Vi er nødt til at tage hånd om det, og derfor har vi også handlet så hurtigt vi har gjort i Odense. Der skal mere politi for at sikre, at befolkningen kan være beskyttet mod dem, der har fået så mange skader i livet, at de ikke umiddelbart kan rettes op.

Og så er der også mange andre unge 2. generations folk, som I kan give noget fornuftigt at lave. Jeg var sidste søndag i Jylland på ejer Bavnehøj og tale i anledning af Genforeningen. Der optrådte også en gymnastikforening. Masser af piger og drenge. Pludselig ser jeg, at der var to, hvis forældre ikke var danske. Jeg tror, de var asiater. Og de var ligeså dygtige som alle de andre danske piger. Og jeg sagde til mig selv og til forsamlingen: I har i dag sendt en hilsen til Odense. For Odense er nødt til at forstå, at det både er et spørgsmål om at beskytte befolkningen på gaderne, men det er altså også et spørgsmål om, at de her unge knægte, de skal have noget at lave i en fodboldklub, bokseklub, eller gymnastikforening. Så de sover om natten i stedet for at rende rundt på gaderne. Det er også Odenses ansvar.

Det vil jeg gerne have, at alle danskere også er med til at løfte. For vi har et ansvar alle sammen. Og vi skal gøre begge dele: Vi skal sørge for, at der er tryghed på gaden. Men vi skal også sørge for, at al den energi sådan nogle knægte har, ja den kan komme over i nogle fornuftige baner.

Vi skal uddanne vores mennesker på vores arbejdspladser. Også her skal vi huske arbejdsgiverne og tillidsmændene på, at selvom man ikke hedder Rasmussen eller Jensen eller Sørensen, men hedder noget på et fremmed sprog, så kan man altså godt være en dygtig medarbejder. Loyal lønmodtager og være i stand til at løfte et job.

Vi kan ikke være bekendt, at arbejdsløsheden - også blandt veluddannede indvandrere her i landet -ligger på 20-25%. Dem har vi også brug for. I deres interesse og i vores interesse. Bedre kvalitet i vores samfund handler også om, at vi kigger os selv i øjnene.

Det er solidaritetens dag i dag.

Efter at vi danskere har haft en privat forbrugsfremgang på 25% på 6 år, så hører jeg De konservative sige: Det er skam ikke nok. Vi må sænke skatterne. Finansieringen, den skal vi få ved at sætte u-landshjælpen ned. Det er for ringe. At de vil være det bekendt. Skulle vi virkelig i vores rigdom, med vores computere, med vores nye biler, med vores reparerede parcelhuse og nykøbte parcelhuse og biler, skulle vi virkelig sige til de fattige folk i Afrika, i Kosovo, og alle de andre steder: 'Beklager, vi må skære ned på bistanden til jer, for vi skal lige have en ekstra computer, mobiltelefon eller en ekstra bil'. Det kan vi ikke være bekendt! Det er ikke os. Vi ved jo godt, hvad nød er, når der endelig kaldes på os.

Det er på tide, at vi også påtager os et større ansvar for hinanden og et ansvar for vores samfund. Det er den samme line i Danmark, som det er internationalt og jeg er helt sikker på, at gamle Borgbjerg ville nikke, når han hørte det. Jeg er helt sikker på, at han også talte om det, når han drog land og rige rundt som 26-årige i det forrige århundredes slutning.

EURO’en - sikkerhed for fremtiden

Det internationale, er jo ikke bare noget vi synger om. Når vi siger i Danmark, at her skal det være menneskene, der bestemmer og ikke pengene. Når vi siger i Europa, at sådan skal det også være der. Så må vi da være til stede og sætte præg. Gøre vores indflydelse gældende.

Når økonomien internationalt bliver mere og mere rå, og spekulationspenge kan gå over grænserne hurtigere end vi kan nå at følge dem, ryste virksomheder over landet, så er vi nødt til at værne os - sammen med andre lande. Derfor har jeg ikke lagt skjul på, at Danmark er bedst tjent med at sige JA til den fælles mønt. Sige JA til at gå sammen med de andre om EURO’en - i egen interesse, og i vores fælles interesse.

