Tale ved Dansk Flygtningehjælps Oplysnings- og Indsamlingskampagne 19. april 2001 ”Hvad giver vi dem, som havde alt”

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Hvad giver man kvinden som havde alt? Er der ikke netop dem, som har alt, næsten, der især skal tænke på dem, som havde noget fundamentalt – et sted at bo, et sted at være, et sted at leve? Er det ikke netop os, der skal mødes, så der kun er os, dem der havde alt og dem der har næsten alt. Jeg er derfor glad for, at I har valgt det her tema. Jeg synes det rammer rigtigt. Og jeg synes den måde, I har formuleret det på også har den klang, det skal have i Danmark. Ikke en løftet moralsk bedrevidende pegefinger, men en appel lige indtil hjertet.

Jeg har taget et par ord med fra en forfatter, der hedder Primo Lewi, som har sagt noget præcist om, hvad det hele drejer sig om. Ganske vist i en anden sammenhæng men alligevel. Om hvorfor vi skal interessere os for andre end os selv. Primo Lewi siger, og hans ord går jo tilbage til Holocaust-perioden i relation til 2. Verdenskrig, men ordene lever alligevel så stærkt, og understreger hvor fundamentalt det er, det at interessere sig for andre end sig selv.

Primo Lewi siger: ”At I som lever i sikkerhed i jeres varme huse. I der finder, når I kommer hjem om aftenen varm mad og venlige ansigter. Tænk over om dette er et menneske, som arbejder i mudder, som ikke kender til fred, som slås om en bid brød, som dør pga. et ja eller et nej. Tænk over at dette er sket. Jeg overanvorter jer disse ord. Lad dem mejsle sig ind i jeres hjerter hjemme såvel som ude, når I går i seng. Når I står op. Gentag dem for jeres børn eller måtte jere huse falde sammen. Sygdomme ramme jer og børnene vende sig fra jer.”

Jeg føler, at de ord ikke er mindre aktuelle, desværre. Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2001 går til arbejdet for flygtninge i de mange fattige lande i verden – den 3. verden. Og desværre er der endnu mere brug for den indsats. Antallet af flygtninge er enormt. Ja, næsten ufatteligt. Omkring 15 millioner, hvortil kommer et endnu større antal interne fordrevne 25-35 millioner mennesker. Så mange mennesker, der har forladt deres huse og deres hjem.

Dansk Flygtningehjælp står i forbindelse med landsindsamlingen for et meget grundlæggende oplysningsarbejde, med den tilgang, jeg har nævnt og som gælder om at sikre, at forståelsen fortsat er der hos den danske befolkning. Både forståelsen af hvorfor konflikter opstår og forståelsen af, hvorfor vi skal hjælpe. Nødvendigheden af at vi skal hjælpe er, at vi har næsten alt. Og nødvendigheden af, at vi skal hjælpe er, at vi giver os tid. Tid til at hjælpe dem, der havde næsten alt.

Det er som vores egen historie i grunden. Vi skal såmænd ikke så langt tilbage. I 1920’erne, hvor der jo var et flertal, der ikke havde, og et mindretal, der havde. Dengang handlede solidaritet om at tage. De 2/3 der var de fleste, skulle tage som udtryk for den ægte solidaritet, de færreste måtte give til de fleste. Nu er det i hvert fald i vores samfund blevet omvendt. Nu handler solidaritet om at give både indadtil i vores land til de små mindretal. Men i virkeligheden i endnu højere grad udadtil.

Vi ved godt, at mange konflikter er opstået fordi undertrykte mindretal i stigende grad har krævet større selvstyre eller ret til at anvende deres eget sprog. Svaret har ofte været voldelige overgreb og politisk undertrykkelse. Vi ved også godt fra Afrika og andre steder, at kampen om naturrigdomme, adgang til jordens ressourcer har skabt krige, har skabt flugt. Vi ved, at nationalistiske kræfter mange gange har pustet til ilden ved at spille på historiske modsætninger pga. forskelle i religion, i etnisk oprindelse, i nationalitet, i race og i sprog. Vi ved, at økonomiske interesser og grådighed, så ofte er en væsentlig grund til konflikter fortsætter. Der er den samme gamle frygtelige historie om diktatorer, om fattigdom, om undertrykkelse og om flygtninge. Og gang på gang har vi været vidner til etniske udrensninger. Kvinder der systematisk voldtages, børn der fjernes, mænd som var genstand for massemord eller er blevet tvunget til militærtjeneste. Rekruttering af børnesoldater har været udbredt og er det fortsat. Vold er blevet udøvet alene med det formål systematisk at terrorisere hele befolkninger.

Billeder har brændt sig fast på vores nethinder, de grædende børn og kvinder. De brændende huse. Mennesker som i stum afmagt stirrer på en ødelæggelse, de ikke kan fatte af, alt hvad de ejede og alt hvad de havde kært.