Det er en stor beslutning at tage. Derfor lægger vi op til debat nu. Så er der nogen, der lider af 'datomani'. Men det skal vi jo ikke lade os distrahere af. Vi vil diskutere indhold og ikke dato. På enhver arbejdsplads, i det offentlige som i det private. Vi vil respektere befolkningen - for det er deres afgørelse. Vi vil igangsætte en debat om fordele og ulemper. Befolkningen skal ikke føle, de køber katten i sækken, eller at de bliver tromlet fra oven. Vi ved godt, at de klogeste beslutninger træffes, når man har haft tid og rum til at tænke sig godt om. Og den beslutning skal være danskernes beslutning.

Jeg ved godt, at partiet Venstre hellere ville af med de forbehold i dag end i morgen. Men vore opgaver er nu engang at holde sammen på befolkningen. Ikke splitte befolkningen. Min egen holdning er klar. Det har jeg ikke lagt skjul på.

Jeg har tre grunde til, at Danmark er bedst tjent med at tilslutte os EURO’en.

For det første:

Det handler om tryghed. Det handler om at beskytte os i en barsk international spekulationsverden. Det har vi i øvrigt gjort før. Siden 2. Verdenskrig har vi altid haft tilknytning til en anden valuta. Vi ved jo godt, hvem der bliver ramt, når kriser rammer os. Har I tænkt på, at i 1998 - bare for 1 år siden, - var der også en spekulationskrise. Nationalbanken måtte foretage støtteopkøb i Danmark, hvorimod Portugal, Italien og Spanien, - der normalt altid bliver ramt, - gik ram forbi.

For det andet:

Det handler om beskæftigelse og danske arbejdspladser. Det handler om, at vi kan planlægge og investere i en international verden.

For det tredje:

Det handler om politik! Det handler om at være til stede dér, hvor der træffes beslutninger om vores land. Der skal vi være, Men det handler også om mere end det. Jeg er sikker på, at mange af de unge, der også er her i dag, hører noget om internationale krav til handel. Da jeg var ung student i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kan jeg huske, hvor optaget jeg var af, at Coca Cola, IBM og alle de andre ikke bare kunne hoppe op og falde ned på faglige rettigheder i andre lande, ikke bare kunne lukke øjnene for børns udnyttelse i de fattige samfund. Dengang drømte vi om en international verdensorden, hvor vi kunne sætte krav til handelen, respekt for faglige grundrettigheder, respekt for menneskerettigheder, ret til at organisere sig og forbud mod børnearbejde.

Mange har måske i virkeligheden glemt det. Men pludselig kan vi se, at debatten om EURO-området også er en debat om en ny verdensorden. Vi skal i de kommende forhandlinger om større frihandel stille krav til de andre.

Jeg siger ikke, at alt det, vi drømte om dengang, bliver en realitet i morgen. Jeg siger ikke, at det automatisk bliver sådan. Jeg siger, det kan blive sådan, hvis vi beslutter os for det. Hvis vi kæmper for det.

EURO’en er altså ikke bare en valuta, der konkurrerer med dollaren, det er meget mere. Det er et valutaområde, der forener miljøværdier, menneskeværdier, minoritetsrettigheder og ordentlige beskæftigelsesstrategier i en stor samlet politisk indsats. Det er det vi skal kæmpe for. Det bliver ikke sådan automatisk, men det kan blive sådan, hvis vi kæmper for det.

Det er derfor, Danmark er bedst tjent med at være inden for i EURO-samarbejdet.

Vores solidaritet og vores værdier er noget varigt og stærkt.

Borgbjerg holdt i 1892, 26 år gammel, 200 møder rundt omkring i de små samfund, hos fattige landarbejdere, der aldrig havde hørt ordet solidaritet. Han gik rundt fra landsby til landsby og agiterede og talte. Han var i virkeligheden med til at opbygge den fællesskabsfølelse, som siden har båret vores land. Han kom til landarbejderne og talte om en sag, der var fjern for dem i begyndelsen. Han fastholdt kampen for et samfund, der var bedre. Det var ham og Stauning og alle dem, der var med til at skabe fundamentet for, hvad fællesskab er.