Vi må, ikke glemme i vores land, der har alt, dem der havde alt. Vi må ikke slukke deres håb. De har krav på vores hjælp og vores solidaritet.

Dansk Flygtningehjælp og Dansk Flygtningehjælps indsamling er udtryk for den solidaritet.

Der skal jo efterhånden mere og mere til for at fange vores opmærksomhed og fastholde den i mediernes omskiftelige tid. Det er så let at forfærdes et øjeblik for så næste øjeblik at forfalde til tanken om, at det er for stort. Det kan alligevel ikke nytte noget. Vi slukker for TV-apparatet eller skifter over til noget mere underholdning. Sådan er verden nu en gang - lad den forblive, som den er. Jeg siger, er det nu rigtigt? Er det nu ordentligt? Og hvem er vi egentlig? Er vi ikke netop dem vi er i kraft af, at vi ikke bare vil lade stå til? At vi vil gøre en forskel? Jo, siger andre, vi ved jo godt, at det er sådan. Verden er nu engang ikke ligelig fordelt, hvad goder angår. Men vi kan nu engang ikke redde hele verden. Jeg siger: Det kan ikke nytte noget at lukke øjnene. Vi kan gøre en forskel og iøvrigt, hvis vi skal kunne holde ud og se os selv i spejlet, så skal vi være en del af dem, der gør en forskel.

Jeg mener også vi kan dokumentere det. Borgerkrigen i det lille Vestafrikanske land, Sierra Leone, er et godt eksempel. Tusinder af mennesker blev drevet på flugt, da oprørerne for et par år siden indledte en regulær terrorkampagne hos civilbefolkningen. De forfærdelige billeder af små børn, lemlæstet gik verden rundt og var vel i et par få dage tophistorier i mediernes liv. Men mediernes interesse holder ikke længe. Heller ikke, når det gælder børn og flygtninge: For medierne er børnene efterhånden glemt, men det er de ikke for os. Her kan vi med dansk nødhjælp gøre en stor forskel, og det gør vi faktisk. Vi har ikke glemt børnene i Sierra Leone eller de mennesker, der er uden for mediernes søgelys lider nød andre steder i verden. Dansk bistand bliver givet der, hvor nøden er størst. Danmarks indsats for at hjælpe mennesker i nød, er mangesidet og Dansk Flygtningehjælp er helt afgørende for vores egen identitetsfølelse.

Sandheden er jo også, at det ikke alene er borgerkrigene, der driver folk på flugt. Det er også alt det, der sker, før konflikter bliver til krig. Den sociale nød, den økonomiske udbytning, nød, hunger, fattigdom avler diktatorere og det er også det vi skal trænge tilbage. Først og fremmest gør vi det igennem den langsigtede udviklingsbistand et stort arbejde for at forhindre, at konflikter bliver til krige og vold. Men vi bør også udstrække vores ambitioner. Vi bør i de her år, med udgangspunkt i det fantastiske arbejde dansk flygtningehjælp gør, også rejse en ny debat, om verdens globale ansigt nu er, som det bør være.

Vi bør rejse en debat om, hvorvidt de markedskræfter, som på en og sammen tid leverer bidrag til vores velfærd, nu ikke også trænger til at få et stærkere menneskeligt ansigt. Fordi vi selv bliver rigere, behøver man jo ikke forblive i fattigdom andre steder i verden. Vi vil ikke spise Danmark af i forhold til befolkningen med indelukkethed og fremmedfjendskhed. Vi vil ikke pådutte befolkningen, at der er en verden derude og så er der os, og nu sætter vi de to tegn op. Vi vil være sammen med de andre. Vi insisterer på solidariteten.

Vores kvinders velfærd i Danmark er ikke uafhængig af andre kvinders velfærd i den 3. verden. Der vil sikkert være nogle, der vil påstå, at det vil være en fordel for Danmark at skære 1/4 af Danmarks ulandsbistand væk, således at vi kan få skattelettelser her i landet. Jeg synes man i den debat skal være klar over en fundamental ting. Den ulandsbistand, der i givet fald skal beskæres med 1/4. Det bliver jo ikke den langsigtede bilaterale bistand, som vi giver via staten. Det bliver den, vi giver til FN. Det er lige præcis den, vi taler om i dag. Det er den, der handler om alle de børn i de fattige samfund, vi er optaget af at give en bedre fremtid. Det er lige præcis alle de børn, der risikerer at blive syge og dø. Det er lige præcis alle de underkuede kvinder, som vi hjælper igennem FN - og igennem Dansk Flygtningehjælp. Det er lige præcis dem, der vil blive udsat og få konsekvensen at mærke. Jeg siger det, fordi ægte solidaritet også handler om at sige tingene, som de er. Og fordi vores histories røde tråd i Danmark netop er at dele med andre.

Jeg siger det også, fordi globaliseringen ikke må have hængende på sig, at der ikke er politiske svar, folkelige svar, på at sikre det ægte udbytte af globaliseringen. Vi skal gå efter internationale aftaler, som betyder, at markedskræfterne ikke bliver dominerende i forhold til mennesker, men bliver menneskers tjenere.

Vi skal sætte os det mål, at det skal være slut med udnyttelse af børnearbejdskraft eller kvindelig og mandlig arbejdskraft. Vi vil have et opgør med den grådighed som i for stor udstrækning har præget den internationale udvikling.

Vi vil tage et opgør med den afskyelig menneskehandel og med udnyttelse af kvinder og med børn. Vi vil skabe grundlag for en ny tid præget af social og økonomisk menneskelig, i vore ærinder mellem vore kontinenter. Vi vil mere politik. Mere engageret folkeligt arbejde. Vi vil et stærke Dansk Flygtningehjælp, som er vores spejl også af os selv.

Når skaden så alligevel er sket, så er det vigtigt, at Dansk Flygtningehjælp er her. Vigtigt som vi så det under Kosovo-krisen hvor over 1 million mennesker, Kosovo-albanere, på få måneder krydsede grænsen til Albanien og Makedonien. Begge steder stod det internationale samfund parat med mad og husly. Og jeg huske det så tydeligt. Jeg husker tydeligt, hvor aktive også Dansk Flygtningehjælp var. Hvor meget de hjalp til. De husker det, kan jeg forsikre for – både i Albanien og i Kosovo. Men ikke alle kan jo vende tilbage som Kosovo-albanerne kunne og kan. Ikke alle flygtninge er så heldige. Mange tilbringer årevis, ja måske et helt liv i flygtningelejr.

Livet i den 3. verdens flygtningelejre er så hårdt, ja, næsten ufatteligt. Det er ikke bare fattigt, det er også farligt. Sikkerheden i lejrene er sjældent så god, som den burde være. Kriminalitet og vold er en typisk del af hverdagen. Derfor er det så vigtigt, at vi også ved, at Dansk Flygtningehjælps indsats er en del af indsatsen for at kunne vende hjem i sikkerhed og i værdighed. For at det skal ske har vi brug for Dansk Flygtningehjælp.

Jeg glæder mig hvert år over den indsats, der nu sættes i gang. Og jeg glæder mig over at se, at den danske befolkning inderst inde godt ved, hvad der skal til, når vi spørger. Penge er ikke altid nok. Det er vigtigt at have mennesker til at styre indsatsen, der hvor flygtninge er. Ved flygtningekatastrofer er det fuldstændig afgørende at have erfarne folk til at skabe bare lidt orden i kaos. Den erfaring og den ekspertise har I i Dansk Flygtningehjælp. Det er utroligt, uvurderligt og værdigt for os.

Jeg vil derfor for min part slutte med at sige, at det er både en eftertænksomhed for os, for mig selv, om vi virkelig i verden nu kan sige: Nu begynder vi det her århundrede med at tage fat på en større menneskelighed i vores globale relationer? Jeg håber det. Jeg kan ikke vide, hvornår vi når det. Men en ting kan jeg vide. Når vi sætter os nogle mål, så kan vi også gøre en forskel.

Jeg tror på, at den praktiske handling, så lille den end kan være, overfor så store problemer, vi står for, gør en forskel. Jeg tror på, at menneskelig og politik og indsats kan gøre en forskel. Jeg tror på, at man skal bruge sit liv aktivt, og jeg mener at hvert eneste menneske, som deltager i Dansk Flygtningehjælps indsamling i år bruger sit liv aktivt. Det giver mening. Det giver også lidt glæde i en hverdag, som ofte kan være lidt udsigtsløs, og det giver et lille bidrag til en uoverskuelighed, som man først får hold på ved selv at gøre en forskel. Derfor er Dansk Flygtningehjælp så dybt forankret i det danske samfund, den folkelige deltagelse så fundamental, som ingen stat kan erstatte. Jeg håber, at den indsats her kan understrege, hvad det hele handler om: Humanitært arbejde internationalt og ordentlig integration nationalt. Det er det spændingsfelt udadtil og globalt på den ene side - indadtil og lokalt på den anden side, at broerne skal bygges i vores danske befolkning. Og det er i det spændingsfelt at jeres arbejde for Dansk Flygtningehjælp er fantastisk afgørende og simpelthen uundværligt for vores fælles værdighed i Danmark, for vores fællesskab i Danmark.

Jeg håber, at den store indsats fra de frivillige indsamlere må blive fulgt op af et flot indsamlingsresultat. Det har I fortjent. Det har Dansk Flygtningehjælp fortjent, og det har frem for alt menneskene i den fattige verden fortjent. Og husk så, så længe vores drømme og handlekraft om fremtiden vejer tungere end vores erindringer. Ja så vil Dansk Flygtningehjælps indsats være evig ung og stærk.

Held og lykke med indsamlingen.