Nu skal vi - ved afskeden til dette århundrede - give vores værdier ny livskraft igen. Nu skal vi sige, at pligter og rettigheder ikke alene er for den enlige mor, for den arbejdsløse, for bistandsklienten - men også for banken! Også for de øverste lag i vores samfund handler det om pligter og rettigheder. Nu skal vi tale om vores ansvar. Det er ikke kun regeringens ansvar. Det er også kommunernes ansvar. Det enkelte menneskes ansvar for hinanden. Hvis vi alene fraskriver os vores ansvar ved en check fra samfundet én gang om måneden til de udstødte, så er vores samfund blevet fattigere og mere sårbart.

Fællesskabet er ikke forsvundet. Mørkemændene tager fejl, når de tror de kan lave politik med fokus på: 'mig selv, mig selv og mig selv'. Fællesskabet ligger lige her, nu, i dag. Vi så det under Kosovo-hjælpen, da tusindvis af danskere ikke tøvede, da vi skulle hjælpe den gamle kone, der ved sine sidste kræfter fik sig trukket over bjergkanten og ind i det fri.

Da vi spurgte danskerne: Skal vi ikke hjælpe de kosovo-folk til at komme tilbage til deres land, så var ingen i tvivl. En fantastisk fællesskabsfølelse, som ikke alene handlede om at hjælpe dem, men som måske dybest set også handler om, at vi også opdagede noget i os selv, igen, sammen med naboen.

Nu havde vi noget at stå sammen om. Det handlede oven i købet om at give og hjælpe. For mange tror jeg i virkeligheden, det betød, at vi opdagede, genopdagede den fællesskabsfølelse. Vi oplevede igen, at fællesskabet og solidariteten, der er noget vores samfund, vores lille smørhul også har brug for. Derfor tror jeg, der er gode muligheder herfor, hvis vi beslutter os for det. Og især også hvis vi bygger respekten for hinanden mere direkte ind i vores samfunds måde at fungere på.

Lad være med at betragte hver eneste i vores land, som et svagt menneske. Jeg er f.eks. ikke sikker på, at de fysisk handicappede her i landet alle sammen ønsker at blive betragtet som et socialt tilfælde. Jeg er sikker på, det vil de ikke. Fysisk handicappede mennesker i Danmark vil behandles med respekt og med rettigheden til at blive behandlet ordentligt i vores land. Men de er da ikke et socialt tilfælde. De insisterer også på at påtage sig et socialt medansvar for alle os. Det skal vi forstå og dermed også forstå, at dér ligger vejen til solidaritet.

Når det blæser

Jeg ved jo godt, at - og det må Borgbjerg også have fornemmet mange gange - det blæste undervejs. Det blæste meget hårdt undervejs - også skaidste år i mit job. Jeg har for længst vænnet mig til, at mit job også er øretævernes holdeplads. Det er et job, som selvfølgelig også handler om at vise, hvor det er, vi efter min bedste opfattelse skal hen, selvom det indebærer, at nogen siger - 'det er for dårligt'.

Dét, der i de stunder, hvor det blæste meget, holdt mig oppe, det var bevidstheden om, hvad det egentlig er, vi slås for i vores parti. Bevidstheden om, at det ikke alene er spørgsmål om at gøre det, det er populært i dag. Det er et spørgsmål om at sikre, at sammenhængskraften i samfundet er intakt, så dem, der ikke har haft en chance endnu, får det. Og det er spørgsmål, om at sikre, at der også om 5 og 10 år er noget til de ældre. Derfor lover vi ingen skattelettelser. Derfor siger vi, at gælden skal ned i vores land, så rentebyrden kan komme ned, og vi kan bruge penge til de ældre, som bliver flere.

For mig er politik ensbetydende med disse socialdemokratiske værdier: Vi har et ansvar for hinanden. Vi har et særligt ansvar for de svageste i vores land. Vi bygger på pligter og rettigheder. Vi skal værne om alt det der ikke kan gøres op i penge.

Holder vi fast i det, så er fremtiden på vores side. Det har vi gjort i 100 år. Det kan vi også gøre i de næste 100 år.

Husk det nu. Tak!